Formuerne i Danmark koncentreres på færre hænder

Jeg har i et indlæg i Netavisen Pio argumenteret for, at ulighedsmønstret i Danmark matcher det, som den franske stjerneøkonom Thomas Piketty beskriver i hans bog ”Kapitalen i det 21. århundrede”.

Det indebærer, at vi kan regne med, at den stigende indkomstulighed i Danmark ikke er et forbigående fænomen, men at vi i Danmark er godt i gang med at indhente uligheden i lande som Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA.  

I mit forsøg på at efterprøve om Pikettys hypotese er relevant for Danmark, har jeg henvist til fem forskellige tendenser beskrevet hos Piketty, der tilsammen virker selvforstærkende på uligheden. En af dem er, at formuerne koncentreres på stadig færre individer, altså at de rigeste lægger beslag på en stadig større andel af formuen. Det indebærer, at de rigeste får en større indkomst i form af formueafkast. På den måde medvirker en ændret formuefordeling til større indkomstulighed. 

At formuerne koncentreres hos de rigeste bliver stadig draget i tvivl for Danmarks vedkommende, og jeg har lavet nedenstående indlæg for at dokumentere og argumentere for, at Danmark også på dette punkt matcher den formel på stigende indkomstulighed som Piketty beskriver.

Det er først efter udgivelsen af Pikettys ”Kapitalen i det 21. århundrede”, at der er kommet så stor opmærksomhed på formuens betydning for den økonomiske udvikling, at man er begyndt at udarbejde formuestatistik hos Danmarks Statistik. 

Indtil videre har Danmarks Statistik kun udarbejdet en opgørelse over fordelingen af den samlede formue i Danmark for årene 2014 og 2015. Her viser Danmarks Statistiks tal, at værdien af det rigeste decils formue (målt i 2015-priser) er vokset 3,8 procent på bare et år, mens værdien af den samlede formue kun er vokset 2,8 procent. 

Det gælder altså for året 2015, at det rigeste decil har øget sin andel af den samlede formue på bekostning af den øvrige befolkning. Imidlertid er der så store udsving i formueudviklingen, at vi på ingen måde kan være sikre på, at udviklingen på et tilfældigt år kan være repræsentativ. Vi har brug for at se udviklingen over en så lang periode som muligt, for at få en sikker indikator på, hvordan formuefordelingen udvikler sig.

Det er lykkedes AE-rådet (på baggrund af Danmarks Statistiks registre), at lave et overblik over hvilke indkomstgrupper, der har haft mest gavn af de seneste års værdistigning i formuen, blot er pensionsopsparing ikke medregnet i denne opgørelse. Udviklingen fremgår af Figur 1.

Figur 1: Ændring i andele af nettoformuen eksklusiv pensionsopsparing i Danmark 2004-2014

Iagttager vi udviklingen på Figur 1, er det entydigt, at det er det rigeste decil, der har fået mest ud af værdistigningen i formuen. Tabellen viser, at denne gruppe har øget deres andel af nettoformuen med 8,7 procent, hvilket indebærer, at det rigeste decil i 2014 ejede 66,1 procent af den samlede nettoformue i Danmark eksklusiv pension. 

Det økonomiske Råd har set på udviklingen endnu længere tilbage i tiden, og deres gennemgang fremgår af Figur 2.

Figur 2: Udviklingen i fordelingen af nettoformuen eksklusiv pensionsopsparing i Danmark 1990-2014

Med Figur 2 bliver det muligt at iagttage udviklingen historisk. Her ser vi at de rigestes indkomster (altså det rigeste decil, og navnlig den rigeste procent) har oplevet stigende formuekoncentration siden omkring 2003, hvilket korresponderer med udviklingen i indkomstuligheden i Danmark. Der synes altså at være en sammenhæng mellem indkomstandelens størrelse og formuens størrelse.

Imidlertid afviger billedet når vi ser på udviklingen i anden halvdel af 1990’erne og i tiden lige før Finanskrisen 2008. Forklaringen er simpel. Værdien af almindelige folks huse er steget exceptionelt i Danmark (væsentligt mere end i USA) siden midten af 1990’erne og navnlig fra 2004-2006, og det har naturligvis fået almindelige folks formuer til at vokse relativt i forhold til de rigestes formuer. Efter boligboblen brast i 2009, er det blevet mere tydeligt, hvorledes koncentrationen af formuen ud over beboelsesejendomme er blevet koncentreret i de allerrigestes favør.

For at opsummere: På trods af, at prisudviklingen på boligmarkedet i Danmark slører billedet i en international sammenligning, står det ganske klart, at der er sket en stigende formuekoncentration i Danmark, der følger det samme mønster som udviklingen i indkomstuligheden. I hvert fald så længe vi måler formue eksklusiv pensionsopsparing.

Skatteministeriet har lavet deres eget skøn af den samlede formue inklusiv pension, og på trods af at de indregner pensionsformuen, genfinder de nogenlunde det samme mønster blot med mindre udsving end Det økonomiske Råd, og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd finder. Det rigeste decils andel den samlede formue er steget, navnlig efter finanskrisen, og er nu på samme niveau som det var i 1997.

 

Det er ikke overraskende, at en opgørelse over formuens udvikling med pensionsopsparing viser mindre udsving, end en opgørelse uden, eftersom stort set alle lønmodtagere er tvunget til at spare op til pension i kraft af deres overenskomster. Der er imidlertid en række forhold der taler for, at vi forholder os til udviklingen i formuen eksklusiv pensionsopsparing når man sammenligner formuekoncentrationen i Danmark med formuekoncentrationen i udlandet.

Det danske pensionssystem er forholdsvist unikt i international sammenhæng. I mange andre lande er en større del af pensionen dækket via skatter. Set fra et lønmodtagersynspunkt er den obligatoriske indbetaling af arbejdsmarkedspension (der udgør hovedparten af pensionsopsparingen) identisk med en skat. Du kan ikke vælge den fra, og udbetalingen kommer gradvist, når du bliver pensioneret. Dør du tidligt får du ikke noget ud af din opsparing, men dør du sent, får du mere ud af den, end hvis den var blevet udbetalt som en engangsbeløb ved din pensionering. Præcis som alle andre offentlige ydelser og service. Arbejdsmarkedspensioner er derfor de facto at regne for en skat. Det er ikke en familieejet formue, der kan overføres til næste generation. På den måde er pensionsopsparing mindre relevant, når vi prøver at eftervise den udvikling i formuerne, som Piketty ser som drivkraften bag den stigende ulighed.

Ydermere skal det anføres, at pensionsformuen forrentes lavere end den formue som de allerrigeste typisk råder over. Det skyldes dels lovgivningen, der gør at en del af pensionsformuen placeres i mere sikre aktiver. Og så skyldes det givetvist den omstændighed, at pensionsselskaberne ikke kan træffe dispositioner om at købe og sælge deres aktiver alene ud fra strategiske spekulative hensyn (alene). 

Når der er flere der indbetaler pension, end der personer der hæver pension, vil pensionsselskaberne købe mere end de sælger, og de driver priserne på aktiverne op, og dermed afkastet ned. Når der er flere der skal have udbetalt pension, end der folk der indbetaler, så vil pensionsselskaberne sælge mere end de køber, og det vil drive priserne på deres aktiver, og dermed fortjenesten på salg, ned. Med andre ord: Den demografiske udvikling hæmmer pensionsselskabernes mulighed for at forrente deres formuer optimalt.

Hertil skal lægges, at de mange penge i Danmark der opspares til pension, er med til at drive prisen på formue yderligere op, til gavn for de rigeste, der i forvejen besidder formue. Den danske pensionsopsparing betyder nok ikke, selvom den er stor, alverden i international sammenhæng. Men alligevel, i princippet medvirker den stigende pensionsopsparing til, at de i forvejen rigestes aktiver bliver mere værd alt imens de ligger på sofaen, eller sejler sig en tur i deres yacht (jeg ved ikke, hvad rige mennesker laver, det er bare noget, jeg finder på). 

Udviklingen er tankevækkende, eftersom det er lige præcis stigende pris på formue relativt til produktionen, som Piketty ser som en væsentlig drivkraft bag den stigende ulighed.

Set i lyset af ovenstående finder jeg det mere rimeligt, at operationalisere Piketty ved at måle på formuer uden pensionsopsparing.

Men uanset hvordan vi måler, er vi tvunget til erkende, at vi aldrig kan få det fulde overblik over udviklingen i formuen. Vores data er under alle omstændigheder hæmmede af, at f.eks. ikke-børsnoterede aktier ikke indgår. Det gælder også kontantbeholdninger, kunstgenstande, smykker, inventar i selvstændige virksomheder (såsom svin i svinebesætninger), privatfly og de føromtalte lystbåde. Naturligvis medregnes heller ikke den formue, der er placeret i skattely rundt om i verden.  Der er altså masser af muligheder for, at vores data undervurderer den stigende formuekoncentration.

Til sidst skal det anføres, at selv ved uændret formuekoncentration, må vi antage at formuefordelingen påvirker indkomstuligheden negativt. Værdien af formuerne er nemlig steget voldsomt relativt til produktionens størrelse. Hvis afkastet af formuerne er steget (og det er det), er afkastet hos de allerrigeste steget mere end hos de øvrige formueindehavere, eftersom det er velkendt, at større formuer giver større afkast.

En metode-kommentar: Den opmærksomme læser vil have set at Det økonomiske Råd og Danmarks Statistik (og i øvrigt også Skatteministeriet) angiver et forskelligt tal for, hvor meget formue det rigeste decil råder over. Der anvendes forskellige definitioner, og derfor er det afgørende at se på udviklingen og ikke det konkrete tals størrelse. Generelt gælder det, at sammenligninger der går længere tilbage end 2004 er mangelfulde.