søndag den 9. september 2018

John Maynard Keynes - og hvordan hans teori forandrede verden


Dette er den sidste artikel i en serie om årsagerne til økonomisk vækst, men kan sagtens læses selvstændigt. Den første artikel præciserer begrebet vækst (på langt sigt er vækst lig med nye arbejdskraftbesparende opfindelser) og afgrænser problemfeltet (til spørgsmålet om, hvad der får entreprenørerne til at investere i en udvidelse af kapitalapparatet). De øvrige artikler introducerer nogle af økonomiens vigtigste teoretikere.

Artiklerne bygger på en tekstnær læsning af de originale værker. Hermed får vi aflivet nogle af myterne om, hvad økonomerne stod for. Det var ikke Adam Smith, der fandt på begrebet laissez faire (at lade stå til), Adam Smith giver en langt mere nuanceret fremstilling af markedsøkonomi, end det fremgår af de fleste lærebøger. Karl Marx skrev ikke (som nogen hævder) om planøkonomi, men analyserede et markedsøkonomisk system hjemsøgt af tilbagevendende kriser (altså en økonomi meget lig den vi lever i dag).

Der er imidlertid næppe nogen økonom, der er så omgærdet med myter, som John Maynard Keynes. Det hænger formentlig sammen med to forhold. For det første har Keynes være så definerende for vores måde at tænke nationaløkonomi på, at det er svært at isolere enkelte elementer som værende Keynes. For det andet er Keynes langt mere nuanceret, end det er muligt at gengive på to sider i en lærebog. Det er min opfattelse at en rimelig og retvisende fremstilling af Keynes ikke kan gøres kortere, end det her er tilfældet.




En ny virkelighed skaber behov for ny teori


John Maynard Keynes (1883-1946), blandt venner blot kaldet Maynard, revolutionerede den økonomiske tankegang i 1930’erne. Og hans indflydelse rækker frem til i dag. Hans begreber gennemsyrer de økonomiske lærebøger, således at vi alle står i gæld til Keynes, når vi diskuterer økonomi, uanset om vi deler hans teoretiske anskuelser eller ej.

Ligesom med Karl Marx og Adam Smith opstod Keynes’ ideer ikke ud af det blå, men fordi der var behov for nye ideer, der kunne forklare den forandrede økonomiske virkelighed. Siden vi forlod den teorihistoriske gennemgang med Karl Marx, har virkeligheden nemlig forandret sig en hel del. 

Som Marx havde forudset, opstod der stadig større og større virksomheder, hvilket virker hæmmende for den fri konkurrence, og øger uligheden til fordel for virksomhedsejerne. Hvad Marx ikke havde forudset var, at arbejderklassen fik politisk indflydelse og organiserede sig i fagforeninger, der forhandlede sig til kortere arbejdstid, bedre arbejdsforhold og større (real)lønninger. De to faktorer trak i hver sin retning, og som konsekvens steg uligheden ikke efter Marx død, men vedblev at være høj og iøjnefaldende.

Arbejderklassens største politiske sejr kom efter Første Verdenskrig, da stemmeretten blev udbredt til alle almindelige lønmodtagere. Som resultat heraf fik arbejderpartierne (som f.eks. Socialdemokratiet i Danmark) ofte regeringsmagten. Den offentlige sektor voksede, og staten udviklede sig til en velfærdsstat, der blandt andet hjalp med at finansiere arbejdsløshedsunderstøttelse. Skatterne voksede tilsvarende.

I Storbritannien i tiden forud for Første Verdenskrig lå skattetrykket (værdien af de offentlige indtægter opgjort i procent af BNP) på lidt over 10 procent. I mellemkrigstiden lå skattetrykket på mellem 20-25 procent. 

Samtidig med denne udvikling blev økonomien ramt af tilsyneladende permanent krise. Det gik trægt med væksten. I Storbritannien faldt produktionen efter Første Verdenskrig, og det var først i 1929, at BNP (per indbygger) nåede op på samme niveau, som det havde haft i 1918. Men så ramtes økonomien af eftervirkningerne af børskrakket på Wall Street i oktober 1929, og de næste fire år lå den årlige produktion igen lavere, end det havde været tilfældet i 1918. Med andre ord var der samlet set ingen økonomisk vækst i Storbritannien fra 1918 til 1933. 

Det er spørgsmålet om vækst, der først og fremmest adskiller henholdsvis Smith og Marx fra Keynes. Hvor de to førnævnte så den økonomiske vækst som eksogent givet (noget udefrakommende, en forklaringsfaktor der ikke er indarbejdet i teorien), nåede Keynes efterhånden frem til, at vækst og beskæftigelse kan og bør stimuleres gennem aktiv (statslig) indgriben i økonomien.

Både Smith og Marx så den frie markedsøkonomi/kapitalismen, som et dynamisk system, der frigjorde det fulde potentiale af menneskets skaberkraft, således at arbejdsdeling og teknologiske landvindinger tillod stigende velstand. Når først systemet var indført, ville væksten komme af sig selv, om end den ikke ville blive helt jævn.

Hos Smith ser vi, at arbejdsløshed kan opstå, men det varer ikke længe før end markedskræfterne, med samme forudsigelighed som tyngdekraften, vil genskabe en ny økonomisk ligevægt ved fuld beskæftigelse. Hvis blot lønningerne får lov at falde til det niveau, hvor det kan betale sig for arbejdsgiverne at ansætte dem, vil kriser kun være kortvarige forbigående fænomener.

Sagt med andre ord: Hos Smith er en økonomisk krise slet ikke en krise, men blot den tid det tager priserne at tilpasse sig ændringer i udbud og efterspørgsel.

Hos Marx tillægges kriserne langt større destruktiv betydning, og de bliver hele tiden værre, men også Marx så dem som en del af et uundgåeligt mønster i selve vækstprocessen (som man kun kunne ændre på, ved at omstyrte selve det kapitalistiske system og overgå til kommunisme).

I 1800 tallet lå udviklingen et sted midt imellem Smiths og Marx’ antagelser. Den økonomiske udvikling var præget af regelmæssige konjunktursvingninger. Kriserne vendte hele tiden tilbage, men de blev ikke værre.

Perioder med lav vækst (lavkonjunktur) blev afløst af perioder med høj vækst (højkonjunktur). De industrialiserede samfund blev stadigt rigere. Og selvom arbejdernes realløn svingede i takt med konjunkturerne, begyndte også arbejdernes levestandard at stige. Dette holdt ved indtil år 1914. Året for udbruddet af Første Verdenskrig.

Figur 4.1 illustrerer knivskarpt de omstændigheder, der tvang Keynes til at revurdere den herskende økonomisk teori, og som efterfølgende gjorde Keynes’ navn udødeligt blandt økonomer.

Figur 4.1: Arbejdsløshedsprocent i Storbritannien 1855-1970


Kilde: Thomas, R. and N. Dimsdale, 2016.

I tiden 1855-1914 ses otte nogenlunde regelmæssige konjunkturudsving. Arbejdsløsheden bevægede sig fra top til bund og til top igen med en hastighed på gennemsnitligt syv år. Efter de otte udsving afskaffedes al arbejdsløshed for en kort periode.

Den korte periode uden arbejdsløshed var Første Verdenskrig (1914-1918). Forklaringen var, at man under krigen gik over til et planøkonomisk system, der ikke tillod nogle ressourcer i form af arbejdskraft, at stå uudnyttede hen.

I mellemkrigstiden var mønstret et helt andet. Igennem 1920’erne forblev arbejdsløsheden lige så høj, som det var tilfældet på toppen af 1800-tallets værste kriser (faktisk en smule højere). Dernæst kom 1930’ernes depression, der udgør historiens definitivt største arbejdsløshedskrise. Det var mellemkrigstidens afvigelse fra det hidtidige mønster, der tvang Keynes til at revurdere den efterhånden åbenlyst utilstrækkelige økonomiske teori, som han selv forelæste i på universitetet.

Under Anden Verdenskrig (1939-1945) afskaffedes arbejdsløsheden for anden gang i historien. Det var forventet. Mere overraskende var det, at arbejdsløsheden ikke vendte tilbage efter krigen. Frem til 1970’ernes oliekriser, forblev arbejdsløsheden på et punkt, der efter vore dages standarder, kun kan benævnes som fuld beskæftigelse.

Den lave arbejdsløshed hang sammen med, at tidens ledende politikere (uanset regeringens politiske observans) førte en økonomisk politik, der aktivt prioriterede fuld beskæftigelse. Og dette gjorde de med direkte henvisning til Keynes’ anbefalinger. På den måde blev Keynes’ navn synonymt med den økonomiske fremgang i efterkrigstidens gyldne år, ikke kun i Storbritannien, men i hele den industrialiserede verden (herunder også Danmark).

Keynes’ var i forhold til Smith og Marx en praktisk orienteret økonom. Han rådgav regeringer om økonomisk politik, og opnåede selv at blive udnævnt til stedfortrædende Finansminister under Anden Verdenskrig (i Storbritannien). Keynes’ praktiske tilgang kan have været medvirkende til, at han ofte reviderede sine synspunkter. Lad os følge Keynes’ karriere, og derigennem følge den erkendelsesproces, der i sidste ende førte til hans opgør med det bestående teoriapparat.

Hvem var Maynard Keynes?


Keynes (udtales ligesom brains, har han selv forklaret) blev ligesom både Smith og Marx født ind i en privilegeret familie, der gav ham adgang til uddannelse og karriere.

Keynes blev født i 1883 i Cambridge, Storbritannien. Hans far var økonom og arbejdede ved Cambridge Universitets administration. Hans mor blev Cambridges første kvindelige borgmester.

Keynes vandt – takket være intense forberedelser med sin far – et stipendium til den prestigefyldte privatskole Eton, og bagefter læste han matematik og moralfilosofi på Cambridge. Han tog sin afsluttende eksamen i 1905. 

Keynes færdedes i intellektuelle kredse, hvor man diskuterede, hvad det gode liv var, og praktiserede fri kærlighed (Keynes var homoseksuel). Han var kendt for sin gode begavelse. Vennen Bertrand Russel skrev om ham:

”Keynes’ intellekt var det skarpeste og klareste, som jeg har mødt. Når jeg diskuterede med ham, følte jeg, at jeg gjorde det med livet som indsats, og ikke sjældent endte det med, at jeg følte mig lettere tåbelig.”

Keynes primære interesseområde var erkendelsesteori. Hvordan ved vi om noget er sandt, i en verden præget af usikker viden? Som konsekvens af sin interesse skrev han en afhandling (og senere en bog) om sandsynlighed, der forholdt sig til den usikkerhed, der er forbundet med, at vi sjældent kender alle de mulige udfald, en handling kan resultere i. 

I begyndelsen havde Keynes ikke meget held med sin karriere. Han fik ikke den stilling i Finansministeriet, han havde drømt om, og måtte i stedet arbejde i The India Office (der lå i London) et par år (Indien var på det tidspunkt kronjuvelen i Det Britiske Imperium).

Hans afhandling om sandsynlighed og usikkerhed blev ikke antaget i første forsøg, og stillingen som professor i nationaløkonomi ved Cambridge gik til vennen og rivalen Arthur Cecil Pigou.

Eftersom der kun var én sådan stilling overhovedet, var der ikke udsigt til, at Keynes nogen sinde ville blive professor (og han blev det heller aldrig).

Det endte med at Keynes læremester i økonomi, Alfred Marshall, skaffede ham stillingen som redaktør på tidsskriftet ”Economic Journal”, samtidig med at Keynes underviste i Marshalls lærebog som ekstern lektor i økonomi på Cambridge. 

Keynes’ karriere blev reddet af Første Verdenskrig, der skaffede ham et job i Finansministeriet. I 1919 blev Keynes udpeget til leder af ministeriets repræsentation ved fredsforhandlingerne i Versailles. Imidlertid kunne Keynes ikke bære, at skulle forhandle de krav igennem, som Storbritannien og de andre sejrende parter forlangte af det besejrede Tyskland.

Kravene var ifølge Keynes både samfundsøkonomisk idiotiske og moralsk forkerte. Som Keynes skrev til en ven: ”Jeg arbejder for en regering, som jeg foragter, og hvis mål er kriminelle.” Keynes tog den moralske konsekvens af sit standpunkt. Han sagde op.  

Desillusioneret vendte Keynes hjem til Storbritannien, og skrev og udgav samme år bogen ”The Economic Consequences of the Peace”, der gjorde ham berømt (den solgte 100.000 eksemplarer og blev oversat til 12 sprog).

I bogen kritiserede Keynes, at man pålagde Tyskland enorme krigsskadeserstatninger, der skulle betales i guld. De penge kunne Tyskland kun skaffe, ved at oparbejde et stort handelsoverskud. Dette kunne de kun opnå ved at mindske deres import (købe mindre i udlandet), og øge deres eksport (sælge mere til udlandet).  

Kravet om krigsskadeserstatninger var en katastrofe, ikke kun for Tyskland, men også for Storbritannien. Når Tyskland blev nødt til at købe mindre i udlandet, betød det, at britiske virksomheder mistede afsætningsmuligheder. Når Tyskland blev nødt til at eksportere mere, betød det, at de britiske virksomheder ville blive underbudt og udkonkurreret af de tyske. Det ville i sidste ende indebære, at prisen Storbritannien måtte betale for sin hævn over Tyskland, var lavere vækst og stigende arbejdsløshed.

Keynes havde nu slået sit navn fast, og var herefter en man lyttede til i Storbritannien.

Da den konservative finansminister Winston Churchill i 1925 valgte at gøre det britiske pund omveksleligt med guld, foranledigede det endnu en bog fra Keynes, ”The economics consequences of Mr. Churchill”, der forudsagde at Churchills politik ville fastholde Storbritannien i krisen.

Storbritannien var på det tidspunkt verdens finanscentrum, og der var stor prestige forbundet med, at have en fast valuta forankret i landets guldreserver. Men vekselkursen mellem pund og dollar var sat alt for højt, mente Keynes, og det forringede konkurrenceevnen.

Som konsekvens af ringere konkurrenceevne over for udlandet, ville man få arbejdsløshed og underskud på udenrigshandelen, og det underskud ville dræne landets guldreserver. Endnu en gang fik Keynes ret. Arbejdsløsheden steg, og året efter udbrød der generalstrejke. Seks år senere var guldreserverne udtømt, og Storbritannien måtte opgive sin tilknytning til guldet.

1925 var i øvrigt også året, hvor Keynes til de flestes store overraskelse giftede sig med den russiske ballerina Lydia Lopokova (en kvinde). De levede sammen til Keynes død, men fik ikke nogen børn.

Det var ikke alt, Keynes kunne forudse. Krakket på Wall 1929 Street kom bag på Keynes. Han mistede mange penge ved den lejlighed, men det lykkedes ham alligevel at tjene det tabte ind igen. Da Keynes døde i 1946 beløb hans personlige formue sig til £ 411.000, hvilket må siges at være en betydelig forøgelse fra de £ 16.000 han rådede over i 1920 (en forrentning på 13 % om året). Denne formue lykkedes det Keynes at akkumulere, ved at gennemgå kursudviklingerne på aktiemarkedet en halv times tid hver morgen, og derefter handle over telefonen Alt sammen inden han stod op.

Mellemkrigstiden bød som nævnt på en række hændelser, der tvang Keynes til at revurdere hans økonomiforståelse: (1) Den vedvarende høje arbejdsløshed i 1920’erne. (2) Krakket på Wall Street i 1929. (3) Den rekordhøje arbejdsløshed, der fulgte i kølvandet på krakket. Alt dette gav Keynes den overbevisning, at den økonomiske teori ikke længere afspejlede virkeligheden, og dermed ikke kunne anvise løsninger på tidens økonomiske problemer.

Keynes økonomiforståelse, som han havde fået fra sin læremester Alfred Marshall, tilhørte den tradition, som vi i dag kalder den neoklassiske skole, fordi den bygger videre på klassikerne, altså Smith, Malthus og Ricardo (strengt taget regnes Marx også for tilhørende den klassiske tradition, men han har altid været sat uden for det gode selskab).

Det vil nu være på sin plads, at få hovedtrækkene i neoklassisk økonomiforståelse opsummeret.

Den neoklassiske lære antager, at en fri markedsøkonomi udgør et selvregulerende system, der vil sikre fuld beskæftigelse og permanent velstandsfremgang, hvis blot der er fuld konkurrence og fri prisdannelse. I neoklassisk teori er der ingen klasser, men kun individer.

Nationaløkonomi i neoklassisk teori er summen af alle individers aktivitet. Disse individers handlinger kan forudsiges, eftersom de alle opfører sig nyttemaksimerende. Det vil sige, at de alle reagerer på økonomiske incitamenter. De vil gøre, hvad der bedst kan betale sig for dem. Når alle individer opfører sig forudsigeligt og grundlæggende ens, er økonomien blot summen af individernes handlinger. Som følge af ovenstående starter neoklassisk økonomiundervisning da også med, at vi antager en ”Robinson Crusoe Økonomi”, altså en analyse af et økonomisk system med kun et individ.

Den opmærksomme læser har allerede bemærket, at alt det ovenstående allerede er formuleret af Smith, eller kan udledes af Smith. Forskellen på klassikerne (Smith) og neoklassikerne (Keynes samtidige) er, at hos neoklassikerne er økonomi blevet formaliseret, og gør brug af matematiske abstraktioner til at underbygge teorien (modsat Smith, der i højere grad brugte eksempler fra virkeligheden).

Det centrale begreb i den neoklassiske lære er ligevægt. Fri prisdannelse kan sikre, at udbud og efterspørgsel møder hinanden på et punkt, der sikrer den optimale allokering af ressourcerne. Hvis der bliver produceret for lidt af en given vare, i forhold til at hvad forbrugerne efterspørger, vil prisen på denne vare stige. Det vil få entreprenørerne til at træffe en beslutning om at investere, for nu kan det betale sig for dem.

Hvad Keynes kunne observere var, at der ikke blev foretaget tilstrækkelige investeringer, til at sikre fuld beskæftigelse, ikke engang midlertidig fuld beskæftigelse.

Som følge af denne erkendelse foreslog Keynes i 1929, at når det private erhvervsliv ikke kunne levere de tilstrækkelige investeringer, så måtte staten træde til og gennemføre offentlige investeringer. 

Offentlige investeringer var der imidlertid ikke entydig opbakning til i økonomkredse. Det var en udbredt opfattelse (som vi også så hos Smith), at offentlige investeringer ville fortrænge private investeringer. Derfor ville der ikke være noget opnået herved.

Økonomerne antog, at de mennesker og den kapital, som blev beskæftiget gennem offentlige investeringer, af sig selv, med tiden, ville have fundet beskæftigelse i den private sektor, hvis bare markedskræfterne havde fået lov at virke.

Det dominerende synspunkt i debatten om arbejdsløshedens årsager, ser vi repræsenteret hos Keynes førnævnte ven og rival Arthur Cecil Pigou (ham der fik professoratet i økonomi på Cambridge for næsen af Keynes). Pigou skrev i sin bog ”The Theory of Unemployment” (1933), at:

” (…) Med fuldstændig fri konkurrence vil der være en stærk tendens til fuld beskæftigelse. Den arbejdsløshed der altså eksisterer, skyldes udelukkende den friktionsmodstand som forhindrer, at de behørige løn- og pristilpasninger ikke sker omgående.” 

Med andre ord var det er ikke teorien, der var noget i vejen med, det var virkeligheden. Friktionsmodstanden der omtales, er først og fremmest arbejdernes organisering i fagforeninger, der forhindrer at lønnen kan falde til det ligevægtspunkt, hvor der opnås fuld beskæftigelse.

Keynes var ikke tilfreds med Pigous forklaring på den permanente arbejdsløshed. ”En videnskabelig teori kan ikke forlange, at virkeligheden tilpasser sig teoriens antagelser”, skrev han. Det måtte være teorien, der skulle tilpasse sig virkeligheden. 

Som konsekvens heraf satte Keynes sig for, at udforme en ny teori. En der bedre var i overensstemmelse med virkeligheden. Det gjorde han i sit hovedværk ”The General Theory of Employment, Interest and Money” (Den Generelle Teori om Beskæftigelse, Rente og Penge), der udkom i 1936.

Allerede i 1930, havde Keynes forsøgt at knække koden vedrørende tidens foruroligende økonomiske udvikling, da han udgav tobindsværket ”A Treatise on Money”, men bogen forblev utilfredsstillende for Keynes, fordi det ikke lykkedes ham, at forklare netop den vedvarende arbejdsløshed.

Sammen med en række yngre kollegaer begyndte han nu systematisk, at kritisere sin egen analyse, og nåede frem til, at han ikke kunne forklare vedvarende arbejdsløshed, fordi han ikke kunne frigøre sig fra den neoklassiske tankegang. Først da Keynes endegyldigt forkastede antagelsen om, at det økonomiske system rummer en indbygget automatik, der er forudbestemt til at generere ligevægt, blev han i stand til at lave en teori, der kunne forklare vedvarende arbejdsløshed.

Keynes selv havde store forventninger til sin bog. I et brev til en ven skrev han:

”Jeg forstiller mig imidlertid, at den bog om økonomisk teori, som jeg er i gang med at skrive, vil revolutionere, ikke straks men i løbet af en ti års tid – den måde, hvorpå verden tænker på økonomiske problemer. Når min nye teori er blevet indarbejdet og blandet med politik, følelser og ideologier (…) så vil der ske store forandringer.” 

Keynes forfængelige håb blev indfriet. Efter Anden Verdenskrig var Keynes’ ideer blevet berømte, og inspirerede de politiske partiers programmer overalt i den kapitalistiske verden. Samtidig blev formaliserede udgaver af Keynes ideer pensum på alle økonomiuddannelser.

Arbejdet med ”Generel Theory” tog hårdt på Keynes. I 1937 fik han et hjerteanfald. Ved Anden Verdenskrigs udbrud var han blevet restitueret nok til at skrive bogen ”How to Pay for the War” (1940), der indeholdt en plan for at mobilisere alle ressourcer i det britiske samfund i krigen mod Tyskland, og samtidig holde inflationen under kontrol.

Under Anden Verdenskrig arbejdede han igen for Finansministeriet. Hans opgave var at forhandle udenlandske (amerikanske) lån hjem til Storbritannien. I 1942 blev han adlet, og fik rang af stedfortrædende Finansminister. Da krigen var slut, blev han hovedarkitekten bag efterkrigstiden monetære system (Bretton Woods aftalerne), og endelig påtog han sig opgaven med at forhandle yderligere dollarlån hjem til Storbritannien for at forhindre en truende valutakrise. Arbejdet sled hårdt på Lord Keynes, der døde af et nyt hjerteanfald i 1946. 

Selvom det er blevet antydet, at Keynes popularitet er dalet siden 1970’erne, er Keynes stadig uomgængelig. Som nævnt i indledningen betjener vi os hele tiden af hans begreber, når vi diskuterer økonomi. Det er ganske simpelt ikke muligt at forestille sig, at en økonom kan udtrykke – for eksempel – bekymringer over udviklingen den samlede efterspørgsel, hvis ikke Keynes havde været der.

Ligesom med Adam Smith og Karl Marx, gælder Keynes’ indflydelse ikke kun dem, der rent faktisk har læst ham. En politiker der ellers opfatter sig selv som i opposition til Keynes tanker, hvis vedkommende overhovedet har hørt om Keynes, tænker grundlæggende keynesiansk, når vedkommende argumenterer for nødvendigheden af skattelettelser, så der kommer gang i forbruget. 

Det gælder i det hele taget, at hvis man er af den observans, at man med den økonomiske politik kan stimulere økonomien til at præstere bedre, end den ellers ville have gjort, hvis man havde undladt at stimulere, så tænker man keynesiansk. Og dermed placerer man sig på et standpunkt, der lå uden for gængs økonomisk teori, forud for Keynes revolution af økonomividenskaben i 1930’erne.

Målet er fuld beskæftigelse


Det vil være forkert at hævde, at Keynes var den første og eneste der foreslog, at man løste arbejdsløshedsproblemet ved at iværksætte offentlige investeringer. Ideen var tilmed afprøvet i praksis med succes i USA, Sverige og Tyskland længe inden ”General Theory” udkom i 1936.

Problemet var, at hverken Keynes eller andre havde leveret en overbevisende teoretisk forklaring på, hvorfor politikken virkede. Om politikken virkede i praksis var økonomiprofessionen forholdsvis ligegyldig overfor. Der måtte en teoretisk forklaring til.

Og det var en sådan teoretisk forklaring, som Keynes leverede i ”General Theory”.

Keynes var langt fra den eneste iagttager, der tog livtag med neoklassisk økonomisk teori, men da Keynes var noget så sjældent som en berømt økonom, en man lyttede til, lykkedes det netop ham at revolutionere økonomividenskaben.

Vor tids største samfundsøkonomiske problem, skrev Keynes i ”General Theory”, er vores manglende evne til at levere fuld beskæftigelse, samt den urimelige og tøjlesløse ulighed, der eksisterer i indkomst og formue. 

For Smith var ulighed en uomgængelig del af vejen til vækst, og hos Marx var stigende ulighed en uomgængelig konsekvens af væksten i det kapitalistiske samfund. Keynes nåede frem til den modsatte konklusion. For høj ulighed kan hæmme væksten.

Den grundlæggende nyskabelse i ”General Theory” er antagelsen om, at produktionens størrelse, og dermed økonomisk vækst, ikke er givet på forhånd. Den neoklassiske skole antager i sit teoriapparat, at så længe markedskræfterne får lov at virke, vil økonomien i det lange løb producere til kapacitetsgrænsen. Men Keynes indvender, at ”en teori der antager en konstant produktion, er tydeligvis ikke særlig behjælpelig til at forklare økonomiske konjunkturudsving”.  Keynes gør op med denne antagelse, og hævder i stedet at produktionen er bestemt af beskæftigelsen. Hvis der findes arbejdsløshed, producerer økonomien under kapacitetsgrænsen.

Bogen er ikke videre læsevenlig for en moderne studerende, der er vokset op med lærebøger, der er under stærk indflydelse af… Keynes. For i ”General Theory” henvender Keynes sig direkte til sine kollegaer med neoklassisk baggrund. Han adresserer sit stof med udgangspunkt i neoklassisk begrebsapparat og tankegang med det formål at give en teoretisk begrundelse for, hvorfor der kan eksistere en situation med permanent høj arbejdsløshed, og dermed en økonomi der også på langt sigt producerer under kapacitetsgrænsen. Der er brug for en teoretisk forklaring, insisterer Keynes, for så længe økonomerne er så internt uenige og splittede som tilfældet er, får økonomisk teori ikke nogen praktisk indflydelse.

Bogen er således først og fremmest et skrift, der ikke blot skal legitimere de nye ideer, der allerede er blevet afprøvet i praksis, den skal også revolutionere og dermed redde økonomi som videnskab. Ikke desto mindre rummer bogen også overvejelser, der involverer den praktiske tilrettelæggelse af en økonomisk politik, der kan sikre fuld beskæftigelse.

I bogens indledning har Keynes brug for at legitimere, at han overhovedet skriver ”General Theory”. Det gør han ved at påpege, den udprægede diskrepans (modsætning) mellem virkeligheden og økonomisk teori. Neoklassisk økonomi opererer under en lang række antagelser, herunder at økonomien har en tendens til af sig selv at søge mod en ligevægtssituation med fuld beskæftigelse. Men vi kan se, at det ikke sker, så ”at antage at markedskræfterne af sig selv vil genskabe fuld beskæftigelse, vil være at antage vores fortrædeligheder bort”.

Den neoklassiske modsvar til Keynes er naturligvis, at arbejdsløsheden eksisterer, fordi de fri markedskræfter ikke får lov at virke. Derfor indleder Keynes ”General Theory” med at angribe netop dette standpunkt. Hvis det er reallønnen der bestemmer beskæftigelsen, hvorfor ser vi så ikke, at arbejdsløsheden falder, hvis reallønnen udhules gennem inflation (stigende priser)?

I ”General Theory” henvender Keynes sig som tidligere nævnt ofte direkte til sin kollega Pigou, fordi denne i sin bog ”The Theory of Unemployment” eksponerede det neoklassiske synspunkt på arbejdsløshed, nemlig at det var fagforeninger og velfærdsydelser der pressede ledigheden op. 

De stærke fagforeninger forhindrede den lønfleksibilitet, der skulle få lønnen til at falde til et niveau foreneligt med fuld beskæftigelse. Velfærdsydelser, især arbejdsløshedsunderstøttelse, var også med til presse lønningerne op. Jo højere arbejdsløshedsunderstøttelse, jo højere løn skulle den ledige tilbydes, før end vedkommende ville udskifte den søde lediggang med hårdt arbejde. Det var således, ifølge Pigou og den neoklassiske skole, ikke økonomisk teori der var noget i vejen med. Det var fagforeningerne og velfærdsstaten, der havde sat markedskræfterne ud af spillet. Den eksisterende arbejdsløshed var på den måde frivillig. Forklaringen på den langvarige ledighed var, at de arbejdsløse var arbejdsløse fordi de ikke gad at arbejde til den løn de kunne få arbejde til. De savnede økonomisk incitament til at arbejde.

Men Keynes hævder, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem løn og beskæftigelse. Han slår fast at lønnen ikke bestemmes alene som et produkt af lønforhandlingerne, sådan som det hidtil har været underforstået i økonomisk teori. Lønforhandlinger er med til at bestemme en gruppe arbejderes løn i forhold til andre grupper, men reallønnen er afhængig af den samlede produktion (hvad man rent faktisk kan købe for de penge man får i løn), og den samlede produktion er ikke et produkt af lønforhandlingerne. Vi må derfor acceptere, siger Keynes, at en stor del af den eksisterende ledighed er ufrivillig.  Et synspunkt der ikke krævede store anstrengelser at godtgøre i 1930’ernes depression (uden for økonomkredse).

Det metodisk afgørende nye ved ”General Theory” fremgår af titlen. I stedet for at være en teori om beskæftigelse, eller en teori om renten, eller en teori om penge, så er den en generel teori, der omfatter økonomien som helhed. I stedet for at beskæftige sig med én forbruger og ét firma og slutte herfra til hele økonomien, analyserer Keynes aggregerede størrelser: Den samlede indkomst, de samlede profitter, den samlede produktion, den samlede beskæftigelse, de samlede investeringer og den samlede opsparing. 

Keynes revurderer sammenhængen mellem opsparing og investering


Essensen af ”General Theory” er som følger: I neoklassisk teori har vi antaget, at den indkomst som ikke bliver forbrugt, bliver sparet op, og hvad der bliver sparet op, bliver investeret. Eftersom investeringer fører til beskæftigelse og vækst, er løsningen på manglende beskæftigelse og vækst øgede investeringer, hvilket altså ifølge neoklassisk teori kræver mere opsparing.

Imidlertid, påpeger Keynes, beror entreprenørens beslutning om at foretage investeringer i sidste ende på, om han (der vil kun meget sjældent være tale om en hun) mener, at han kan sælge de produkter som investeringen skaber. Det er altså forventningerne til det fremtidige forbrug, vi bør bekymre os om, hvis vi vil øge investeringerne. Hvis vi derimod øger opsparingen, som neoklassisk teori anbefaler, vil det dæmpe det fremtidige forbrug. Et dæmpet forbrug vil svække investeringslysten, og dermed mindske beskæftigelse og vækst.

Det synes umuligt at stigende opsparing vil få investeringerne til at falde, hvis vi fastholder den antagelse, at opsparing er lig med investeringer. Nu kunne Keynes have sagt, at opsparing ikke er lig med investeringer, men det gør han faktisk ikke. Antagelsen ville rigtig nok være umulig, hvis vi samtidig antog, at produktionen var konstant, sådan som det er tilfældet i neoklassisk teori. Men som tidligere nævnt var hele udgangspunktet for ”General Theory” en erkendelse af, at produktionens omfang ikke er forudbestemt.

Hvad der kan ske, når vi øger opsparingen er, ifølge Keynes, at (1) forbruget falder, hvorved (2) investeringerne falder, hvorved (3) beskæftigelsen falder, hvorved (4) indkomsterne falder, hvorved (5) opsparingen falder (opsparingen er bestemt af indkomsten), hvorved at (6) opsparingen falder til et niveau der modsvarer investeringerne. 

Således forklarer Keynes sine kollegaer, hvorledes de kan have ret i, at investeringer og opsparing modsvarer hinanden, men at det ikke betyder, at øget opsparing vil øge investeringerne. Det er muligt at opsparingen stiger som andel af den samlede produktion, men falder i absolutte termer i takt med faldet i produktionen.

Sådan ser verden ud, hvis vi analyserer hvordan økonomiens delelementer indvirker på hinanden i stedet for at analysere dem hver for sig. Indeholdt i dette ræsonnement er hele Keynes’ revolution. Et ræsonnement der skulle forandre verden.

Keynes gør eksplicit opmærksom på, at han med dette ræsonnement dispenserede fra Says lov. Ideen om at udbud skaber sin egen efterspørgsel kender vi fra Adam Smith, men den kaldes alligevel ofte for Says lov. Jean Babtiste Say formulerede det således (i 1803): ”I samme øjeblik et produkt skabes, skabes også et marked for andre produkter, til en værdi der svarer præcis til den pågældende vares værdi.”

Says lov var blevet gengivet i lærebøgerne i 1800 tallet, og også hos Marshall, hvis lærebog Keynes selv havde undervist ud fra. Keynes citerer fra en af bogens tidlige udgaver:

”Alt hvad en mand tjener, forbruger han på varer og tjenester. Det siges ofte at en mand kun forbruger en del af hans indkomst, mens resten spares op. Men det er en kendt økonomisk antagelse at en mand efterspørger arbejde og varer lige så meget med den del af hans indkomst som han forbruger, som med den del af hans indkomst som man siger, han sparer op.”

Siden er denne passage gledet ud af lærebogen, og ses heller ikke hos andre økonomer, men Keynes insisterer på, at den stadig er det bærende princip for neoklassisk teori, selvom det sjældent erkendes åbent.

Indflydelsen fra Says lov har haft som konsekvens, at betydningen af efterspørgslen for den økonomiske vækst har været fraværende i økonomisk teori, og heri ligger årsagen til, at økonomerne ikke kunne stille den korrekte diagnose, selvom det har været tydeligt, at patienten var syg.

Efterspørgsel og forventninger erstatter opsparingens betydning


Ved at aflive Says lov bringer Keynes atter efterspørgslen ind i økonomisk teori. Det er investeringerne, der bestemmer den samlede beskæftigelse og produktion. Det som bestemmer investeringerne er investorernes forventning til fremtiden. Det som bestemmer deres forventninger er i høj grad efterspørgslen. En investering skaber i sig selv efterspørgsel, men derudover ligger hovedkomponenten af efterspørgslen i forbruget.

I neoklassisk teori antager man, at hvis mange folk ikke vil forbruge, og opsparingen herved øges, vil renten falde. Renten er prisen på penge, og stor opsparing er stort udbud af penge (likviditet), og det får alt andet lige prisen på penge (renten) til at falde. Lavere rente antages at stimulere investeringer (og forbrug), og således sikrer markedsmekanismen, at investeringer (og forbrug) holdes konstant.

Imidlertid var var renten i 1930’erne historisk lav, uden at det stimulerede hverken investeringer eller forbrug.  Derfor er det interessant at overveje, hvad der påvirker vores tilbøjelig til at forbruge, udover renten.

Det gør naturligvis lønudviklingen. Hvis man befinder sig i en situation, med utilstrækkelige forventninger til det fremtidige forbrug, vil lavere realløn og dermed lavere købekraft hos forbrugerne gøre det hele værre.

Hertil kommer ændringer i værdien af formuen. Det kunne f.eks. forekomme i forbindelse med et børskrak, ligesom det krak der i 1929 halverede værdien af aktierne på New Yorks fondsbørs på en enkelt dag.

”Forbruget i den formueejende klasse kan være meget følsom overfor uforudsete ændringer i pengeværdien af deres formue. Dette bør klassificeres blandt en af mest betydende faktorer i forhold til at skabe kortsigtede ændringer i tilbøjeligheden til at investere.”

Ud over ændringer i indkomst og formue, findes der en række psykologiske forhold, der øver indflydelse på tilbøjeligheden til at forbruge. Forventninger om ændret fremtidig indkomst, og ønsket om at udskyde forbrug. Tror man, at man vil tjene flere penge i fremtiden, er man tilbøjelig til at øge sit forbrug nu, og frygter man lavere indkomst i fremtiden, kunne man finde på sænke forbruget og spare op til de hårde tider.

Særligt vigtigt er også ønsket om at besidde penge (likviditet) til spekulation.

Hvis folk forventer, at et spekulationsobjekt vil stige i værdi, og derved bringe et stort afkast i fremtiden, jo mere tilbøjelige er de til at efterspørge penge (likviditet) til dette at opkøbe det pågældende spekulationsobjekt. Spekulationsbølgen kan drive renten op, og derved gøre det mindre rentabelt at foretage investeringer, der kunne øge produktionen. 

Endelig kan ændringer i finanspolitikken påvirke tilbøjeligheden til at forbruge. Denne mulighed er særlig interessant, eftersom den etablerer en direkte sammenhæng mellem den økonomiske politik og muligheden for at påvirke beskæftigelse og vækst.

Pengepolitikken (renten) er et andet sådant instrument, men som nævnt var muligheden for at føre pengepolitik omtrent udtømte mens Keynes skrev, hvilket indikerer at pengepolitikken har sine begrænsninger. Selv hvis penge (likviditet) er ekstremt billige vil det ikke stimulere hverken forbrug eller investeringer, hvis forventningerne til fremtiden er pessimistiske.

Men hvad kan der opnås gennem finanspolitik? Omdirigeres skatterne mod arbejdsfri indkomster kan det styrke forbruget. Generelt vil omfordeling fra rig til fattig øge forbruget, idet fattige bruger en større del af deres indkomst på forbrug.

Særligt interessant er den aktive finanspolitik. Øget offentligt forbrug eller offentlige investeringer gennem underfinansiering (ekspansiv finanspolitik), kan øge den samlede efterspørgsel, ligesom offentlig opsparing (stram finanspolitik), kan dæmpe den samlede efterspørgsel. 

Ekspansiv finanspolitik havde allerede bidraget til at mildne krisen, men der manglede som nævnt en teoretisk legitimering af praksis. Lånefinansieret offentlige forbrug og investeringer ville ifølge neoklassisk fortrænge private investeringer, og det eneste man således opnåede var offentlig gældsætning.

Keynes mente, at der kunne opstå situationer, hvor der ikke var tilstrækkeligt med private investeringer, og i det tilfælde ville offentlig indgriben være legitim. Under Første Verdenskrig havde staten stimuleret forbruget ganske betydeligt gennem oprustning, og dette var lånefinansieret. Det havde medført en komplet afskaffelse af arbejdsløsheden og en høj produktion.

Hvis produktionen er givet på forhånd, er der ingen grund til at stimulere økonomien gennem offentlig gældsættelse. Men hvis den effektive efterspørgsel kan påvirke produktionen, og hvis der er utilstrækkelig efterspørgsel til at sikre fuld produktion, så kan statslig indgriben retfærdiggøres.

Hvis folk var bange for, at statens aktiviteter skulle true det private initiativ, kunne det offentlige tage sig af opgaver, som det private ikke ville beskæftige sig med. Mest nærliggende ville være en forbedring af infrastrukturen (bygning af broer og veje for eksempel), men i princippet var det ligegyldigt, hvad man anvendte pengene på. Den efterspørgsel der ville blive skabt, ville sprede sig som ringe i vandet (multiplikatoreffekten) og skabe en produktion, der ville være mere værdifuld, end låntagningen der havde finansieret den. 

I princippet kunne centralbanken begrave pengesedler i flasker, og starte minedrift for få dem op igen. I princippet kunne man bygge pyramider eller middelalderlige katedraler. Hvis problemet er manglende efterspørgsel gælder det om at stimulere. Metoden er underordnet, om end der ifølge Keynes ikke var noget i vejen for, at sigte på aktiviteter med samfundsnytte. Hvordan kan det være acceptabelt med lånefinansierede offentlige aktiviteter under en krig, men ikke i fredstid, spørger Keynes, hvis resultatet i begge tilfælde er fuld beskæftigelse og højere vækst? 

Ud over det vi i dag kalder den makroøkonomiske politik (for eksempel finans- og pengepolitik), har Keynes teori også praktisk betydning for indstillingen til arbejdsmarkedspolitikken. Hvor neoklassisk teori lagde stor vægt på lønnens evne til at tilpasse sig, var Keynes mere forbeholden. I den forkerte situation, en situation med arbejdsløshed, ville det være forkert at sænke lønnen.

Hvis kravet om en lønnedgang skyldtes en dårlig konkurrenceevne, var nødvendigheden for en tilpasning mere indlysende. Men hvis lønningerne var blevet for høje i forhold til udlandets, til at kunne sikre balance på betalingsbalancens løbende poster, var en valutakursjustering (en devaluering) at foretrække frem for en pengelønsnedgang, da et fald i pengelønningerne kunne føre økonomien ind i en lavkonjunktur, da det også ville påvirke den hjemlige efterspørgsel.

Om det nødvendige i stabile priser


Stabile priser, både løn- og varepriser, var vigtige ifølge Keynes. Pris-ustabilitet gjorde det sværere at lave forretningsmæssige kalkuler, og det kunne medføre lavere investeringer end ellers.  ”General Theory” blev til under indtryk af deflation, faldende priser, hvorfor det oftest er det problem, der advares imod, når der diskuteres pris-ustabilitet, men det betyder ikke at Keynes gik ind for, eller ikke tog inflation alvorligt. Det fremgår særligt klart af en serie artikler som Keynes publicerede i The Times i 1937 under overskriften ”How to avoid a Slump”, og som kan læses direkte i forlængelse af ”General Theory”.

I de år der var passeret mellem at ”General Theory” blev udtænkt, nedfældet og udgivet var arbejdsløsheden allerede faldet en del i Storbritannien. Den resterende arbejdsløshed var nu ulige fordelt geografisk og på brancher. I den situation ville en generel forøgelse af efterspørgslen ikke være tjenestelig, da det kunne risikere at udløse flaskehalse (mangel på arbejdskraft i visse erhverv).  Det var dog ikke det samme som, at der ikke længere var behov for styring, nærmere tværtimod.

For den økonomiske politik bestod der nu en vanskelig øvelse, nemlig at tillade det spirende opsving at udvikle sig i det rette tempo. Det måtte ikke gå for hurtigt, for det kunne lede til fejlinvesteringer baseret på spekulation, hvad der ville kaste økonomien ud i endnu en lavkonjunktur. 

Det er i øvrigt symptomatisk for Keynes, at han i højere grad taler om at stimulere økonomien gennem en socialisering af investeringerne frem for via en generel stimulering af efterspørgslen. Med socialisering af investeringerne mener Keynes ikke, at staten skal eje produktionsmidlerne, men at staten skal foretage investeringer, eller hjælpe private med at lave investeringer, hvis de ikke laver dem på eget initiativ. Med målrettede investeringer er det også nemmere at undgå flaskehalse, eftersom disse investeringer kan placeres i områder og brancher med særlig høj ledighed.

Keynes artikel fra 1937 indikerer også, at teorien ikke er helt simpel at udleve i praksis. Keynes advokerer for lav rente, og omhyggelig timing af øgede offentlige udgifter og investeringer. Når først der er ved at komme gang i forbruget og de private investeringer, kan det være nødvendigt at bremse offentlige projekter. I den forbindelse er Keynes opmærksom på, at der kan være store forsinkelser i forbindelse med planlægningen af offentlige aktiviteter og deres afholdelse. Det er for sent at planlægge offentlige aktiviteter, når behovet for deres gennemførelse opstår, skriver Keynes. En regering skal derfor hele tiden have planer klar, der kan styre økonomien i den rigtige retning. 

Keynes i vores lærebøger


For at opsummere var det Keynes pointe, at produktionen – den økonomiske vækst – i et vist omfang kan styres af den økonomiske politik.

Keynes gjorde det til det til politikernes ansvar gennem veltilrettelagt økonomisk politik, at sikre fuld beskæftigelse og en produktion så stor, som det overhovedet var muligt med den arbejdskraft og kapital, der stod til rådighed.

Når økonomer fremover skulle analysere økonomiens tilstand, skulle de ikke lave partielle analyser af delmarkeder, men analysere økonomien som et hele. De skulle med andre ord lave makroøkonomiske analyser.

Det er fra Keynes analyse, at vi har lærebøgernes forestilling om et økonomisk kredsløb, hvor beslutningerne hos virksomhederne, husholdningerne og staten skaber ændringer i efterspørgslen og investeringer, hvad der får en afsmittende effekt for vækst, beskæftigelse, inflation, statens finanser og betalingsbalancens løbende poster.

Denne fremstilling bygger dels på en tekstnær gennemgang af Keynes ”General Theory” fra 1936, og står desuden i stor gæld til Jesper Jespersens bog ”John Maynard Keynes”, udgivet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002, samt Robert Skidelskys bog af samme navn, udgivet af Penguin Books i 2003. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar