På Karl Marx’ 199 års fødselsdag, den femte maj 2017, bragte Dagbladet Information en forsideartikel med titlen ”Så er det heller ikke værre med uligheden”. I artiklen udtaler Niels Ploug (afdelingsdirektør i Danmarks Statistik), at den danske ulighedsdebat har udviklet sig i en skinger retning, hvor nogen mener, at uligheden buldrer derudaf, og at jorden går under i morgen.
Dette mener Ploug
ikke er i overensstemmelse med realiteterne, og forsøger at korrigere. ”Danmark
er stadig i en liga for sig”, udtaler Ploug med henvisning til, at Danmark har
bevaret en høj grad af lighed, mens uligheden er steget markant i mange andre
lande.
Sådan som Plougs
udtalelser gengives i Information, er det min vurdering, at Ploug kommer af
sted med at bagatellisere den stigende ulighed i Danmark.
I det følgende vil
jeg gennemgå en række udsagn, der fremkommer i artiklen, men som ikke stemmer
overens med de tal, vi har for uligheden i Danmark. Jeg mener, at det objektivt
kan konstateres, at uligheden buldrer derudaf (men jeg er nu ikke sikker på, at
jorden går under i morgen).
Lad os starte med
at konstatere at uligheden i Danmark har udviklet sig anderledes end i mange af
de lande, vi normalt sammenligner os med. I USA begyndte uligheden at stige fra
slutningen af 1970’erne. I stort set alle europæiske lande begyndte uligheden
at stige fra midten af 1980’erne. I Danmark begyndte uligheden først at stige
fra midten af 1990’erne. Fordi uligheden begyndte at stige senere i Danmark, og
fordi den begyndte at stige fra et lavere udgangspunkt end stort set alle andre
lande, er uligheden i Danmark stadig ret lav.
Imidlertid er
stigningstakten i uligheden i Danmark taget til i styrke siden 2003. Det kommer
til udtryk uanset, hvilken måde vi måler uligheden på, men særligt
tydeligt, når vi måler forskellen mellem,
hvor meget de 20 procent rigeste i den arbejdsdygtige alder råder over, i
forhold til de 20 procent fattigste (målt i ækvivalereret disponibel indkomst
efter skat). Efter den målestok har Danmark over en kort årrække overhalet en
lang række europæiske lande i ulighed.
I 2005 var Danmark
således det tredje mest lige land i Europa. I 2015 havde Danmark rykket sig til
en trettende plads (en plads om året!) på trods af, at uligheden er steget i de
fleste lande.
Udviklingen i de
rigeste 20 procents indkomster i forhold til de 20 procent fattigste (kaldet
80/20 ratio) er dokumenteret på de to nedenstående figurer, der bygger på data
hentet fra Eurostats database.
Figur 1: 80/20 ratio i Europa i 2015
Læg mærke til, at
hvis ikke uligheden var steget i mange andre lande også, siden 2005, ville
Danmark ligge på en
syttendeplads i 2015, og ikke en trettendeplads.
Informations artikel
giver også taleplads til de debattører, hvis forståelse af uligheden Ploug
ønsker at korrigere, hvilket viser sig at være Finansordfører Pelle Dragsted
fra Enhedslisten. Lad os lytte til Dragsteds kommentar: ”Hvis man ser på de
allerrigeste, så er de stukket af fra resten af os, særligt efter krisen, hvor
vi har set enorme stigninger til dem, der i forvejen tjente mest.”
Har Dragsted ret?
Jeg synes det er umagen værd, at tjekke efter.
Lad os starte med
at se på, hvor meget den rigeste promille tjener i en række lande. Fra World
Income Database (der indeholder de data som Thomas Piketty bruger i sin bog
Kapitalen i det 21. Århundrede) kan vi fremskaffe en række internationalt sammenlignelige
tal. De fremgår af figuren nedenfor. Det ses tydeligt, at Danmark er det land,
hvor den rigeste promille disponerer over den mindste del af den samlede indkomst.
Figur 3: Den rigeste
promilles andel af den samlede indkomst i procent
Men hvad med stigningen i indkomsterne? Hvis vi måler den relative stigning i den rigeste promilles andel af den samlede indkomst i de samme lande som på figuren ovenfor for perioden 2003-2010, så bliver det tydeligt, at det er i Danmark, at uligheden er steget mest. Mere end tilfældet er i Kina eller USA.
Figur 4: Den relative stigning i andelen af de samlede indkomster for den rigeste promille 2003-2010
Perioden 2003-2010
er valgt for at underbygge mit postulat om, at det navnlig er fra 2003, at
uligheden er begyndt at stige hurtigere i Danmark end i andre lande. Perioden
slutter ved 2010 fordi, det er her, vi har de sidste sammenlignelige data fra
Danmark. Men selv hvis man lod slutåret være den seneste observation for hvert
land, står Danmark stadig som rekordholder, selvom stigningen de sidste seks år
ikke er medtaget.
På trods af, at der ikke er opdaterede tal
for den rigeste promilles andel af indkomsten efter 2010 i World Income
Database for Danmarks vedkommende, kan vi stadig godt udtale os om, hvorvidt de
rigeste er blevet rigere siden. Det Økonomiske Råd har konstrueret et datamateriale
der viser, at den rigeste promilles andel af den samlede indkomst er steget 42
% i perioden 2003-2014 (jævnfør rapporten Dansk Økonomi, Efterår 2016). Men
eftersom Det økonomiske Råd bruger et datagrundlag, der afviger en smule fra
det, der anvendes af World Income Database, formoder
jeg, at tallene ikke er direkte
sammenlignelige med de andre lande. Vi nøjes med at konstatere, at to uafhængige
kilder viser den samme tendens, nemlig en tendens,
der præcist underbygger Pelle Dragsteds udtalelse til Information: ”Vi har set
enorme stigninger til dem, der i forvejen tjente mest.”
Det
bemærkelsesværdige ved de stigende topindkomster i Danmark er, at den generelle
velstandsudvikling i Danmark i et historisk perspektiv har været enestående
ringe. Det betyder, at hvor de rigeste i de fleste andre lande, har fået en
uforholdsmæssig stor andel af den stigende velstand, så har de rigeste i
Danmark, beslaglagt en stadig større del af en næsten stagnerende velstand.
Med andre ord,
imens at velstanden i Danmark har haft en ringere udvikling end tidligere, og
det endda markant ringere, har de rigeste i Danmark fået større del i en
velstand, der for den almindelige dansker er forringet i forhold til tidligere
udviklingsmønstre.
Det skrives i
artiklen i Information, at de fattigste danskere, ikke er blevet fattigere i
kroner og ører. Det er ikke sandt, hvis vi ser på udviklingen i de fattigste 10
procents købekraft siden 2006. Men går vi tilbage til 2003, har der dog været
en fremgang. Denne fremgang er imidlertid så beskeden, at det bliver ekstremt, når vi
sammenligner med den fremgang de rigeste 10 procent har haft siden 2003. Jeg tillader mig her at citere mig selv, fra
et indlæg jeg havde i Netavisen Pio tidligere på året: ”Hvis vi gav 700 kroner
til de ti procent rigeste, og 100 kroner til de ti procent fattigste, ville vi
mindske uligheden i Danmark. Hvad vi har gjort siden 2003 er, at give 31.000
kroner til de rigeste, for hver gang de fattigste fik 100 kroner” (se link i
slutningen af dette blogindlæg).
I artiklen i
Information anføres det, at en del af forklaringen på den stigende ulighed, er
aldringen af befolkningen. Antallet af pensionister stiger i forhold til
antallet af folk i beskæftigelse, og eftersom pensionister ofte har en lavere
indkomst end beskæftigede, vil det øge uligheden. Så vidt så godt. Imidlertid er
sagen den, at tendensen med aldrende befolkning, nogle gange kalde ældrebyrden,
gælder for rigtig mange lande. Og Danmark er et af de lande, der står med den
mindste demografiske udfordring.
