mandag den 8. oktober 2018

Stiger uligheden i Danmark efter samme mønster, som Piketty afdækker i Kapitalen i det 21. århundrede?

Nedenstående blogindlæg blev fremlagt som et paper på forskningskonferencen Nordom XV den 24. august 2018. Konferencen blev lavet som et samarbejde mellem Roskilde Universitet, Institut for Samfund og Erhverv, samt Københavns Universitet, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi. Desuden er blogindlægget trykt som en artikel i tidsskriftet Økonomi og Politik nr. 3, årgang 91, 2018, og bragt med tilladelse. Tidsskriftet udgives på DJØF Forlag. 

Resumé

I sin bog Kapitalen i det 21. århundrede fra 2014 efterviser Thomas Piketty et fælles mønster for de tidligt industrialiserede lande, der har ført til stigende ulighed siden 1980. Pikettys empiri omfatter dog ikke Danmark, hvorfor det siden bogens udgivelse har været til debat, om udviklingen i Danmark følger det samme mønster som de øvrigt tidligt industrialiserede lande. Denne artikel rummer det første systematiske forsøg på at teste Pikettys tese om, at uligheden er på vej tilbage på niveauet for 1800-tallet, på Danmark. Artiklen bekræfter, at mønstret i Danmark er identisk med det Piketty finder i de øvrige tidligt industrialiserede lande, dog med den forskel, at situationen med stigende ulighed i Danmark indfandt sig senere og startede fra et lavere niveau, men at uligheden til gengæld nu vokser hurtigere. Det forudses, at uligheden i Danmark ved uændret politik vil vedblive at stige fremover.

Thomas Piketty 

Har Pikettys tese relevans for Danmark?


Den franske økonom Thomas Piketty vakte opsigt med sin bog Kapitalen i det 21. Århundrede (2014). Heri dokumenterer Piketty, hvorledes topindkomsternes andel af den samlede indkomst i de tidligt industrialiserede lande faldt i forlængelse af de to verdenskrige, dernæst lå på et lavt niveau indtil omkring 1980, hvorefter uligheden nu stiger igen.

Piketty mener at have afdækket forklaringen på denne udvikling. Han mener endvidere, at der er tale om en selvforstærkende dynamik, og konkluderer derfor, at vi er er på vej tilbage til 1800-tallets ekstremt skæve indkomstfordeling.

Kapitalen i det 21. Århundredes empiri beskæftiger sig primært med Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA. Derfor er det et åbent spørgsmål, om Pikettys tese har nogen relevans for Danmark. Det dominerende synspunkt synes at være, at uligheden i Danmark er så beskeden, at det ikke kan være tilfældet.

Denne artikel når frem til det modsatte, Pikettys tese er relevant. Det mønster der karakteriserer den stigende ulighed i de øvrige tidligt industrialiserede lande, kan genfindes i Danmark.

Danmark skiller sig ud ved, at uligheden begyndte at stige senere og fra et lavere niveau, men til gengæld stiger uligheden nu hastigere, end det er tilfældet i de øvrige tidligt industrialerede lande.

Hvis den stigende ulighed i Danmark drives opad af den samme selvforstærkende dynamik, som Piketty afdækker i Kapitalen i det 21. Århundrede, kan vi forvente, at Danmark snart vil have indhentet de øvrige tidligt industrialiserede lande, hvad angår ulighed.

Denne artikel vil punkt for punkt efterprøve om Danmark følger det mønster, som Piketty mener fører til en selvforstærkende ulighedsspiral. Empirien kommer fra kendte og offentligt tilgængelige kilder. Artiklens originale bidrag er dens udlægning og operationalisering af Pikettys tese.

Inden artiklen vender sig mod Piketty, tager den først en lille ekskurs. Det skal kort diskuteres, om stigende ulighed overhovedet udgør et samfundsøkonomisk problem, som det kan retfærdiggøres at bruge tid på at beskæftige sig med.

Er det et problem at de rige bliver rigere?


Den generelle indvending mod at bekymre sig om ulighed er, at ulighed ikke fører til lavere levestandard. Ingen bliver ringere stillet, blot fordi en større del af væksten tilfalder de rigeste frem for den øvrige befolkning. 

Denne indvending tager ikke højde for, at uligheden er stigende. Hvis stigningen i uligheden får lov at fortsætte længe nok, vil det uundgåeligt føre til faldende levestandard for flertallet. Grundet princippet om rentesregning vil indkomsten hos de rigeste på et tidspunkt blive så stor, at en stadig forøgelse af deres indkomst vil overgå den samlede økonomiske vækst, og dermed vil de rigestes stigende indkomst blive på bekostning af den øvrige befolkning.

Det skal bemærkes at dette scenarie ikke angår en fjern hypotetisk fremtid. Levestandarden er allerede faldende blandt de fattigste danskere.

Ifølge Danmark Statistiks opgørelser over indkomstfordelingen (Statistikbanken, tabel IFOR32, omregnet til faste priser) var gennemsnitsindkomsten for de fattigste 10 procent danskere marginalt lavere i 2016 end i år 2000, og en del lavere end i år 2006. Tager man højde for, at de fattigste danskere bruger flere penge på husleje og mad end den øvrige befolkning, kan det konkluderes, at de fattigste danskere har haft et betydeligt tab i købekraft, eftersom priserne på husleje og mad er steget mere end den almindelige prisudvikling i samme periode.

Kan ulighed gøre skade på samfundet?


Ulighed kan betragtes som en uafhængig variabel, der kan føre til en uhensigtsmæssig samfundsudvikling.

Statistisk set er der et sammenfald mellem høj ulighed og dårlig folkesundhed og høj kriminalitet. Sammenhængen er blandt andet blevet dokumenteret af Wilkinson & Pickett (2011).

Et studie af Rune V. Lesner baseret på detaljerede danske registerdata slår fast, at en opvækst i fattigdom giver lavere lønninger og dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet som voksen. Blot et ekstra år i fattigdom i starten af teenageårene giver et fald i erhvervsindkomsten på over 12 procent. som voksen (Juul, 2018).

Har uligheden naturlige årsager?


Ulighed kan også betragtes som en afhængig variabel, altså som en effekt af andre hændelser. For eksempel oplever Danmark et stigende antal ældre og indvandrere, der i kraft af deres lavere arbejdsmarkedstilknytning har lavere indkomst. Derved stiger uligheden.

Hvis vi antager at aldringen og indvandringen er et midlertidigt fænomen, er der ingen grund til at bekymre sig om stigende ulighed, hvis aldring og indvandring er den eneste årsag til stigende ulighed.

Imidlertid er hverken aldring eller indvandring mere relevant i Danmark end i de øvrige tidligt industrialiserede lande, og kan dermed ikke være forklaringen på, at uligheden stiger særligt hastigt i Danmark.

Hvor meget og hvor hurtigt stiger uligheden i Danmark?


Måler man indkomstuligheden ved Gini-koefficienten som den opgøres af OECD, ses at Danmark er et af de mest lige lande. Ser man på stigningen i Gini-koefficienten 1995-2014 fremgår det, at uligheden stiger hurtigst i Danmark og Sverige uanset om der måles absolut i point eller relativt i procentvis stigning (Asmussen, 2018). Dette i øvrigt til trods for, at OECD’s anderledes opgørelse af lejeværdien af egen bolig konsekvent får Gini-koefficienten for Danmark til at fremstå lavere, end tilfældet er hos eksempelvis Danmarks Statistik og Økonomiministeriet.

Måling af uligheden med Gini-koefficienten kan være utilstrækkelig, fordi denne metode mangler følsomhed til at indfange den dynamik, der dominerer udviklingen i uligheden, nemlig at det er de absolutte topindkomster, der lægger beslag på en stadig større del af den samlede indkomst.

Tal fra Det Økonomiske Råd (2016) viser, at de rigeste 10 procent af danskerne, undtagen den rigeste ene procent, siden 1990 har øget deres andel af den samlede indkomst med over 15 procent, mens den rigeste ene procent af danskerne, undtagen den rigeste promille, har øget deres andel med over 55 procent, samtidig med at den rigeste promille har øget deres andel med 200 procent. Det hører med til historien, at statistikken er påvirket af oplysninger om aktieindkomst, der først blev tilgængelige i løbet af 1990’erne, men mønstret er ikke til at tage fejl af, og i overensstemmelse med den internationale trend.

Stigningen i uligheden i Danmark tog for alvor fart lige omkring 2003. Ifølge Eurostat disponerede de 20 procent rigeste danskere i den arbejdsdygtige alder det år over 3,4 gange så meget indkomst, som de 20 procent fattigste. Det var og er i international sammenligning en meget lige indkomstfordeling. I EU samlet set disponerede de 20 procent rigeste i den arbejdsdygtige alder i 2004 over 5,2 gange mere indkomst end de 20 procent fattigste.

Så hopper vi frem i tiden.

I 2016 disponerede de 20 procent rigeste danskere i den arbejdsdygtige alder over 4,4 gange mere end de 20 procent fattigste. En relativ stigning på 29,4 procent. I EU var den relative stigning i perioden 2004-2015 på 3,8 procent.

Bemærk, at tallene stammer fra Eurostat, og eftersom de bygger delvist på survey-data, hvor folk har meddelt deres indkomst, for året før de blev interviewet, har jeg ændret årstallene, så de matcher indkomståret, og ikke året hvor respondenterne blev interviewet.

Har ændret indkomstmobilitet betydning for vores måling af uligheden?


Når ulighed måles som stigende indkomstulighed indkomstgrupperne imellem, må det overvejes, om indkomstmobiliteten har ændret sig. Har der været stigende indkomstmobilitet i Danmark, betyder det at flere danskere, der det ene år var i den lave ende af indkomstskalaen, i et andet år vil være rykket op og vice versa. Hvis det er tilfældet, vil vores målinger af den årlige stigning i uligheden overdrive udviklingen i uligheden set over et livsforløb.

Imidlertid er indkomstmobiliteten faldende i Danmark. Det vil sige, at vores målinger af stigende indkomstulighed målt på årsbasis dækker over en endnu større stigning i indkomstuligheden over et livsforløb.

Den faldende indkomstmobilitet i Danmark er dokumenteret af Tænketanken Kraka (Jakobsen, 2016). Faldet i indkomstmobiliteten går ud over de yngre generationer. Hvis dine forældres indkomst var blandt de 20 procent højeste, da du var ung, er sandsynligheden for at du selv lå i samme indkomstgruppe som 38-40-årig, steget med knap 10 procent, når man sammenligner årgang 1961-1963 med årgang 1972-1974.

Større chance for at havne i den høje indkomstgruppe er meget fint for dem, der havde rige forældre, men omvendt er chancen for at nå den rigeste indkomstgruppe, hvis ens forældre hørte til blandt de fattigste, faldet med knap 20 procent. Med andre ord er indkomstmobiliteten faldet betydeligt efter 2001.

For at opsummere: Vi har fjernet aldring og indvandring som forklaringen på den særligt dramatiske stigning i uligheden i Danmark. Til gengæld har vi fundet ud af, at faldende indkomstmobilitet er med til at underdrive vores målinger. Det står værre til med uligheden, end vores observationer umiddelbart viser. Vi har også erkendt, at jo mere uligheden får lov at stige, jo flere danskere vil opleve et absolut fald i deres levestandard.

Nu vender artiklen tilbage til Pikettys tese om den dynamik, der internationalt er ved at drive uligheden op på niveauet fra 1800-tallet. Hvilket mønster er det, Piketty har afdækket, og kan dette mønster genfindes i Danmark?

Hvad skaber den stigende ulighed ifølge Piketty?


Piketty (2014) observerer, at topindkomsternes andel af den samlede indkomst stiger. Det skyldes ikke folk i arbejde, der bliver rigere på bekostning af folk uden for arbejdsmarkedet. Det er ikke højtuddannede, der bliver rigere på bekostning af lavtuddannede. Det skyldes først og fremmest, at de formuende bliver rigere på bekostning af de ikke-formuende, mens de ekstremt formuende bliver rigere relativt til de knap så ekstremt formuende.

Forklaringen på, at de rige bliver rigere på bekostning af den øvrige befolkning, skal ifølge Piketty helt overordnet findes i to forhold. For det første, at værdien af den samlede formue, og dermed formueafkastet, stiger relativt til værdien af den samlede produktion. For det andet, at den økonomiske vækst er faldende.

Piketty kombinerer de to tendenser i udsagnet r>g, hvilket vil sige, at så længe r (afkast af formue) er større end g (økonomisk vækst), vil de rige (hvis indtægter hovedsageligt kommer fra afkast på formue) øge deres indtægter hurtigere, end den samlede produktion stiger. For disse indtægter erhverver de i forvejen rige sig mere formue. Herved er der startet en dynamik, hvor topindkomsterne konstant øger deres andel af den samlede indkomst.

Katalysatoren, der har igangsat ovenstående proces, er ændret fordelingspolitik. Lavere skat har øget topindkomsternes mulighed for at efterspørge formue, hvad der har drevet den samlede formue op i pris relativt til produktionen. En proces, der er blevet yderligere forstærket af kapitalens fri bevægelighed over grænserne.

For at opsummere. Vejen til konstant stigende ulighed starter med klassisk omfordelingspolitik efter Matthæus-Princippet: Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.

At uligheden i Danmark er steget som følge af omfordeling fra fattig til rig, er dokumenteret i nærværende tidsskrift af Jørgen Goul Andersen (2018).  I denne gennemgang fremgår det blandt andet, at marginalskatten for højtlønnede er sænket mere i Danmark end i noget andet tidligt industrialiseret land i perioden 2000-2016 (af alle OECD-lande har kun Ungarn sænket marginalskatten for højtlønnede mere end Danmark). Konklusionen er, at ændret skatte- og velfærdspolitik udgør den væsentligste forklaring på den stigende ulighed i Danmark.

Spørgsmålet er nu, om den stigende ulighed i Danmark er et overstået fænomen, eller om vi kan forvente fortsat stigende ulighed. Hvis uligheden i Danmark skal sættes i forbindelse med den konstante stigning, Piketty beskriver, skal følgende betingelser være opfyldt.

(1)   Indkomstuligheden stiger, fordi topindkomsterne lægger beslag på en stadig større andel af den samlede indkomst.
(2)   Værdien af den samlede formue stiger relativt til produktionen.
(3)   Formueafkastet er stigende.
(4)   Formueafkast beskattes mindre end arbejdsindkomst.
(5)   Arveafgiften sænkes, og der arves større formuer.
(6)   De i forvejen formuende akkumulerer en større andel af formuen.

Jo mere disse betingelser viser sig opfyldt for Danmarks vedkommende, jo stærkere må det konkluderes, at Danmark betræder den sti, der ifølge Piketty har ført til stigende ulighed i de øvrige tidligt industrialiserede lande, og jo mere kan vi derfor forvente, at uligheden vil vedblive at stige fremover.

Ad 1/ Lægger topindkomsterne i Danmark beslag på en stigende andel af den samlede indkomst, ligesom det ses i andre tidligt industrialiserede lande?

Som nævnt satte den voldsomme stigning i uligheden i Danmark ind fra 2003. Ifølge World Inequality Database har den rigeste promille i Danmark øget sin andel af den samlede indkomst i Danmark med 36 procent fra 2003 til 2010 (der er den seneste observation). Det økonomiske Råd (2016) anslår stigningen til 27 procent fra 2003 til 2010, og 42 procent fra 2003 til 2014.

Til sammenligning viser data fra World Inequality Database, at den rigeste promilles andel af den samlede indkomst steg med 31 procent i USA (2003-2014), 15 procent i Kina (2003-2010), 14 procent i Australien (2003-2013), 14 procent i Japan (2003-2010), 11 procent i Canada (2003-2015). I samme periode faldt den rigeste promilles andel af den samlede indkomst med 7 procent i Frankrig (2003-2013) og 18 procent i Spanien (2003-2012).

På baggrund af de data der er til rådighed, må det konkluderes, at Danmark er det land, hvor topindkomsternes andel af den samlede indkomst stiger hurtigst.

Ad 2/ Stiger værdien af den samlede formue relativt til produktionen i Danmark efter samme mønster, som Piketty har fundet i de øvrige tidligt industrialiserede lande?

Denne undersøgelse er blevet gennemført af Danmarks Nationalbank (Abildgren, 2015). Her genfindes den samme U-formede kurve, som Piketty dokumenterer for USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Forskellen er blot, at stigningen i værdien af den samlede formue i Danmark starter senere og fra et lavere niveau. Til gengæld har udviklingen været så markant, at Danmark nu ligger på niveau med Tyskland og Storbritannien og næsten er tilbage på niveauet fra 1800-tallet.
 
Ad 3/ Stiger formueafkastet i Danmark?

Ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik (Statistikbanken, tabel INDKP101 omregnet til faste priser) steg den indkomst, der skabes af sig selv, blot fordi man ejer noget, der genererer et afkast (såsom aktier, obligationer og andre værdipapirer) med 125 procent per indbygger i Danmark fra 1994-2015.

Medregner man den gevinst, man som boligejer har opnået i form af øget lejeværdi af egen bolig (den indkomst, man sparer ved ikke at skulle betale husleje) og de kraftigt formindskede renteudgifter, som især boligejere nyder godt af, har stigningen i formueindkomst per indbygger i Danmark været 594 procent i samme periode.

Til sammenligning har lønstigningen i den private sektor i perioden 1994-2015 været på 62 procent (korrigeret for inflation). Der er altså ikke nogen tvivl om, at formueafkastet er steget i Danmark, og at det siden 1994 bedre har kunnet svare sig at eje værdipapirer og huse end at gå på arbejde.

Ad 4/ Beskattes formueafkast mindre end arbejdsindkomst?

Jævnfør Skatteministeriet (2018) faldt marginalskattesatsen for personlig indkomst fra 68,7 procent i 1993 til 62 procent i 1998. I 2010 faldt marginalskattesatsen for personlig indkomst yderligere til 56,1 procent, og i 2018 lå den på 56,5 procent.

Marginalskattesatsen for kapitalindkomst faldt fra 68,7 procent i 1993 til 58,2 procent i 1998. I 2011 faldt marginalskattesatsen for kapitalindkomst yderligere til 50,2 procent, og i 2018 lå den på 42,7 procent.

Bemærkelsesværdigt er det, at forskellen på marginalskattesatsen på personlig indkomst og kapitalindkomst har bevæget sig fra 0 procent til 13,8 procent fra 1994 til 2018. Igen må det konstateres, at det siden 1994 bedre har kunnet betale sig at få sin indkomst fra formueafkast end ved at gå på arbejde.

Ad 5/ Er arveafgiften blevet sænket, og arves der større formuer i Danmark?

Arveafgiften for familieejede virksomheder er netop blevet sænket fra 15 procent til 5 procent (ændringen er fuldt indfaset i 2020). I skrivende stund er der samlet politisk flertal for helt at afskaffe arveafgiften. Svaret på første del af spørgsmålet må derfor blive et rungende ja, arveafgiften er blevet sænket.

Den lavere arveafgift er i øvrigt foranlediget af, at en række af Danmarks største familieejede virksomheder står over for et snarligt generationsskifte. Der er således flere grunde til at antage, at der arves større formuer i Danmark i den nære fremtid.

Om der allerede er blevet arvet større formuer i den tid, hvor uligheden er steget, kan kun undersøges indirekte, da der ikke findes opgørelser over arvens størrelse i Danmark. En sådan undersøgelse er blevet foretaget af Andersen og Juul (2017). Her konstateres det, at provenuet af arveafgiften har ligget nogenlunde jævnt, siden arvereglerne sidst blev lavet om i 1995. Til gengæld er dødeligheden siden da faldet med 25 procent. Det kunne indikere, at størrelsen på de arvede formuer er steget 25 procent.

Andersen og Juul (2017) bemærker desuden, at arvereglerne i Danmark er indrettet således, at man kan give 61.500 i skattefrit arveforskud per år, og på denne måde undgå at betale arveafgift. Beløbet er ikke indberetningspligtigt, så vi ved ikke hvor meget der er blevet arvet på denne måde. Imidlertid viser en analyse på individniveau, at blandt den rigeste promille af de 18-årige, stammer 99 procent af deres formue fra sådanne overførsler. Analysen viser også, at børn, der modtager arveforskud i barndommen, bliver ved med at gøre det i voksenlivet.

Vi kan konkludere, at på baggrund af det foreliggende materiale ser det ud til, at der er blevet arvet større formuer i Danmark, og det synes helt sikkert, at arv vil få større betydning for formuekoncentrationen for fremtiden.

Ad 6/ Koncentreres ejerskabet af formuerne i toppen af Danmark?


Svaret vil afhænge af, hvordan man operationaliserer spørgsmålet.

Piketty arbejder med det bredest mulige formuebegreb (alt hvad der kan måles). Det kan gå an, så længe man sammenligner lande med en nogenlunde ensartet formuestruktur. Men når det kommer til formuestruktur, er Danmark atypisk. Derfor må der tages en række forbehold, når størrelsen af formuerne måles.

Det store spørgsmål er, om pensionsopsparing skal tælle med. I international sammenligning har Danmark en særdeles stor pensionsformue, der ejes at det store flertal af lønmodtagerne. Denne opsparing modvirker formuekoncentration i toppen.

Der er imidlertid flere grunde til at se bort fra pensionsopsparingen i vores undersøgelse.

For det første må stigningen i danskernes pensionsopsparing forventes at ophøre, når arbejdsmarkedspensionerne er fuldt indfasede. Vi må altså forvente, at denne modvægt til formuekoncentration i toppen i Danmark er en midlertidig foranstaltning. Der er derfor god grund til at analysere formueudviklingen i Danmark eksklusiv pensionsopsparing. Vi må vide, om tilstedeværelsen af pensionsopsparingen slører en dynamik, der svarer til den beskrevet af Piketty.

En vigtigere grund til at analysere formuekoncentrationen uden pensionsopsparing er, som professor ved CBS og ekspert i formuepleje Brooke Harrington (2016) slår fast, at det navnlig er væksten af dynastiske formuer, der driver uligheden op.

Dynastiske formuer har den fordel, at de ikke skal bruges. De kan dermed dedikeres til langsigtede investeringer, der giver bedre afkast, og de er også langt nemmere at placere således, at de kan unddrage sig beskatning.

At skatteunddragelse er udbredt, underbygges med at internationale læk af data har afsløret omfattende skattesnyd blandt topindkomsterne, også blandt danskere.

Et andet indicium på udbredelsen af skatteunddragelse er den omstændighed, at der er oprettet en formel uddannelse (som føromtalte Brooke Harrington har gennemført som en del af sin research) i formueforvaltning, der specifikt handler om, hvordan man bedst undgår beskatning af formuer.

Hvordan har nettoformuen eksklusiv pensionsopsparing udviklet sig i Danmark?

Ifølge Det Økonomiske Råd (2016) rådede de 10 procent rigeste danskere over 82 procent af nettoformuen i 2014, hvilket er stort set identisk med niveauet i starten af 1990’erne (81 procent i 1991). Umiddelbart må det altså afvises, at der er sket en formuekoncentration i Danmark.

Imidlertid dækker udviklingen over en dynamik, der kunne antyde, at der faktisk sker en formuekoncentration. De rigeste 10 procents andel af nettoformuen faldt fra midten af 1990’erne frem til 2007. Denne udvikling skyldes stigningen i huspriserne, der har tilgodeset de fleste af landets husejere (eller i hvert fald de husejere, der købte tidligt). I samme øjeblik som prisboblen på huse bristede, faldt de almindelige danskeres andel af nettoformuen. Igen ser vi et fænomen af midlertidig varighed trække i modsat retning af den generelle trend.

Efter husprisernes kollaps er de rigestes andel af den samlede formue vokset dramatisk. De ti procent rigeste danskere minus den rigeste procent lagde beslag på 52 procent af nettoformuen i 2014 mod 41 procent i 2007 (en relativ stigning på 27 procent). Den rigeste procent af danskerne lagde beslag på 30 procent af nettoformuen i 2014 mod 20 procent 2007 (en relativ stigning på 50 procent).

Det kan opsummeres, at udviklingen i huspriserne og opbygningen af pensionsformuen har skjult en underliggende trend, nemlig en voldsom formuekoncentration blandt de rigeste danskere.

Bemærk i øvrigt, at ligesom i de øvrige tidligt industrialiserede lande kan der i Danmark iagttages det mønster, at tabene i forbindelse med Finanskrisen 2008 ramte de almindelige indkomster langt hårdere, end de ramte topindkomsterne (Harrington, 2016).

Konklusion: Forvent stigende ulighed


Vores gennemgang af den stigende ulighed i Danmark giver grundlag for en klar konklusion. Når det hidtil ikke har været bredt erkendt, at Danmark følger det mønster, som Thomas Piketty har afdækket i Kapitalen i det 21. Århundrede, hænger det sammen med, at spørgsmålet ikke er blevet undersøgt tilstrækkeligt systematisk. Det viser sig nu, at Danmark følger Pikettys mønster for stigende ulighed på alle parametre. Det må derfor forventes (under forudsætning af uændret politik), at uligheden vil vedblive at stige støt i Danmark.

Forskellen på stigningen i uligheden i Danmark vs. USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig er, at stigningen i Danmark er startet senere og fra et lavere niveau, men nu stiger med større hast, end tilfældet er i disse lande. Udviklingen i Danmark har stået på i over to årtier, og det bestyrker en antagelse om, at der er tale om en trend snarere end en afvigelse.

Præcis som Piketty har forklaret, stiger formuernes værdi relativt til den samlede produktion. Det sker, fordi der er stigende efterspørgsel på formue. Formueskattens afskaffelse, fastfrysningen af boligskatterne, den lempelige finanspolitik forud for Finanskrisen, skattelettelser, der tilgodeså topindkomsterne, lavere beskatning af formueafkast - alt dette har sammen med stigende pensionsopsparing og frie internationale kapitalbevægelser drevet priserne på formue op til fordel for dem, der besad formue forud for prisstigningerne på formue.

Balancen i det danske samfunds omfordelingsmekanismer er blevet forrykket, således at der nu er startet en dynamik, hvor de formuendes formuer akkumulerer af sig selv. Afkast af formuen lægges til formuen, der herefter genererer et større afkast, og sådan kan det fortsætte. Den lavere arveafgift, der indfases i disse år, og den endelige afskaffelse af arveafgiften, der forventes vedtaget i nær fremtid, vil yderligere accelerere denne proces.

Hvor er vi på vej hen?


Spørgsmålet er, hvor denne trend fører Danmark hen? Om få år vil Danmark være et helt igennem gennemsnitligt europæisk land, når det kommer til ulighed. Men vil det fortsætte endnu længere? Vil Danmark komme på niveau med USA?

En simpel fremskrivning af væksten i den rigeste promilles indkomster fortæller, at Danmark vil nå samme niveau i ulighed, som USA har i dag, i året 2049 (uanset om man bruger tal fra DØR eller World Income Database). Men er det realistisk at tro, at uligheden kan få lov at stige lige så meget i Danmark, som det har været tilfældet i USA?

Udviklingen i USA er blevet analyseret af nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz (2012) og tidligere arbejdsminister under Bill Clinton Robert Reich (2011, 2015). Af dem erfarer vi, at trenden med stigende ulighed i USA blev skudt i gang med en ændring af skattesatserne, således at USA gik fra at have progressiv beskatning til regressiv beskatning (topindkomsterne betaler nu en lavere procent af deres indkomst i skat end almindelige indkomster). Umiddelbart herefter begynder topledernes lønninger at stige exceptionelt. Samtidig ses en næsten lineær sammenhæng mellem faldende fagforeningsmedlemskab i USA og middelklassens faldende andel af den samlede indkomst. Som følge heraf er topindkomsternes bid af kagen vokset, hver gang der har været højkonjunktur og vækst, for til sidst at være blevet så stor, at topindkomsternes indkomstfremgang voksede sig større end produktionsstigningen.

I takt med at topindkomsterne i USA er blevet rigere, har de også fået mere politisk indflydelse. Det er lykkedes de absolutte topindkomster gennem massiv partistøtte at ændre lovgivningen til deres fordel. Dette kommer til udtryk i forlængelse af patenter, der giver store firmaer monopollignende status. Det kommer til udtryk i lovgivning, der svækker forbrugernes og lønmodtagernes rettigheder. Det kommer til udtryk i et loft på omfanget af bødestraf på insiderhandel og finansiel svindel, så svindel bliver økonomisk rentabel, også selvom det bliver opdaget. Det kommer til udtryk i en svækkelse af skattevæsnet, så det ikke kan overkomme at opkræve korrekt skat (Reich, 2015).

Udviklingen i USA afspejles kun delvist i Danmark. Fagbevægelsen står forholdsvist stærkt i Danmark, hvilket har sikret en lønudvikling nogenlunde i takt med produktionstilvæksten. Skattevæsnet har mistet mandskab og effektivitet, men opruster nu igen efter en serie af skandaler. Imidlertid stiger topledernes lønninger i de store virksomheder betydeligt hurtigere end den øvrige lønudvikling (Finansministeriet, 2018). Der er også eksempler på, at pengestærke interesser køber sig til politisk indflydelse. Det har været tilfældet med forløbet omkring arveafgiften, der er et resultat af massivt lobbyarbejde og pengegaver til de partier, der støtter op om afgiftens afskaffelse (Arnfred og Jessen, 2016).

Danmark har ikke amerikanske tilstande, men tilfældet USA fortæller os, at hvis ikke udviklingen bremses, vil topindkomsterne på et tidspunkt råde over så stor en del af den samlede indkomst, at deres politiske indflydelse bliver så stor, at stigningen i uligheden synes irreversibel.

Bemærk, at det ikke var demokratiet eller fagbevægelsen alene, der fik gjort op med 1800 tallets ekstreme ulighed. Der skulle to verdenskrige til. Det indikerer, at når først den ekstreme ulighed er indtruffet, skal der meget bemærkelsesværdige begivenheder til for at rulle den tilbage.

Konklusionen er derfor, at vi kun har begrænset tid til at rulle uligheden tilbage.

Referencer


Abildgren, Kim (2015), “Estimates of the National Wealth of Denmark 1845-2013”, Working Papers no. 92, København: Danmarks Nationalbank.

Andersen, Jørgen Goul (2018), ”Globalisering og stigende økonomisk ulighed”, artikel fra Økonomi og Politik nr. 1 2018, København: Jurist- og Økonomforbundets forlag.

Andersen, Lars & Jonas Schytz Juul (2017), ”Hvilken rolle spiller arv i Danmark?”, artikel fra Ploug, Niels (red.): Økonomisk Ulighed i Danmark, København:  Jurist- og Økonomforbundets forlag.

Arnfred, Carl Emil & Chris Kjær Jessen (2016), Skjulte Penge, København: Berlingske.

Asmussen, Balder m.fl. (2018), Samfundsstatistik 2018, København: Forlaget Columbus.

Harrington, Brooke (2016), Capital without Borders, Cambridge, Mass.: Harvard University Press.

Jakobsen, Kristian Thor (2016): Den sociale mobilitet målt på indkomst er gået tilbage over de seneste godt ti år, København: Tænketanken Kraka.

Juul, Jonas Schytz (2018): Fattigdom i opvæksten giver langvarige konsekvenser, København: AE-rådet.

Pickett, Kate & Richard Wilkinson (2011), Ulighed, København: Information.

Piketty, Thomas (2014): Kapitalen i det 21. århundrede, Viborg: Gyldendal.

Reich, Robert (2010), Aftershock, New York: Knopf Doubleday Publishing Group.

Reich, Robert (2015), Saving Capitalism, New York: Alfred A. Knopf.

Stiglitz, Joseph (2012), The Price of Inequality, New York: Penguin Books.

Datakilder


Det økonomiske Råd: Dansk Økonomi Efterår 2016. Data til figurer i kapitel V. https://dors.dk/vismandsrapporter/dansk-oekonomi-efteraar-2016

Eurostat: Inequality of income distribution S80/S20 income quintile share ratio - EU-SILC. http://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/show.do?dataset=ilc_pns4&lang=en

Finansministeriet: Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 376 (Alm. del) af 31. maj 2018. http://www.ft.dk/samling/20171/almdel/fiu/spm/376/svar/1499999/1915748.pdf

OECD Stat. Income Distribution and Poverty. https://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=IDD


Statistikbanken Danmarks Statistik, tabel IFOR32 og INDKP101. http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366

World Inequality Database. http://wid.world/





søndag den 9. september 2018

John Maynard Keynes - og hvordan hans teori forandrede verden


Dette er den sidste artikel i en serie om årsagerne til økonomisk vækst, men kan sagtens læses selvstændigt. Den første artikel præciserer begrebet vækst (på langt sigt er vækst lig med nye arbejdskraftbesparende opfindelser) og afgrænser problemfeltet (til spørgsmålet om, hvad der får entreprenørerne til at investere i en udvidelse af kapitalapparatet). De øvrige artikler introducerer nogle af økonomiens vigtigste teoretikere.

Artiklerne bygger på en tekstnær læsning af de originale værker. Hermed får vi aflivet nogle af myterne om, hvad økonomerne stod for. Det var ikke Adam Smith, der fandt på begrebet laissez faire (at lade stå til), Adam Smith giver en langt mere nuanceret fremstilling af markedsøkonomi, end det fremgår af de fleste lærebøger. Karl Marx skrev ikke (som nogen hævder) om planøkonomi, men analyserede et markedsøkonomisk system hjemsøgt af tilbagevendende kriser (altså en økonomi meget lig den vi lever i dag).

Der er imidlertid næppe nogen økonom, der er så omgærdet med myter, som John Maynard Keynes. Det hænger formentlig sammen med to forhold. For det første har Keynes være så definerende for vores måde at tænke nationaløkonomi på, at det er svært at isolere enkelte elementer som værende Keynes. For det andet er Keynes langt mere nuanceret, end det er muligt at gengive på to sider i en lærebog. Det er min opfattelse at en rimelig og retvisende fremstilling af Keynes ikke kan gøres kortere, end det her er tilfældet.




En ny virkelighed skaber behov for ny teori


John Maynard Keynes (1883-1946), blandt venner blot kaldet Maynard, revolutionerede den økonomiske tankegang i 1930’erne. Og hans indflydelse rækker frem til i dag. Hans begreber gennemsyrer de økonomiske lærebøger, således at vi alle står i gæld til Keynes, når vi diskuterer økonomi, uanset om vi deler hans teoretiske anskuelser eller ej.

Ligesom med Karl Marx og Adam Smith opstod Keynes’ ideer ikke ud af det blå, men fordi der var behov for nye ideer, der kunne forklare den forandrede økonomiske virkelighed. Siden vi forlod den teorihistoriske gennemgang med Karl Marx, har virkeligheden nemlig forandret sig en hel del. 

Som Marx havde forudset, opstod der stadig større og større virksomheder, hvilket virker hæmmende for den fri konkurrence, og øger uligheden til fordel for virksomhedsejerne. Hvad Marx ikke havde forudset var, at arbejderklassen fik politisk indflydelse og organiserede sig i fagforeninger, der forhandlede sig til kortere arbejdstid, bedre arbejdsforhold og større (real)lønninger. De to faktorer trak i hver sin retning, og som konsekvens steg uligheden ikke efter Marx død, men vedblev at være høj og iøjnefaldende.

Arbejderklassens største politiske sejr kom efter Første Verdenskrig, da stemmeretten blev udbredt til alle almindelige lønmodtagere. Som resultat heraf fik arbejderpartierne (som f.eks. Socialdemokratiet i Danmark) ofte regeringsmagten. Den offentlige sektor voksede, og staten udviklede sig til en velfærdsstat, der blandt andet hjalp med at finansiere arbejdsløshedsunderstøttelse. Skatterne voksede tilsvarende.

I Storbritannien i tiden forud for Første Verdenskrig lå skattetrykket (værdien af de offentlige indtægter opgjort i procent af BNP) på lidt over 10 procent. I mellemkrigstiden lå skattetrykket på mellem 20-25 procent. 

Samtidig med denne udvikling blev økonomien ramt af tilsyneladende permanent krise. Det gik trægt med væksten. I Storbritannien faldt produktionen efter Første Verdenskrig, og det var først i 1929, at BNP (per indbygger) nåede op på samme niveau, som det havde haft i 1918. Men så ramtes økonomien af eftervirkningerne af børskrakket på Wall Street i oktober 1929, og de næste fire år lå den årlige produktion igen lavere, end det havde været tilfældet i 1918. Med andre ord var der samlet set ingen økonomisk vækst i Storbritannien fra 1918 til 1933. 

Det er spørgsmålet om vækst, der først og fremmest adskiller henholdsvis Smith og Marx fra Keynes. Hvor de to førnævnte så den økonomiske vækst som eksogent givet (noget udefrakommende, en forklaringsfaktor der ikke er indarbejdet i teorien), nåede Keynes efterhånden frem til, at vækst og beskæftigelse kan og bør stimuleres gennem aktiv (statslig) indgriben i økonomien.

Både Smith og Marx så den frie markedsøkonomi/kapitalismen, som et dynamisk system, der frigjorde det fulde potentiale af menneskets skaberkraft, således at arbejdsdeling og teknologiske landvindinger tillod stigende velstand. Når først systemet var indført, ville væksten komme af sig selv, om end den ikke ville blive helt jævn.

Hos Smith ser vi, at arbejdsløshed kan opstå, men det varer ikke længe før end markedskræfterne, med samme forudsigelighed som tyngdekraften, vil genskabe en ny økonomisk ligevægt ved fuld beskæftigelse. Hvis blot lønningerne får lov at falde til det niveau, hvor det kan betale sig for arbejdsgiverne at ansætte dem, vil kriser kun være kortvarige forbigående fænomener.

Sagt med andre ord: Hos Smith er en økonomisk krise slet ikke en krise, men blot den tid det tager priserne at tilpasse sig ændringer i udbud og efterspørgsel.

Hos Marx tillægges kriserne langt større destruktiv betydning, og de bliver hele tiden værre, men også Marx så dem som en del af et uundgåeligt mønster i selve vækstprocessen (som man kun kunne ændre på, ved at omstyrte selve det kapitalistiske system og overgå til kommunisme).

I 1800 tallet lå udviklingen et sted midt imellem Smiths og Marx’ antagelser. Den økonomiske udvikling var præget af regelmæssige konjunktursvingninger. Kriserne vendte hele tiden tilbage, men de blev ikke værre.

Perioder med lav vækst (lavkonjunktur) blev afløst af perioder med høj vækst (højkonjunktur). De industrialiserede samfund blev stadigt rigere. Og selvom arbejdernes realløn svingede i takt med konjunkturerne, begyndte også arbejdernes levestandard at stige. Dette holdt ved indtil år 1914. Året for udbruddet af Første Verdenskrig.

Figur 4.1 illustrerer knivskarpt de omstændigheder, der tvang Keynes til at revurdere den herskende økonomisk teori, og som efterfølgende gjorde Keynes’ navn udødeligt blandt økonomer.

Figur 4.1: Arbejdsløsheden i Storbritannien 1855-1970


Kilde: Thomas, R. and N. Dimsdale, 2016.

I tiden 1855-1914 ses otte nogenlunde regelmæssige konjunkturudsving. Arbejdsløsheden bevægede sig fra top til bund og til top igen med en hastighed på gennemsnitligt syv år. Efter de otte udsving afskaffedes al arbejdsløshed for en kort periode.

Den korte periode uden arbejdsløshed var Første Verdenskrig (1914-1918). Forklaringen var, at man under krigen gik over til et planøkonomisk system, der ikke tillod nogle ressourcer i form af arbejdskraft, at stå uudnyttede hen.

I mellemkrigstiden var mønstret et helt andet. Igennem 1920’erne forblev arbejdsløsheden lige så høj, som det var tilfældet på toppen af 1800-tallets værste kriser (faktisk en smule højere). Dernæst kom 1930’ernes depression, der udgør historiens definitivt største arbejdsløshedskrise. Det var mellemkrigstidens afvigelse fra det hidtidige mønster, der tvang Keynes til at revurdere den efterhånden åbenlyst utilstrækkelige økonomiske teori, som han selv forelæste i på universitetet.

Under Anden Verdenskrig (1939-1945) afskaffedes arbejdsløsheden for anden gang i historien. Det var forventet. Mere overraskende var det, at arbejdsløsheden ikke vendte tilbage efter krigen. Frem til 1970’ernes oliekriser, forblev arbejdsløsheden på et punkt, der efter vore dages standarder, kun kan benævnes som fuld beskæftigelse.

Den lave arbejdsløshed hang sammen med, at tidens ledende politikere (uanset regeringens politiske observans) førte en økonomisk politik, der aktivt prioriterede fuld beskæftigelse. Og dette gjorde de med direkte henvisning til Keynes’ anbefalinger. På den måde blev Keynes’ navn synonymt med den økonomiske fremgang i efterkrigstidens gyldne år, ikke kun i Storbritannien, men i hele den industrialiserede verden (herunder også Danmark).

Keynes’ var i forhold til Smith og Marx en praktisk orienteret økonom. Han rådgav regeringer om økonomisk politik, og opnåede selv at blive udnævnt til stedfortrædende Finansminister under Anden Verdenskrig (i Storbritannien). Keynes’ praktiske tilgang kan have været medvirkende til, at han ofte reviderede sine synspunkter. Lad os følge Keynes’ karriere, og derigennem følge den erkendelsesproces, der i sidste ende førte til hans opgør med det bestående teoriapparat.

Hvem var Maynard Keynes?


Keynes (udtales ligesom brains, har han selv forklaret) blev ligesom både Smith og Marx født ind i en privilegeret familie, der gav ham adgang til uddannelse og karriere.

Keynes blev født i 1883 i Cambridge, Storbritannien. Hans far var økonom og arbejdede ved Cambridge Universitets administration. Hans mor blev Cambridges første kvindelige borgmester.

Keynes vandt – takket være intense forberedelser med sin far – et stipendium til den prestigefyldte privatskole Eton, og bagefter læste han matematik og moralfilosofi på Cambridge. Han tog sin afsluttende eksamen i 1905. 

Keynes færdedes i intellektuelle kredse, hvor man diskuterede, hvad det gode liv var, og praktiserede fri kærlighed (Keynes var homoseksuel). Han var kendt for sin gode begavelse. Vennen Bertrand Russel skrev om ham:

”Keynes’ intellekt var det skarpeste og klareste, som jeg har mødt. Når jeg diskuterede med ham, følte jeg, at jeg gjorde det med livet som indsats, og ikke sjældent endte det med, at jeg følte mig lettere tåbelig.”

Keynes primære interesseområde var erkendelsesteori. Hvordan ved vi om noget er sandt, i en verden præget af usikker viden? Som konsekvens af sin interesse skrev han en afhandling (og senere en bog) om sandsynlighed, der forholdt sig til den usikkerhed, der er forbundet med, at vi sjældent kender alle de mulige udfald, en handling kan resultere i. 

I begyndelsen havde Keynes ikke meget held med sin karriere. Han fik ikke den stilling i Finansministeriet, han havde drømt om, og måtte i stedet arbejde i The India Office (der lå i London) et par år (Indien var på det tidspunkt kronjuvelen i Det Britiske Imperium).

Hans afhandling om sandsynlighed og usikkerhed blev ikke antaget i første forsøg, og stillingen som professor i nationaløkonomi ved Cambridge gik til vennen og rivalen Arthur Cecil Pigou.

Eftersom der kun var én sådan stilling overhovedet, var der ikke udsigt til, at Keynes nogen sinde ville blive professor (og han blev det heller aldrig).

Det endte med at Keynes læremester i økonomi, Alfred Marshall, skaffede ham stillingen som redaktør på tidsskriftet ”Economic Journal”, samtidig med at Keynes underviste i Marshalls lærebog som ekstern lektor i økonomi på Cambridge. 

Keynes’ karriere blev reddet af Første Verdenskrig, der skaffede ham et job i Finansministeriet. I 1919 blev Keynes udpeget til leder af ministeriets repræsentation ved fredsforhandlingerne i Versailles. Imidlertid kunne Keynes ikke bære, at skulle forhandle de krav igennem, som Storbritannien og de andre sejrende parter forlangte af det besejrede Tyskland.

Kravene var ifølge Keynes både samfundsøkonomisk idiotiske og moralsk forkerte. Som Keynes skrev til en ven: ”Jeg arbejder for en regering, som jeg foragter, og hvis mål er kriminelle.” Keynes tog den moralske konsekvens af sit standpunkt. Han sagde op.  

Desillusioneret vendte Keynes hjem til Storbritannien, og skrev og udgav samme år bogen ”The Economic Consequences of the Peace”, der gjorde ham berømt (den solgte 100.000 eksemplarer og blev oversat til 12 sprog).

I bogen kritiserede Keynes, at man pålagde Tyskland enorme krigsskadeserstatninger, der skulle betales i guld. De penge kunne Tyskland kun skaffe, ved at oparbejde et stort handelsoverskud. Dette kunne de kun opnå ved at mindske deres import (købe mindre i udlandet), og øge deres eksport (sælge mere til udlandet).  

Kravet om krigsskadeserstatninger var en katastrofe, ikke kun for Tyskland, men også for Storbritannien. Når Tyskland blev nødt til at købe mindre i udlandet, betød det, at britiske virksomheder mistede afsætningsmuligheder. Når Tyskland blev nødt til at eksportere mere, betød det, at de britiske virksomheder ville blive underbudt og udkonkurreret af de tyske. Det ville i sidste ende indebære, at prisen Storbritannien måtte betale for sin hævn over Tyskland, var lavere vækst og stigende arbejdsløshed.

Keynes havde nu slået sit navn fast, og var herefter en man lyttede til i Storbritannien.

Da den konservative finansminister Winston Churchill i 1925 valgte at gøre det britiske pund omveksleligt med guld, foranledigede det endnu en bog fra Keynes, ”The economics consequences of Mr. Churchill”, der forudsagde at Churchills politik ville fastholde Storbritannien i krisen.

Storbritannien var på det tidspunkt verdens finanscentrum, og der var stor prestige forbundet med, at have en fast valuta forankret i landets guldreserver. Men vekselkursen mellem pund og dollar var sat alt for højt, mente Keynes, og det forringede konkurrenceevnen.

Som konsekvens af ringere konkurrenceevne over for udlandet, ville man få arbejdsløshed og underskud på udenrigshandelen, og det underskud ville dræne landets guldreserver. Endnu en gang fik Keynes ret. Arbejdsløsheden steg, og året efter udbrød der generalstrejke. Seks år senere var guldreserverne udtømt, og Storbritannien måtte opgive sin tilknytning til guldet.

1925 var i øvrigt også året, hvor Keynes til de flestes store overraskelse giftede sig med den russiske ballerina Lydia Lopokova (en kvinde). De levede sammen til Keynes død, men fik ikke nogen børn.

Det var ikke alt, Keynes kunne forudse. Krakket på Wall 1929 Street kom bag på Keynes. Han mistede mange penge ved den lejlighed, men det lykkedes ham alligevel at tjene det tabte ind igen. Da Keynes døde i 1946 beløb hans personlige formue sig til £ 411.000, hvilket må siges at være en betydelig forøgelse fra de £ 16.000 han rådede over i 1920 (en forrentning på 13 % om året). Denne formue lykkedes det Keynes at akkumulere, ved at gennemgå kursudviklingerne på aktiemarkedet en halv times tid hver morgen, og derefter handle over telefonen Alt sammen inden han stod op.

Mellemkrigstiden bød som nævnt på en række hændelser, der tvang Keynes til at revurdere hans økonomiforståelse: (1) Den vedvarende høje arbejdsløshed i 1920’erne. (2) Krakket på Wall Street i 1929. (3) Den rekordhøje arbejdsløshed, der fulgte i kølvandet på krakket. Alt dette gav Keynes den overbevisning, at den økonomiske teori ikke længere afspejlede virkeligheden, og dermed ikke kunne anvise løsninger på tidens økonomiske problemer.

Keynes økonomiforståelse, som han havde fået fra sin læremester Alfred Marshall, tilhørte den tradition, som vi i dag kalder den neoklassiske skole, fordi den bygger videre på klassikerne, altså Smith, Malthus og Ricardo (strengt taget regnes Marx også for tilhørende den klassiske tradition, men han har altid været sat uden for det gode selskab).

Det vil nu være på sin plads, at få hovedtrækkene i neoklassisk økonomiforståelse opsummeret.

Den neoklassiske lære antager, at en fri markedsøkonomi udgør et selvregulerende system, der vil sikre fuld beskæftigelse og permanent velstandsfremgang, hvis blot der er fuld konkurrence og fri prisdannelse. I neoklassisk teori er der ingen klasser, men kun individer.

Nationaløkonomi i neoklassisk teori er summen af alle individers aktivitet. Disse individers handlinger kan forudsiges, eftersom de alle opfører sig nyttemaksimerende. Det vil sige, at de alle reagerer på økonomiske incitamenter. De vil gøre, hvad der bedst kan betale sig for dem. Når alle individer opfører sig forudsigeligt og grundlæggende ens, er økonomien blot summen af individernes handlinger. Som følge af ovenstående starter neoklassisk økonomiundervisning da også med, at vi antager en ”Robinson Crusoe Økonomi”, altså en analyse af et økonomisk system med kun et individ.

Den opmærksomme læser har allerede bemærket, at alt det ovenstående allerede er formuleret af Smith, eller kan udledes af Smith. Forskellen på klassikerne (Smith) og neoklassikerne (Keynes samtidige) er, at hos neoklassikerne er økonomi blevet formaliseret, og gør brug af matematiske abstraktioner til at underbygge teorien (modsat Smith, der i højere grad brugte eksempler fra virkeligheden).

Det centrale begreb i den neoklassiske lære er ligevægt. Fri prisdannelse kan sikre, at udbud og efterspørgsel møder hinanden på et punkt, der sikrer den optimale allokering af ressourcerne. Hvis der bliver produceret for lidt af en given vare, i forhold til at hvad forbrugerne efterspørger, vil prisen på denne vare stige. Det vil få entreprenørerne til at træffe en beslutning om at investere, for nu kan det betale sig for dem.

Hvad Keynes kunne observere var, at der ikke blev foretaget tilstrækkelige investeringer, til at sikre fuld beskæftigelse, ikke engang midlertidig fuld beskæftigelse.

Som følge af denne erkendelse foreslog Keynes i 1929, at når det private erhvervsliv ikke kunne levere de tilstrækkelige investeringer, så måtte staten træde til og gennemføre offentlige investeringer. 

Offentlige investeringer var der imidlertid ikke entydig opbakning til i økonomkredse. Det var en udbredt opfattelse (som vi også så hos Smith), at offentlige investeringer ville fortrænge private investeringer. Derfor ville der ikke være noget opnået herved.

Økonomerne antog, at de mennesker og den kapital, som blev beskæftiget gennem offentlige investeringer, af sig selv, med tiden, ville have fundet beskæftigelse i den private sektor, hvis bare markedskræfterne havde fået lov at virke.

Det dominerende synspunkt i debatten om arbejdsløshedens årsager, ser vi repræsenteret hos Keynes førnævnte ven og rival Arthur Cecil Pigou (ham der fik professoratet i økonomi på Cambridge for næsen af Keynes). Pigou skrev i sin bog ”The Theory of Unemployment” (1933), at:

” (…) Med fuldstændig fri konkurrence vil der være en stærk tendens til fuld beskæftigelse. Den arbejdsløshed der altså eksisterer, skyldes udelukkende den friktionsmodstand som forhindrer, at de behørige løn- og pristilpasninger ikke sker omgående.” 

Med andre ord var det er ikke teorien, der var noget i vejen med, det var virkeligheden. Friktionsmodstanden der omtales, er først og fremmest arbejdernes organisering i fagforeninger, der forhindrer at lønnen kan falde til det ligevægtspunkt, hvor der opnås fuld beskæftigelse.

Keynes var ikke tilfreds med Pigous forklaring på den permanente arbejdsløshed. ”En videnskabelig teori kan ikke forlange, at virkeligheden tilpasser sig teoriens antagelser”, skrev han. Det måtte være teorien, der skulle tilpasse sig virkeligheden. 

Som konsekvens heraf satte Keynes sig for, at udforme en ny teori. En der bedre var i overensstemmelse med virkeligheden. Det gjorde han i sit hovedværk ”The General Theory of Employment, Interest and Money” (Den Generelle Teori om Beskæftigelse, Rente og Penge), der udkom i 1936.

Allerede i 1930, havde Keynes forsøgt at knække koden vedrørende tidens foruroligende økonomiske udvikling, da han udgav tobindsværket ”A Treatise on Money”, men bogen forblev utilfredsstillende for Keynes, fordi det ikke lykkedes ham, at forklare netop den vedvarende arbejdsløshed.

Sammen med en række yngre kollegaer begyndte han nu systematisk, at kritisere sin egen analyse, og nåede frem til, at han ikke kunne forklare vedvarende arbejdsløshed, fordi han ikke kunne frigøre sig fra den neoklassiske tankegang. Først da Keynes endegyldigt forkastede antagelsen om, at det økonomiske system rummer en indbygget automatik, der er forudbestemt til at generere ligevægt, blev han i stand til at lave en teori, der kunne forklare vedvarende arbejdsløshed.

Keynes selv havde store forventninger til sin bog. I et brev til en ven skrev han:

”Jeg forstiller mig imidlertid, at den bog om økonomisk teori, som jeg er i gang med at skrive, vil revolutionere, ikke straks men i løbet af en ti års tid – den måde, hvorpå verden tænker på økonomiske problemer. Når min nye teori er blevet indarbejdet og blandet med politik, følelser og ideologier (…) så vil der ske store forandringer.” 

Keynes forfængelige håb blev indfriet. Efter Anden Verdenskrig var Keynes’ ideer blevet berømte, og inspirerede de politiske partiers programmer overalt i den kapitalistiske verden. Samtidig blev formaliserede udgaver af Keynes ideer pensum på alle økonomiuddannelser.

Arbejdet med ”Generel Theory” tog hårdt på Keynes. I 1937 fik han et hjerteanfald. Ved Anden Verdenskrigs udbrud var han blevet restitueret nok til at skrive bogen ”How to Pay for the War” (1940), der indeholdt en plan for at mobilisere alle ressourcer i det britiske samfund i krigen mod Tyskland, og samtidig holde inflationen under kontrol.

Under Anden Verdenskrig arbejdede han igen for Finansministeriet. Hans opgave var at forhandle udenlandske (amerikanske) lån hjem til Storbritannien. I 1942 blev han adlet, og fik rang af stedfortrædende Finansminister. Da krigen var slut, blev han hovedarkitekten bag efterkrigstiden monetære system (Bretton Woods aftalerne), og endelig påtog han sig opgaven med at forhandle yderligere dollarlån hjem til Storbritannien for at forhindre en truende valutakrise. Arbejdet sled hårdt på Lord Keynes, der døde af et nyt hjerteanfald i 1946. 

Selvom det er blevet antydet, at Keynes popularitet er dalet siden 1970’erne, er Keynes stadig uomgængelig. Som nævnt i indledningen betjener vi os hele tiden af hans begreber, når vi diskuterer økonomi. Det er ganske simpelt ikke muligt at forestille sig, at en økonom kan udtrykke – for eksempel – bekymringer over udviklingen den samlede efterspørgsel, hvis ikke Keynes havde været der.

Ligesom med Adam Smith og Karl Marx, gælder Keynes’ indflydelse ikke kun dem, der rent faktisk har læst ham. En politiker der ellers opfatter sig selv som i opposition til Keynes tanker, hvis vedkommende overhovedet har hørt om Keynes, tænker grundlæggende keynesiansk, når vedkommende argumenterer for nødvendigheden af skattelettelser, så der kommer gang i forbruget. 

Det gælder i det hele taget, at hvis man er af den observans, at man med den økonomiske politik kan stimulere økonomien til at præstere bedre, end den ellers ville have gjort, hvis man havde undladt at stimulere, så tænker man keynesiansk. Og dermed placerer man sig på et standpunkt, der lå uden for gængs økonomisk teori, forud for Keynes revolution af økonomividenskaben i 1930’erne.

Målet er fuld beskæftigelse


Det vil være forkert at hævde, at Keynes var den første og eneste der foreslog, at man løste arbejdsløshedsproblemet ved at iværksætte offentlige investeringer. Ideen var tilmed afprøvet i praksis med succes i USA, Sverige og Tyskland længe inden ”General Theory” udkom i 1936.

Problemet var, at hverken Keynes eller andre havde leveret en overbevisende teoretisk forklaring på, hvorfor politikken virkede. Om politikken virkede i praksis var økonomiprofessionen forholdsvis ligegyldig overfor. Der måtte en teoretisk forklaring til.

Og det var en sådan teoretisk forklaring, som Keynes leverede i ”General Theory”.

Keynes var langt fra den eneste iagttager, der tog livtag med neoklassisk økonomisk teori, men da Keynes var noget så sjældent som en berømt økonom, en man lyttede til, lykkedes det netop ham at revolutionere økonomividenskaben.

Vor tids største samfundsøkonomiske problem, skrev Keynes i ”General Theory”, er vores manglende evne til at levere fuld beskæftigelse, samt den urimelige og tøjlesløse ulighed, der eksisterer i indkomst og formue. 

For Smith var ulighed en uomgængelig del af vejen til vækst, og hos Marx var stigende ulighed en uomgængelig konsekvens af væksten i det kapitalistiske samfund. Keynes nåede frem til den modsatte konklusion. For høj ulighed kan hæmme væksten.

Den grundlæggende nyskabelse i ”General Theory” er antagelsen om, at produktionens størrelse, og dermed økonomisk vækst, ikke er givet på forhånd. Den neoklassiske skole antager i sit teoriapparat, at så længe markedskræfterne får lov at virke, vil økonomien i det lange løb producere til kapacitetsgrænsen. Men Keynes indvender, at ”en teori der antager en konstant produktion, er tydeligvis ikke særlig behjælpelig til at forklare økonomiske konjunkturudsving”.  Keynes gør op med denne antagelse, og hævder i stedet at produktionen er bestemt af beskæftigelsen. Hvis der findes arbejdsløshed, producerer økonomien under kapacitetsgrænsen.

Bogen er ikke videre læsevenlig for en moderne studerende, der er vokset op med lærebøger, der er under stærk indflydelse af… Keynes. For i ”General Theory” henvender Keynes sig direkte til sine kollegaer med neoklassisk baggrund. Han adresserer sit stof med udgangspunkt i neoklassisk begrebsapparat og tankegang med det formål at give en teoretisk begrundelse for, hvorfor der kan eksistere en situation med permanent høj arbejdsløshed, og dermed en økonomi der også på langt sigt producerer under kapacitetsgrænsen. Der er brug for en teoretisk forklaring, insisterer Keynes, for så længe økonomerne er så internt uenige og splittede som tilfældet er, får økonomisk teori ikke nogen praktisk indflydelse.

Bogen er således først og fremmest et skrift, der ikke blot skal legitimere de nye ideer, der allerede er blevet afprøvet i praksis, den skal også revolutionere og dermed redde økonomi som videnskab. Ikke desto mindre rummer bogen også overvejelser, der involverer den praktiske tilrettelæggelse af en økonomisk politik, der kan sikre fuld beskæftigelse.

I bogens indledning har Keynes brug for at legitimere, at han overhovedet skriver ”General Theory”. Det gør han ved at påpege, den udprægede diskrepans (modsætning) mellem virkeligheden og økonomisk teori. Neoklassisk økonomi opererer under en lang række antagelser, herunder at økonomien har en tendens til af sig selv at søge mod en ligevægtssituation med fuld beskæftigelse. Men vi kan se, at det ikke sker, så ”at antage at markedskræfterne af sig selv vil genskabe fuld beskæftigelse, vil være at antage vores fortrædeligheder bort”.

Den neoklassiske modsvar til Keynes er naturligvis, at arbejdsløsheden eksisterer, fordi de fri markedskræfter ikke får lov at virke. Derfor indleder Keynes ”General Theory” med at angribe netop dette standpunkt. Hvis det er reallønnen der bestemmer beskæftigelsen, hvorfor ser vi så ikke, at arbejdsløsheden falder, hvis reallønnen udhules gennem inflation (stigende priser)?

I ”General Theory” henvender Keynes sig som tidligere nævnt ofte direkte til sin kollega Pigou, fordi denne i sin bog ”The Theory of Unemployment” eksponerede det neoklassiske synspunkt på arbejdsløshed, nemlig at det var fagforeninger og velfærdsydelser der pressede ledigheden op. 

De stærke fagforeninger forhindrede den lønfleksibilitet, der skulle få lønnen til at falde til et niveau foreneligt med fuld beskæftigelse. Velfærdsydelser, især arbejdsløshedsunderstøttelse, var også med til presse lønningerne op. Jo højere arbejdsløshedsunderstøttelse, jo højere løn skulle den ledige tilbydes, før end vedkommende ville udskifte den søde lediggang med hårdt arbejde. Det var således, ifølge Pigou og den neoklassiske skole, ikke økonomisk teori der var noget i vejen med. Det var fagforeningerne og velfærdsstaten, der havde sat markedskræfterne ud af spillet. Den eksisterende arbejdsløshed var på den måde frivillig. Forklaringen på den langvarige ledighed var, at de arbejdsløse var arbejdsløse fordi de ikke gad at arbejde til den løn de kunne få arbejde til. De savnede økonomisk incitament til at arbejde.

Men Keynes hævder, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem løn og beskæftigelse. Han slår fast at lønnen ikke bestemmes alene som et produkt af lønforhandlingerne, sådan som det hidtil har været underforstået i økonomisk teori. Lønforhandlinger er med til at bestemme en gruppe arbejderes løn i forhold til andre grupper, men reallønnen er afhængig af den samlede produktion (hvad man rent faktisk kan købe for de penge man får i løn), og den samlede produktion er ikke et produkt af lønforhandlingerne. Vi må derfor acceptere, siger Keynes, at en stor del af den eksisterende ledighed er ufrivillig.  Et synspunkt der ikke krævede store anstrengelser at godtgøre i 1930’ernes depression (uden for økonomkredse).

Det metodisk afgørende nye ved ”General Theory” fremgår af titlen. I stedet for at være en teori om beskæftigelse, eller en teori om renten, eller en teori om penge, så er den en generel teori, der omfatter økonomien som helhed. I stedet for at beskæftige sig med én forbruger og ét firma og slutte herfra til hele økonomien, analyserer Keynes aggregerede størrelser: Den samlede indkomst, de samlede profitter, den samlede produktion, den samlede beskæftigelse, de samlede investeringer og den samlede opsparing. 

Keynes revurderer sammenhængen mellem opsparing og investering


Essensen af ”General Theory” er som følger: I neoklassisk teori har vi antaget, at den indkomst som ikke bliver forbrugt, bliver sparet op, og hvad der bliver sparet op, bliver investeret. Eftersom investeringer fører til beskæftigelse og vækst, er løsningen på manglende beskæftigelse og vækst øgede investeringer, hvilket altså ifølge neoklassisk teori kræver mere opsparing.

Imidlertid, påpeger Keynes, beror entreprenørens beslutning om at foretage investeringer i sidste ende på, om han (der vil kun meget sjældent være tale om en hun) mener, at han kan sælge de produkter som investeringen skaber. Det er altså forventningerne til det fremtidige forbrug, vi bør bekymre os om, hvis vi vil øge investeringerne. Hvis vi derimod øger opsparingen, som neoklassisk teori anbefaler, vil det dæmpe det fremtidige forbrug. Et dæmpet forbrug vil svække investeringslysten, og dermed mindske beskæftigelse og vækst.

Det synes umuligt at stigende opsparing vil få investeringerne til at falde, hvis vi fastholder den antagelse, at opsparing er lig med investeringer. Nu kunne Keynes have sagt, at opsparing ikke er lig med investeringer, men det gør han faktisk ikke. Antagelsen ville rigtig nok være umulig, hvis vi samtidig antog, at produktionen var konstant, sådan som det er tilfældet i neoklassisk teori. Men som tidligere nævnt var hele udgangspunktet for ”General Theory” en erkendelse af, at produktionens omfang ikke er forudbestemt.

Hvad der kan ske, når vi øger opsparingen er, ifølge Keynes, at (1) forbruget falder, hvorved (2) investeringerne falder, hvorved (3) beskæftigelsen falder, hvorved (4) indkomsterne falder, hvorved (5) opsparingen falder (opsparingen er bestemt af indkomsten), hvorved at (6) opsparingen falder til et niveau der modsvarer investeringerne. 

Således forklarer Keynes sine kollegaer, hvorledes de kan have ret i, at investeringer og opsparing modsvarer hinanden, men at det ikke betyder, at øget opsparing vil øge investeringerne. Det er muligt at opsparingen stiger som andel af den samlede produktion, men falder i absolutte termer i takt med faldet i produktionen.

Sådan ser verden ud, hvis vi analyserer hvordan økonomiens delelementer indvirker på hinanden i stedet for at analysere dem hver for sig. Indeholdt i dette ræsonnement er hele Keynes’ revolution. Et ræsonnement der skulle forandre verden.

Keynes gør eksplicit opmærksom på, at han med dette ræsonnement dispenserede fra Says lov. Ideen om at udbud skaber sin egen efterspørgsel kender vi fra Adam Smith, men den kaldes alligevel ofte for Says lov. Jean Babtiste Say formulerede det således (i 1803): ”I samme øjeblik et produkt skabes, skabes også et marked for andre produkter, til en værdi der svarer præcis til den pågældende vares værdi.”

Says lov var blevet gengivet i lærebøgerne i 1800 tallet, og også hos Marshall, hvis lærebog Keynes selv havde undervist ud fra. Keynes citerer fra en af bogens tidlige udgaver:

”Alt hvad en mand tjener, forbruger han på varer og tjenester. Det siges ofte at en mand kun forbruger en del af hans indkomst, mens resten spares op. Men det er en kendt økonomisk antagelse at en mand efterspørger arbejde og varer lige så meget med den del af hans indkomst som han forbruger, som med den del af hans indkomst som man siger, han sparer op.”

Siden er denne passage gledet ud af lærebogen, og ses heller ikke hos andre økonomer, men Keynes insisterer på, at den stadig er det bærende princip for neoklassisk teori, selvom det sjældent erkendes åbent.

Indflydelsen fra Says lov har haft som konsekvens, at betydningen af efterspørgslen for den økonomiske vækst har været fraværende i økonomisk teori, og heri ligger årsagen til, at økonomerne ikke kunne stille den korrekte diagnose, selvom det har været tydeligt, at patienten var syg.

Efterspørgsel og forventninger erstatter opsparingens betydning


Ved at aflive Says lov bringer Keynes atter efterspørgslen ind i økonomisk teori. Det er investeringerne, der bestemmer den samlede beskæftigelse og produktion. Det som bestemmer investeringerne er investorernes forventning til fremtiden. Det som bestemmer deres forventninger er i høj grad efterspørgslen. En investering skaber i sig selv efterspørgsel, men derudover ligger hovedkomponenten af efterspørgslen i forbruget.

I neoklassisk teori antager man, at hvis mange folk ikke vil forbruge, og opsparingen herved øges, vil renten falde. Renten er prisen på penge, og stor opsparing er stort udbud af penge (likviditet), og det får alt andet lige prisen på penge (renten) til at falde. Lavere rente antages at stimulere investeringer (og forbrug), og således sikrer markedsmekanismen, at investeringer (og forbrug) holdes konstant.

Imidlertid var var renten i 1930’erne historisk lav, uden at det stimulerede hverken investeringer eller forbrug.  Derfor er det interessant at overveje, hvad der påvirker vores tilbøjelig til at forbruge, udover renten.

Det gør naturligvis lønudviklingen. Hvis man befinder sig i en situation, med utilstrækkelige forventninger til det fremtidige forbrug, vil lavere realløn og dermed lavere købekraft hos forbrugerne gøre det hele værre.

Hertil kommer ændringer i værdien af formuen. Det kunne f.eks. forekomme i forbindelse med et børskrak, ligesom det krak der i 1929 halverede værdien af aktierne på New Yorks fondsbørs på en enkelt dag.

”Forbruget i den formueejende klasse kan være meget følsom overfor uforudsete ændringer i pengeværdien af deres formue. Dette bør klassificeres blandt en af mest betydende faktorer i forhold til at skabe kortsigtede ændringer i tilbøjeligheden til at investere.”

Ud over ændringer i indkomst og formue, findes der en række psykologiske forhold, der øver indflydelse på tilbøjeligheden til at forbruge. Forventninger om ændret fremtidig indkomst, og ønsket om at udskyde forbrug. Tror man, at man vil tjene flere penge i fremtiden, er man tilbøjelig til at øge sit forbrug nu, og frygter man lavere indkomst i fremtiden, kunne man finde på sænke forbruget og spare op til de hårde tider.

Særligt vigtigt er også ønsket om at besidde penge (likviditet) til spekulation.

Hvis folk forventer, at et spekulationsobjekt vil stige i værdi, og derved bringe et stort afkast i fremtiden, jo mere tilbøjelige er de til at efterspørge penge (likviditet) til dette at opkøbe det pågældende spekulationsobjekt. Spekulationsbølgen kan drive renten op, og derved gøre det mindre rentabelt at foretage investeringer, der kunne øge produktionen. 

Endelig kan ændringer i finanspolitikken påvirke tilbøjeligheden til at forbruge. Denne mulighed er særlig interessant, eftersom den etablerer en direkte sammenhæng mellem den økonomiske politik og muligheden for at påvirke beskæftigelse og vækst.

Pengepolitikken (renten) er et andet sådant instrument, men som nævnt var muligheden for at føre pengepolitik omtrent udtømte mens Keynes skrev, hvilket indikerer at pengepolitikken har sine begrænsninger. Selv hvis penge (likviditet) er ekstremt billige vil det ikke stimulere hverken forbrug eller investeringer, hvis forventningerne til fremtiden er pessimistiske.

Men hvad kan der opnås gennem finanspolitik? Omdirigeres skatterne mod arbejdsfri indkomster kan det styrke forbruget. Generelt vil omfordeling fra rig til fattig øge forbruget, idet fattige bruger en større del af deres indkomst på forbrug.

Særligt interessant er den aktive finanspolitik. Øget offentligt forbrug eller offentlige investeringer gennem underfinansiering (ekspansiv finanspolitik), kan øge den samlede efterspørgsel, ligesom offentlig opsparing (stram finanspolitik), kan dæmpe den samlede efterspørgsel. 

Ekspansiv finanspolitik havde allerede bidraget til at mildne krisen, men der manglede som nævnt en teoretisk legitimering af praksis. Lånefinansieret offentlige forbrug og investeringer ville ifølge neoklassisk fortrænge private investeringer, og det eneste man således opnåede var offentlig gældsætning.

Keynes mente, at der kunne opstå situationer, hvor der ikke var tilstrækkeligt med private investeringer, og i det tilfælde ville offentlig indgriben være legitim. Under Første Verdenskrig havde staten stimuleret forbruget ganske betydeligt gennem oprustning, og dette var lånefinansieret. Det havde medført en komplet afskaffelse af arbejdsløsheden og en høj produktion.

Hvis produktionen er givet på forhånd, er der ingen grund til at stimulere økonomien gennem offentlig gældsættelse. Men hvis den effektive efterspørgsel kan påvirke produktionen, og hvis der er utilstrækkelig efterspørgsel til at sikre fuld produktion, så kan statslig indgriben retfærdiggøres.

Hvis folk var bange for, at statens aktiviteter skulle true det private initiativ, kunne det offentlige tage sig af opgaver, som det private ikke ville beskæftige sig med. Mest nærliggende ville være en forbedring af infrastrukturen (bygning af broer og veje for eksempel), men i princippet var det ligegyldigt, hvad man anvendte pengene på. Den efterspørgsel der ville blive skabt, ville sprede sig som ringe i vandet (multiplikatoreffekten) og skabe en produktion, der ville være mere værdifuld, end låntagningen der havde finansieret den. 

I princippet kunne centralbanken begrave pengesedler i flasker, og starte minedrift for få dem op igen. I princippet kunne man bygge pyramider eller middelalderlige katedraler. Hvis problemet er manglende efterspørgsel gælder det om at stimulere. Metoden er underordnet, om end der ifølge Keynes ikke var noget i vejen for, at sigte på aktiviteter med samfundsnytte. Hvordan kan det være acceptabelt med lånefinansierede offentlige aktiviteter under en krig, men ikke i fredstid, spørger Keynes, hvis resultatet i begge tilfælde er fuld beskæftigelse og højere vækst? 

Ud over det vi i dag kalder den makroøkonomiske politik (for eksempel finans- og pengepolitik), har Keynes teori også praktisk betydning for indstillingen til arbejdsmarkedspolitikken. Hvor neoklassisk teori lagde stor vægt på lønnens evne til at tilpasse sig, var Keynes mere forbeholden. I den forkerte situation, en situation med arbejdsløshed, ville det være forkert at sænke lønnen.

Hvis kravet om en lønnedgang skyldtes en dårlig konkurrenceevne, var nødvendigheden for en tilpasning mere indlysende. Men hvis lønningerne var blevet for høje i forhold til udlandets, til at kunne sikre balance på betalingsbalancens løbende poster, var en valutakursjustering (en devaluering) at foretrække frem for en pengelønsnedgang, da et fald i pengelønningerne kunne føre økonomien ind i en lavkonjunktur, da det også ville påvirke den hjemlige efterspørgsel.

Om det nødvendige i stabile priser


Stabile priser, både løn- og varepriser, var vigtige ifølge Keynes. Pris-ustabilitet gjorde det sværere at lave forretningsmæssige kalkuler, og det kunne medføre lavere investeringer end ellers.  ”General Theory” blev til under indtryk af deflation, faldende priser, hvorfor det oftest er det problem, der advares imod, når der diskuteres pris-ustabilitet, men det betyder ikke at Keynes gik ind for, eller ikke tog inflation alvorligt. Det fremgår særligt klart af en serie artikler som Keynes publicerede i The Times i 1937 under overskriften ”How to avoid a Slump”, og som kan læses direkte i forlængelse af ”General Theory”.

I de år der var passeret mellem at ”General Theory” blev udtænkt, nedfældet og udgivet var arbejdsløsheden allerede faldet en del i Storbritannien. Den resterende arbejdsløshed var nu ulige fordelt geografisk og på brancher. I den situation ville en generel forøgelse af efterspørgslen ikke være tjenestelig, da det kunne risikere at udløse flaskehalse (mangel på arbejdskraft i visse erhverv).  Det var dog ikke det samme som, at der ikke længere var behov for styring, nærmere tværtimod.

For den økonomiske politik bestod der nu en vanskelig øvelse, nemlig at tillade det spirende opsving at udvikle sig i det rette tempo. Det måtte ikke gå for hurtigt, for det kunne lede til fejlinvesteringer baseret på spekulation, hvad der ville kaste økonomien ud i endnu en lavkonjunktur. 

Det er i øvrigt symptomatisk for Keynes, at han i højere grad taler om at stimulere økonomien gennem en socialisering af investeringerne frem for via en generel stimulering af efterspørgslen. Med socialisering af investeringerne mener Keynes ikke, at staten skal eje produktionsmidlerne, men at staten skal foretage investeringer, eller hjælpe private med at lave investeringer, hvis de ikke laver dem på eget initiativ. Med målrettede investeringer er det også nemmere at undgå flaskehalse, eftersom disse investeringer kan placeres i områder og brancher med særlig høj ledighed.

Keynes artikel fra 1937 indikerer også, at teorien ikke er helt simpel at udleve i praksis. Keynes advokerer for lav rente, og omhyggelig timing af øgede offentlige udgifter og investeringer. Når først der er ved at komme gang i forbruget og de private investeringer, kan det være nødvendigt at bremse offentlige projekter. I den forbindelse er Keynes opmærksom på, at der kan være store forsinkelser i forbindelse med planlægningen af offentlige aktiviteter og deres afholdelse. Det er for sent at planlægge offentlige aktiviteter, når behovet for deres gennemførelse opstår, skriver Keynes. En regering skal derfor hele tiden have planer klar, der kan styre økonomien i den rigtige retning. 

Keynes i vores lærebøger


For at opsummere var det Keynes pointe, at produktionen – den økonomiske vækst – i et vist omfang kan styres af den økonomiske politik.

Keynes gjorde det til det til politikernes ansvar gennem veltilrettelagt økonomisk politik, at sikre fuld beskæftigelse og en produktion så stor, som det overhovedet var muligt med den arbejdskraft og kapital, der stod til rådighed.

Når økonomer fremover skulle analysere økonomiens tilstand, skulle de ikke lave partielle analyser af delmarkeder, men analysere økonomien som et hele. De skulle med andre ord lave makroøkonomiske analyser.

Det er fra Keynes analyse, at vi har lærebøgernes forestilling om et økonomisk kredsløb, hvor beslutningerne hos virksomhederne, husholdningerne og staten skaber ændringer i efterspørgslen og investeringer, hvad der får en afsmittende effekt for vækst, beskæftigelse, inflation, statens finanser og betalingsbalancens løbende poster.

Denne fremstilling bygger dels på en tekstnær gennemgang af Keynes ”General Theory” fra 1936, og står desuden i stor gæld til Jesper Jespersens bog ”John Maynard Keynes”, udgivet på Jurist- og Økonomforbundets Forlag 2002, samt Robert Skidelskys bog af samme navn, udgivet af Penguin Books i 2003.