Dette
er den sidste artikel i en serie om årsagerne til økonomisk vækst, men kan
sagtens læses selvstændigt. Den første artikel præciserer begrebet vækst (på langt
sigt er vækst lig med nye arbejdskraftbesparende opfindelser) og afgrænser
problemfeltet (til spørgsmålet om, hvad der får entreprenørerne til at
investere i en udvidelse af kapitalapparatet). De øvrige artikler introducerer
nogle af økonomiens vigtigste teoretikere.
Artiklerne
bygger på en tekstnær læsning af de originale værker. Hermed får vi aflivet
nogle af myterne om, hvad økonomerne stod for. Det var ikke Adam Smith, der
fandt på begrebet laissez faire (at lade stå til), Adam Smith giver en langt
mere nuanceret fremstilling af markedsøkonomi, end det fremgår af de fleste
lærebøger. Karl Marx skrev ikke (som nogen hævder) om planøkonomi, men
analyserede et markedsøkonomisk system hjemsøgt af tilbagevendende kriser
(altså en økonomi meget lig den vi lever i dag).
Der
er imidlertid næppe nogen økonom, der er så omgærdet med myter, som John
Maynard Keynes. Det hænger formentlig sammen med to forhold. For det første har
Keynes være så definerende for vores måde at tænke nationaløkonomi på, at det er svært at isolere enkelte elementer som værende Keynes. For det andet er
Keynes langt mere nuanceret, end det er muligt at gengive på to sider i en
lærebog. Det er min opfattelse at en rimelig og retvisende fremstilling af
Keynes ikke kan gøres kortere, end det her er tilfældet.
En ny virkelighed skaber behov for ny teori
John
Maynard Keynes (1883-1946), blandt venner blot kaldet Maynard, revolutionerede
den økonomiske tankegang i 1930’erne. Og hans indflydelse rækker frem til i
dag. Hans begreber gennemsyrer de økonomiske lærebøger, således at vi alle står
i gæld til Keynes, når vi diskuterer økonomi, uanset om vi deler hans
teoretiske anskuelser eller ej.
Ligesom
med Karl Marx og Adam Smith opstod Keynes’ ideer ikke ud af det blå, men fordi
der var behov for nye ideer, der kunne forklare den forandrede økonomiske
virkelighed. Siden vi forlod den teorihistoriske gennemgang med Karl Marx, har
virkeligheden nemlig forandret sig en hel del.
Som
Marx havde forudset, opstod der stadig større og større virksomheder, hvilket
virker hæmmende for den fri konkurrence, og øger uligheden til fordel for
virksomhedsejerne. Hvad Marx ikke havde forudset var, at arbejderklassen fik
politisk indflydelse og organiserede sig i fagforeninger, der forhandlede sig
til kortere arbejdstid, bedre arbejdsforhold og større (real)lønninger. De to
faktorer trak i hver sin retning, og som konsekvens steg uligheden ikke efter
Marx død, men vedblev at være høj og iøjnefaldende.
Arbejderklassens
største politiske sejr kom efter Første Verdenskrig, da stemmeretten blev
udbredt til alle almindelige lønmodtagere. Som resultat heraf fik
arbejderpartierne (som f.eks. Socialdemokratiet i Danmark) ofte
regeringsmagten. Den offentlige sektor voksede, og staten udviklede sig til en
velfærdsstat, der blandt andet hjalp med at finansiere
arbejdsløshedsunderstøttelse. Skatterne voksede tilsvarende.
I
Storbritannien i tiden forud for Første Verdenskrig lå skattetrykket (værdien
af de offentlige indtægter opgjort i procent af BNP) på lidt over 10 procent. I
mellemkrigstiden lå skattetrykket på mellem 20-25 procent.
Samtidig
med denne udvikling blev økonomien ramt af tilsyneladende permanent krise. Det
gik trægt med væksten. I Storbritannien faldt produktionen efter Første
Verdenskrig, og det var først i 1929, at BNP (per indbygger) nåede op på samme
niveau, som det havde haft i 1918. Men så ramtes økonomien af eftervirkningerne
af børskrakket på Wall Street i oktober 1929, og de næste fire år lå den årlige
produktion igen lavere, end det havde været tilfældet i 1918. Med andre ord var
der samlet set ingen økonomisk vækst i Storbritannien fra 1918 til 1933.
Det
er spørgsmålet om vækst, der først og fremmest adskiller henholdsvis Smith og
Marx fra Keynes. Hvor de to førnævnte så den økonomiske vækst som eksogent
givet (noget udefrakommende, en forklaringsfaktor der ikke er indarbejdet i
teorien), nåede Keynes efterhånden frem til, at vækst og beskæftigelse kan og
bør stimuleres gennem aktiv (statslig) indgriben i økonomien.
Både
Smith og Marx så den frie markedsøkonomi/kapitalismen, som et dynamisk system,
der frigjorde det fulde potentiale af menneskets skaberkraft, således at
arbejdsdeling og teknologiske landvindinger tillod stigende velstand. Når først
systemet var indført, ville væksten komme af sig selv, om end den ikke ville
blive helt jævn.
Hos
Smith ser vi, at arbejdsløshed kan opstå, men det varer ikke længe før end markedskræfterne,
med samme forudsigelighed som tyngdekraften, vil genskabe en ny økonomisk
ligevægt ved fuld beskæftigelse. Hvis blot lønningerne får lov at falde til det
niveau, hvor det kan betale sig for arbejdsgiverne at ansætte dem, vil kriser
kun være kortvarige forbigående fænomener.
Sagt
med andre ord: Hos Smith er en økonomisk krise slet ikke en krise, men blot den
tid det tager priserne at tilpasse sig ændringer i udbud og efterspørgsel.
Hos
Marx tillægges kriserne langt større destruktiv betydning, og de bliver hele
tiden værre, men også Marx så dem som en del af et uundgåeligt mønster i selve
vækstprocessen (som man kun kunne ændre på, ved at omstyrte selve det
kapitalistiske system og overgå til kommunisme).
I
1800 tallet lå udviklingen et sted midt imellem Smiths og Marx’ antagelser. Den
økonomiske udvikling var præget af regelmæssige konjunktursvingninger. Kriserne
vendte hele tiden tilbage, men de blev ikke værre.
Perioder
med lav vækst (lavkonjunktur) blev afløst af perioder med høj vækst
(højkonjunktur). De industrialiserede samfund blev stadigt rigere. Og selvom
arbejdernes realløn svingede i takt med konjunkturerne, begyndte også
arbejdernes levestandard at stige. Dette holdt ved indtil år 1914. Året for
udbruddet af Første Verdenskrig.
Figur
4.1 illustrerer knivskarpt de omstændigheder, der tvang Keynes til at revurdere
den herskende økonomisk teori, og som efterfølgende gjorde Keynes’ navn
udødeligt blandt økonomer.
Figur 4.1: Arbejdsløshedsprocent i Storbritannien 1855-1970
Kilde:
Thomas, R. and N. Dimsdale, 2016.
I
tiden 1855-1914 ses otte nogenlunde regelmæssige konjunkturudsving.
Arbejdsløsheden bevægede sig fra top til bund og til top igen med en hastighed
på gennemsnitligt syv år. Efter de otte udsving afskaffedes al arbejdsløshed
for en kort periode.
Den
korte periode uden arbejdsløshed var Første Verdenskrig (1914-1918).
Forklaringen var, at man under krigen gik over til et planøkonomisk system, der
ikke tillod nogle ressourcer i form af arbejdskraft, at stå uudnyttede hen.
I
mellemkrigstiden var mønstret et helt andet. Igennem 1920’erne forblev
arbejdsløsheden lige så høj, som det var tilfældet på toppen af 1800-tallets
værste kriser (faktisk en smule højere). Dernæst kom 1930’ernes depression, der
udgør historiens definitivt største arbejdsløshedskrise. Det var
mellemkrigstidens afvigelse fra det hidtidige mønster, der tvang Keynes til at
revurdere den efterhånden åbenlyst utilstrækkelige økonomiske teori, som han
selv forelæste i på universitetet.
Under
Anden Verdenskrig (1939-1945) afskaffedes arbejdsløsheden for anden gang i
historien. Det var forventet. Mere overraskende var det, at arbejdsløsheden
ikke vendte tilbage efter krigen. Frem til 1970’ernes oliekriser, forblev
arbejdsløsheden på et punkt, der efter vore dages standarder, kun kan benævnes
som fuld beskæftigelse.
Den
lave arbejdsløshed hang sammen med, at tidens ledende politikere (uanset
regeringens politiske observans) førte en økonomisk politik, der aktivt
prioriterede fuld beskæftigelse. Og dette gjorde de med direkte henvisning til
Keynes’ anbefalinger. På den måde blev Keynes’ navn synonymt med den økonomiske
fremgang i efterkrigstidens gyldne år, ikke kun i Storbritannien, men i hele
den industrialiserede verden (herunder også Danmark).
Keynes’
var i forhold til Smith og Marx en praktisk orienteret økonom. Han rådgav
regeringer om økonomisk politik, og opnåede selv at blive udnævnt til
stedfortrædende Finansminister under Anden Verdenskrig (i Storbritannien).
Keynes’ praktiske tilgang kan have været medvirkende til, at han ofte
reviderede sine synspunkter. Lad os følge Keynes’ karriere, og derigennem følge
den erkendelsesproces, der i sidste ende førte til hans opgør med det bestående
teoriapparat.
Hvem var Maynard Keynes?
Keynes
(udtales ligesom brains, har han selv forklaret) blev ligesom både Smith og
Marx født ind i en privilegeret familie, der gav ham adgang til uddannelse og
karriere.
Keynes
blev født i 1883 i Cambridge, Storbritannien. Hans far var økonom og
arbejdede ved Cambridge Universitets administration. Hans mor blev Cambridges
første kvindelige borgmester.
Keynes
vandt – takket være intense forberedelser med sin far – et stipendium til den
prestigefyldte privatskole Eton, og bagefter læste han matematik og
moralfilosofi på Cambridge. Han tog sin afsluttende eksamen i 1905.
Keynes
færdedes i intellektuelle kredse, hvor man diskuterede, hvad det gode liv var,
og praktiserede fri kærlighed (Keynes var homoseksuel). Han var kendt for sin
gode begavelse. Vennen Bertrand Russel skrev om ham:
”Keynes’
intellekt var det skarpeste og klareste, som jeg har mødt. Når jeg diskuterede
med ham, følte jeg, at jeg gjorde det med livet som indsats, og ikke sjældent
endte det med, at jeg følte mig lettere tåbelig.”
Keynes
primære interesseområde var erkendelsesteori. Hvordan ved vi om noget er sandt,
i en verden præget af usikker viden? Som konsekvens af sin interesse skrev han
en afhandling (og senere en bog) om sandsynlighed, der forholdt sig til den
usikkerhed, der er forbundet med, at vi sjældent kender alle de mulige udfald,
en handling kan resultere i.
I
begyndelsen havde Keynes ikke meget held med sin karriere. Han fik ikke den
stilling i Finansministeriet, han havde drømt om, og måtte i stedet arbejde i The India Office (der lå i London) et par år (Indien var på det tidspunkt kronjuvelen i Det Britiske
Imperium).
Hans
afhandling om sandsynlighed og usikkerhed blev ikke antaget i første forsøg, og
stillingen som professor i nationaløkonomi ved Cambridge gik til vennen og
rivalen Arthur Cecil Pigou.
Eftersom
der kun var én sådan stilling overhovedet, var der ikke udsigt til, at Keynes
nogen sinde ville blive professor (og han blev det heller aldrig).
Det
endte med at Keynes læremester i økonomi, Alfred Marshall, skaffede ham stillingen
som redaktør på tidsskriftet ”Economic Journal”, samtidig med at Keynes
underviste i Marshalls lærebog som ekstern lektor i økonomi på Cambridge.
