Nedenstående blogindlæg blev fremlagt som et paper på forskningskonferencen Nordom XV den 24. august 2018. Konferencen blev lavet som et samarbejde mellem Roskilde Universitet, Institut for Samfund og Erhverv, samt Københavns Universitet, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi. Desuden er blogindlægget trykt som en artikel i tidsskriftet Økonomi og Politik nr. 3, årgang 91, 2018, og bragt med tilladelse. Tidsskriftet udgives på DJØF Forlag.
Resumé
I sin bog Kapitalen i det 21. århundrede fra 2014 efterviser
Thomas Piketty et fælles mønster for de tidligt industrialiserede lande, der
har ført til stigende ulighed siden 1980. Pikettys empiri omfatter dog ikke
Danmark, hvorfor det siden bogens udgivelse har været til debat, om udviklingen
i Danmark følger det samme mønster som de øvrigt tidligt industrialiserede
lande. Denne artikel rummer det første systematiske forsøg på at teste Pikettys
tese om, at uligheden er på vej tilbage på niveauet for 1800-tallet, på
Danmark. Artiklen bekræfter, at mønstret i Danmark er identisk med det Piketty
finder i de øvrige tidligt industrialiserede lande, dog med den forskel, at
situationen med stigende ulighed i Danmark indfandt sig senere og startede fra
et lavere niveau, men at uligheden til gengæld nu vokser hurtigere. Det
forudses, at uligheden i Danmark ved uændret politik vil vedblive at stige
fremover.
Har Pikettys tese relevans for Danmark?
Den franske økonom Thomas Piketty vakte opsigt med sin bog
Kapitalen i det 21. Århundrede (2014). Heri dokumenterer Piketty, hvorledes
topindkomsternes andel af den samlede indkomst i de tidligt industrialiserede
lande faldt i forlængelse af de to verdenskrige, dernæst lå på et lavt niveau
indtil omkring 1980, hvorefter uligheden nu stiger igen.
Piketty mener at have afdækket forklaringen på denne
udvikling. Han mener endvidere, at der er tale om en selvforstærkende dynamik,
og konkluderer derfor, at vi er er på vej tilbage til 1800-tallets ekstremt
skæve indkomstfordeling.
Kapitalen i det 21. Århundredes empiri beskæftiger sig
primært med Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA. Derfor er det et åbent
spørgsmål, om Pikettys tese har nogen relevans for Danmark. Det dominerende
synspunkt synes at være, at uligheden i Danmark er så beskeden, at det ikke kan
være tilfældet.
Denne artikel når frem til det modsatte, Pikettys tese er
relevant. Det mønster der karakteriserer den stigende ulighed i de øvrige tidligt
industrialiserede lande, kan genfindes i Danmark.
Danmark skiller sig ud ved, at uligheden begyndte at stige
senere og fra et lavere niveau, men til gengæld stiger uligheden nu hastigere,
end det er tilfældet i de øvrige tidligt industrialerede lande.
Hvis den stigende ulighed i Danmark drives opad af den samme
selvforstærkende dynamik, som Piketty afdækker i Kapitalen i det 21. Århundrede,
kan vi forvente, at Danmark snart vil have indhentet de øvrige tidligt industrialiserede
lande, hvad angår ulighed.
Denne artikel vil punkt for punkt efterprøve om Danmark
følger det mønster, som Piketty mener fører til en selvforstærkende
ulighedsspiral. Empirien kommer fra kendte og offentligt tilgængelige kilder.
Artiklens originale bidrag er dens udlægning og operationalisering af Pikettys tese.
Inden artiklen vender sig mod Piketty, tager den først en
lille ekskurs. Det skal kort diskuteres, om stigende ulighed overhovedet udgør
et samfundsøkonomisk problem, som det kan retfærdiggøres at bruge tid på at beskæftige
sig med.
Er det et problem at de rige bliver rigere?
Den generelle indvending mod at bekymre sig om ulighed er,
at ulighed ikke fører til lavere levestandard. Ingen bliver ringere stillet,
blot fordi en større del af væksten tilfalder de rigeste frem for den øvrige
befolkning.
Denne indvending tager ikke højde for, at uligheden er
stigende. Hvis stigningen i uligheden får lov at fortsætte længe nok, vil det
uundgåeligt føre til faldende levestandard for flertallet. Grundet princippet
om rentesregning vil indkomsten hos de rigeste på et tidspunkt blive så stor,
at en stadig forøgelse af deres indkomst vil overgå den samlede økonomiske
vækst, og dermed vil de rigestes stigende indkomst blive på bekostning af den
øvrige befolkning.
Det skal bemærkes at dette scenarie ikke angår en fjern
hypotetisk fremtid. Levestandarden er allerede faldende blandt de fattigste
danskere.
Ifølge Danmark Statistiks opgørelser over
indkomstfordelingen (Statistikbanken, tabel IFOR32, omregnet til faste priser)
var gennemsnitsindkomsten for de fattigste 10 procent danskere marginalt lavere
i 2016 end i år 2000, og en del lavere end i år 2006. Tager man højde for, at
de fattigste danskere bruger flere penge på husleje og mad end den øvrige
befolkning, kan det konkluderes, at de fattigste danskere har haft et
betydeligt tab i købekraft, eftersom priserne på husleje og mad er steget mere
end den almindelige prisudvikling i samme periode.
Kan ulighed gøre skade på samfundet?
Ulighed kan betragtes som en uafhængig variabel, der kan
føre til en uhensigtsmæssig samfundsudvikling.
Statistisk set er der et sammenfald mellem høj ulighed og
dårlig folkesundhed og høj kriminalitet. Sammenhængen er blandt andet blevet
dokumenteret af Wilkinson & Pickett (2011).
Et studie af Rune V. Lesner baseret på detaljerede danske
registerdata slår fast, at en opvækst i fattigdom giver lavere lønninger og
dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet som voksen. Blot et ekstra år i
fattigdom i starten af teenageårene giver et fald i erhvervsindkomsten på over
12 procent. som voksen (Juul, 2018).
Har uligheden naturlige årsager?
Ulighed kan også betragtes som en afhængig variabel, altså
som en effekt af andre hændelser. For eksempel oplever Danmark et stigende
antal ældre og indvandrere, der i kraft af deres lavere
arbejdsmarkedstilknytning har lavere indkomst. Derved stiger uligheden.
Hvis vi antager at aldringen og indvandringen er et
midlertidigt fænomen, er der ingen grund til at bekymre sig om stigende
ulighed, hvis aldring og indvandring er den eneste årsag til stigende ulighed.
Imidlertid er hverken aldring eller indvandring mere
relevant i Danmark end i de øvrige tidligt industrialiserede lande, og kan
dermed ikke være forklaringen på, at uligheden stiger særligt hastigt i
Danmark.
Hvor meget og hvor hurtigt stiger uligheden i Danmark?
Måler man indkomstuligheden ved Gini-koefficienten som den
opgøres af OECD, ses at Danmark er et af de mest lige lande. Ser man på
stigningen i Gini-koefficienten 1995-2014 fremgår det, at uligheden stiger
hurtigst i Danmark og Sverige uanset om der måles absolut i point eller
relativt i procentvis stigning (Asmussen, 2018). Dette i øvrigt til trods for, at
OECD’s anderledes opgørelse af lejeværdien af egen bolig konsekvent får
Gini-koefficienten for Danmark til at fremstå lavere, end tilfældet er hos eksempelvis
Danmarks Statistik og Økonomiministeriet.
Måling af uligheden med Gini-koefficienten kan være
utilstrækkelig, fordi denne metode mangler følsomhed til at indfange den dynamik, der dominerer
udviklingen i uligheden, nemlig at det er de absolutte topindkomster, der
lægger beslag på en stadig større del af den samlede indkomst.
Tal fra Det Økonomiske Råd (2016) viser, at de rigeste 10
procent af danskerne, undtagen den rigeste ene procent, siden 1990 har øget
deres andel af den samlede indkomst med over 15 procent, mens den rigeste ene
procent af danskerne, undtagen den rigeste promille, har øget deres andel med
over 55 procent, samtidig med at den rigeste promille har øget deres andel med
200 procent. Det hører med til historien, at statistikken er påvirket af
oplysninger om aktieindkomst, der først blev tilgængelige i løbet af 1990’erne,
men mønstret er ikke til at tage fejl af, og i overensstemmelse med den
internationale trend.
Stigningen i uligheden i Danmark tog for alvor fart lige
omkring 2003. Ifølge Eurostat disponerede de 20 procent rigeste danskere i den
arbejdsdygtige alder det år over 3,4 gange så meget indkomst, som de 20 procent
fattigste. Det var og er i international sammenligning en meget lige
indkomstfordeling. I EU samlet set disponerede de 20 procent rigeste i den
arbejdsdygtige alder i 2004 over 5,2 gange mere indkomst end de 20 procent
fattigste.
Så hopper vi frem i tiden.
I 2016 disponerede de 20 procent rigeste danskere i den
arbejdsdygtige alder over 4,4 gange mere end de 20 procent fattigste. En
relativ stigning på 29,4 procent. I EU var den relative stigning i perioden
2004-2015 på 3,8 procent.
Bemærk, at tallene stammer fra Eurostat, og eftersom de
bygger delvist på survey-data, hvor folk har meddelt deres indkomst, for året
før de blev interviewet, har jeg ændret årstallene, så de matcher indkomståret,
og ikke året hvor respondenterne blev interviewet.
Har ændret indkomstmobilitet betydning for vores måling af uligheden?
Når ulighed måles som stigende indkomstulighed
indkomstgrupperne imellem, må det overvejes, om indkomstmobiliteten har ændret
sig. Har der været stigende indkomstmobilitet i Danmark, betyder det at flere danskere,
der det ene år var i den lave ende af indkomstskalaen, i et andet år vil være
rykket op og vice versa. Hvis det er tilfældet, vil vores målinger af den
årlige stigning i uligheden overdrive udviklingen i uligheden set over et
livsforløb.
Imidlertid er indkomstmobiliteten faldende i Danmark. Det
vil sige, at vores målinger af stigende indkomstulighed målt på årsbasis dækker
over en endnu større stigning i indkomstuligheden over et livsforløb.
Den faldende indkomstmobilitet i Danmark er dokumenteret af
Tænketanken Kraka (Jakobsen, 2016). Faldet i indkomstmobiliteten går ud over de
yngre generationer. Hvis dine forældres indkomst var blandt de 20 procent
højeste, da du var ung, er sandsynligheden for at du selv lå i samme indkomstgruppe
som 38-40-årig, steget med knap 10 procent, når man sammenligner årgang
1961-1963 med årgang 1972-1974.
Større chance for at havne i den høje indkomstgruppe er meget
fint for dem, der havde rige forældre, men omvendt er chancen for at nå den
rigeste indkomstgruppe, hvis ens forældre hørte til blandt de fattigste, faldet
med knap 20 procent. Med andre ord er indkomstmobiliteten faldet betydeligt
efter 2001.
For at opsummere: Vi har fjernet aldring og indvandring som
forklaringen på den særligt dramatiske stigning i uligheden i Danmark. Til
gengæld har vi fundet ud af, at faldende indkomstmobilitet er med til at underdrive
vores målinger. Det står værre til med uligheden, end vores observationer
umiddelbart viser. Vi har også erkendt, at jo mere uligheden får lov at stige,
jo flere danskere vil opleve et absolut fald i deres levestandard.
Nu vender artiklen tilbage til Pikettys tese om den dynamik,
der internationalt er ved at drive uligheden op på niveauet fra 1800-tallet.
Hvilket mønster er det, Piketty har afdækket, og kan dette mønster genfindes i
Danmark?
Hvad skaber den stigende ulighed ifølge Piketty?
Piketty (2014) observerer, at topindkomsternes andel af den
samlede indkomst stiger. Det skyldes ikke folk i arbejde, der bliver rigere på
bekostning af folk uden for arbejdsmarkedet. Det er ikke højtuddannede, der
bliver rigere på bekostning af lavtuddannede. Det skyldes først og fremmest, at
de formuende bliver rigere på bekostning af de ikke-formuende, mens de ekstremt
formuende bliver rigere relativt til de knap så ekstremt formuende.
Forklaringen på, at de rige bliver rigere på bekostning af
den øvrige befolkning, skal ifølge Piketty helt overordnet findes i to forhold.
For det første, at værdien af den samlede formue, og dermed formueafkastet,
stiger relativt til værdien af den samlede produktion. For det andet, at den
økonomiske vækst er faldende.
Piketty kombinerer de to tendenser i udsagnet r>g,
hvilket vil sige, at så længe r (afkast af formue) er større end g (økonomisk
vækst), vil de rige (hvis indtægter hovedsageligt kommer fra afkast på formue)
øge deres indtægter hurtigere, end den samlede produktion stiger. For disse
indtægter erhverver de i forvejen rige sig mere formue. Herved er der startet
en dynamik, hvor topindkomsterne konstant øger deres andel af den samlede
indkomst.
Katalysatoren, der har igangsat ovenstående proces, er
ændret fordelingspolitik. Lavere skat har øget topindkomsternes mulighed for at
efterspørge formue, hvad der har drevet den samlede formue op i pris relativt
til produktionen. En proces, der er blevet yderligere forstærket af kapitalens
fri bevægelighed over grænserne.
For at opsummere. Vejen til konstant stigende ulighed
starter med klassisk omfordelingspolitik efter Matthæus-Princippet: Thi den,
som har, ham skal der gives, og han skal få overflod; men den, som ikke har,
fra ham skal endog det tages, som han har.
At uligheden i Danmark er steget som følge af omfordeling
fra fattig til rig, er dokumenteret i nærværende tidsskrift af Jørgen Goul
Andersen (2018). I denne gennemgang
fremgår det blandt andet, at marginalskatten for højtlønnede er sænket mere i
Danmark end i noget andet tidligt industrialiseret land i perioden 2000-2016
(af alle OECD-lande har kun Ungarn sænket marginalskatten for højtlønnede mere
end Danmark). Konklusionen er, at ændret skatte- og velfærdspolitik udgør den
væsentligste forklaring på den stigende ulighed i Danmark.
Spørgsmålet er nu, om den stigende ulighed i Danmark er et
overstået fænomen, eller om vi kan forvente fortsat stigende ulighed. Hvis
uligheden i Danmark skal sættes i forbindelse med den konstante stigning,
Piketty beskriver, skal følgende betingelser være opfyldt.
(1) Indkomstuligheden
stiger, fordi topindkomsterne lægger beslag på en stadig større andel af den
samlede indkomst.
(2) Værdien
af den samlede formue stiger relativt til produktionen.
(3) Formueafkastet
er stigende.
(4) Formueafkast
beskattes mindre end arbejdsindkomst.
(5) Arveafgiften
sænkes, og der arves større formuer.
(6) De
i forvejen formuende akkumulerer en større andel af formuen.
Jo mere disse betingelser viser sig opfyldt for Danmarks
vedkommende, jo stærkere må det konkluderes, at Danmark betræder den sti, der
ifølge Piketty har ført til stigende ulighed i de øvrige tidligt
industrialiserede lande, og jo mere kan vi derfor forvente, at uligheden vil
vedblive at stige fremover.
Ad 1/ Lægger
topindkomsterne i Danmark beslag på en stigende andel af den samlede indkomst,
ligesom det ses i andre tidligt industrialiserede lande?
Som nævnt satte den voldsomme stigning i uligheden i Danmark
ind fra 2003. Ifølge World Inequality Database har den rigeste promille i
Danmark øget sin andel af den samlede indkomst i Danmark med 36 procent fra
2003 til 2010 (der er den seneste observation). Det økonomiske Råd (2016) anslår
stigningen til 27 procent fra 2003 til 2010, og 42 procent fra 2003 til 2014.
Til sammenligning viser data fra World Inequality Database,
at den rigeste promilles andel af den samlede indkomst steg med 31 procent i
USA (2003-2014), 15 procent i Kina (2003-2010), 14 procent i Australien
(2003-2013), 14 procent i Japan (2003-2010), 11 procent i Canada (2003-2015). I
samme periode faldt den rigeste promilles andel af den samlede indkomst med 7
procent i Frankrig (2003-2013) og 18 procent i Spanien (2003-2012).
På baggrund af de data der er til rådighed, må det
konkluderes, at Danmark er det land, hvor topindkomsternes andel af den samlede
indkomst stiger hurtigst.
Ad 2/ Stiger værdien
af den samlede formue relativt til produktionen i Danmark efter samme mønster,
som Piketty har fundet i de øvrige tidligt industrialiserede lande?
Denne undersøgelse er blevet gennemført af Danmarks
Nationalbank (Abildgren, 2015). Her genfindes den samme U-formede kurve, som
Piketty dokumenterer for USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig. Forskellen
er blot, at stigningen i værdien af den samlede formue i Danmark starter senere
og fra et lavere niveau. Til gengæld har udviklingen været så markant, at
Danmark nu ligger på niveau med Tyskland og Storbritannien og næsten er tilbage
på niveauet fra 1800-tallet.
Ad 3/ Stiger
formueafkastet i Danmark?
Ifølge oplysninger fra Danmarks Statistik (Statistikbanken,
tabel INDKP101 omregnet til faste priser) steg den indkomst, der skabes af sig
selv, blot fordi man ejer noget, der genererer et afkast (såsom aktier, obligationer
og andre værdipapirer) med 125 procent per indbygger i Danmark fra 1994-2015.
Medregner man den gevinst, man som boligejer har opnået i
form af øget lejeværdi af egen bolig (den indkomst, man sparer ved ikke at
skulle betale husleje) og de kraftigt formindskede renteudgifter, som især
boligejere nyder godt af, har stigningen i formueindkomst per indbygger i Danmark
været 594 procent i samme periode.
Til sammenligning har lønstigningen i den private sektor i
perioden 1994-2015 været på 62 procent (korrigeret for inflation). Der er altså
ikke nogen tvivl om, at formueafkastet er steget i Danmark, og at det siden 1994
bedre har kunnet svare sig at eje værdipapirer og huse end at gå på arbejde.
Ad 4/ Beskattes
formueafkast mindre end arbejdsindkomst?
Jævnfør Skatteministeriet (2018) faldt marginalskattesatsen for
personlig indkomst fra 68,7 procent i 1993 til 62 procent i 1998. I 2010 faldt
marginalskattesatsen for personlig indkomst yderligere til 56,1 procent, og i
2018 lå den på 56,5 procent.
Marginalskattesatsen for kapitalindkomst faldt fra 68,7
procent i 1993 til 58,2 procent i 1998. I 2011 faldt marginalskattesatsen for
kapitalindkomst yderligere til 50,2 procent, og i 2018 lå den på 42,7 procent.
Bemærkelsesværdigt er det, at forskellen på
marginalskattesatsen på personlig indkomst og kapitalindkomst har bevæget sig
fra 0 procent til 13,8 procent fra 1994 til 2018. Igen må det konstateres, at
det siden 1994 bedre har kunnet betale sig at få sin indkomst fra formueafkast
end ved at gå på arbejde.
Ad 5/ Er arveafgiften
blevet sænket, og arves der større formuer i Danmark?
Arveafgiften for familieejede virksomheder er netop blevet
sænket fra 15 procent til 5 procent (ændringen er fuldt indfaset i 2020). I
skrivende stund er der samlet politisk flertal for helt at afskaffe
arveafgiften. Svaret på første del af spørgsmålet må derfor blive et rungende
ja, arveafgiften er blevet sænket.
Den lavere arveafgift er i øvrigt foranlediget af, at en
række af Danmarks største familieejede virksomheder står over for et snarligt
generationsskifte. Der er således flere grunde til at antage, at der arves
større formuer i Danmark i den nære fremtid.
Om der allerede er blevet arvet større formuer i den tid,
hvor uligheden er steget, kan kun undersøges indirekte, da der ikke findes
opgørelser over arvens størrelse i Danmark. En sådan undersøgelse er blevet
foretaget af Andersen og Juul (2017). Her konstateres det, at provenuet af
arveafgiften har ligget nogenlunde jævnt, siden arvereglerne sidst blev lavet
om i 1995. Til gengæld er dødeligheden siden da faldet med 25 procent. Det
kunne indikere, at størrelsen på de arvede formuer er steget 25 procent.
Andersen og Juul (2017) bemærker desuden, at arvereglerne i
Danmark er indrettet således, at man kan give 61.500 i skattefrit arveforskud
per år, og på denne måde undgå at betale arveafgift. Beløbet er ikke
indberetningspligtigt, så vi ved ikke hvor meget der er blevet arvet på denne
måde. Imidlertid viser en analyse på individniveau, at blandt den rigeste
promille af de 18-årige, stammer 99 procent af deres formue fra sådanne
overførsler. Analysen viser også, at børn, der modtager arveforskud i
barndommen, bliver ved med at gøre det i voksenlivet.
Vi kan konkludere, at på baggrund af det foreliggende
materiale ser det ud til, at der er blevet arvet større formuer i Danmark, og
det synes helt sikkert, at arv vil få større betydning for
formuekoncentrationen for fremtiden.
Ad 6/ Koncentreres ejerskabet af formuerne i toppen af Danmark?
Svaret vil afhænge af, hvordan man operationaliserer
spørgsmålet.
Piketty arbejder med det bredest mulige formuebegreb (alt
hvad der kan måles). Det kan gå an, så længe man sammenligner lande med en
nogenlunde ensartet formuestruktur. Men når det kommer til formuestruktur, er
Danmark atypisk. Derfor må der tages en række forbehold, når størrelsen af
formuerne måles.
Det store spørgsmål er, om pensionsopsparing skal tælle med.
I international sammenligning har Danmark en særdeles stor pensionsformue, der
ejes at det store flertal af lønmodtagerne. Denne opsparing modvirker
formuekoncentration i toppen.
Der er imidlertid flere grunde til at se bort fra
pensionsopsparingen i vores undersøgelse.
For det første må stigningen i danskernes pensionsopsparing
forventes at ophøre, når arbejdsmarkedspensionerne er fuldt indfasede. Vi må
altså forvente, at denne modvægt til formuekoncentration i toppen i Danmark er
en midlertidig foranstaltning. Der er derfor god grund til at analysere
formueudviklingen i Danmark eksklusiv pensionsopsparing. Vi må vide, om
tilstedeværelsen af pensionsopsparingen slører en dynamik, der svarer til den
beskrevet af Piketty.
En vigtigere grund til at analysere formuekoncentrationen
uden pensionsopsparing er, som professor ved CBS og ekspert i formuepleje
Brooke Harrington (2016) slår fast, at det navnlig er væksten af dynastiske
formuer, der driver uligheden op.
Dynastiske formuer har den fordel, at de ikke skal bruges.
De kan dermed dedikeres til langsigtede investeringer, der giver bedre afkast,
og de er også langt nemmere at placere således, at de kan unddrage sig
beskatning.
At skatteunddragelse er udbredt, underbygges med at
internationale læk af data har afsløret omfattende skattesnyd blandt
topindkomsterne, også blandt danskere.
Et andet indicium på udbredelsen af skatteunddragelse er den
omstændighed, at der er oprettet en formel uddannelse (som føromtalte Brooke
Harrington har gennemført som en del af sin research) i formueforvaltning, der
specifikt handler om, hvordan man bedst undgår beskatning af formuer.
Hvordan har nettoformuen eksklusiv pensionsopsparing
udviklet sig i Danmark?
Ifølge Det Økonomiske Råd (2016) rådede de 10 procent
rigeste danskere over 82 procent af nettoformuen i 2014, hvilket er stort set identisk
med niveauet i starten af 1990’erne (81 procent i 1991). Umiddelbart må det
altså afvises, at der er sket en formuekoncentration i Danmark.
Imidlertid dækker udviklingen over en dynamik, der kunne
antyde, at der faktisk sker en formuekoncentration. De rigeste 10 procents
andel af nettoformuen faldt fra midten af 1990’erne frem til 2007. Denne
udvikling skyldes stigningen i huspriserne, der har tilgodeset de fleste af
landets husejere (eller i hvert fald de husejere, der købte tidligt). I samme
øjeblik som prisboblen på huse bristede, faldt de almindelige danskeres andel
af nettoformuen. Igen ser vi et fænomen af midlertidig varighed trække i modsat
retning af den generelle trend.
Efter husprisernes kollaps er de rigestes andel af den
samlede formue vokset dramatisk. De ti procent rigeste danskere minus den rigeste
procent lagde beslag på 52 procent af nettoformuen i 2014 mod 41 procent i 2007
(en relativ stigning på 27 procent). Den rigeste procent af danskerne lagde
beslag på 30 procent af nettoformuen i 2014 mod 20 procent 2007 (en relativ
stigning på 50 procent).
Det kan opsummeres, at udviklingen i huspriserne og
opbygningen af pensionsformuen har skjult en underliggende trend, nemlig en
voldsom formuekoncentration blandt de rigeste danskere.
Bemærk i øvrigt, at ligesom i de øvrige tidligt
industrialiserede lande kan der i Danmark iagttages det mønster, at tabene i
forbindelse med Finanskrisen 2008 ramte de almindelige indkomster langt
hårdere, end de ramte topindkomsterne (Harrington, 2016).
Konklusion: Forvent stigende ulighed
Vores gennemgang af den stigende ulighed i Danmark giver
grundlag for en klar konklusion. Når det hidtil ikke har været bredt erkendt,
at Danmark følger det mønster, som Thomas Piketty har afdækket i Kapitalen i det
21. Århundrede, hænger det sammen med, at spørgsmålet ikke er blevet undersøgt
tilstrækkeligt systematisk. Det viser sig nu, at Danmark følger Pikettys
mønster for stigende ulighed på alle parametre. Det må derfor forventes (under
forudsætning af uændret politik), at uligheden vil vedblive at stige støt i
Danmark.
Forskellen på stigningen i uligheden i Danmark vs. USA,
Storbritannien, Tyskland og Frankrig er, at stigningen i Danmark er startet
senere og fra et lavere niveau, men nu stiger med større hast, end tilfældet er
i disse lande. Udviklingen i Danmark har stået på i over to årtier, og det
bestyrker en antagelse om, at der er tale om en trend snarere end en afvigelse.
Præcis som Piketty har forklaret, stiger formuernes værdi
relativt til den samlede produktion. Det sker, fordi der er stigende
efterspørgsel på formue. Formueskattens afskaffelse, fastfrysningen af
boligskatterne, den lempelige finanspolitik forud for Finanskrisen, skattelettelser,
der tilgodeså topindkomsterne, lavere beskatning af formueafkast - alt dette
har sammen med stigende pensionsopsparing og frie internationale
kapitalbevægelser drevet priserne på formue op til fordel for dem, der besad
formue forud for prisstigningerne på formue.
Balancen i det danske samfunds omfordelingsmekanismer er
blevet forrykket, således at der nu er startet en dynamik, hvor de formuendes
formuer akkumulerer af sig selv. Afkast af formuen lægges til formuen, der
herefter genererer et større afkast, og sådan kan det fortsætte. Den lavere
arveafgift, der indfases i disse år, og den endelige afskaffelse af
arveafgiften, der forventes vedtaget i nær fremtid, vil yderligere accelerere
denne proces.
Hvor er vi på vej hen?
Spørgsmålet er, hvor denne trend fører Danmark hen? Om få år
vil Danmark være et helt igennem gennemsnitligt europæisk land, når det kommer
til ulighed. Men vil det fortsætte endnu længere? Vil Danmark komme på niveau
med USA?
En simpel fremskrivning af væksten i den rigeste promilles
indkomster fortæller, at Danmark vil nå samme niveau i ulighed, som USA har i
dag, i året 2049 (uanset om man bruger tal fra DØR eller World Income Database).
Men er det realistisk at tro, at uligheden kan få lov at stige lige så meget i
Danmark, som det har været tilfældet i USA?
Udviklingen i USA er blevet analyseret af nobelpristager i
økonomi Joseph Stiglitz (2012) og tidligere arbejdsminister under Bill Clinton
Robert Reich (2011, 2015). Af dem erfarer vi, at trenden med stigende ulighed i
USA blev skudt i gang med en ændring af skattesatserne, således at USA gik fra
at have progressiv beskatning til regressiv beskatning (topindkomsterne betaler
nu en lavere procent af deres indkomst i skat end almindelige indkomster).
Umiddelbart herefter begynder topledernes lønninger at stige exceptionelt.
Samtidig ses en næsten lineær sammenhæng mellem faldende fagforeningsmedlemskab
i USA og middelklassens faldende andel af den samlede indkomst. Som følge heraf
er topindkomsternes bid af kagen vokset, hver gang der har været højkonjunktur
og vækst, for til sidst at være blevet så stor, at topindkomsternes
indkomstfremgang voksede sig større end produktionsstigningen.
I takt med at topindkomsterne i USA er blevet rigere, har de
også fået mere politisk indflydelse. Det er lykkedes de absolutte topindkomster
gennem massiv partistøtte at ændre lovgivningen til deres fordel. Dette kommer
til udtryk i forlængelse af patenter, der giver store firmaer monopollignende
status. Det kommer til udtryk i lovgivning, der svækker forbrugernes og
lønmodtagernes rettigheder. Det kommer til udtryk i et loft på omfanget af
bødestraf på insiderhandel og finansiel svindel, så svindel bliver økonomisk
rentabel, også selvom det bliver opdaget. Det kommer til udtryk i en svækkelse
af skattevæsnet, så det ikke kan overkomme at opkræve korrekt skat (Reich, 2015).
Udviklingen i USA afspejles kun delvist i Danmark.
Fagbevægelsen står forholdsvist stærkt i Danmark, hvilket har sikret en
lønudvikling nogenlunde i takt med produktionstilvæksten. Skattevæsnet har
mistet mandskab og effektivitet, men opruster nu igen efter en serie af
skandaler. Imidlertid stiger topledernes lønninger i de store virksomheder
betydeligt hurtigere end den øvrige lønudvikling (Finansministeriet, 2018). Der
er også eksempler på, at pengestærke interesser køber sig til politisk
indflydelse. Det har været tilfældet med forløbet omkring arveafgiften, der er
et resultat af massivt lobbyarbejde og pengegaver til de partier, der støtter
op om afgiftens afskaffelse (Arnfred og Jessen, 2016).
Danmark har ikke amerikanske tilstande, men tilfældet USA
fortæller os, at hvis ikke udviklingen bremses, vil topindkomsterne på et
tidspunkt råde over så stor en del af den samlede indkomst, at deres politiske
indflydelse bliver så stor, at stigningen i uligheden synes irreversibel.
Bemærk, at det ikke var demokratiet eller fagbevægelsen
alene, der fik gjort op med 1800 tallets ekstreme ulighed. Der skulle to
verdenskrige til. Det indikerer, at når først den ekstreme ulighed er
indtruffet, skal der meget bemærkelsesværdige begivenheder til for at rulle den
tilbage.
Konklusionen er derfor, at vi kun har begrænset tid til at
rulle uligheden tilbage.
Referencer
Abildgren,
Kim (2015), “Estimates of the National Wealth of Denmark 1845-2013”, Working Papers no. 92, København:
Danmarks Nationalbank.
Andersen, Jørgen Goul (2018), ”Globalisering og stigende økonomisk
ulighed”, artikel fra Økonomi og Politik nr.
1 2018, København: Jurist- og Økonomforbundets forlag.
Andersen, Lars & Jonas Schytz Juul (2017), ”Hvilken
rolle spiller arv i Danmark?”, artikel fra Ploug, Niels (red.): Økonomisk Ulighed i Danmark,
København: Jurist- og Økonomforbundets
forlag.
Arnfred, Carl Emil & Chris Kjær Jessen (2016), Skjulte Penge, København: Berlingske.
Asmussen, Balder m.fl. (2018), Samfundsstatistik 2018, København: Forlaget Columbus.
Harrington,
Brooke (2016), Capital without Borders,
Cambridge, Mass.: Harvard University Press.
Jakobsen, Kristian Thor (2016): Den sociale mobilitet målt på indkomst er gået tilbage over de seneste
godt ti år, København: Tænketanken Kraka.
Juul, Jonas Schytz (2018): Fattigdom i opvæksten giver langvarige konsekvenser, København:
AE-rådet.
Pickett, Kate & Richard Wilkinson (2011), Ulighed, København: Information.
Piketty, Thomas (2014): Kapitalen
i det 21. århundrede, Viborg: Gyldendal.
Reich,
Robert (2010), Aftershock, New York: Knopf
Doubleday Publishing Group.
Reich,
Robert (2015), Saving Capitalism, New
York: Alfred A. Knopf.
Stiglitz,
Joseph (2012), The Price of Inequality,
New York: Penguin Books.
Datakilder
Det økonomiske Råd: Dansk Økonomi Efterår 2016. Data til
figurer i kapitel V. https://dors.dk/vismandsrapporter/dansk-oekonomi-efteraar-2016
Eurostat:
Inequality of income distribution S80/S20 income quintile share ratio -
EU-SILC. http://appsso.eurostat.ec.europa.eu/nui/show.do?dataset=ilc_pns4&lang=en
Finansministeriet: Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. 376
(Alm. del) af 31. maj 2018. http://www.ft.dk/samling/20171/almdel/fiu/spm/376/svar/1499999/1915748.pdf
OECD Stat. Income
Distribution and Poverty. https://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=IDD
Skatteministeriet: Marginalskatteprocenter 1993 og
1998-2018. http://www.skm.dk/skattetal/statistik/tidsserieoversigter/marginalskatteprocenter-1993-og-1998-2018
Statistikbanken Danmarks Statistik, tabel IFOR32 og
INDKP101. http://www.statistikbanken.dk/statbank5a/default.asp?w=1366
World
Inequality Database. http://wid.world/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar