Skal Marx få ret? Uligheden i Danmark stiger som aldrig før

   
På Karl Marx’ 199 års fødselsdag, den femte maj 2017, bragte Dagbladet Information en forsideartikel med titlen ”Så er det heller ikke værre med uligheden”. I artiklen udtaler Niels Ploug (afdelingsdirektør i Danmarks Statistik), at den danske ulighedsdebat har udviklet sig i en skinger retning, hvor nogen mener, at uligheden buldrer derudaf, og at jorden går under i morgen.

Dette mener Ploug ikke er i overensstemmelse med realiteterne, og forsøger at korrigere. ”Danmark er stadig i en liga for sig”, udtaler Ploug med henvisning til, at Danmark har bevaret en høj grad af lighed, mens uligheden er steget markant i mange andre lande.

Sådan som Plougs udtalelser gengives i Information, er det min vurdering, at Ploug kommer af sted med at bagatellisere den stigende ulighed i Danmark.

I det følgende vil jeg gennemgå en række udsagn, der fremkommer i artiklen, men som ikke stemmer overens med de tal, vi har for uligheden i Danmark. Jeg mener, at det objektivt kan konstateres, at uligheden buldrer derudaf (men jeg er nu ikke sikker på, at jorden går under i morgen).

Lad os starte med at konstatere at uligheden i Danmark har udviklet sig anderledes end i mange af de lande, vi normalt sammenligner os med. I USA begyndte uligheden at stige fra slutningen af 1970’erne. I stort set alle europæiske lande begyndte uligheden at stige fra midten af 1980’erne. I Danmark begyndte uligheden først at stige fra midten af 1990’erne. Fordi uligheden begyndte at stige senere i Danmark, og fordi den begyndte at stige fra et lavere udgangspunkt end stort set alle andre lande, er uligheden i Danmark stadig ret lav.

Imidlertid er stigningstakten i uligheden i Danmark taget til i styrke siden 2003. Det kommer til udtryk uanset, hvilken måde vi måler uligheden på, men særligt tydeligt, når vi måler forskellen mellem, hvor meget de 20 procent rigeste i den arbejdsdygtige alder råder over, i forhold til de 20 procent fattigste (målt i ækvivalereret disponibel indkomst efter skat). Efter den målestok har Danmark over en kort årrække overhalet en lang række europæiske lande i ulighed.

I 2005 var Danmark således det tredje mest lige land i Europa. I 2015 havde Danmark rykket sig til en trettende plads (en plads om året!) på trods af, at uligheden er steget i de fleste lande.

Udviklingen i de rigeste 20 procents indkomster i forhold til de 20 procent fattigste (kaldet 80/20 ratio) er dokumenteret på de to nedenstående figurer, der bygger på data hentet fra Eurostats database.

Figur 1: 80/20 ratio i Europa i 2015

          

Figur 2: 80/20 ratio i Europa i 2005

        

Læg mærke til, at hvis ikke uligheden var steget i mange andre lande også, siden 2005, ville Danmark ligge på en syttendeplads i 2015, og ikke en trettendeplads.

Informations artikel giver også taleplads til de debattører, hvis forståelse af uligheden Ploug ønsker at korrigere, hvilket viser sig at være Finansordfører Pelle Dragsted fra Enhedslisten. Lad os lytte til Dragsteds kommentar: ”Hvis man ser på de allerrigeste, så er de stukket af fra resten af os, særligt efter krisen, hvor vi har set enorme stigninger til dem, der i forvejen tjente mest.”

Har Dragsted ret? Jeg synes det er umagen værd, at tjekke efter.

Lad os starte med at se på, hvor meget den rigeste promille tjener i en række lande. Fra World Income Database (der indeholder de data som Thomas Piketty bruger i sin bog Kapitalen i det 21. Århundrede) kan vi fremskaffe en række internationalt sammenlignelige tal. De fremgår af figuren nedenfor. Det ses tydeligt, at Danmark er det land, hvor den rigeste promille disponerer over den mindste del af den samlede indkomst.

Figur 3: Den rigeste promilles andel af den samlede indkomst i procent

      
Men hvad med stigningen i indkomsterne? Hvis vi måler den relative stigning i den rigeste promilles andel af den samlede indkomst i de samme lande som på figuren ovenfor for perioden 2003-2010, så bliver det tydeligt, at det er i Danmark, at uligheden er steget mest. Mere end tilfældet er i Kina eller USA.

Figur 4: Den relative stigning i andelen af de samlede indkomster for den rigeste promille 2003-2010

     

Perioden 2003-2010 er valgt for at underbygge mit postulat om, at det navnlig er fra 2003, at uligheden er begyndt at stige hurtigere i Danmark end i andre lande. Perioden slutter ved 2010 fordi, det er her, vi har de sidste sammenlignelige data fra Danmark. Men selv hvis man lod slutåret være den seneste observation for hvert land, står Danmark stadig som rekordholder, selvom stigningen de sidste seks år ikke er medtaget.

På trods af, at der ikke er opdaterede tal for den rigeste promilles andel af indkomsten efter 2010 i World Income Database for Danmarks vedkommende, kan vi stadig godt udtale os om, hvorvidt de rigeste er blevet rigere siden. Det Økonomiske Råd har konstrueret et datamateriale der viser, at den rigeste promilles andel af den samlede indkomst er steget 42 % i perioden 2003-2014 (jævnfør rapporten Dansk Økonomi, Efterår 2016). Men eftersom Det økonomiske Råd bruger et datagrundlag, der afviger en smule fra det, der anvendes af World Income Database, formoder jeg, at tallene ikke er direkte sammenlignelige med de andre lande. Vi nøjes med at konstatere, at to uafhængige kilder viser den samme tendens, nemlig en tendens, der præcist underbygger Pelle Dragsteds udtalelse til Information: ”Vi har set enorme stigninger til dem, der i forvejen tjente mest.”

Det bemærkelsesværdige ved de stigende topindkomster i Danmark er, at den generelle velstandsudvikling i Danmark i et historisk perspektiv har været enestående ringe. Det betyder, at hvor de rigeste i de fleste andre lande, har fået en uforholdsmæssig stor andel af den stigende velstand, så har de rigeste i Danmark, beslaglagt en stadig større del af en næsten stagnerende velstand.

Med andre ord, imens at velstanden i Danmark har haft en ringere udvikling end tidligere, og det endda markant ringere, har de rigeste i Danmark fået større del i en velstand, der for den almindelige dansker er forringet i forhold til tidligere udviklingsmønstre.

Det skrives i artiklen i Information, at de fattigste danskere, ikke er blevet fattigere i kroner og ører. Det er ikke sandt, hvis vi ser på udviklingen i de fattigste 10 procents købekraft siden 2006. Men går vi tilbage til 2003, har der dog været en fremgang. Denne fremgang er imidlertid så beskeden, at det bliver ekstremt, når vi sammenligner med den fremgang de rigeste 10 procent har haft siden 2003.  Jeg tillader mig her at citere mig selv, fra et indlæg jeg havde i Netavisen Pio tidligere på året: ”Hvis vi gav 700 kroner til de ti procent rigeste, og 100 kroner til de ti procent fattigste, ville vi mindske uligheden i Danmark. Hvad vi har gjort siden 2003 er, at give 31.000 kroner til de rigeste, for hver gang de fattigste fik 100 kroner” (se link i slutningen af dette blogindlæg).

I artiklen i Information anføres det, at en del af forklaringen på den stigende ulighed, er aldringen af befolkningen. Antallet af pensionister stiger i forhold til antallet af folk i beskæftigelse, og eftersom pensionister ofte har en lavere indkomst end beskæftigede, vil det øge uligheden. Så vidt så godt. Imidlertid er sagen den, at tendensen med aldrende befolkning, nogle gange kalde ældrebyrden, gælder for rigtig mange lande. Og Danmark er et af de lande, der står med den mindste demografiske udfordring.

Læg herefter mærke til, at den internationale sammenligning af indkomstforholdet mellem de 20 procent rigeste vs. de 20 procent fattigste, som jeg fremlagde ovenfor, netop målte uligheden for den arbejdsdygtige del af befolkningen (dem under 65 år). Her er altså målt en udvikling i uligheden, der er forekommet uafhængig af den demografiske udvikling.

For at opsummere: Danmarks store problem er ikke ældrebyrden, det er velhaverbyrden. Indkomstfremgangen hos de absolutte topindkomster kommer med en pris for den almindelige dansker, der er langt større end den, der kommer fra det stigende antal ældre.

Hermed er vi nået frem til det grundlæggende problem ved Plougs udlægning af uligheden i Danmark. For det første underspilles det, at stigningen i uligheden i Danmark går hurtigere end i de fleste andre lande. Dernæst fremhæves nogle forhold, der angiveligt skal forklare, at den stigning i uligheden, som det medgives at der finder sted i Danmark, ikke er noget, vi skal være bekymrede for. For eksempel, at uligheden skyldes den naturlige aldring af befolkningen.

Men sagen er jo den, at aldring af befolkningen betyder mindre i Danmark, end det betyder i de fleste andre lande. Der er altså i virkeligheden tale om et forhold, der burde føre til, at uligheden ville stige mindre i Danmark end i de andre lande, og dermed en observation, der burde give anledning til bekymring. Hvis aldringen af befolkningen bidrager mindre til uligheden i Danmark, end i de fleste andre lande, hvorfor stiger uligheden så hurtigere i Danmark?

På samme måde stiller jeg mig også undrende, når Ploug nedtoner betydningen af den stigende Gini-koefficient, ved at henvise til det forhold, at Gini-koefficienten set over et livsforløb er tæt på at svare til det halve af, hvad Gini-koefficienten set som et tværsnit af befolkningen ligger på (Jeg erindrer læseren om at en Gini-koefficient er et ulighedsmål, hvor høj koefficient er høj ulighed og lav koefficient er lav ulighed). Problemet er, at denne argumentation ikke er gyldig til at underbygge det postulat, at ”Danmark er stadig i en liga for sig”. For at underbygge det postulat, er det nødvendigt at vise at Gini-koefficienten over et livsforløb i Danmark, i modsætning til Gini-koefficienten som et tværsnit, udvikler sig langsommere eller i hvert fald ikke hurtigere, end tilfældet er i andre lande.

Netop fordi Ploug overser, at uligheden er hastigt på vej op i Danmark, kan jeg ikke undgå at føle mig utryg ved hans væsentligste forklaring på, hvorfor det ikke står så galt til med uligheden i Danmark. Ploug fremhæver den stærke fagbevægelse i Danmark, der gennem forhandling stadigt kan sikre relativt lige lønninger. Men når uligheden nu stiger mere, end Ploug vil erkende, er det så udtryk for, at fagbevægelsen faktisk ikke er så stærk, som Ploug tror den er? Fakta er, at lønudviklingen i Danmark har bidraget betydeligt til den stigning i Gini-koefficienten, vi har set efter Finanskrisen.

For at opsummere: Jeg mener, at have leveret dokumentation, der sår alvorligt tvivl om udsagnet, om at det ikke står så slemt til med uligheden i Danmark. Dokumentationen antyder derimod kraftigt, at uligheden buldrer derudaf. Vi er ikke ved afgrundens rand endnu, men vi har kurs mod den, og vi kan se den.

Så vidt min kritik af Ploug. Lad mig, for at fuldende billedet af artiklen fra Information, afslutte med at citere Ploug for, hvad jeg mener er skarpe og relevante iagttagelser, nemlig de forslag som Ploug har til at modvirke stigende ulighed for fremtiden: Mere lighed gennem overførselsindkomster. Mere lighed gennem uddannelse. Mere lighed gennem skattesystemet. Og mere lighed gennem en forbedring af fagbevægelsens mulighed for at rekruttere medlemmer.

Jeg afslutter dette indlæg, hvor jeg startede. Med Marx. I sin tid forudså Marx stadigt stigende ulighed. Han tog fejl. Det lykkedes arbejderne at organisere sig, og herved mindske uligheden. I dag har vi svært ved at erkende den stigende ulighed, samtidig med at den buldrer derudaf. Mon Marx alligevel skal ende med at få ret? Det behøver ikke ske. Lad os bare iværksætte den gode Plougs plan, så sker det ikke.

Efterskrift (tilføjet 10. maj 2017)

Siden jeg afsluttede ovenstående blog-indlæg, er jeg blevet opmærksom på, at Niels Ploug i Ugebrevet Mandag Morgen 3. maj 2017 har leveret tal, der skal vise, at den ene rigeste procent i Danmark ikke har haft en indkomstfremgang, der overgår den ene rigeste procent i USA. Jeg mener ikke den sammenligning er gyldig.

Ploug måler stigningen i den ene procents indkomst siden 1990. Det er en behændig måde at undgå at efterprøve antagelsen om, at uligheden vokser med stigende hastighed i Danmark. Plougs budskab i medierne har entydigt været, at uligheden ikke stiger så dramatisk i Danmark som i andre lande. Men han efterprøver ikke sin egen hypotese.

Ved at iagttage udviklingen i uligheden i Danmark på en lang række ulighedsmål, herunder stigningen i den ene procents indkomst, kan man med det blotte øje konstatere, at uligheden i Danmark begynder at stige hastigt fra år 2003. Hvis vi skal udtale os om stigningstakten i uligheden i Danmark, skal vi altså måle fra år 2003.

At måle fra år 1990 er forfejlet. Antag jeg ville postulere, at antal ofre under Anden Verdenskrig som årligt gennemsnit var væsentligt mindre, end historiebøgerne anslår (60 millioner på 6 år). Jeg kunne jo måle siden gennemsnittet 1919-1945… Men det ville ikke være relevant, for Anden Verdenskrig startede først i 1939. På samme måde er det ikke relevant at afprøve hypotesen om, at uligheden buldrer derud i Danmark, når man inddrager årstal, hvor alle er enige om, at uligheden ikke stiger, eller kun stiger langsomt.

Og lad os så sammenligne den rigeste procents indkomstfremgang i henholdsvis Danmark og USA siden 2003.

Ifølge data fra World Income Database, kan vi regne os frem til, at den rigeste ene procent i USA gik 18,6 procent frem i indkomst i perioden 2003-2010.  I Danmark var stigningen 19,4 procent. Ser vi på perioden 2003-2014 var stigningen i USA 28,1 procent. Vi mangler (fuldstændig) sammenlignelige tal for Danmark, men hvis vi bruger Det Økonomiske Råds opgørelse af den rigeste ene procents indkomstfremgang får vi tallet 31,6 procent for perioden 2003-2014.

Efter-efterskrift (tilføjet 16. maj 2017)

Jeg har nu læst bogen Økonomisk ulighed i Danmark redigeret af Niels Ploug, der var anledningen til de avisartikler jeg har taget under behandling i mit blogindlæg, og jeg er noget overrasket over, at bogen ikke dokumenterer sin påstand (at uligheden ikke stiger så meget i Danmark som i de fleste andre lande).

Bogen forholder sig langt hen ad vejen kun til Danmark. Hvert kapitel forholder sig i en eller anden udstrækning til Piketty, og efterprøver om de kan finde det samme mønster i Danmark. Desværre er operationaliseringen ikke særlig god. Ofte måles der på noget andet end Piketty måler på, og da de internationale data ikke holdes op imod Danmark, bliver det til konklusioner uden belæg.

Kapitel 2 (indkomstfordelingen) laver ingen international sammenligning. Kapitel 4 (lønudvikling) siger, at der har været en mere afdæmpet ulighed i lønudviklingen i Danmark i forhold til de øvrige OECD lande, men vi får aldrig at vide, hvad lønudviklingen har været i disse OECD lande. Desuden er de anvendte data, når det gælder direktørlønninger, meget gamle og derfor uanvendelige til at konkludere, hvad der er sket de sidste 10 år.

Kapitlet om arv siger, at det er meget svært at måle, og at vi i øvrigt må forvente at arv FOR FREMTIDEN kommer til at øge uligheden betydeligt. Kapitlet om indkomstskatterne GENFINDER den samme tendens som Piketty sporer internationalt (skatternes omfordelende effekt er faldende). Kapitlet om ”multidimensional omfordeling” er meget spændende (skrevet af Gösta Esping-Andersen), men handler mest om velfærdsstaten i 1990’erne (altså før uligheden satte ind).

Stor tak til Stud. Scient. Pol. Rie Wiarda der har rettet og kommenteret dette indlæg, og herved forbedret læseoplevelsen betydeligt.

Hvis du vil læse mere:

Her på bloggen har jeg skrevet indlægget Så meget er uligheden steget i Danmark, der med udgangspunkt i (næsten) alle tænkelige ulighedsmål underbygger præmissen for nærværende blogindlæg, nemlig at uligheden "buldrer derudaf", og stiger mere end i andre lande.

Faktisk er stigningstakten i topindkomsterne så stor, at hvis det bliver ved, vil vi have samme ulighed som USA har i dag i året 2049. Der skriver jeg om her: Uligheden i Danmark er på vej til at indhente uligheden i USA.

Endelig vil jeg også henvise til det indlæg, jeg citerer ovenfor, der viser noget om, hvor skævt fordelingen af den stigende produktion har udviklet sig det seneste år: De rigeste har fået 300 gange så meget som de fattigste. Her dokumenterer jeg at de rigeste lægger beslag på en stadig større del af den samlede indkomst.

"– Fra 1990 til 1995 fik de rigeste ti procent 300 kroner, hver gang de fattigste fik 100 kroner.

– Fra 1995 til 2003 fik de rigeste ti procent 1.400 kroner, hver gang de fattigste fik 100 kroner.

– Fra 2003 til 2015 fik de rigeste ti procent 31.000 kroner, hver gang de fattigste fik 100 kroner."