Læg herefter mærke til, at den internationale
sammenligning af indkomstforholdet mellem de 20 procent rigeste vs. de 20
procent fattigste, som jeg fremlagde ovenfor, netop målte uligheden for den
arbejdsdygtige del af befolkningen (dem under 65 år). Her er altså målt en
udvikling i uligheden, der er forekommet uafhængig af den demografiske
udvikling.
For at opsummere: Danmarks store problem er ikke
ældrebyrden, det er velhaverbyrden. Indkomstfremgangen hos de absolutte
topindkomster kommer med en pris for den almindelige dansker, der er langt
større end den, der kommer fra det stigende antal ældre.
Hermed er vi nået
frem til det grundlæggende problem ved Plougs udlægning af uligheden i Danmark.
For det første underspilles det, at stigningen i uligheden i Danmark går
hurtigere end i de fleste andre lande. Dernæst fremhæves nogle forhold, der
angiveligt skal forklare, at den stigning i uligheden, som det medgives at der
finder sted i Danmark, ikke er noget, vi skal være bekymrede for. For eksempel, at uligheden skyldes den naturlige aldring af
befolkningen.
Men sagen er jo
den, at aldring af befolkningen betyder mindre i Danmark, end det betyder i de
fleste andre lande. Der er altså i virkeligheden tale om et forhold, der burde
føre til, at uligheden ville stige mindre i Danmark end i de andre lande, og
dermed en observation, der burde give anledning til bekymring. Hvis aldringen
af befolkningen bidrager mindre til uligheden i Danmark, end i de fleste andre
lande, hvorfor stiger uligheden så hurtigere i Danmark?
På samme måde stiller jeg mig også undrende, når Ploug
nedtoner betydningen af den stigende Gini-koefficient, ved at henvise til det
forhold, at Gini-koefficienten set over et livsforløb er tæt på at svare til det
halve af, hvad Gini-koefficienten set som et tværsnit af befolkningen ligger på
(Jeg
erindrer læseren om at en Gini-koefficient er et ulighedsmål, hvor høj
koefficient er høj ulighed og lav koefficient er lav ulighed). Problemet er, at
denne argumentation ikke er gyldig til at underbygge det postulat, at ”Danmark
er stadig i en liga for sig”. For at underbygge det postulat, er det nødvendigt
at vise at Gini-koefficienten over et livsforløb i Danmark, i modsætning til
Gini-koefficienten som et tværsnit, udvikler sig langsommere eller i hvert fald
ikke hurtigere, end tilfældet er i andre lande.
Netop fordi Ploug
overser, at uligheden er hastigt på vej op i Danmark, kan jeg ikke undgå at
føle mig utryg ved hans væsentligste forklaring på, hvorfor det ikke står så
galt til med uligheden i Danmark. Ploug fremhæver den stærke fagbevægelse i
Danmark, der gennem forhandling stadigt kan sikre relativt lige lønninger. Men
når uligheden nu stiger mere, end Ploug vil erkende, er det så udtryk for, at
fagbevægelsen faktisk ikke er så stærk, som Ploug tror den er? Fakta er, at lønudviklingen
i Danmark har bidraget betydeligt til den stigning i Gini-koefficienten, vi har
set efter Finanskrisen.
For at opsummere:
Jeg mener, at have leveret dokumentation, der sår alvorligt tvivl om udsagnet,
om at det ikke står så slemt til med uligheden i Danmark. Dokumentationen
antyder derimod kraftigt, at uligheden buldrer derudaf. Vi er ikke ved
afgrundens rand endnu, men vi har kurs mod den, og vi kan se den.
Så vidt min kritik
af Ploug. Lad mig, for at fuldende billedet af artiklen fra Information,
afslutte med at citere Ploug for, hvad jeg mener er skarpe og relevante
iagttagelser, nemlig de forslag som Ploug har til at modvirke stigende ulighed
for fremtiden: Mere lighed gennem overførselsindkomster. Mere lighed gennem
uddannelse. Mere lighed gennem skattesystemet. Og mere lighed gennem en
forbedring af fagbevægelsens mulighed for at rekruttere medlemmer.
Jeg afslutter
dette indlæg, hvor jeg startede. Med Marx. I sin tid forudså Marx stadigt
stigende ulighed. Han tog fejl. Det lykkedes arbejderne at organisere sig, og herved
mindske uligheden. I dag har vi svært ved at erkende den stigende ulighed,
samtidig med at den buldrer derudaf. Mon Marx alligevel skal ende med at få
ret? Det behøver ikke ske. Lad os bare iværksætte den gode Plougs plan, så sker
det ikke.
Hvis du vil læse mere:Efterskrift (tilføjet 10. maj 2017)
Siden jeg
afsluttede ovenstående blog-indlæg, er jeg blevet opmærksom på, at Niels Ploug i
Ugebrevet Mandag Morgen 3. maj 2017 har leveret tal, der skal vise, at den ene
rigeste procent i Danmark ikke har haft en indkomstfremgang, der overgår den ene
rigeste procent i USA. Jeg mener ikke den sammenligning er gyldig.
Ploug måler
stigningen i den ene procents indkomst siden 1990. Det er en behændig måde at
undgå at efterprøve antagelsen om, at uligheden vokser med stigende hastighed i
Danmark. Plougs budskab i medierne har entydigt været, at uligheden ikke stiger
så dramatisk i Danmark som i andre lande. Men han efterprøver ikke sin egen hypotese.
Ved at iagttage
udviklingen i uligheden i Danmark på en lang række ulighedsmål, herunder stigningen
i den ene procents indkomst, kan man med det blotte øje konstatere, at
uligheden i Danmark begynder at stige hastigt fra år 2003. Hvis vi skal udtale
os om stigningstakten i uligheden i Danmark, skal vi altså måle fra år 2003.
At måle fra år
1990 er forfejlet. Antag jeg ville postulere, at antal ofre under Anden
Verdenskrig som årligt gennemsnit var væsentligt mindre, end historiebøgerne
anslår (60 millioner på 6 år). Jeg kunne jo måle siden gennemsnittet 1919-1945…
Men det ville ikke være relevant, for Anden Verdenskrig startede først
i 1939. På samme måde er det ikke relevant at afprøve hypotesen om, at
uligheden buldrer derud i Danmark, når man inddrager årstal, hvor alle er enige
om, at uligheden ikke stiger, eller kun stiger langsomt.
Og lad os så
sammenligne den rigeste procents indkomstfremgang i henholdsvis Danmark og USA
siden 2003.
Ifølge data fra
World Income Database, kan vi regne os frem til, at den rigeste ene procent i
USA gik 18,6 procent frem i indkomst i perioden 2003-2010. I Danmark var stigningen 19,4 procent. Ser vi
på perioden 2003-2014 var stigningen i USA 28,1 procent. Vi mangler
(fuldstændig) sammenlignelige tal for Danmark, men hvis vi bruger Det
Økonomiske Råds opgørelse af den rigeste ene procents indkomstfremgang får vi
tallet 31,6 procent for perioden 2003-2014.
Efter-efterskrift (tilføjet 16. maj 2017)
Jeg har nu læst
bogen Økonomisk ulighed i Danmark redigeret af Niels Ploug, der var anledningen
til de avisartikler jeg har taget under behandling i mit blogindlæg, og jeg er
noget overrasket over, at bogen ikke dokumenterer sin påstand (at uligheden
ikke stiger så meget i Danmark som i de fleste andre lande).
Bogen forholder
sig langt hen ad vejen kun til Danmark. Hvert kapitel forholder sig i en eller
anden udstrækning til Piketty, og efterprøver om de kan finde det samme mønster
i Danmark. Desværre er operationaliseringen ikke særlig god. Ofte måles der på
noget andet end Piketty måler på, og da de internationale data ikke holdes op
imod Danmark, bliver det til konklusioner uden belæg.
Kapitel 2 (indkomstfordelingen)
laver ingen international sammenligning. Kapitel 4 (lønudvikling) siger, at der
har været en mere afdæmpet ulighed i lønudviklingen i Danmark i forhold til de
øvrige OECD lande, men vi får aldrig at vide, hvad lønudviklingen har været i
disse OECD lande. Desuden er de anvendte data, når det gælder direktørlønninger,
meget gamle og derfor uanvendelige til at konkludere, hvad der er sket de
sidste 10 år.
Kapitlet om arv
siger, at det er meget svært at måle, og at vi i øvrigt må forvente at arv FOR
FREMTIDEN kommer til at øge uligheden betydeligt. Kapitlet om indkomstskatterne
GENFINDER den samme tendens som Piketty sporer internationalt (skatternes omfordelende
effekt er faldende). Kapitlet om ”multidimensional omfordeling” er meget
spændende (skrevet af Gösta Esping-Andersen), men handler mest om
velfærdsstaten i 1990’erne (altså før uligheden satte ind).
Stor
tak til Stud. Scient. Pol. Rie Wiarda der har rettet og kommenteret dette
indlæg, og herved forbedret læseoplevelsen betydeligt.
Her på bloggen har jeg skrevet indlægget Så meget er uligheden steget i Danmark, der med udgangspunkt i (næsten) alle tænkelige ulighedsmål underbygger præmissen for nærværende blogindlæg, nemlig at uligheden "buldrer derudaf", og stiger mere end i andre lande.
Faktisk er stigningstakten i topindkomsterne så stor, at hvis det bliver ved, vil vi have samme ulighed som USA har i dag i året 2049. Der skriver jeg om her: Uligheden i Danmark er på vej til at indhente uligheden i USA.
Endelig vil jeg også henvise til det indlæg, jeg citerer ovenfor, der viser noget om, hvor skævt fordelingen af den stigende produktion har udviklet sig det seneste år: De rigeste har fået 300 gange så meget som de fattigste. Her dokumenterer jeg at de rigeste lægger beslag på en stadig større del af den samlede indkomst.
"– Fra 1990 til 1995 fik de rigeste ti procent 300 kroner, hver gang de fattigste fik 100 kroner.
– Fra 1995 til 2003 fik de rigeste ti procent 1.400 kroner, hver gang de fattigste fik 100 kroner.
– Fra 2003 til 2015 fik de rigeste ti procent 31.000 kroner, hver gang de fattigste fik 100 kroner."
Balder Asmussen,
SvarSletDu når frem til en række konklusioner af nedenstående karakter:
"Fra 2003 til 2015 fik de rigeste ti procent 31.000 kroner, hver gang de fattigste fik 100 kroner"
Det er relevant at holde øje med udviklingen i indkomster, men dine konklusioner er i mine øjne langt ude ("Danmarks store problem er ikke ældrebyrden, det er velhaverbyrden"). Og desværre har politikere som Pelle Dragsted ingen skrupler ved at bruge tilsvarende fejende konklusioner i den politiske debat - og bliver desværre sjældent faktatjekket eller modsagt.
Den store fejlslutning ligger i at sammenligne de 10 % fattigste i 2003 med de 10 % fattigste i 2015 og tro at det er to grupper, der findes i den virkelige verden. Det gør de ikke. Det er derimod to statistiske grupper bestående af vidt forskellige virkelige mennesker.
Mit gæt er at 90 % af de kød-og-blod mennesker, som var i gruppen af 10 % fattigste i 2003 har bevæget sig ud af denne gruppe senest i 2015. Og en ikke ubetydelig del er formodentlig nået helt op i top 10 % af indkomstpyramiden i 2015. (Dette bør kunne verificeres via tilgængelig indkomsstatistik.)
Dette er helt normalt i Danmark og formodentligt også i resten af verden. Det er stort set sket for alle jeg kender. Man starter på begynderløn og stiger i takt med joberfaring osv. Tag et faktacheck på dig selv - hvornår brød du selv ud at 10 % fattigste segmentet- sandsynligvis da du gik fra at være studerende og blev cand. mag. og lektor.
På samme måde er det også svært at vedblive at være blandt de 10% eller 1% rigeste. Man skal være på dupperne for at blive i toppen i 10 - 15 år. Måske især hvis ens indkomst er baseret på særlige evner indenfor sport og underholdning, iværksætteri eller måske bare held.
Med andre ord så er din analyse af relationen mellem "de fattigste" og "de rigeste" meget overfladisk og sammenligner transiente statistiske grupper - dvs. æbler og pærer.
Den politiske effekt er i mine øjne er nedbrydende for sammenhængskraften i samfundet ved at give næring til en følelse af uretfærdighed eller misundelse i vælgerbefolkningen på baggrund af misinformation camoufleret som statistisk.
Jeg vil slet ikke modsige dig, for det er helt rigtigt (at indkomstgrupperne ikke er statiske). Men du glemmer to ting. For det første er der ikke et mål, der kan indfange alle dimensioner af uligheden. Det er derfor jeg prøver at måle på alle mulige leder og kanter. For det andet er det jo rigtigt at der stor udskiftning i decilerne, men det ændrer jo ikke på at udviklingen går i retning af, at der bliver større forskel på decilerne. Og det er jo DET jeg vil vise. Jeg vil ikke påstå at grupperne er statiske, men du skal være opmærksom på at den sociale mobilitet er nederafgående, så de er faktisk blevet mere statiske, end de var tidligere. Hvis du ikke mener at det giver nogen som mening at sammenligne indkomstgrupper fordi det ikke er de samme mennesker der i disse grupper,så er det ikke kun mig du mener der er noget galt med, men alle der måler forskelle i indkomstgrupper: Danmarks Statistik, Det Økonomiske Råd... ALLE. Og angående Pelle Dragsted. Jeg faktatjekker ham! Og han havde ret (i det han sagde til Information, nemlig at de rigestes lønninger stikker af fra os andre). Men tak for kommentaren - en anden gang skal jeg nok komme ind på den sociale mobilitet.
SletSøren Faaborg, det er da fuldstændig uden betydning om dine "kød og blod mennesker" har bevæget sig ud af de omtalte deciler?? Al statistik er pr definition "statisk" i større eller mindre grad og ved at sammenstykke interrelaterede statiske informationer kan man således beskrive sammenhæng og udviklinger. Balder Asmussens valg af statistisk materiale er ikke alene fuldstændig i overensstemmelse med den gængse praksis på området, det giver også et fuldt ud retvisende billede af UDVIKLINGEN i FORSKELLEN mellem de to ydersegmenter i befolkningen. Hvorvidt individer i de to grupper bevæger sig ud af disse er irrelevant i forhold til den udvikling, Asmussen beskriver. Den fortæller os imidlertid noget om en anden ting, som Asmussen også selv påpeger, nemlig den sociale mobilitet. For det første, er det simpelthen et helt andet emne og for det andet fortæller den sociale mobilitet udelukkende om samfundet er i stand til at skabe nogle rammer, der retter op på netop den ulighed, der skabes igennem en skævvridning af lønindkomsterne. Desværre er lav social mobilitet og ulighed i lønindkomst meget ofte positivt korreleret. Balder Asmussen gør kort sagt et glimrende og meget vigtigt stykke arbejde ved at belyse denne kedelige udvikling i Danmark.
SvarSletOg hvis nu vil forholde os til ulighedens effekter, så er det også afgørende at vide, at uligheden koncentreres i et decil. De rigeste har nemlig lavere forbrug. Ulighed ændrer altså forholdet mellem forbrug og opsparing i samfundet, og det betyder i praksis, at der ofte ikke er forbrug nok til at stimulere investeringerne. Tak for roserne Morten Pagh-Rasmussen.
SletPloug undervurderer også den stigende ulighed i formuerne. Han påstår, at der ikke er stigende ulighed af betydning på det felt i Danmark. Men: han bruger vel tal fra Danmarks Statistik, der først for nylig er begyndt at tage udenlandske 'indkomster' incl. kapital-sådanne med. En del formuer er mere eller mindre legalt skjult i udlandet, og selvom man ikke har præcise tal, er det dog vigtigt at tænke ind, i hvilken retning evt. uklarheder vil trække hele læsset. Derudover er skellet mellem indkomst og formueforøgelse ikke klart for de rigeste, der prøver at gøre så meget som muligt af deres indkomst til formue eller udskudt indkomst (aktieoptioner osv). For det tredje drejer det sig om efter-skat indkomster og formuer, og der vil de øvre lag også vinde stort.
SvarSletMange tak for den information.
SvarSlet