Denne artikel er et appendiks
til den første artikel om liberalismens oprindelse, og samtidig del tre i en
større undersøgelse af, hvad de store økonomiske tænkere kan fortælle os om,
hvad der skaber økonomisk vækst.
Den første artikel om
liberalismen handlede om Adam Smiths forfatterskab, og blev kaldt ”Den lyse side af liberalismen”, fordi Adam Smith har stor tiltro til fremskridtet og
generelt er optimistisk indstillet. Denne indstilling står i modsætning til
Thomas Malthus og David Ricardo, der derfor får lov til at repræsentere ”den
mørke side af liberalismen”.
Adam Smith forventede at den økonomiske fremgang, der kunne
opnås gennem øget arbejdsdeling mellem mennesker og nationer, ville blive omsat
i et stigende befolkningstal, hvilken han og de fleste i hans samtid anså for
en god ting. Et stigende befolkningstal ville gøre nationen rigere og stærkere.
Dette synspunkt skulle snart komme i modvind.
Selvom eftertiden ivrigt accepterede Smiths økonomiske liberalisme,
blev hans fremskridtsoptimisme snart erstattet med pessimisme. I det følgende
skal vi høre om de to britiske økonomer Thomas Malthus og David Ricardo, der
lancerede hver deres dommedags-profeti. Det er visioner om en mørk fremtid, der
dog kan omgås eller mildnes, hvis vi vil følge de nævntes herrers instruktioner
og anbefalinger.
Malthus og Ricardo visioner er smeltet sammen med Smiths
tanker i tidens idehistoriske smeltedigel, og alle tre filosoffer gennemsyrer
liberalistisk tankegang i dag. Det er dels visionen om det moralsk forkastelige
i at tildele understøttelse og frihedsrettigheder til de fattige, og dels
visionen om at frihandel til alle tider og i alle situationer vil være gavnligt
for begge parter.
Malthus: Afskaf økonomisk hjælp til de fattige for moralens skyld
Thomas Malthus (1766-1834) publicerede i 1798 en pamflet
kaldet “An Essay on the Principle of Population”. Heri gik han imod den spirende
vækst-optimisme, der var ved at brede sig i Storbritannien. Og han gjorde det
overbevisende.
Malthus (der var præst, økonom, samt professor i historie og
politisk økonomi) påpegede nødvendigheden i en så behersket befolkningsstigning
som mulig. Og det lykkedes ham at få vendt opinionen i Storbritannien, således
at den mand (premierminister William Pitt), der havde fremsat og fået vedtaget
økonomisk støtte til fattige børnefamilier med henblik på at øge
befolkningstallet, nu trak sit forslag tilbage, med henblik på at hindre en
stigning i befolkningstallet.
Hvad var det for en panikreaktion, Malthus havde startet?
I førnævnte Essay gjorde Malthus sig til talsmand for, at
befolkningstallet, hvis det ikke blev reduceret af hungersnød eller epidemier,
af sig selv ville fordobles hvert 25. år. Det samme var ikke muligt for
produktionen af fødevarer. Mens befolkningstallet kunne stige eksponentielt,
kunne fødevareproduktionen kun stige lineært.
Det er umuligt at
antage, at produktionen de næste 25 år kunne firedobles. Det ville være i
modstrid med al vor viden om landbrugsjorden og dens muligheder. Det højeste vi
kan forestille os er, at stigningen i de næste 25 år er på størrelse med den
nuværende produktion. Lad dette være vor regel. Selvom det ligger langt fra det
mulige, og lad os antage at under store anstrengelser kan øens
landbrugsproduktion øges for hvert 25. år med et kvantum, der svarer til den
nuværende produktion. Selv den mest entusiastiske iagttager kunne ikke antage
en større stigning end dette. I løbet af få århundreder ville hver acre her i
landet se ud som en have (Malthus, 1798. Oversættelse fra Jensen og Kledal,
1979: 227-228).
Med denne svada lykkedes det Malthus at overbevise ikke bare
sig selv, men et flertal af de politiske beslutningstagere om, at det var
bydende nødvendigt at holde befolkningstallet nede, hvis man ville forhindre
overbefolkning og hungersnød.
Som konsekvens af sin indsigt (og af lutter omsorg for de
fattige) foreslog Malthus, at landets fattiglove blev revideret, så støtten til
fattige bortfaldt.
På det tidspunkt havde fattige lov at gifte sig, selvom de
ikke kunne forsørge deres børn. Som konsekvens heraf steg omkostningerne til
forsørgelse af de fattige. Hermed formindskedes den andel af samfundets goder,
”som ellers skulle tilkomme de mere arbejdsomme og værdigere medlemmer af
samfundet, og således tvinges på samme måde flere til afhængighed af sognets
hjælp. Lykkeligvis for England er det stadig uafhængighedens ånd, der præger
bondestanden. Fattiglovene er skabt for at bortrydde denne ånd” (Malthus, 1798.
Oversættelse fra Jensen og Kledal, 1979: 184-185).
Med denne argumentation fremstår Malthus som den
liberalistiske anti-tese til Smith. Begge er liberalister. Men hvor
liberalismen hos Smith går ud på at frisætte individet, så det får udnyttet sit
kreative potentiale til gavn for hele samfundet, så mener Malthus at den frihed
ikke skal gælde alle. Frihed til de rige (de flittige og arbejdsomme, ifølge
Malthus) øger rigdommen. Men frihed til de fattige (de dovne driverter og
døgenigter, ifølge Malthus) underminerer arbejdsmoralen og øger fattigdommen.
Derfor skal de fattige ikke nyde de samme friheder (retten til at gifte sig) og
privilegier (mad og husly) som de rige.
Mens Malthus’ moralske synspunkter stadig høres i debatten i
dag, står det klart at de kendsgerninger, der ledte ham frem til disse
synspunkter, viste sig ikke at være kendsgerninger alligevel.
Malthus tog fejl, både med hensyn til udviklingen i
befolkningstallet og udviklingen i fødevareproduktionen.
Befolkningstallet steg, men slet ikke så voldsomt som en
firedobling hvert 25. år. Ikke desto mindre havde Malthus øje for, at en eksplosion
i befolkningstallet var en reel mulighed. I 1696 mente datidens demografer, at
der fandtes 5,5 millioner sjæle i Storbritannien, og forudså en fordobling af
folketallet over de næste 600 år (Heilbroner, 1953: 75-76). Men allerede i 1801
var folketallet fordoblet til 11 millioner. Og i 1901 var folketallet steget
til 41,5 millioner (en stigning på 277 procent på et århundrede). I 2001 var befolkningstallet
blevet til 59 millioner (en stigning på 42 procent på et århundrede). Vi ser
altså, at der kom en voldsom stigning i befolkningstallet i det nittende
århundrede, men bemærker også at stigningstakten faldt betydeligt i det
efterfølgende århundrede (datagrundlaget for beregningerne er taget fra Historical
Population of United Kingdom, 43 AD to Present).
Det skulle vise sig, at fødevareproduktionen kunne øges
langt mere end Malthus forudså, og det samme gjaldt produktionen som helhed.
Fra år 1800 til år 2010 blev produktionen i Storbritannien 64 gange større
(elleve gange større per indbygger). Med andre ord steg produktionen så
rigeligt, at det kunne kompensere for stigningen i befolkningstallet i en sådan
grad, at der kunne blive råd til både at tage sig af de fattige og samtidig
belønne ”de arbejdsomme og værdigere individer”.
Det som Malthus og mange sammen med ham (og efter ham)
undervurderede, var det vækstpotentiale der fandtes i
produktivitetsforbedringer via teknologiske fremskridt.
Ricardo: Arbejdernes fattigdom som løftestang for frihandel
Vi er nået frem til en tredje af de store liberalister, hvis idemæssige arv ikke kan undervurderes, nemlig David Ricardo (1772-1823).
Ricardo var Malthus gode ven. De var ofte uenige, men delte
alligevel en grundlæggende pessimisme på menneskehedens vegne. Ricardo (der var
økonom, bankmand, succesfuld spekulant og medlem af det britiske underhus) er
interessant for os, fordi han formår at forene Malthus og Smith, og desuden
videreudvikler Smiths tanker om frihandel, med sin teori om de komparative
handelsfordele.
Også Ricardo undervurderede den udvikling i produktiviteten,
der var under opsejling. Ricardos analyse er dog alligevel mere raffineret end
Malthus’ analyse. Ifølge Ricardo er samfundet opdelt i tre klasser: Dels
virksomhedsejerne, dels godsejerne der lever af renterne på deres jord, og dels
arbejderklassen.
I Ricardos dystopiske verden er det uheldigvis sådan, at
initiativer der øger samfundets produktion (fører til økonomisk vækst), hverken
tilgodeser dem der tager initiativet (virksomhedsejerne), eller dem der udfører
det hårde arbejde (arbejderklassen). Overskuddet vil i stedet tilfalde den
dovne snylterklasse, der lever af renterne fra den jord de har arvet.
Disse adelige driverter, som vi kender fra Jane Austens
romaner, dyrker ikke selv deres jord, men forpagter den og lever af
renteindtægterne, og derudover nyder et luksuriøst liv uden andre bekymringer,
end hvordan de får afsat deres døtre til unge mænd, der står til at arve store
godser, således at deres luksuriøse levestandard kan opretholdes gennem
generationerne.
Når virksomhedsejerne tager initiativ til at øge
produktionen, og ansætter flere arbejdere på fabrikkerne, øges efterspørgslen efter
arbejdskraft. Det stiller arbejderne i en bedre forhandlingsposition, hvorved
de kan presse lønningerne op. De højere pengelønninger for arbejderne vil dog
på langt sigt aldrig kunne blive til stigende reallønninger, for arbejderne vil
bruge deres højere løn på at formere sig, og herved stiger efterspørgslen på
fødevarer. Fødevarer produceres ude på markerne, og disse ejes af godsejerne.
Jo mere efterspørgsel der kommer på fødevarer, jo mere vil renten på jord
stige, og jo mere vil godsejerne tjene.
Hele dette ræsonnement opsummerer, hvad eftertiden har kaldt
Ricardos Jernhårde Lønningslov. Den forklarer, hvorfor arbejderne aldrig kan
gøre sig håb om en højere levestandard (Heilbroner, 1953: 96-97).
Når Ricardo skrev, gjorde han det, i modsætning til Adam
Smith, abstrakt og med anvendelse af ræsonnementer løsrevet fra virkeligheden.
En skrivestil der gjorde ham populær, og som sidenhen er blevet imiteret af de
fleste økonomer (forståeligt nok, kun de færreste orker at forholde til
historiske fakta, der i deres omfattende virvar alt for ofte rummer potentialet
til at tilbagevise enkle og smukke teorier). Ikke desto mindre må Ricardos
formidling ikke fjerne vores fokus fra, at han skrev med en bagtanke. Hans
forfatterskab kan læses som et forsøg på at stække godsejerklassen og promovere
frihandel.
I hele Ricardos levetid steg kornpriserne, og som følge
heraf også jordrenten, den profit som godsejerne kunne indkassere alene ved at
eje jord. Denne udvikling hang ikke kun sammen med stigningen i
befolkningstallet og den heraf afledte efterspørgsel, men også med de
protektionistiske kornlove (gældende fra 1815-1846), der netop var til fordel
for godsejerne, frem for arbejderne og virksomhedsejerne.
Ricardo mente, at hvis man afskaffede kornlovene, og tillod
import af billigt korn, ville det løse problemet, eller i hvert fald afbøde det
for en tid. Derfor var Ricardo en varm fortaler for frihandel, og heri kan vi
se hans motivation for at videreudvikle Adam Smiths argumentation for frihandel
med teorien om de komparative handelsfordele (Heilbroner, 1953: 98).
Den gensidige fordel for to nationer ved at handle sammen,
hviler hos Smith på den præmis, at de to nationer hver især besidder absolutte
fordele overfor hinanden. Storbritannien er bedre til at producere klæde end
Portugal, til gengæld er Portugal bedre end Storbritannien til at producere
vin. Her er det oplagt, at de to lande bør bytte vin med klæde, frem for at
forsøge at producere det selv.
Men hvad nu, hvis der er tale om to nationer, hvor det ene
land ingen handelsfordele har over for det andet? Vil det i denne situation
ikke være klogest for det mindre udviklede land, at afstå fra at handle med det
mere udviklede? Nej, mente Ricardo. Det kunne stadig betale sig for begge lande
at handle med hinanden.
Forklaringen leverede Ricardo i 1817 i ”On the Principles of
Political Economy and Taxation”, hvor han udlægger teorien om de komparative
handelsfordele. Essen af teorien er følgende: Lad os antage et underviklet
land, der kan producere 10 enheder klæde med 20 enheder arbejdskraft, samt 10
enheder korn med 15 enheder arbejdskraft. På hvilken måde skal dette land få
gavn af at handle med et udviklet land, der kan producere begge typer varer med
blot 10 enheders arbejdskraft? Ifølge Ricardo ved at producere mere korn, og
bytte dette til klæde. Ved at bytte lige over med klæde for korn, kan det
underudviklede land spare arbejdskraft og herved forøge sin produktion (Chang, 2014: 116-117).
Med denne teoretiske udbygning blev vores gennemgang af den
klassiske liberalisme komplet.
Litteratur
Chang, Ha-Joon: Economics: The User's Guide. Pelican 2014.
Heilbroner,
Robert: The Worldly Philosophers. Penguin Books 1999. Orginaludgave fra
1953.
Jensen, Erik og Birger Kledal: Den Industrielle Revolution i
England 1780-1850. Gjellerup 1979.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar