lørdag den 11. august 2018

Økonomisk vækst. Hvor kom den fra? Hvor blev den af?

Denne tekst introducerer fænomenet økonomisk vækst. Som det første diskuteres det, hvad økonomisk vækst er, og om økonomisk vækst er godt. Dernæst udformes en undersøgelsesstrategi til spørgsmålet om, hvad der skaber økonomisk vækst. 

Indledning

Økonomisk vækst er stigende produktion. Men er vi interesseret i, at samfundets samlede produktion stiger hvert eneste år?

I den offentlige debat forbindes økonomisk vækst ofte med nedskæringer i den offentlige sektor, alt for lange arbejdsdage og stress. Hertil kommer at vækst ofte opfattes synonymt med materielt overforbrug og forurening. 

Set i det lys, er det legitimt at spørge, om vi overhovedet er interesseret i mere vækst.

I det følgende vil der blive argumenteret for det synspunkt, at økonomisk vækst er ønskværdigt. Men først skal vi have et overblik over hvor meget økonomisk vækst vi har oplevet de sidste 200 år, og hvordan vi bedst kan definere økonomisk vækst. 

På Figur 1.1 ses udviklingen af den årlige produktion i Danmark opgjort i bruttonationalproduktet (BNP). Det fremgår af figuren at vi i Danmark producerer næsten 20 gange mere i dag per indbygger, end vi gjorde for 200 år siden (og dermed reelt over 100 gange mere, fordi befolkningen i dag er mere end fem gange større, end den var i 1820). 

Man kan også se på Figur 1.1 at vi producerer fire gange mere, end vi gjorde i 1950 (stadigvæk per indbygger). Men det betyder ikke, at vi producerer fire gange så mange drejeskivetelefoner, fire gange så mange transistorradioer, fire gange så mange heste, eller fire gange så mange tandbørster, som vi gjorde dengang. 

Figur 1.1: Økonomisk vækst i Danmark målt i BNP per indbygger 1820-2016


Anmærkning: Måleenheden er internationalt sammenlignelige dollar i faste priser (2011). Kilde: The Maddison Project Database, version 2018. 

Vi har formentlig lige så mange tandbørster per indbygger, men nok færre heste. Til gengæld har vi i dag en del ting, som ikke fandtes i 1950. 

Når vi øger produktionen, er det sjældent for at producere mere af det samme. Produktionen af rugbrød er ikke steget længe. Produktionen øges når vi gør nye opfindelser, der stimulerer nye behov. 

Men er det hensigtsmæssigt hele tiden at opfinde nye behov?

Økonomisk vækst muliggør stigende levestandard

Når vi tilfredsstiller nye behov forbedrer vi levestandarden. 

I stenalderen, bronzealderen og jernalderen (mere end 99 procent af menneskehedens historie), har middellevetiden for nyfødte næppe på noget tidspunkt været mere end 30 år. I det gamle Rom, et af højdepunkterne for den menneskelige civilisation, døde halvdelen af alle børn inden de blev ti. De der overlevede til de blev så gamle, kunne herefter se frem til en middellevetid på 47 år. I Storbritannien fra 1500-1800, igen en periode kendetegnet ved store menneskelige fremskridt, var middellevetiden for nyfødte 40 år, mens en mandlig aristokrat (et medlem af overklassen) der overlevede til vedkommende blev 21, kunne forvente at leve yderligere 40-50 år.  

Fra sidste tredjedel af 1800-tallet begynder levestandarden at stige, og herved forøges middellevetiden til et niveau aldrig tidligere opnået i historien. Det skete fordi, der kom økonomisk vækst, og fordi hele befolkningen med tiden fik del i den stigende velstand. Og middellevetiden stiger endnu (omtrent i takt med den økonomiske vækst). 

Udviklingen i danskernes middellevetid er afbilledet på figur 1.2. 

Figur 1.2: Middellevetiden for 0-årige i Danmark (mænd)


Kilde: Danmarks Statistik, statistikbanken, tabel HISB7. 

Med til den stigende levestandard hører ikke kun materielle forbedringer i form af bedre sundhed, kost, bolig, påklædning m.v. Takket være den økonomiske vækst, har vi også nydt godt af et helt nyt koncept, nemlig fritid. 

Som lønmodtager i slutning af 1800-tallet ville du næppe have haft tid til at læse dette. På det tidspunkt var det normalt at arbejde 70-80 timer om ugen. I år 1900 var den overenskomstaftale arbejdstid i jernindustrien 60 timer om ugen. I 1920 fik vi ottetimersarbejdsdagen, otte timers arbejde seks dage om ugen, i alt 48 timer.  I dag er den overenskomstaftale arbejdstid på 37 timer, og det er et åbent spørgsmål, om vi overhovedet behøver arbejde så meget. Alt dette takket være væksten. 

Men hvad er økonomisk vækst egentligt?

Kort fortalt er vækst, når den samlede produktion af varer og tjenester stiger. Vi oplever vækst, når værdien af alt hvad der bliver produceret i et år, overstiger værdien af alt, hvad der blev produceret året før. 

Når statistikerne måler den økonomiske vækst, prissætter de alt hvad der produceres, og sammenligner værdien af det producerede fra år til år. På denne måde kan stigningen i den samlede produktion omsættes til et procenttal der angiver væksten.

For at væksttallet skal være sammenligneligt fra år til år fastsættes prisen på et givent produkt til det samme hvert eneste år. Herved renser vi væksttallet for inflation, så det kun viser mængdestigningen. Det er ofte hensigtsmæssigt at opgøre væksten per indbygger. Hermed kan vi sammenligne væksten på tværs af lande uanset indbyggertal, og vi kan isolere den vækst der skyldes, at vi er blevet bedre til at producere, fra den vækst der skyldes, at vi er blevet flere til at arbejde. 

Noget af den økonomiske vækst skyldes, at arbejde der tidligere ikke blev prissat, såsom pasning af børn, syge og gamle, er blevet professionaliseret, og derfor pludselig tæller med i den samlede produktion i modsætning til tidligere. Det kunne foranledige den tanke, at væksten er målt til at være højere end den reelt burde. Men på den anden side er værdien af højere levealder og fritid heller ikke prissat, og tæller derfor heller ikke med i væksten, selvom det er en reel konsekvens af væksten. Konklusionen er, at på trods af at vores mål for økonomisk vækst ikke måler alt, så udgør vækst alligevel en rimelig indikator på hvor meget vores levestandard er steget over tid. 

Det er hensigtsmæssigt at bruge tid på at gøre det klart, hvad økonomisk vækst ikke er. Stigende aktiekurser, stigende ejendomspriser, stigende profitter og så videre er ikke vækst. Det er muligt at de nævnte ting kan virke stimulerende på væksten under de rette omstændigheder, men de er ikke i selv udtryk for vækst. 

Vækst må ikke forveksles med finansielle aktiver. Vækst er ikke penge, vi måler blot vækst i penge. Du er heller ikke centimeter, selvom vi måler din højde i centimer. Vækst forekommer når vi producerer virkelige ting: Når vi producerer flere varer. Når vi producerer flere tjenesteydelser. Når vi øger kapitalapparatet. Med tiden er det blevet til en hel del produktion, som vi så på Figur 1.1. (væksten i Danmark siden 1820). 

De tidligt industrialiserede lande har i en længere periode oplevet en gennemsnitlig økonomisk vækst på 2 procent om året (nogle lande betydeligt mere), og dermed er værdien af den samlede produktion med tiden blevet mangedoblet. To procents vækst i 100 år svarer til en stigning på 620 procent.

Kritik af økonomisk vækst

Økonomisk vækst er som nævnt, uanset om vi måler den i bruttonationalproduktet (BNP) eller via andre opgørelsesmetoder, et mål for stigningen i den samlede produktion fra år til år. Dette lidt simple mål, har givet anledning til en række indvendinger mod vækst. Her følger nogle af de mest typiske indvendinger. 

  1. Når vi arbejder mere stiger væksten, men vi kan ikke blive ved med at arbejde mere. Derfor er jagten på vækst urealistisk. 
  2. Hvis vi ødelægger halvdelen af alle huse for at genopbygger dem, vil det forøge den årlige produktion, og dermed den økonomiske vækst, men vi er ikke blevet rigere af den grund. 
  3. Når vi forbruger vores ikke-fornybare ressourcer som gas og olie, fører det til vækst nu, men vi bliver fattigere i fremtiden, når ressourcerne slipper op, og kloden er blevet forurenet. 
  4. Når vi prioriterer vækst, nedprioriterer vi velfærden. Måske skulle vi hellere tage os af hinanden, end forfølge et mål vi aldrig kan nå, fordi målet hele tiden er mere end vi har?

Kritikken er ikke uden berettigelse. 

Hvis vi snævert stræber efter økonomisk vækst i BNP i forhold til året før, vil det kunne opnås gennem tiltag, der ikke nødvendigvis beriger vores liv. Vi kunne for eksempel fordoble antallet af retssager og bygge nogle flere fængsler. Det er jo øget produktion. 

Ikke desto mindre, hvis vi betragter væksten over et tiår eller mere, vil væksttallene i langt højere grad afspejle en stigning i levestandarden, som vi kan mærke og sætte pris på. 

Hvis alle arbejder to procent mere næste år, kan vi formentlig producere to procent mere næste år.  Men det kan vi ikke gøre i det uendelige. Der kommer til at mangle timer i døgnet. Der er ikke proportional sammenhæng mellem hvor meget vi arbejder, og langsigtet økonomisk vækst. 

Selvom vi typisk opgør den økonomiske vækst fra et år til et andet, er det ikke årlig vækst, der er vores succeskriterium. Det er om væksten bliver ved med at stige hvert evigt eneste år. 

Vi er interesserede i langsigtet økonomisk vækst. Den kan ikke opnås gennem tiltag, der kun kan hæve væksten fra et år til et andet, hvorefter der ikke er mere vækstpotentiale tilbage. En langsigtet vækst kommer af, at vi bliver bedre til at producere og bedre til at udnytte vores ressourcer. 

Med andre ord: Langsigtet vækst kommer af, at vi gør nye arbejdskraftbesparende opfindelser, og forbedrer vores eksisterende teknologi. 

Her har vi på en gang definitionen af, og forklaringen på, økonomisk vækst. Den er så vigtig at vi lige gentager den. Langsigtet vækst kommer af, at vi gør nye arbejdskraftbesparende opfindelser, og forbedrer vores eksisterende teknologi.

Ovenstående erkendelse gør os i stand til at forholde os mere fokuseret til fænomenet vækst. Den vækst der måtte fremkomme ved at genopbygge ødelagte faciliteter, er ikke det samme som langsigtet vækst. Det er korrekt, at alt hvad der produceres og som kan omsættes på et marked, tæller med i vores opgørelser af den nationale velstand, men det betyder ikke, at alt hvad der tæller med i BNP, bidrager til væksten på længere sigt. 

Hvis vi hele tiden ødelagde vores huse og genopbyggede dem, ville det optage arbejdskraft, der kunne have været anvendt i mere produktive erhverv med et større vækstpotentiale. 

Selvom økonomisk vækst er stigende produktion, er langsigtet vækst ikke mere af det samme. Det er først og fremmest opfindelsen af nye ting; dampmaskiner, elektricitet, traktorer, radio og fjernsyn, moderne medicin, internettet. 

Vækst er også udbredelsen – masseproduktionen – af det ovenstående, men når først alle er blevet rigeligt forsynet, er der sjældent behov for mere. Herefter må der opfindes nye ting, der så kan udbredes til gavn for alle. Hvis væksten alene skulle komme fra udbredelsen af flere biler, flere vaskemaskiner og flere farvefjernsyn, var væksten for længst gået i stå. 

Det er især troen på, at vækst alene er lig med masseproduktion af fysiske forbrugsgoder, der skaber bekymring for, om vores miljø og klima kan holde til mere økonomisk vækst. 

Når vi laver nye opfindelser, der forbruger mindre energi, eller opfindelser der udnytter de eksisterende energikilder bedre, er det vækst. Hvis vi erkender at den nuværende produktion ikke er bæredygtig, er det afgørende at den bliver det, og det kræver økonomisk vækst (eller en voldsom nedgang i levestandarden). 

Jagten på økonomisk vækst kan føre til rovdrift på vores ikke-fornybare naturressourcer, men på den anden side vil det kræve vækst, hvis vi skal udskifte vores energikilder. En diskussion af hvordan vi bedst passer på miljø og klima, bør derfor ikke være en diskussion af, om vi skal have vækst, men hvilken type vækst vi skal have. 

Som illustration på sammenhængen mellem økonomisk vækst og miljøbelastning kan vi iagttage den seneste udvikling i kulstofintensiteten, der viser hvor meget CO2 der udledes i forhold til produktionens størrelse. Fordi navnlig Kina, USA og Storbritannien i de seneste år har skåret ned på kul som energikilde, faldt kulstofintensiteten med 2,8 procent på verdensplan i 2015 og 2,7 procent i 2014. 

I USA alene steg den økonomiske vækst med 2,4 procent i 2015, mens kulstofintensiteten faldt med 4,7 procent. Der skal mere til, hvis de globale klimaforandringer skal bremses, men udviklingen går i den rigtige retning, og det viser at økonomisk vækst er mulig, uden det fører til tilsvarende mere forurening.  

Til slut: Hvad med velfærden? Er økonomisk vækst noget vi opnår på bekostning af velfærd? 

Teoretisk kan vi godt forestille os, at der opnås vækst ved at skære i velfærden. Menneskelig pleje, pasning og undervisning rummer kun et begrænset potentiale for effektiviseringer, og dermed kun et begrænset potentiale for vækst. Det er for eksempel ikke muligt at undervise eleverne dobbelt så hurtigt. Dermed står det klart, at væksten kunne øges, hvis velfærdsstatens kernetropper i stedet fik arbejde i industrien, hvor der konstant er potentiale for effektiviseringer fordi der hele tiden indføres ny teknologi. 

Problemet med ovenstående ræsonnement er det ubesvarede spørgsmål om, hvem der så skal varetage velfærdsopgaverne? Tidligere blev børn passet derhjemme af deres mødre, og de gamle døde langt tidligere. Hvis ikke professionelle skulle stå for opgaverne, måtte folk blive hjemme og passe deres børn og gamle, og så ville der alligevel ikke blive flere (faktisk ville der blive færre) til at arbejde i de mere produktive erhverv. 

Modsætningen mellem velfærd og vækst er derfor næppe reel. Tværtimod er det simpelt at konstatere, at jo flere arbejdskraftbesparende opfindelser der begås, jo mere arbejdskraft kan vi afsætte til velfærd. Økonomisk vækst er en forudsætning for velfærd, ikke en modsætning til velfærd. 

Men ønsker vi virkelig mere økonomisk vækst? Har vi ikke nok? Har vi ikke alt, hvad vi kan ønske os? 

Hvorfor skal vi hele tiden have mere?

Hvis vi kun forholder os til menneskets basale behov for føde, klæder og bolig, så har vi for over hundrede år siden, opnået alt hvad vi behøver. Men hånden på hjertet: Hvem ønsker i dag at leve, som man gjorde for 100 år siden? 

Træk og slip toilet er trods alt rart. Hvad med vaskemaskine og støvsuger? Og den lave børnedødelighed og højere levealder, er det ikke et gode? Hvad med computer og internet? Der findes stadig fysisk nedslidende arbejde, det er bare ujævnt fordelt. Mon ikke folk med kroniske smerter på grund af slid kan se fordelen i, at robotter overtager endnu mere af vores arbejde? Hvem ønsker ikke stadig mere avanceret lægevidenskab? Vi har erkendt, at vi ikke er gode nok til at udnytte vores energikilder, det kræver vækst at udnytte dem bedre, eller opfinde nye. Kunne det ikke være fantastik, hvis vi fremover printede vores varer, og kunne opløse dem til støv, når vi ikke skulle bruge dem mere? Det ville spare masser af arbejde, umådelig meget forurenende transport, og (den største gevinst af alle) vi ville få plads på vores lofter og i vores kælderrum igen. 

Alt dette kan vi få. Det kræver bare mere vækst. 

Lad os forestille os at vi tager tidsmaskinen til en ikke alt for fjern fremtid, hvor levealderen er 120 år med godt helbred, klimaforandringerne er bragt til ophør, og global fattigdom er afskaffet. Spørg vores efterkommere, om de ville være tilfredse med at leve på vores levestandard.

Endelig må vi huske på, at befolkningen ældes i Danmark såvel som i de fleste andre udviklede lande. 

Som følge et stigende antal ældre, stiger også de offentlige udgifter til sundhed og alderdom. I år 2000 lagde sundhed og alderdom beslag på 24,2 procent af de samlede udgifter i den offentlige sektor. I år 2017 var det tal steget til 32,5 procent, hvilket svarer til 8,3 procentpoint (eller en relativ stigning 27,5 procent).  De næste femten år vil budgetbelastningen fra stigende ældre forøges endnu mere. Hvis den stigende forsørgerbyrde ikke modsvares af mindst tilsvarende vækst, vil de arbejdende danskere skulle aflevere mere i skat, altså blive fattigere, for at vi kan forsørge de ældre. 

Uændret produktion garanterer ikke uændret levestandard. 

Pointen indtil nu har været, at slå fast, at økonomisk vækst er et gode, der frigør os fra materielle behov og nødvendighed. Vækst giver fritid og overskud. Vækst sætter os fri til leve vores liv, som vi vil. 

Derfor skal vi bekymre os over, hvad vi kan gøre for at sikre den højest mulige vækst. Derfor skal vi bekymre os over, at dansk økonomi netop har gennemlevet sin værste krise i fredstid nogensinde (målt på økonomisk vækst). 

Dansk økonomi har været i krise i 10 år

Målt på økonomisk vækst har Danmark gennemlevet en krise af hidtil usete proportioner de sidste ti år. Hvis det kommer som en overraskelse for dig, kan du trøste dig med, at du ikke er den første, det er sket for. Danskerne som helhed har været udpræget uvidende om den historiske krise, der har overgået os. 

Nedgangen i væksten i Danmark begyndte allerede i 2007, altså før Den internationale Finanskrise satte ind i efteråret 2008, men det førte ikke til udbredt krisestemning. I november 2008, da Finanskrisen var en realitet, mente 61 procent af et repræsentativt udsnit af danskerne, at den økonomiske krise ikke var særlig alvorlig, og de forventede ikke, at den ville medføre en egentlig økonomisk tilbagegang.

I 2011 havde opinionsbalancen ændret sig idet 60 procent nu var parat til at betegne krisen som ”ret alvorlig”. Det var dog kun 11 procent af befolkningsudsnittet, der rent faktisk vidste, hvor meget produktionen var faldet i årene 2008-2010. De resterende 89 procent troede det gik bedre end tilfældet var, eller svarede ”ved ikke”. Den samlede produktionsnedgang for årene 2008-2010 var på over 4 procent af BNP.

I samme undersøgelse fra 2011 svarede 49 procent, at de forventede at Danmark fremadrettet ville klare sig bedre gennem krisen end resten af Europa, mens 45 procent forventede at Danmark hverken ville klare sig bedre eller dårligere.  

Hvordan gik det efterfølgende?

Hvis du bladrer tilbage og kigger på Figur 1.1 igen, kan du se, at der har været tre store kriser for den økonomiske vækst i Danmark. Første krise blev udløst af Første Verdenskrig. Anden krise blev uløst af Anden Verdenskrig. Den sidste store krise blev udløst af Finanskrisen i 2008. Her faldt den økonomiske vækst per indbygger i en størrelsesorden, der svarede til hele Danmarks produktion i 1820. 

Normalt bliver selv alvorlige kriser som f.eks. oliekriserne i 1973 og 1979 hurtigt overvundet. Til sammenligning tog det 10 år, før Danmarks BNP var tilbage på niveauet for 2007. Finanskrisen og recession der fulgte i kølvandet på den, har været en ubetinget værste krise i Danmark i fredstid. 

Vi kan få en bedre forståelse for krisens proportioner, ved at iagttage Figur 1.3. 

Figur 1.3: Udviklingen i BNP per indbygger i Danmark siden 1993 (2002 = 100)


Kilde: Samfundsstatistik 2018.

Af Figur 1.3 kan vi udlede, at væksten i Danmark de sidste 50 år har været ujævn, men i det lange løb støt stigende. Som det fremgår af brødteksten steg den samlede produktion i Danmark hvert år med 1,98 procent i gennemsnit i perioden fra 1971-2001. 

I starten af 00’erne holder Danmarks vækst trit med den historiske trend, men fra 2007 taber væksten pusten, og i 2008 og 2009 falder den årlige produktion i Danmark. Herefter forekommer der kun en yderst moderat stigning i BNP. Først i 2017 er Danmarks BNP kommet tilbage til niveauet fra 2007. Samlet set har den økonomiske vækst været så beskeden i Danmark siden 2002, at vores BNP i dag er mere end 22 procent lavere, end det ville have været, hvis væksten havde haft samme stigningstakt som i perioden 1971-2001 siden 2002. 

Det er meget at forvente, at Danmark skulle følge den historiske trend, når man tænker på, perioden har været præget af Finanskrisen, der har ramt de tidligt industrialiserede lande særligt hårdt. Derfor er der på Figur 1.3 med rødt indtegnet en trendlinje for væksten i Tyskland, Sverige og Storbritannien, der udgør Danmarks vigtigste samhandelspartnere. Væksten i en lille åben økonomi som Danmarks, er i høj grad afhængig af udviklingen i de lande, vi primært afsætter vores varer til. Af den røde kurve fremgår det, at væksten ville have været 9 procent højere, hvis den havde afspejlet den gennemsnitlige vækst hos vores vigtigste samhandelspartnere siden 2002. 

Samlet set kan vi af Figur 1.3 udlede, at uanset om vi sammenligner i tid eller rum, har den økonomiske vækst været usædvanligt utilfredsstillende. 

At Danmark har haft en exceptionelt lav vækst siden årtusindskiftet, betyder ikke at Danmark er et fattigt land. Men den lave vækst har haft som konsekvens, at Danmark er blevet indhentet af de andre tidligt industrialiserede lande. I år 2000 var Danmark det fjerderigeste af de tidligt industrialiserede lande, kun overgået af Norge, Schweiz og USA, mens Danmarks BNP i år 2016 var identisk med gennemsnittet af de tidligt industrialiserede lande.  

Introduktion til centrale begreber om vækst

Indtil videre har vi erkendt, at vækst er attraktivt. Vi har også erkendt, at væksten i Danmark siden årtusindskiftet har været usædvanligt utilfredsstillende. Disse to erkendelser motiverer os til, at gøre os klogere på, hvad der kan stimulere væksten. 

Videnskabelige undersøgelser, starter aldrig på bar bund. Der er skrevet meget om årsagerne til økonomisk vækst. Lad os tage udgangspunkt heri. 

Begrebet ”en teori” kan dække over mange ting. I bred forstand kan teori dække over de definitioner, vil bruger, når vi måler og omtaler et fænomen. I mere snæver forstand dækker teori over en forudsigelse, og dermed om et årsags-virkningsforhold. 

I det følgende skal vi forholde os til teori om økonomisk vækst i bred forstand, ved at opstille en række begreber og definitioner, der før det muligt for os at arbejde mere målrettet med at identificere årsagerne til vækst. 

Grundlaget for al produktion opsummeres i produktionsfunktionen, der normalt beskrives som rummende tre komponenter, nemlig (1) arbejdskraft, (2) jord og (3) kapital. 

I det førindustrielle samfund kunne man øge produktionen ved at opdyrke nyt land, eller ved at befolkningen voksede, så der kom mere arbejdskraft. Med industrialiseringen kom maskinerne, og hermed tilføjedes kapital i produktionsfunktionen.

Alle bygninger, redskaber og maskiner der indgår i produktionen kaldes kapital. Eftersom ordet kapital ofte anvendes som synonym med penge eller formue, vil denne produktionskomponent fremover konsekvent omtales som kapitalapparatet. 

Arbejdskraften er ikke specielt interessant for vores undersøgelse. 

Hvis vi øger produktionen ved at øge arbejdskraften, kan det ske ved, at vi føder flere børn, men det vil ikke øge væksten per indbygger, og dermed vil det ikke påvirke levestandarden. Vi kan også øge arbejdskraften ved at indføre længere arbejdsdage, men som det allerede er forklaret, kan vi ikke blive ved med at sætte arbejdstiden op, så her er intet potentiale for at opnå vedvarende vækst.

Ved produktionskomponenten jord, skal man først og fremmest tænke på landbrugsjord. 

På landbrugsjord producerer man fødevarer, og vækstpotentialet i fødevarer er begrænset. Vi kan ikke spise mere mad, end vi allerede gør. Naturligvis må vi ikke se bort fra, at Danmark har en stor landbrugseksport, men det er uomgængeligt at landbrugsvarernes andel i eksporten er konstant faldende. Læg hertil, at der stort set ikke er mere jord, der kan inddrages til landbrugsformål (medmindre vi laver flydende øer med marker ude på havet). I det omfang vi kan udnytte landbrugsjorden bedre, hører det under udviklingen i kapitalapparatet. Derfor er landbrugsjord ikke relevant for vores undersøgelse. 

Vi er ved brug af udelukkelsesmetoden nået frem til, at vores undersøgelse må koncentrere sig om, hvad der forøger kapitalapparatet. 

Hvis vi vil producere flere varer eller nye varer, må vi udvide kapitalapparat. Vi skal have nye bygninger, flere maskiner, flere computere osv. Også selvom vi producerer tjenesteydelser frem for varer, har vi ofte brug for bygninger, inventar og redskaber til vores virksomhed. 

En forøgelse af kapitalapparatet kaldes en investering. I daglig tale sidestilles ordet investering ofte med opsparing, men vi bruger ordet i en snævrere og mere præcis betydning i nationaløkonomi. Når du investerer, øger du kapitalapparatet.

Og kapitalapparatet definerer vi, som er den del af den samlede produktion, der ikke bliver forbrugt, men som derimod er bruges til at skabe ny produktion.

Vi er hermed nået frem til, at den samlede produktion består af tre komponenter: (1) Varer, (2) Tjenesteydelser og (3) Investeringer. Vi er også nået frem til, at det – per definition – er investeringer, der leder til økonomisk vækst. 

Vi øger investeringerne, ved at afstå fra forbrug her og nu. Vækst kommer altså ved at lægge en del af den samlede produktion til side og investere den i kapitalapparatet, hvorved produktionen kan øges, hvorefter en del af den nye produktion lægges til side og reinvesteres i kapitalapparatet og så fremdeles. På denne måde udvikler den økonomiske vækst sig efter renters-rente-princippet. 

Med til kapitalapparatet burde også høre uddannelsesniveauet. Hvis arbejdskraften er godt uddannet, bliver den formentlig mere produktiv. Det bemærkes at eftersom værdien af uddannelse ikke opgøres, regnes det ikke med i kapitalapparatet, når vi formelt måler værdien af produktionens størrelse. Denne åbenlyse mangel ved måden vi opgør BNP på, skal dog ikke afholde os fra, at betragte uddannelse som en investering. 

I fattige samfund bliver stort set hele produktionen forbrugt (spist), hvorfor man kun kan at opnå vækst, ved gennem tvang at lade befolkningen lide afsavn, mens en del af den nuværende produktion investeres med henblik på at øge den fremtidige produktion. 

I rigere samfund er det muligt, at en del af befolkningen efter eget ønske vil udskyde deres forbrug, og investere med henblik på at få større forbrug i samtiden (eller bare glæde sig over at se produktionen vokse år for år). I lande med markedsøkonomi (som Danmark), er det normen, at det er den private sektor, der varetager de investeringer, der har det største vækstpotentiale. Derfor må vores undersøgelse om, hvad der kan forøge væksten, koncentrere sig om først og fremmest de private investeringer. De mennesker der helt konkret foretager disse investeringer, kalder vi entreprenørerne. 

Hermed er vi nået frem til en egentlig problemformulering: Hvad kan få entreprenørerne til at øge investeringerne?

Smith, Marx og Keynes – vores vigtigste teoretikere

Som nævnt starter ingen undersøgelse på bar bund. Spørgsmålet om hvad der skaber vækst, har været diskuteret lige længe som fænomenet har eksisteret, og den diskussion vil vi ikke ignorere. Derfor skal vi i det følgende gennemgå nationaløkonomiens tre mest markante teoretikere: Adam Smith (1723-1790), Karl Marx (1818-1883), og Maynard Keynes (1883-1946). 

Alle tre teoretikere er grundlæggende enige om, at entreprenørernes primære motiv for at foretage investeringer er profitmotivet. Folk lægger til side og investerer, fordi de regner med at tjene penge på det. Det er derfor afgørende for investeringsniveauet, og dermed væksten, at der er mulighed for, og økonomisk incitament, til, at investere. Det forudsætter, at der findes et frit marked. 

Smith var den økonom, der først leverede en sammenhængende beskrivelse af principperne for et frit marked, og som mest overbevisende argumenterede for, hvordan markedskræfterne ville sikre både velstand og en retfærdig fordeling af denne velstand. Af den grund er Smith fundamentet for økonomisk tænkning den dag i dag, og derfor starter vores undersøgelse med en redegørelse af Smiths syn på, hvad der skaber velstand. 

Det er bemærkelsesværdigt, at Smith skrev før, den industrielle revolution brød ud, og før vedvarende vækst, blev en realitet. Ikke desto mindre havde Smith bemærket, at Storbritannien var blevet et af verdens rigeste lande (næst efter Kina), samtidig med at Storbritannien var det land, der havde gjort mest for at fremme de frie markedskræfters dominans. Så selvom Smith ikke skrev eksplicit om økonomisk vækst, så argumenterede han for, at nationer kan blive velstående, hvis de lader de frie markedskræfter være det rådende princip i økonomiske spørgsmål. 

Marx, derimod, levede i en tid, hvor vedvarende vækst var en åbenbar realitet. Marx bekræftede Smith i, at det er profitmotivet der motiverer entreprenørerne til at investere, men han mente ikke, at markedskræfterne formår at fordele goderne retfærdigt. Marx forventede at ejerskabet af kapitalapparatet ville blive koncentreret om stadig færre, mens arbejderne ville synke ned i stadig dybere fattigdom. Den stigende ulighed, i kombination med stadigt voldsommere vækstkriser, ville til sidst lede til en samfundsomstyrtende revolution, hvorefter man ville overgå til fælleseje af produktionsmidlerne som Marx kaldte kapitalapparatet. 

Imidlertid skrev Marx ikke om tiden efter revolutionen, men analyserede markedsøkonomien, og dens evigt tilbagevendende kriser. Derfor er Marx mere relevant, for folk der undersøger, hvad der kan fremme væksten i en markedsøkonomi præget af økonomiske kriser, end for folk der vil afskaffe markedsøkonomien.

Marx’ forudsigelser var en fremskrivning af samfundsudviklingen i hans egen tid, hvor fattigdommen var ekstrem, og hvor Europa jævnligt blev rystet af revolutioner. Men udviklingen vendte, og nødvendigheden af en revolution tonede bort, efterhånden som også arbejderklassens levestandard begyndte at blive bedre. 

Ikke desto mindre, selvom levestandarden blev forbedret for alle samfundsgrupper i takt med udbredelsen af industrialisering og markedsøkonomi, så forblev samfundet præget af stor ulighed og tilbagevendende kriser, og efter Første Verdenskrig, oplevede navnlig Storbritannien en tid med konstant høj arbejdsløshed. Dette udfordrede den herskende forestilling om, at markedet var bedst til at sikre en udnyttelse af ressourcerne, der tilvejebragte den højest mulige produktion. Det fik mange økonomer til revurdere den økonomiske teori, den mest prominente af dem var Keynes. 

Også Keynes var grundlæggende indforstået med, at profitmotivet fremmer investeringerne. Men han mente ikke, at markedskræfterne automatisk fremskaffer betingelser, der vil få entreprenørerne til at foretage tilstrækkeligt med investeringer til at sikre fuld beskæftigelse. Han foreslog derfor, at staten gennem forskellige typer indgreb sikrer, at den forhåndenværende arbejdskraft bliver optimalt udnyttet, ellers vil samfundet gå glip af den produktion, de arbejdsløse kunne have skabt. 

Problemet er ifølge Keynes, at under indtryk af krise, får entreprenørerne pessimistiske forventninger til fremtidens afsætningsmuligheder, hvilket afholder dem fra at investere. Løsningen er at føre en aktiv økonomisk politik, der stimulerer forbruget, så entreprenørerne tror på de kan sælge, og derfor får lyst til at investere igen. Hvis det ikke er tilstrækkeligt, må staten selv iværksætte de nødvendige investeringer. 

Bemærk i øvrigt det paradoks, at en del af Keynes’ løsningsforslag, legitimer omfordeling fra rig til fattig, mens den grundlæggende drivkraft bag de private investeringer er at blive rig, hvad der øger uligheden mellem rig og fattig.

Keynes forandrede nationaløkonomisk teori for bestandig. Selvom hans praktiske indflydelse ikke er så stor, som den har været, dominerer hans begrebsapparat stadig de økonomiske lærebøger. Keynes ideer blev udbredte i 1930’erne og 1940’erne, og det var samtidigt med, at vore dages nationaløkonomiske opgørelsesteknikker blev udviklet. Siden dengang har nationaløkonomisk teori fulgt den samme grundstamme. Det vil sige, at efter vi har gennemgået Keynes, har vi også tillært os det begrebsapparat, der anvendes i moderne nationaløkonomi. 

Den teorihistoriske gennemgang tjener flere formål. For det første lærer vi nationaløkonomi fra grunden. For det andet får vi udpeget de uenigheder, der findes inden for nationaløkonomisk teori. Netop disse uenigheder viser os, hvad vi bør studere nærmere, for at få et billede af, hvad der skaber vækst. For det tredje afslører gennemgangen, hvilke dynamikker, der har fremprovokeret udviklingen af økonomisk teori. 

Smith så markedsøkonomien som et selvregulerende system, der skabte både vækst og retfærdig fordeling. Marx så markedsøkonomien som en proces, der skabte vækst, men som dog ville komme til en naturlig afslutning en dag, på grund af dens manglende evne til at skabe en retfærdig fordeling. Keynes så markedsøkonomien som et ufuldkomment system, der jævnligt havde brug for statslig styring for at fungere optimalt. 

Uenighederne mellem vores tre økonomer, peger os i retning af to spørgsmål, der kræver nærmere undersøgelse: (1) Kan man øge væksten gennem aktiv indgriben i økonomien, i givet fald, hvordan og hvor meget skal staten blande sig? (2) Er det nødvendigt med ulighed, for at sikre vedvarende økonomisk vækst, i givet fald, hvor meget ulighed skal der til?



2 kommentarer:

  1. I din ovenstående redegørelse kommer du ikke ind på forskellen mellem de to tidligere økonomiske kriser i forbindelse med verdenskrigene, og så den seneste finanskrise, der var foranlediget af finanssektoren og ikke af produktions sektoren.

    SvarSlet