Keynes’
karriere blev reddet af Første Verdenskrig, der skaffede ham et job i
Finansministeriet. I 1919 blev Keynes udpeget til leder af ministeriets
repræsentation ved fredsforhandlingerne i Versailles. Imidlertid kunne Keynes
ikke bære, at skulle forhandle de krav igennem, som Storbritannien og de andre
sejrende parter forlangte af det besejrede Tyskland.
Kravene
var ifølge Keynes både samfundsøkonomisk idiotiske og moralsk forkerte. Som
Keynes skrev til en ven: ”Jeg arbejder for en regering, som jeg foragter, og
hvis mål er kriminelle.” Keynes tog den moralske konsekvens af sit standpunkt.
Han sagde op.
Desillusioneret
vendte Keynes hjem til Storbritannien, og skrev og udgav samme år bogen ”The
Economic Consequences of the Peace”, der gjorde ham berømt (den solgte 100.000
eksemplarer og blev oversat til 12 sprog).
I
bogen kritiserede Keynes, at man pålagde Tyskland enorme krigsskadeserstatninger,
der skulle betales i guld. De penge kunne Tyskland kun skaffe, ved at oparbejde
et stort handelsoverskud. Dette kunne de kun opnå ved at mindske deres import
(købe mindre i udlandet), og øge deres eksport (sælge mere til udlandet).
Kravet
om krigsskadeserstatninger var en katastrofe, ikke kun for Tyskland, men også
for Storbritannien. Når Tyskland blev nødt til at købe mindre i udlandet, betød
det, at britiske virksomheder mistede afsætningsmuligheder. Når Tyskland blev
nødt til at eksportere mere, betød det, at de britiske virksomheder ville blive
underbudt og udkonkurreret af de tyske. Det ville i sidste ende indebære, at
prisen Storbritannien måtte betale for sin hævn over Tyskland, var lavere vækst
og stigende arbejdsløshed.
Keynes
havde nu slået sit navn fast, og var herefter en man lyttede til i
Storbritannien.
Da
den konservative finansminister Winston Churchill i 1925 valgte at gøre det
britiske pund omveksleligt med guld, foranledigede det endnu en bog fra Keynes,
”The economics consequences of Mr. Churchill”, der forudsagde at Churchills
politik ville fastholde Storbritannien i krisen.
Storbritannien
var på det tidspunkt verdens finanscentrum, og der var stor prestige forbundet
med, at have en fast valuta forankret i landets guldreserver. Men vekselkursen
mellem pund og dollar var sat alt for højt, mente Keynes, og det forringede
konkurrenceevnen.
Som
konsekvens af ringere konkurrenceevne over for udlandet, ville man få
arbejdsløshed og underskud på udenrigshandelen, og det underskud ville dræne
landets guldreserver. Endnu en gang fik Keynes ret. Arbejdsløsheden steg, og
året efter udbrød der generalstrejke. Seks år senere var guldreserverne udtømt,
og Storbritannien måtte opgive sin tilknytning til guldet.
1925
var i øvrigt også året, hvor Keynes til de flestes store overraskelse giftede
sig med den russiske ballerina Lydia Lopokova (en kvinde). De levede sammen til
Keynes død, men fik ikke nogen børn.
Det
var ikke alt, Keynes kunne forudse. Krakket på Wall 1929 Street kom bag på
Keynes. Han mistede mange penge ved den lejlighed, men det lykkedes ham
alligevel at tjene det tabte ind igen. Da Keynes døde i 1946 beløb hans
personlige formue sig til £ 411.000, hvilket må siges at være en betydelig forøgelse
fra de £ 16.000 han rådede over i 1920 (en forrentning på 13 % om året). Denne
formue lykkedes det Keynes at akkumulere, ved at gennemgå kursudviklingerne på
aktiemarkedet en halv times tid hver morgen, og derefter handle over telefonen
Alt sammen inden han stod op.
Mellemkrigstiden
bød som nævnt på en række hændelser, der tvang Keynes til at revurdere hans
økonomiforståelse: (1) Den vedvarende høje arbejdsløshed i 1920’erne. (2)
Krakket på Wall Street i 1929. (3) Den rekordhøje arbejdsløshed, der fulgte i
kølvandet på krakket. Alt dette gav Keynes den overbevisning, at den økonomiske
teori ikke længere afspejlede virkeligheden, og dermed ikke kunne anvise
løsninger på tidens økonomiske problemer.
Keynes
økonomiforståelse, som han havde fået fra sin læremester Alfred Marshall,
tilhørte den tradition, som vi i dag kalder den neoklassiske skole, fordi den
bygger videre på klassikerne, altså Smith, Malthus og Ricardo (strengt taget
regnes Marx også for tilhørende den klassiske tradition, men han har altid været
sat uden for det gode selskab).
Det
vil nu være på sin plads, at få hovedtrækkene i neoklassisk økonomiforståelse
opsummeret.
Den
neoklassiske lære antager, at en fri markedsøkonomi udgør et selvregulerende
system, der vil sikre fuld beskæftigelse og permanent velstandsfremgang, hvis
blot der er fuld konkurrence og fri prisdannelse. I neoklassisk teori er der
ingen klasser, men kun individer.
Nationaløkonomi
i neoklassisk teori er summen af alle individers aktivitet. Disse individers
handlinger kan forudsiges, eftersom de alle opfører sig nyttemaksimerende. Det
vil sige, at de alle reagerer på økonomiske incitamenter. De vil gøre, hvad der
bedst kan betale sig for dem. Når alle individer opfører sig forudsigeligt og
grundlæggende ens, er økonomien blot summen af individernes handlinger. Som
følge af ovenstående starter neoklassisk økonomiundervisning da også med, at vi
antager en ”Robinson Crusoe Økonomi”, altså en analyse af et økonomisk system
med kun et individ.
Den
opmærksomme læser har allerede bemærket, at alt det ovenstående allerede er
formuleret af Smith, eller kan udledes af Smith. Forskellen på klassikerne
(Smith) og neoklassikerne (Keynes samtidige) er, at hos neoklassikerne er
økonomi blevet formaliseret, og gør brug af matematiske abstraktioner til at
underbygge teorien (modsat Smith, der i højere grad brugte eksempler fra
virkeligheden).
Det
centrale begreb i den neoklassiske lære er ligevægt. Fri prisdannelse kan
sikre, at udbud og efterspørgsel møder hinanden på et punkt, der sikrer den
optimale allokering af ressourcerne. Hvis der bliver produceret for lidt af en
given vare, i forhold til at hvad forbrugerne efterspørger, vil prisen på denne
vare stige. Det vil få entreprenørerne til at træffe en beslutning om at
investere, for nu kan det betale sig for dem.
Hvad
Keynes kunne observere var, at der ikke blev foretaget tilstrækkelige
investeringer, til at sikre fuld beskæftigelse, ikke engang midlertidig fuld
beskæftigelse.
Som
følge af denne erkendelse foreslog Keynes i 1929, at når det private
erhvervsliv ikke kunne levere de tilstrækkelige investeringer, så måtte staten
træde til og gennemføre offentlige investeringer.
Offentlige
investeringer var der imidlertid ikke entydig opbakning til i økonomkredse. Det
var en udbredt opfattelse (som vi også så hos Smith), at offentlige
investeringer ville fortrænge private investeringer. Derfor ville der ikke være
noget opnået herved.
Økonomerne
antog, at de mennesker og den kapital, som blev beskæftiget gennem offentlige
investeringer, af sig selv, med tiden, ville have fundet beskæftigelse i den
private sektor, hvis bare markedskræfterne havde fået lov at virke.
Det
dominerende synspunkt i debatten om arbejdsløshedens årsager, ser vi
repræsenteret hos Keynes førnævnte ven og rival Arthur Cecil Pigou (ham der fik
professoratet i økonomi på Cambridge for næsen af Keynes). Pigou skrev i sin bog ”The Theory of Unemployment”
(1933), at:
”
(…) Med fuldstændig fri konkurrence vil der være en stærk tendens til fuld
beskæftigelse. Den arbejdsløshed der altså eksisterer, skyldes udelukkende den
friktionsmodstand som forhindrer, at de behørige løn- og pristilpasninger ikke
sker omgående.”
Med
andre ord var det er ikke teorien, der var noget i vejen med, det var
virkeligheden. Friktionsmodstanden der omtales, er først og fremmest
arbejdernes organisering i fagforeninger, der forhindrer at lønnen kan falde
til det ligevægtspunkt, hvor der opnås fuld beskæftigelse.
Keynes
var ikke tilfreds med Pigous forklaring på den permanente arbejdsløshed. ”En
videnskabelig teori kan ikke forlange, at virkeligheden tilpasser sig teoriens
antagelser”, skrev han. Det måtte være teorien, der skulle tilpasse sig
virkeligheden.
Som
konsekvens heraf satte Keynes sig for, at udforme en ny teori. En der bedre var
i overensstemmelse med virkeligheden. Det gjorde han i sit hovedværk ”The
General Theory of Employment, Interest and Money” (Den Generelle Teori om
Beskæftigelse, Rente og Penge), der udkom i 1936.
Allerede
i 1930, havde Keynes forsøgt at knække koden vedrørende tidens foruroligende
økonomiske udvikling, da han udgav tobindsværket ”A Treatise on Money”, men
bogen forblev utilfredsstillende for Keynes, fordi det ikke lykkedes ham, at
forklare netop den vedvarende arbejdsløshed.
Sammen
med en række yngre kollegaer begyndte han nu systematisk, at kritisere sin egen
analyse, og nåede frem til, at han ikke kunne forklare vedvarende
arbejdsløshed, fordi han ikke kunne frigøre sig fra den neoklassiske tankegang.
Først da Keynes endegyldigt forkastede antagelsen om, at det økonomiske system
rummer en indbygget automatik, der er forudbestemt til at generere ligevægt,
blev han i stand til at lave en teori, der kunne forklare vedvarende
arbejdsløshed.
Keynes
selv havde store forventninger til sin bog. I et brev til en ven skrev han:
”Jeg
forstiller mig imidlertid, at den bog om økonomisk teori, som jeg er i gang med
at skrive, vil revolutionere, ikke straks men i løbet af en ti års tid – den
måde, hvorpå verden tænker på økonomiske problemer. Når min nye teori er blevet
indarbejdet og blandet med politik, følelser og ideologier (…) så vil der ske
store forandringer.”
Keynes
forfængelige håb blev indfriet. Efter Anden Verdenskrig var Keynes’ ideer
blevet berømte, og inspirerede de politiske partiers programmer overalt i den
kapitalistiske verden. Samtidig blev formaliserede udgaver af Keynes ideer
pensum på alle økonomiuddannelser.
Arbejdet
med ”Generel Theory” tog hårdt på Keynes. I 1937 fik han et hjerteanfald. Ved
Anden Verdenskrigs udbrud var han blevet restitueret nok til at skrive bogen
”How to Pay for the War” (1940), der indeholdt en plan for at mobilisere alle
ressourcer i det britiske samfund i krigen mod Tyskland, og samtidig holde
inflationen under kontrol.
Under
Anden Verdenskrig arbejdede han igen for Finansministeriet. Hans opgave var at
forhandle udenlandske (amerikanske) lån hjem til Storbritannien. I 1942 blev
han adlet, og fik rang af stedfortrædende Finansminister. Da krigen var slut,
blev han hovedarkitekten bag efterkrigstiden monetære system (Bretton Woods
aftalerne), og endelig påtog han sig opgaven med at forhandle yderligere
dollarlån hjem til Storbritannien for at forhindre en truende valutakrise.
Arbejdet sled hårdt på Lord Keynes, der døde af et nyt hjerteanfald i
1946.
Selvom
det er blevet antydet, at Keynes popularitet er dalet siden 1970’erne, er
Keynes stadig uomgængelig. Som nævnt i indledningen betjener vi os hele tiden
af hans begreber, når vi diskuterer økonomi. Det er ganske simpelt ikke muligt
at forestille sig, at en økonom kan udtrykke – for eksempel – bekymringer over
udviklingen den samlede efterspørgsel, hvis ikke Keynes havde været der.
Ligesom
med Adam Smith og Karl Marx, gælder Keynes’ indflydelse ikke kun dem, der rent
faktisk har læst ham. En politiker der ellers opfatter sig selv som i
opposition til Keynes tanker, hvis vedkommende overhovedet har hørt om Keynes,
tænker grundlæggende keynesiansk, når vedkommende argumenterer for nødvendigheden
af skattelettelser, så der kommer gang i forbruget.
Det
gælder i det hele taget, at hvis man er af den observans, at man med den
økonomiske politik kan stimulere økonomien til at præstere bedre, end den
ellers ville have gjort, hvis man havde undladt at stimulere, så tænker man
keynesiansk. Og dermed placerer man sig på et standpunkt, der lå uden for gængs
økonomisk teori, forud for Keynes revolution af økonomividenskaben i 1930’erne.
Målet er fuld beskæftigelse
Det
vil være forkert at hævde, at Keynes var den første og eneste der foreslog, at
man løste arbejdsløshedsproblemet ved at iværksætte offentlige investeringer.
Ideen var tilmed afprøvet i praksis med succes i USA, Sverige og Tyskland længe
inden ”General Theory” udkom i 1936.
Problemet
var, at hverken Keynes eller andre havde leveret en overbevisende teoretisk
forklaring på, hvorfor politikken virkede. Om politikken virkede i praksis var
økonomiprofessionen forholdsvis ligegyldig overfor. Der måtte en teoretisk forklaring
til.
Og
det var en sådan teoretisk forklaring, som Keynes leverede i ”General Theory”.
Keynes
var langt fra den eneste iagttager, der tog livtag med neoklassisk økonomisk
teori, men da Keynes var noget så sjældent som en berømt økonom, en man lyttede
til, lykkedes det netop ham at revolutionere økonomividenskaben.
Vor
tids største samfundsøkonomiske problem, skrev Keynes i ”General Theory”, er
vores manglende evne til at levere fuld beskæftigelse, samt den urimelige og
tøjlesløse ulighed, der eksisterer i indkomst og formue.
For
Smith var ulighed en uomgængelig del af vejen til vækst, og hos Marx var
stigende ulighed en uomgængelig konsekvens af væksten i det kapitalistiske
samfund. Keynes nåede frem til den modsatte konklusion. For høj ulighed kan
hæmme væksten.
Den
grundlæggende nyskabelse i ”General Theory” er antagelsen om, at produktionens
størrelse, og dermed økonomisk vækst, ikke er givet på forhånd. Den
neoklassiske skole antager i sit teoriapparat, at så længe markedskræfterne får
lov at virke, vil økonomien i det lange løb producere til kapacitetsgrænsen. Men
Keynes indvender, at ”en teori der antager en konstant produktion, er
tydeligvis ikke særlig behjælpelig til at forklare økonomiske
konjunkturudsving”. Keynes gør op med
denne antagelse, og hævder i stedet at produktionen er bestemt af
beskæftigelsen. Hvis der findes arbejdsløshed, producerer økonomien under
kapacitetsgrænsen.
Bogen
er ikke videre læsevenlig for en moderne studerende, der er vokset op med
lærebøger, der er under stærk indflydelse af… Keynes. For i ”General Theory”
henvender Keynes sig direkte til sine kollegaer med neoklassisk baggrund. Han
adresserer sit stof med udgangspunkt i neoklassisk begrebsapparat og tankegang
med det formål at give en teoretisk begrundelse for, hvorfor der kan eksistere
en situation med permanent høj arbejdsløshed, og dermed en økonomi der også på
langt sigt producerer under kapacitetsgrænsen. Der er brug for en teoretisk
forklaring, insisterer Keynes, for så længe økonomerne er så internt uenige og
splittede som tilfældet er, får økonomisk teori ikke nogen praktisk
indflydelse.
Bogen
er således først og fremmest et skrift, der ikke blot skal legitimere de nye
ideer, der allerede er blevet afprøvet i praksis, den skal også revolutionere
og dermed redde økonomi som videnskab. Ikke desto mindre rummer bogen også
overvejelser, der involverer den praktiske tilrettelæggelse af en økonomisk
politik, der kan sikre fuld beskæftigelse.
I
bogens indledning har Keynes brug for at legitimere, at han overhovedet skriver
”General Theory”. Det gør han ved at påpege, den udprægede diskrepans
(modsætning) mellem virkeligheden og økonomisk teori. Neoklassisk økonomi
opererer under en lang række antagelser, herunder at økonomien har en tendens
til af sig selv at søge mod en ligevægtssituation med fuld beskæftigelse. Men
vi kan se, at det ikke sker, så ”at antage at markedskræfterne af sig selv vil
genskabe fuld beskæftigelse, vil være at antage vores fortrædeligheder bort”.
Den
neoklassiske modsvar til Keynes er naturligvis, at arbejdsløsheden eksisterer,
fordi de fri markedskræfter ikke får lov at virke. Derfor indleder Keynes
”General Theory” med at angribe netop dette standpunkt. Hvis det er reallønnen
der bestemmer beskæftigelsen, hvorfor ser vi så ikke, at arbejdsløsheden falder, hvis reallønnen udhules gennem inflation (stigende priser)?
I
”General Theory” henvender Keynes sig som tidligere nævnt ofte direkte til sin
kollega Pigou, fordi denne i sin bog ”The Theory of Unemployment” eksponerede
det neoklassiske synspunkt på arbejdsløshed, nemlig at det var fagforeninger og
velfærdsydelser der pressede ledigheden op.
De
stærke fagforeninger forhindrede den lønfleksibilitet, der skulle få lønnen til
at falde til et niveau foreneligt med fuld beskæftigelse. Velfærdsydelser, især
arbejdsløshedsunderstøttelse, var også med til presse lønningerne op. Jo højere
arbejdsløshedsunderstøttelse, jo højere løn skulle den ledige tilbydes, før end
vedkommende ville udskifte den søde lediggang med hårdt arbejde. Det var
således, ifølge Pigou og den neoklassiske skole, ikke økonomisk teori der var
noget i vejen med. Det var fagforeningerne og velfærdsstaten, der havde sat
markedskræfterne ud af spillet. Den eksisterende arbejdsløshed var på den måde
frivillig. Forklaringen på den langvarige ledighed var, at de arbejdsløse var
arbejdsløse fordi de ikke gad at arbejde til den løn de kunne få arbejde til.
De savnede økonomisk incitament til at arbejde.
Men
Keynes hævder, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem løn og
beskæftigelse. Han slår fast at lønnen ikke bestemmes alene som et produkt af
lønforhandlingerne, sådan som det hidtil har været underforstået i økonomisk
teori. Lønforhandlinger er med til at bestemme en gruppe arbejderes løn i
forhold til andre grupper, men reallønnen er afhængig af den samlede produktion
(hvad man rent faktisk kan købe for de penge man får i løn), og den samlede
produktion er ikke et produkt af lønforhandlingerne. Vi må derfor acceptere,
siger Keynes, at en stor del af den eksisterende ledighed er ufrivillig. Et synspunkt der ikke krævede store
anstrengelser at godtgøre i 1930’ernes depression (uden for økonomkredse).
Det
metodisk afgørende nye ved ”General Theory” fremgår af titlen. I stedet for at
være en teori om beskæftigelse, eller en teori om renten, eller en teori om
penge, så er den en generel teori, der omfatter økonomien som helhed. I stedet
for at beskæftige sig med én forbruger og ét firma og slutte herfra til hele
økonomien, analyserer Keynes aggregerede størrelser: Den samlede indkomst, de
samlede profitter, den samlede produktion, den samlede beskæftigelse, de
samlede investeringer og den samlede opsparing.
Keynes revurderer sammenhængen mellem opsparing og investering
Essensen
af ”General Theory” er som følger: I neoklassisk teori har vi antaget, at den
indkomst som ikke bliver forbrugt, bliver sparet op, og hvad der bliver sparet
op, bliver investeret. Eftersom investeringer fører til beskæftigelse og vækst,
er løsningen på manglende beskæftigelse og vækst øgede investeringer, hvilket
altså ifølge neoklassisk teori kræver mere opsparing.
Imidlertid,
påpeger Keynes, beror entreprenørens beslutning om at foretage investeringer i
sidste ende på, om han (der vil kun meget sjældent være tale om en hun) mener,
at han kan sælge de produkter som investeringen skaber. Det er altså
forventningerne til det fremtidige forbrug, vi bør bekymre os om, hvis vi vil
øge investeringerne. Hvis vi derimod øger opsparingen, som neoklassisk teori
anbefaler, vil det dæmpe det fremtidige forbrug. Et dæmpet forbrug vil svække
investeringslysten, og dermed mindske beskæftigelse og vækst.
Det
synes umuligt at stigende opsparing vil få investeringerne til at falde, hvis
vi fastholder den antagelse, at opsparing er lig med investeringer. Nu kunne Keynes
have sagt, at opsparing ikke er lig med investeringer, men det gør han faktisk
ikke. Antagelsen ville rigtig nok være umulig, hvis vi samtidig antog, at
produktionen var konstant, sådan som det er tilfældet i neoklassisk teori. Men
som tidligere nævnt var hele udgangspunktet for ”General Theory” en erkendelse
af, at produktionens omfang ikke er forudbestemt.
Hvad
der kan ske, når vi øger opsparingen er, ifølge Keynes, at (1) forbruget
falder, hvorved (2) investeringerne falder, hvorved (3) beskæftigelsen falder,
hvorved (4) indkomsterne falder, hvorved (5) opsparingen falder (opsparingen er
bestemt af indkomsten), hvorved at (6) opsparingen falder til et niveau der
modsvarer investeringerne.
Således
forklarer Keynes sine kollegaer, hvorledes de kan have ret i, at investeringer
og opsparing modsvarer hinanden, men at det ikke betyder, at øget opsparing vil
øge investeringerne. Det er muligt at opsparingen stiger som andel af den
samlede produktion, men falder i absolutte termer i takt med faldet i
produktionen.
Sådan
ser verden ud, hvis vi analyserer hvordan økonomiens delelementer indvirker på
hinanden i stedet for at analysere dem hver for sig. Indeholdt i dette
ræsonnement er hele Keynes’ revolution. Et ræsonnement der skulle forandre
verden.
Keynes
gør eksplicit opmærksom på, at han med dette ræsonnement dispenserede fra Says
lov. Ideen om at udbud skaber sin egen efterspørgsel kender vi fra Adam Smith,
men den kaldes alligevel ofte for Says lov. Jean Babtiste Say formulerede det
således (i 1803): ”I samme øjeblik et produkt skabes, skabes også et marked for
andre produkter, til en værdi der svarer præcis til den pågældende vares
værdi.”
Says
lov var blevet gengivet i lærebøgerne i 1800 tallet, og også hos Marshall, hvis
lærebog Keynes selv havde undervist ud fra. Keynes citerer fra en af bogens
tidlige udgaver:
”Alt
hvad en mand tjener, forbruger han på varer og tjenester. Det siges ofte at en
mand kun forbruger en del af hans indkomst, mens resten spares op. Men det er
en kendt økonomisk antagelse at en mand efterspørger arbejde og varer lige så
meget med den del af hans indkomst som han forbruger, som med den del af hans
indkomst som man siger, han sparer op.”
Siden
er denne passage gledet ud af lærebogen, og ses heller ikke hos andre økonomer,
men Keynes insisterer på, at den stadig er det bærende princip for neoklassisk
teori, selvom det sjældent erkendes åbent.
Indflydelsen
fra Says lov har haft som konsekvens, at betydningen af efterspørgslen for den
økonomiske vækst har været fraværende i økonomisk teori, og heri ligger årsagen
til, at økonomerne ikke kunne stille den korrekte diagnose, selvom det har
været tydeligt, at patienten var syg.
Efterspørgsel og forventninger erstatter opsparingens betydning
Ved
at aflive Says lov bringer Keynes atter efterspørgslen ind i økonomisk teori.
Det er investeringerne, der bestemmer den samlede beskæftigelse og produktion.
Det som bestemmer investeringerne er investorernes forventning til fremtiden.
Det som bestemmer deres forventninger er i høj grad efterspørgslen. En
investering skaber i sig selv efterspørgsel, men derudover ligger
hovedkomponenten af efterspørgslen i forbruget.
I
neoklassisk teori antager man, at hvis mange folk ikke vil forbruge, og
opsparingen herved øges, vil renten falde. Renten er prisen på penge, og stor
opsparing er stort udbud af penge (likviditet), og det får alt andet lige
prisen på penge (renten) til at falde. Lavere rente antages at stimulere
investeringer (og forbrug), og således sikrer markedsmekanismen, at
investeringer (og forbrug) holdes konstant.
Imidlertid
var var renten i 1930’erne historisk lav, uden at det stimulerede hverken
investeringer eller forbrug. Derfor er
det interessant at overveje, hvad der påvirker vores tilbøjelig til at
forbruge, udover renten.
Det
gør naturligvis lønudviklingen. Hvis man befinder sig i en situation, med utilstrækkelige
forventninger til det fremtidige forbrug, vil lavere realløn og dermed lavere
købekraft hos forbrugerne gøre det hele værre.
Hertil
kommer ændringer i værdien af formuen. Det kunne f.eks. forekomme i forbindelse
med et børskrak, ligesom det krak der i 1929 halverede værdien af aktierne på
New Yorks fondsbørs på en enkelt dag.
”Forbruget
i den formueejende klasse kan være meget følsom overfor uforudsete ændringer i
pengeværdien af deres formue. Dette bør klassificeres blandt en af mest
betydende faktorer i forhold til at skabe kortsigtede ændringer i
tilbøjeligheden til at investere.”
Ud
over ændringer i indkomst og formue, findes der en række psykologiske forhold,
der øver indflydelse på tilbøjeligheden til at forbruge. Forventninger om
ændret fremtidig indkomst, og ønsket om at udskyde forbrug. Tror man, at man
vil tjene flere penge i fremtiden, er man tilbøjelig til at øge sit forbrug nu,
og frygter man lavere indkomst i fremtiden, kunne man finde på sænke forbruget
og spare op til de hårde tider.
Særligt
vigtigt er også ønsket om at besidde penge (likviditet) til spekulation.
Hvis
folk forventer, at et spekulationsobjekt vil stige i værdi, og derved bringe et
stort afkast i fremtiden, jo mere tilbøjelige er de til at efterspørge penge
(likviditet) til dette at opkøbe det pågældende spekulationsobjekt.
Spekulationsbølgen kan drive renten op, og derved gøre det mindre rentabelt at
foretage investeringer, der kunne øge produktionen.
Endelig
kan ændringer i finanspolitikken påvirke tilbøjeligheden til at forbruge. Denne
mulighed er særlig interessant, eftersom den etablerer en direkte sammenhæng
mellem den økonomiske politik og muligheden for at påvirke beskæftigelse og
vækst.
Pengepolitikken
(renten) er et andet sådant instrument, men som nævnt var muligheden for at
føre pengepolitik omtrent udtømte mens Keynes skrev, hvilket indikerer at
pengepolitikken har sine begrænsninger. Selv hvis penge (likviditet) er
ekstremt billige vil det ikke stimulere hverken forbrug eller investeringer,
hvis forventningerne til fremtiden er pessimistiske.
Men
hvad kan der opnås gennem finanspolitik? Omdirigeres skatterne mod arbejdsfri
indkomster kan det styrke forbruget. Generelt vil omfordeling fra rig til
fattig øge forbruget, idet fattige bruger en større del af deres indkomst på
forbrug.
Særligt
interessant er den aktive finanspolitik. Øget offentligt forbrug eller
offentlige investeringer gennem underfinansiering (ekspansiv finanspolitik),
kan øge den samlede efterspørgsel, ligesom offentlig opsparing (stram finanspolitik),
kan dæmpe den samlede efterspørgsel.
Ekspansiv
finanspolitik havde allerede bidraget til at mildne krisen, men der manglede
som nævnt en teoretisk legitimering af praksis. Lånefinansieret offentlige
forbrug og investeringer ville ifølge neoklassisk fortrænge private
investeringer, og det eneste man således opnåede var offentlig gældsætning.
Keynes
mente, at der kunne opstå situationer, hvor der ikke var tilstrækkeligt med
private investeringer, og i det tilfælde ville offentlig indgriben være legitim.
Under Første Verdenskrig havde staten stimuleret forbruget ganske betydeligt
gennem oprustning, og dette var lånefinansieret. Det havde medført en komplet
afskaffelse af arbejdsløsheden og en høj produktion.
Hvis
produktionen er givet på forhånd, er der ingen grund til at stimulere økonomien
gennem offentlig gældsættelse. Men hvis den effektive efterspørgsel kan påvirke
produktionen, og hvis der er utilstrækkelig efterspørgsel til at sikre fuld
produktion, så kan statslig indgriben retfærdiggøres.
Hvis
folk var bange for, at statens aktiviteter skulle true det private initiativ,
kunne det offentlige tage sig af opgaver, som det private ikke ville beskæftige
sig med. Mest nærliggende ville være en forbedring af infrastrukturen (bygning
af broer og veje for eksempel), men i princippet var det ligegyldigt, hvad man
anvendte pengene på. Den efterspørgsel der ville blive skabt, ville sprede sig
som ringe i vandet (multiplikatoreffekten) og skabe en produktion, der ville
være mere værdifuld, end låntagningen der havde finansieret den.
I
princippet kunne centralbanken begrave pengesedler i flasker, og starte
minedrift for få dem op igen. I princippet kunne man bygge pyramider eller
middelalderlige katedraler. Hvis problemet er manglende efterspørgsel gælder det
om at stimulere. Metoden er underordnet, om end der ifølge Keynes ikke var
noget i vejen for, at sigte på aktiviteter med samfundsnytte. Hvordan kan det
være acceptabelt med lånefinansierede offentlige aktiviteter under en krig, men
ikke i fredstid, spørger Keynes, hvis resultatet i begge tilfælde er fuld
beskæftigelse og højere vækst?
Ud
over det vi i dag kalder den makroøkonomiske politik (for eksempel finans- og
pengepolitik), har Keynes teori også praktisk betydning for indstillingen til
arbejdsmarkedspolitikken. Hvor neoklassisk teori lagde stor vægt på lønnens
evne til at tilpasse sig, var Keynes mere forbeholden. I den forkerte
situation, en situation med arbejdsløshed, ville det være forkert at sænke
lønnen.
Hvis
kravet om en lønnedgang skyldtes en dårlig konkurrenceevne, var nødvendigheden
for en tilpasning mere indlysende. Men hvis lønningerne var blevet for høje i
forhold til udlandets, til at kunne sikre balance på betalingsbalancens løbende
poster, var en valutakursjustering (en devaluering) at foretrække frem for en
pengelønsnedgang, da et fald i pengelønningerne kunne føre økonomien ind i en
lavkonjunktur, da det også ville påvirke den hjemlige efterspørgsel.
Om det nødvendige i stabile priser
Stabile
priser, både løn- og varepriser, var vigtige ifølge Keynes. Pris-ustabilitet
gjorde det sværere at lave forretningsmæssige kalkuler, og det kunne medføre
lavere investeringer end ellers.
”General Theory” blev til under indtryk af deflation, faldende priser,
hvorfor det oftest er det problem, der advares imod, når der diskuteres pris-ustabilitet,
men det betyder ikke at Keynes gik ind for, eller ikke tog inflation alvorligt.
Det fremgår særligt klart af en serie artikler som Keynes publicerede i The
Times i 1937 under overskriften ”How to avoid a Slump”, og som kan læses
direkte i forlængelse af ”General Theory”.
I
de år der var passeret mellem at ”General Theory” blev udtænkt, nedfældet og
udgivet var arbejdsløsheden allerede faldet en del i Storbritannien. Den
resterende arbejdsløshed var nu ulige fordelt geografisk og på brancher. I den
situation ville en generel forøgelse af efterspørgslen ikke være tjenestelig,
da det kunne risikere at udløse flaskehalse (mangel på arbejdskraft i visse
erhverv). Det var dog ikke det samme
som, at der ikke længere var behov for styring, nærmere tværtimod.
For
den økonomiske politik bestod der nu en vanskelig øvelse, nemlig at tillade det
spirende opsving at udvikle sig i det rette tempo. Det måtte ikke gå for
hurtigt, for det kunne lede til fejlinvesteringer baseret på spekulation, hvad
der ville kaste økonomien ud i endnu en lavkonjunktur.
Det
er i øvrigt symptomatisk for Keynes, at han i højere grad taler om at stimulere
økonomien gennem en socialisering af investeringerne frem for via en generel
stimulering af efterspørgslen. Med socialisering af investeringerne mener
Keynes ikke, at staten skal eje produktionsmidlerne, men at staten skal
foretage investeringer, eller hjælpe private med at lave investeringer, hvis de
ikke laver dem på eget initiativ. Med målrettede investeringer er det også
nemmere at undgå flaskehalse, eftersom disse investeringer kan placeres i
områder og brancher med særlig høj ledighed.
Keynes
artikel fra 1937 indikerer også, at teorien ikke er helt simpel at udleve i
praksis. Keynes advokerer for lav rente, og omhyggelig timing af øgede
offentlige udgifter og investeringer. Når først der er ved at komme gang i
forbruget og de private investeringer, kan det være nødvendigt at bremse
offentlige projekter. I den forbindelse er Keynes opmærksom på, at der kan være
store forsinkelser i forbindelse med planlægningen af offentlige aktiviteter og
deres afholdelse. Det er for sent at planlægge offentlige aktiviteter, når
behovet for deres gennemførelse opstår, skriver Keynes. En regering skal derfor
hele tiden have planer klar, der kan styre økonomien i den rigtige
retning.
Keynes i vores lærebøger
For
at opsummere var det Keynes pointe, at produktionen – den økonomiske vækst – i
et vist omfang kan styres af den økonomiske politik.
Keynes
gjorde det til det til politikernes ansvar gennem veltilrettelagt økonomisk
politik, at sikre fuld beskæftigelse og en produktion så stor, som det
overhovedet var muligt med den arbejdskraft og kapital, der stod til rådighed.
Når
økonomer fremover skulle analysere økonomiens tilstand, skulle de ikke lave
partielle analyser af delmarkeder, men analysere økonomien som et hele. De
skulle med andre ord lave makroøkonomiske analyser.
Det
er fra Keynes analyse, at vi har lærebøgernes forestilling om et økonomisk
kredsløb, hvor beslutningerne hos virksomhederne, husholdningerne og staten
skaber ændringer i efterspørgslen og investeringer, hvad der får en afsmittende
effekt for vækst, beskæftigelse, inflation, statens finanser og
betalingsbalancens løbende poster.
Denne
fremstilling bygger dels på en tekstnær gennemgang af Keynes ”General Theory”
fra 1936, og står desuden i stor gæld til Jesper Jespersens bog ”John Maynard
Keynes”, udgivet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002, samt Robert
Skidelskys bog af samme navn, udgivet af Penguin Books i 2003.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar