tirsdag den 15. maj 2018

Sådan fik nyliberalismen fodfæste i vores økonomiske modeller

Hvorfor forudsiger Finansministeriets økonomiske modeller altid, at økonomien bliver bedre, hvis blot vi øger uligheden? Nogle påstår, at det er sådan økonomer tænker. Men de nyliberalistiske forudsætninger i modellerne har ikke altid været der. De blev indarbejdede mest ved en tilfældighed. Her kommer fortællingen om, hvordan det skete. 


Når regeringen planlægger sin økonomiske politik, beregner embedsmændene hvilke konsekvenser, den foreslåede politik forventes at få med hensyn til vækst og beskæftigelse. Det gør embedsmændene ved hjælp af computersimulationer af økonomien, de såkaldte økonomiske modeller. Jo bedre disse modeller afspejler virkeligheden, jo bedre kan vi forudse konsekvenserne af den foreslåede økonomiske politik.

I dag lægger de økonomiske modeller særlig vægt på økonomiske incitamenters betydning for vækst og beskæftigelse, og ser samtidigt bort fra offentlige investeringers betydning for arbejdsudbuddet. På den måde favoriserer modellerne forslag om lavere dagpenge til arbejdsløse og lavere skatter til højtlønnede. Med andre ord vil forslag til økonomisk politik, der øger uligheden i samfundet, automatisk fremstå som bedst til at skabe vækst og beskæftigelse, når der laves konsekvensberegninger på den økonomiske politik i Finansministeriet.

Sådan har det ikke altid været.

Antagelser om at øget økonomisk incitament til at arbejde, vil øge den samlede produktion, er essensen af den tankegang vi kalder nyliberalisme. Denne tankegang blev første gang indarbejdet i de økonomiske modeller i 1989. Det skete ikke som følge af systematiserede erfaringer. Nyliberalistisk tankegang blev indarbejdet i modellerne, fordi statsminister Poul Schlüter fejllæste den politiske situation.

Hvordan det gik til, kan du læse om i det følgende.

Nyliberalismen kommer til Danmark

Historien om hvordan nyliberalismen får fodfæste i vores økonomiske modeller, begynder en kold efterårsaften 1988.

Statsministeren står ved vinduet i sit kontor, og stirrer ud i mørket. Han er træt og melankolsk. Året 1988 har været et sandt Annus Horribilis.

Det var året hvor hans kone, Lisbeth, døde af kræft. Det var året, hvor han udskrev Folketingsvalg kun otte måneder efter forrige valg – og gik tilbage (igen).

Og nu er der meningsmålingerne.

Pia Kjærsgaards Fremskridtsparti, der ved valget gik frem til 9 % af stemmerne, står i den seneste meningsmåling til 21 %. Vælgerne stjæler de først og fremmest fra Det konservative Folkeparti. Statsministerens eget parti. 

Poul Schlüter, statsminister 1982-1993.

Hos de konservative er man ikke i tvivl om hvorfor. Et skatteoprør, ligesom i 1973, er under opsejling. Dengang lykkedes det næsten Fremskridtspartiet at udradere de konservative, fordi de konservative ikke havde kunnet levere skattelettelser. 

Da statsministeren trådte til i 1982, lovede han danskerne skattelettelser. Men de løfter kunne han ikke indfri. Det startede ellers godt. Straks han var tiltrådt kom opsvinget, og Danmark kunne nyde godt af den konkurrenceevneforbedring, som hans forgænger Anker Jørgensen (S) havde gennemført. 

Men med stigende optimisme kom også stigende forbrug. Danskernes private forbrug blev finansieret ved låntagning i udlandet. Det var uholdbart.

For at bremse forbruget måtte statsministeren sætte skatten op. Han gjorde det modvilligt. Og han gjorde det for sent til at forhindre en ny Danmarksrekord i underskud på betalingsbalancens løbende poster i 1986. Det sidste indgreb, Kartoffelkuren, ramte boligejerne hårdt. 

Nu kommer vælgernes straf.

Statsministeren sætter sit tomme glas fra sig, og genoptager samtalen med sin unge skatteminister, Anders Fogh Rasmussen (fremover AFR). De har talt om livet og døden. Nu er turen komme til skatterne.

Statsministeren har forinden bedt Finansministeriets embedsmænd om at udarbejde et forslag til skattelettelser, men har fået det svar, at det vil være uansvarligt i den aktuelle økonomiske situation.  Skattelettelser vil øge efterspørgslen, hvad der vil presse lønnen opad, hvad der vil føre til inflation, hvad der vil forringe konkurrenceevnen, hvad der vil øge underskuddet over for udlandet yderligere.

Det afvisende svar fra Finansministeriets embedsmænd minder statsministeren om TV-serien ”Yes Minister”, hvor snu embedsmænd trækker naive ministre rundt ved næsen. Statsministeren mangler argumenter, med hvilke han kan sætte embedsværket på plads. Det er derfor, han har inviteret AFR på besøg.

AFR er inspireret af den nyliberalistiske amerikanske økonom og nobelpristager Robert Lucas, som AFR besøgte i Chicago i 1982. Robert Lucas har leveret en overbevisende forklaring på, hvorfor der på en gang kan være både arbejdsløshed og overophedning af økonomien i form af stigende inflation. Problemet er, at overførselsindkomster som dagpenge presser lønningerne op. Hvis arbejderne ikke kan få en løn, der ligger pænt over niveauet for, hvad man kan få på dagpenge, vil de hellere gå ledige. Med andre ord: De arbejdsløse mangler et tilstrækkeligt økonomisk incitament til at tage et arbejde.

Derfor skal dagpengene og andre overførselsindkomster sættes ned, forklarer AFR. På den måde kan man få folk i beskæftigelse, uden stigende lønninger presser inflationen opad. Men hvad skal få arbejderne til acceptere lavere løn?

Skattelettelser.

Statsministeren er vild med ideen. AFR får straks sine håndplukkede nyliberalistiske embedsmænd fra det nyoprettede Skattepolitisk Sekretariat til at udarbejde et notat med argumenter, som han overdrager til sin chef.

Noget tid senere kan AFR høre ekkoet af sine egne ord i statsministerens mund, da denne holder sin nytårstale 1. januar 1989. I nytårstalen udtaler statsministeren:

I virkeligheden ville det være langt mere effektivt, at parterne på arbejdsmarkedet forhandlede sig til rette om en lavere pengeløn, mod at regeringen sikrede en dertil svarende nedsættelse af skatten.

Statsministeren er forandret. Som leder af den gamle Firkløverregering var han jovial og midtsøgende. Ideologi var noget bras, og der blev indgået brede forlig, der øgede de offentlige udgifter.

Den nye statsminister er modsat. Han kører politisk dødskørsel. I 1989 lancerer han Århundredets Plan. Under påskud om, at det var påkrævet at harmonisere det danske skattetryk med resten af EF (som EU hed dengang), lægges der planer om store fyringsrunder i det offentlige – og tilsvarende store skattelettelser.

Faktisk skal skattelettelserne være større end besparelserne.

AFR og hans stab af unge nyliberalistiske økonomer får indflettet antagelser om dynamiske effekter ved skattelettelser i de modeller, der anvendes til beregningerne bag finansieringen af Århundredets Plan. Antagelser der forudsiger, at skattelettelser vil give øget incitament til at arbejde, hvad der vil øge arbejdsudbuddet, hvad der vil øge beskæftigelsen, og dermed skatteindtægterne.

Man har simpelthen hittet på en historie, der antager at lavere skatter i procent, vil give større skatteindtægter i kroner og ører. Når det kan lade sig gøre, er det fordi embedsmændene i de andre ministerier retter ind efter Skattepolitisk Sekretariat. Gør de ikke det, kommer AFR og blander sig. Og eftersom han har statsministerens opbakning, vinder AFR de interne magtkampe. 

Det er tvivlsomt, om nogen for alvor tror på de såkaldte dynamiske effekter ved skattelettelser. For AFR handler det først og fremmest om, at få begrænset det offentliges indtægter. Først når staten mangler penge, er det muligt at gennemføre besparelser på den offentlige sektor, ræsonnerer AFR.

Undervejs bliver Det Radikale Venstre, det lille parti i regeringen, tromlet. Den radikale folketingsgruppe siger nej til Århundredets Plan, men da de meddeler det til Finansministeren, får de at vide, at planen allerede er gået i trykken. Det er for sent at bakke ud. 

Helt forudsigeligt vender Socialdemokratiet tommelfingeren nedad til Århundredets Plan. Der bliver intet forlig.

Året efter forsøger statsministeren igen.

Det kunne lykkes. Faktisk er socialdemokraterne parate til at ændre i skatten. Men de vil ikke gå med til ufinansierede skattelettelser. Socialdemokratiets formand Svend Auken fortæller, at de efter forhandlingerne officielt var brudt sammen, vender tilbage til statsministeren med et sidste tilbud om forlig:

Vi lagde forslag frem om hvordan de tre milliarder, der manglede dækning for, kunne finansieres. Det skulle ske ved at lukke huller i skattelovgivningen. Jeg førte en hård linje, og sagde at der skulle være dækning på budgettet (…). Vi var livrædde for at ryge ind i en situation som den tilsvarende 1970’erne. Brandt barn skyr ilden. Vi ville ikke have et stort budgetunderskud igen. Med mig som formand var der ingen der troede, at vi ville rykke til højre. Min sårbarhed lå på økonomisk ansvarlighed, og derfor var det gudsvelsignet, at jeg kunne sige nej til ufinansierede skattelettelser.

Der kommer ikke noget forlig. Forklaringen leverer AFR:

I Venstres Folketingsgruppe kunne ingen se perspektivet i det forlig, hvis skatten endte med at være den samme, blot sammensat på en ny måde. Regeringen ville blive til grin i det borgerlige bagland, og jeg måtte meddele Schlüter, at på det grundlag kunne Venstre ikke støtte en aftale. Det tog han til efterretning.

Statsministeren er overbevist om, at vælgerne ønsker skattelettelser. Derfor udskriver han valg med skattelettelser som hovedtema.

Valget bliver endnu et nederlag for de konservative. Godt nok lykkedes det at hindre vælgerflugt til Fremskridtspartiet, men valgets store sejrherre bliver Socialdemokratiet. Det er kun fordi et par mindre venstrefløjspartier ryger under spærregrænsen, at statsministeren igen kan danne regering.

Således slutter første del af historien om de nyliberalistiske ideers indtog i Danmark som en fiasko. Anden del beretter om nyliberalismens triumf.

Nyliberalismen dikterer den økonomiske politik

Anden del af historien begynder, da AFR bliver statsminister i 2001.

Det er bemærkelsesværdigt, at AFR ikke vinder regeringsmagten på en parole om lavere skat. Venstre har gennem arbejdet med fokusgrupper fundet ud af, at vælgerne slet ikke ønsker skattelettelser. Vælgerne forbinder nemlig skattelettelser med nedskæringer i velfærden. Derfor lover Venstre i stedet ”skattestop”, hvad der signalerer uændret velfærd. 

AFR holder imidlertid mere end han lover. Siden 2002 er skattesatserne blevet reduceret til fordel for topindkomsterne med stigende ulighed til følge. 

Som nyliberalist gør AFR op med den (keynesianske) tankegang om, at man skal føre konjunkturmodløbende økonomisk politik. Styring af de økonomiske konjunkturer indebærer, at man i tider med højt forbrug, vækst og beskæftigelse, skal stramme kreditpolitikken, spare på det offentlige, eller sætte skatten op. Gør man ikke det, vil for høj efterspørgsel udløse inflation og i sidste ende underskud over for udlandet. Omvendt kan man godt tillade sig at underbudgettere i dårlige tider.

Når AFR tager afstand fra konjunkturmodløbende økonomisk politik, er det fordi han mener at have set, at det i praksis indebærer, at man udvider den offentlige sektor i dårlige tider, mens man sætter skatten op i gode tider. På den måde har den offentlige sektor fortrængt den private sektor. 

Det er ønsket om at tilbagerulle den offentlige sektor, der udgør den røde tråd i AFR’s økonomiske politik. Derfor er det første AFR gør, da han bliver statsminister, at lægge planer for en kommunalreform.

Kommunalreformen gennemføres pludseligt og uden en forudgående opsigelse af det eksisterende forlig. Reformen tilrettelægges uden at det offentliggøres, at målet er øget statslig kontrol med kommuner og amters skatteudskrivning. Antallet af kommuner reduceres, og amterne (der bliver til regioner) mister retten til at udskrive skat. Det er strategisk velovervejet, for væksten i den offentlige velfærd har først og fremmest været drevet af den kommunale skatteudskrivning. 

Kreditpolitikken dereguleres, så staten ikke længere kan bruge dette instrument til at føre konjunkturmodløbende politik. Det er bemærkelsesværdigt, for Kartoffelkuren fra 1986 (som AFR var bitterlig imod, upåagtet at han stemte for den), indeholdt netop en stramning af kreditpolitikken. Dengang bestemte staten, at boliglån skulle være 20-årige frem for 30-årige, således at boligkøbere fik et mindre månedligt beløb til forbrug. Det virkede afdæmpende på den økonomiske aktivitet, og medvirkede til, at underskuddet på betalingsbalancens løbende poster efterfølgende blev afviklet.

Samtidig stiger oliepriserne. Det betyder øget provenu til staten. Modsat Norge, der sparer oliepengene op i en fond, vælger AFR at lade pengene fosse ud af statskassen. Kombinationen af lempelig finanspolitik, skattelettelser og dereguleringen af kreditpolitikken fører til stigende forbrug, svindende overskud på betalingsbalancen, og husprisernes himmelflugt.

Økonomer og institutioner advarer mod en overophedning af økonomien. I alt modtager AFR 11 officielle advarsler fra de økonomiske vismænd og Nationalbanken i perioden 2006-8. 

AFR afviser advarslerne. Inflationen er ikke gået grassat. Det er økonomernes ideer om, at staten skal styre konjunkturerne, der er forkerte. Til pressen udtaler AFR:

Alt i alt deler jeg ikke den pessimisme, som visse økonomer giver udtryk for. Jeg glæder mig faktisk over, at dansk økonomi er så stærk, at vi nu igen har set et fald i ledigheden. Jeg tror, der er økonomer, som må begynde at overveje at skrive lærebøgerne på universiteterne om, fordi det er meget lang tid siden, at økonomerne begyndte at advare om, at nu var ledigheden nået så langt ned, at nu ville det hele gå grassat. Det er faktisk ikke sket endnu.

Men dansk økonomi er overophedet. Når det ikke kommer til udtryk i stigende inflation, er det fordi billige varer fra Kina trækker forbrugerprisindekset nedad. Overophedningen ses til gengæld i stigende huspriser. Da prisboblen kollapser og huspriserne falder, står mange husejere med større gæld, end de har tilgodehavender i deres hus.

Det er nu 10 år siden.

Konklusion: Ideer styrer den økonomiske politik

Selvom AFR og hans økonomiske politik er blevet diskrediteret, bliver nyliberalismen ved med øve indflydelse på vores økonomiske politik, for de antagelser som AFR fik flettet ind i vores økonomiske modeller spøger endnu.

Lad mig give et eksempel, der kan illustrere spøgeriet. På et tidspunkt mens socialdemokraten Bjarne Corydon er finansminister, besøger jeg den liberalistiske tænketank CEPOS med en gymnasieklasse. Vi får et imponerende foredrag. Særligt interessant bliver det, da forelæseren fremviser et notat lavet af Finansministeriet på foranledning af en forespørgsel fra et medlem af Liberal Alliance.

Notatet indeholder beregninger lavet af Finansministeriet ved hjælp af deres økonomiske model ADAM, der viser at SRSF-regeringens initiativ med at fremrykke de offentlige investeringer, vil resultere i arbejdsløshed og lavere vækst seks år efter de gennemføres (i 2018). Triumferende kan forelæseren konkludere, at regeringen hermed har underkendt sin egen politik.

I CEPOS vidste de i forvejen, hvad konsekvensberegningerne af regerings forslag ville vise, da de bestilte beregningerne via deres mellemand i LA. Det vidste de eftersom resultatet er forudbestemt af de antagelser, der er lagt ind i modellen. Det er derimod et åbent spørgsmål i hvilket omfang finansminister Bjarne Corydon og den øvrige SFSR-regeringen var bevidst om, hvorledes deres økonomiske modeller systematisk favoriserede forslag til økonomisk politik, der øgede uligheden.

Når SFSR-regeringen forholdt sig til kritik af deres økonomiske politik, forsvarede de sig med, at den de førte den ”nødvendige” politik. Denne udtalelse kan tolkes således, at de var blevet overbevist af de økonomiske modeller. At de ikke var klar over, at der fandtes et alternativ.

Det lykkedes aldrig SRSF-regeringen at gøre op med arven efter AFR.

Den lovede finanspolitiske kickstart blev ikke til noget, fordi kommunernes økonomi blev holdt i for stramme tøjler. Kommunerne turde ikke sætte gang i de offentlige investeringer, for hvis de overskred de centralt udstukne rammer, ville de blive straffet.

Den demontering af organisationen SKAT, som AFR startede, blev der ikke rettet op på. Organisationen SKAT er siden 2005 blevet slanket fra 12.000 til 7.000 medarbejdere, og samtidig er skattesnyderiet eksploderet, mens mængden af uopdrevet skattegæld har passeret 100 milliarder. Tilliden til SKAT smuldrer.

SFSR-regeringens mange velfærdsreformer, havde et stramt fokus på at øge incitamentet til at søge arbejde. Regeringen proklamerede ofte, at nu ville væksten og beskæftigelsen stige, for det forudsagde modellerne ville ske. Retfærdigvis steg vækst og beskæftigelse under SFSR-regeringen, men i forhold til det forventede, må udviklingen betegnes som skuffende.

For at opsummere blev SRSF-regeringens økonomiske politik fastholdt inden for de idemæssige rammer, som tidligere regeringer havde lagt ind i de økonomiske modeller. Og eftersom ideer om hvad der er den rette økonomisk politik, virker styrende for den økonomiske politik i praksis, kunne resultatet derfor ikke blive andet, end at SRSF-regeringen hverken kunne vende konjunkturudviklingen eller forhindre uligheden i at stige, men blot fortsætte af det spor, der havde præget den økonomiske politik under VK-regeringerne de forgående ti år.

2 kommentarer:

  1. Jacob Vahr her

    Cudeaux for et stykke med økonomisk sildesalat. Jeg kan snildt se hvordan den er gl fags marineret, med et rødt skær fra løgene.

    Hvis man vender den om og kigger på den blå side af rundtenommen ku man også læse det som at velstanden i 90erne var pga eftereffekterne af AFRs virke. Hælder nok mest til korrektheden i din forklaring og loather neo.

    Jeg er hverken eller, økonom eller politiker, men for mig forekommer en fri og laissez faire politik som det bedste. Holde sig fra at regulerer, det er nok den skole jeg helst vil tilskrive mig. Forudtaget at begge skyttegrave kan blive enige om den våbenhvile.

    Med andre ord, utopiskolen.

    Vi kommer til at trykke på ideologi knapperne fra begge sider af skyttegraven, på alle tider og utider af hængende konjukturer i uendlighed indtil vi har reel evidens for økonomisk teorier.

    Vi må vente til A.I singulariteten har fået sine sidste input, til vi har en Star Trek economics og en verden uden penge.

    Tak for lektien :)

    SvarSlet