Dette indlæg handler om Karl Marx
forfatterskab. Hvis du gerne vil vide noget om Karl Marx liv, kan du læse den korte biografi jeg har skrevet om ham i Netavisen Pio (rendyrket skandalejournalistik fyldt med saftige detaljer).
Verdens bedst
kendte økonom, Karl Marx, fylder 200 år. Men hvad skrev han om? I skolebøgerne
omtales Marx som den vigtigste socialistiske ideolog. Man skulle derfor tro, at
han skrev om socialistisk økonomi. Men det gjorde Marx ikke. Han skrev om
markedsøkonomi. Og hans intellektuelle forbilleder var de liberalistiske
økonomer Adam Smith og David Ricardo.
For at forstå
en skribent som Marx, må vi kende til den historiske kontekst han skrev i. Marx
er som økonom særlig interessant, for han er den første der erkender, at markedsøkonomien
rummer en formel, der skaber konstant stigende vækst. Tidligere økonomer skrev
rigtig nok om, hvad der kunne øge velstanden, men de havde aldrig drømt om, at
væksten blot kunne stige og stige og stige. Men for Marx var konstant stigende
vækst ingen drøm, han kunne bare kigge ud af vinduet.
Figur 5.1:
Udviklingen i BNP per indbygger i Storbritannien 1800-1900
Kilde: The Maddison Project Database 2013. Året 1800 = indeks 100. Beregnet på BNP
i faste priser.
Sådan omtrent
fra den dag Marx blev født (5. maj 1818) oplevede Storbritannien som det første
land i verden konstant stigende vækst. Væksten var en historisk kendsgerning,
der ikke kunne ignoreres. Det blev den heller ikke. Væksten vakte begejstring. Også
hos Marx.
I Det Kommunistiske
Partis Manifest (1848) skriver Marx (sammen med Friedrich Engels) begejstret om
alt det, bourgeoisiet (borgerskabet), og dermed markedsøkonomien, har
frembragt:
”Undertvingelse
af naturkræfterne, maskineri, anvendelse af kemien i industri og landbrug,
dampskibsfart, jernbaner, telegrafi, opdyrkning af hele verdensdele, floder
gjort sejlbare, hele befolkninger stampet frem af jorden – hvilket andet
århundrede anede, at der slumrede sådanne produktionskræfter i det
samfundsmæssige arbejdes skød.”
For at
opsummere. Marx anerkender, at det er markedsøkonomien, der har frembragt den
økonomiske vækst, og Marx er begejstret for den økonomiske vækst. Så hvorfor
blev Marx ikke liberalist?
Et
fyldestgørende svar kræver, at vi først forstår, hvordan markedsøkonomi skaber
vækst.
ARBEJDSDELING
SKABER VELSTAND
Overgangen til
markedsøkonomi indebar, at stort set alle økonomiske transaktioner blev gjort
til genstand for fri prisdannelse. Pengeøkonomien blev udbredt.
Handelshindringer blev nedbrudt. Alt dette fremmede arbejdsdelingen, og her
ligger kilden til velstand. I kraft af arbejdsdelingen kan vi specialisere os,
blive dygtigere og mere effektive og dermed producere mere. Alt dette er
beskrevet i Adam Smiths hovedværk Nationernes Velstand fra 1776. Alt dette er
Marx enig i.
Imidlertid
hævder Adam Smith i samme bog, at netop den fri prisdannelse vil sikre en
retfærdig fordeling af goderne. Hvis nogen tog overpris for deres varer, ville
det skabe et incitament hos andre til at producere mere af denne vare, hvorved
prisen ville falde.
Her ser Marx en
fejl i Adam Smiths analyse.
Marx mener på
linje med David Ricardo (som Marx beundrede endnu mere end Smith), at goderne
bliver ulige fordelt, mellem dem der ejer produktionsmidlerne
(kapitalisterne/borgerskabet), og dem der blot ejer deres egen arbejdskraft
(arbejderne/proletarerne). Mens de første hele tiden bliver rigere, vil de
sidste vedblive med at leve på eksistensminimum, for, som Marx skriver,
”fattigdommen bliver produceret af de samme forhold, som producerer rigdommen.”
Når Marx ikke
delte Adam Smiths optimistiske antagelse vedrørende markedskræfternes evne til at
distribuere goderne retfærdigt, kan det igen forklares gennem et kig ud af
vinduet. Ingen samtidig iagttager kunne have benægtet, at fattigdom udgjorde et
stort problem.
I slutningen af
1700-tallet, kort efter at Adam Smith havde forudset stigende velstand til
alle, begyndte fattigdommen at stige. I 1780 udgjorde de samlede udgifter til
fattigforsorgen i England £ 2 millioner. I 1812 var det steget til £ 6
millioner, og på dette niveau forblev udgifterne frem til 1830. Det skønnes at
i et gennemsnitligt sogn på 600 indbyggere har omkring 85-120 personer været
afhængige af fattighjælp i store dele af året.
Fattigdommen
var ikke forbeholdt dem, der ikke kunne finde job, og måtte ty til fattiggården
(hvor man i øvrigt også arbejdede). De som havde arbejde, måtte udføre det
under ekstreme vilkår. På fabrikkerne arbejdede kvinder og børn i dårligt
udluftede og dårligt belyste fabrikshaller i stort set alle deres vågne timer.
Der blev flere gange lovgivet mod børnearbejde, men den tidlige lovgivning var
ikke effektiv.
Vi forstår
altså, at Marx kunne se, at markedskræfterne skabte større ulighed end Adam
Smith havde forudset, og derfor købte Marx ikke Adam Smiths begejstring for
markedskræfterne. I stedet opdaterede Marx David Ricardos teori om at
godsejerne ville tage al profitten, fordi det var dem der ejede jorden, til at
fabriksejerne ville tage al profitten, fordi det var dem der ejede alle
maskinerne.
KRISER HOLDER
ARBEJDERNE I FATTIGDOM
Hertil
tilføjede Marx en yderligere kritik af markedsøkonomien, nemlig dens indbyggede
tendens til at skabe tilbagevendende kriser, der medvirker til at fastholde
arbejderne i fattigdom. Således skriver han sammen med Friedrich Engels i Det
kommunistiske Partis manifest (1848):
”Det moderne
borgerlige samfund, der har fremtryllet så vældige produktions- og
samfærdselsmidler, ligner troldmanden, der ikke længere er i stand til at
beherske de underjordiske magter, han har manet frem (…). Det er tilstrækkeligt
at nævne handelskriserne, som med mellemrum vender tilbage og mere og mere
truende rokker ved hele det borgerlige samfunds eksistens. Under
handelskriserne bliver en stor del ikke blot af de fremstillede produkter, men
også af de tilvejebragte produktivkræfter regelmæssigt ødelagt. Hvad vi møder i
kriserne er en social epidemi, som ville have forekommet alle tidligere epoker
at være rent vanvid – den epidemi, der hedder overproduktion. Samfundet er nu
pludselig dykket tilbage i en tilstand af forbigående barbari; det er som havde
en hungersnød, en almindelig ødelæggelseskrig berøvet det alle midler til dets
opretholdelse; industrien, handelen synes at være tilintetgjort, og hvorfor?
Fordi det har for megen civilisation, for mange levnedsmidler, for megen
industri, for megen handel.”
Markedsøkonomien
genererer en overskudsproduktion, der ikke kan afsættes. Værksteder må lukke
ned, og deres marked overtages af fabrikker. Selvstændige der tidligere kunne
forsørge sig selv reduceres til lønmodtagere. ”De tidligere små
middelstandsfolk, de små industridrivende, småhandlende og små rentenydere,
håndværkerne og bønderne, alle disse klasser synker ned i proletariatet”.
Middelklassen skrumper, ”fordi deres kapitaler ikke er tilstrækkelig til
storindustriel virksomhed og må ligge under i konkurrencen med storkapitalisterne”.
Kriser kunne
også opstå på grund af ubalancer i den finansielle sektor. I ”Kapitalen – bind
III”, der udkom posthumt, og som er sammenskrevet af Engels på baggrund af
noter Marx skrev i 1860’erne, beskrives mønsteret for en finansiel krise. Her
skelner Marx mellem kapital i form af værdien af aktier, obligationer og andre
finansielle aktiver (fiktiv kapital) og kapital som kapitalapparat, de maskiner
der bidrager til forøge produktionen (reel kapital).
Prisstigninger
på finansielle aktiver kan foranledige spekulation. Den overdrevne
efterspørgsel efter fiktiv kapital forårsager kun yderligere prisstigninger.
Disse prisstigninger kan skabe en forventning om, at der kan opnås større
profit gennem erhvervelsen af finansielle aktiver, end gennem investeringer i
kapitalapparatet. Det vil flytte ressourcer fra reel kapital til fiktiv
kapital.
Prisstigningerne
på de finansielle aktiver vil før eller siden stoppe, hvorefter folk ønsker at
sælge. Boblen vil briste, og mange vil være efterladt med en stor gæld, hvad der
vil gøre dem insolvente, og forhindre dem i at låne penge til investeringer i
kapitalapparatet, og dermed hensætte økonomien til en længere periode med
recession, altså tilbagegang i væksten.
Kriserne er
skyld i, at arbejderklassen bliver holdt i fattigdom. Det eneste arbejderne har
at sælge, er deres arbejdskraft, som de må sælge stykvis, som enhver anden
handelsartikel. Derfor kan arbejdernes vilkår kun forbedres midlertidigt.
Når en ny
handelskrise indtræffer, forringes arbejdernes forhandlingsstyrke over for
arbejdsgiverne, idet der nu er flere der efterspørger jobs, end der udbydes
jobs. Herved falder arbejderens løn, til alene hvad der kræves for at holde
vedkommende i live.
Det er den
teknologiske udvikling, den øgede produktivitet, der har ført til vækst og
gjort os rige. Men hvorfor mener Marx ikke, at denne rigdom kunne komme
arbejderne til gode? Er det virkelig sandt at arbejderen ikke har andet end
hans arbejdskraft til tilbyde? Hvad med uddannelse og opøvede færdigheder – det
vi i dag kalder menneskelig kapital?
På det
tidspunkt hvor Karl Marx skrev, var der tydelige forskelle på levestandarden
blandt de ufaglærte daglejere og de mere fast beskæftigede faglærte arbejdere.
Det forekommer derfor oplagt at antage, at arbejderne kan forbedre deres
levestandard ved at uddanne sig.
Imidlertid
forestillede Marx sig, at de teknologiske landvindinger med tiden ville
overflødiggøre den faglærte arbejdskraft, hvorved også de faglærte arbejdere
vil overgå til daglejerens skæbne.
”Jo mindre
arbejdet kræver fagkundskab og legemlig styrke, d.v.s. jo mere den moderne
industri udvikler sig, desto mere bliver mændene fortrængt af kvinder og børn.
Forskel i køn og alder har ikke mere social gyldighed for arbejderklassen.
Arbejderne er kun arbejdsredskaber, som efter alder og køn kræver forskellige
omkostninger.”
Kun de
fabriksejere der havde den fornødne kapital til at implementere nye
arbejdskraftbesparende teknologier, ville kunne håbe på at klare sig i
konkurrencen. Hvis de ikke selv investerede, ville andre gøre det.
”Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere
produktionsmidlerne (…). De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte
rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker
bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre”, skrev Marx.
Konstante
arbejdskraftbesparende investeringer overflødiggjorde faglig kunnen, og gjorde
de velstående arbejdere til besiddelsesløse proletarer, mens middelstandens
selvstændige måtte se sig udkonkurreret af store fabrikker, og således også
blive proletarer. Klassemodsætningerne skærpedes. ”Hele samfundet spalter sig
mere og mere i to store fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i
direkte modsætning til hinanden: bourgeoisiet og proletariatet.”
For at
opsummere. Markedsøkonomien er karakteriseret ved, at den hjemsøges af den ene
krise efter den anden, og undergår konstant forandring. Bemærkelsesværdigt er
det imidlertid, at markedsøkonomien overlever hver eneste af disse kriser.
SÅDAN OVERLEVER
MARKEDSØKONOMIEN SINE KRISER
Markedsøkonomiens
indbyggede kriser overvindes ved, at små og mindre effektive virksomheder går
fallit. Velstand kommer, som vi lærte af Adam Smith, gennem en stadig højere
grad af specialisering af arbejdet, og det fordrer stadig større virksomheder.
Kriserne
overvindes også ved at ”erobre nye markeder og ved at udnytte de gamle
grundigere”. Hver gang det lykkedes markedsøkonomien at finde en sådan udvej,
vokser produktionen igen til nye højder, hvad der ligger kimen til en endnu
større krise. Hver ny krise bliver voldsommere end den forrige.
For at kunne
finde nye markeder eller udnytte de gamle bedre, kræves der frihandel. Hver
gang markedsøkonomien kommer i krise, må den finde en smutvej til større
produktion, ved at finde nye afsætningsmuligheder. Den økonomiske vækst og hele
det markedsøkonomiske system er derfor afhængige af stadigt mere frihandel.
I 1847
afholdtes en frihandelskongres i Bruxelles. Kongressen blev afholdt i
forlængelse af, at det britiske parlament året før havde afskaffet de
protektionistiske kornlove, og nu ville man gerne overtale kontinentet til at
følge dette gode eksempel, og tillade eksport fra Storbritannien uden
toldbarrierer. Marx havde indskrevet sig som taler, men, som man kan forestille
sig, blev han afskåret fra at tale. I stedet holdt han sin tale om frihandel
for sine tilhængere den 9. januar 1848.
I talen afviser
Marx at frihandel skulle komme arbejderne til gode, sådan som det blev fremført
af frihandelstilhængerne. Frihandelen vil fremme arbejdsdelingen. Frihandelen
vil dermed øge produktiviteten. Således vil frihandelen fremskynde
markedsøkonomiens kriser og proletariatets forarmelse.
”Mine herrer!”,
sagde Marx, ”lad jer ikke forlede af det abstrakte ord frihed. Hvis frihed? Det
er ikke frihed mellem to individer, men frihed for kapitalen til at træde
arbejderen under fode.” Frihandel, insisterer Marx, er udbytning. Et folkeslag,
der gør sig rigere på bekostning af et andet.
Denne kritik
indebar dog ikke, at Marx derfor var tilhænger af protektionisme. Ifølge Marx
er protektionisme reaktionært. Frihandel, derimod, er progressivt, men
destruktivt. Det ødelægger det bestående, og skubber modsætningerne mellem
proletariatet og bourgeoisiet til det ekstreme. På den måde er frihandel godt.
”Frihandel
fremskynder den sociale revolution. Og derfor, og kun derfor, er jeg tilhænger
af frihandel,” afsluttede Marx sin tale.
Marx forudså at
handelen ville blive mere og mere udbredt. Øget handel, udbredelsen af nye
markeder, er en forudsætning for økonomisk vækst. ”Verdensmarkedet har givet
handelen, skibsfarten og trafikken til lands en umådelig udvikling. Denne har
igen virket tilbage på industriens vækst.”
Marx
observerede en udvikling omkring sig, der indeholdt det som eftertiden har
kaldt modernisering. Markedsøkonomien skabte urbaniseringen,
aftraditionaliseringen og nationalstaterne. ”Uafhængige, løst forbundne
provinser, der havde forskellige interesser, love, regeringer og særlige
toldgrænser, bliver smeltet sammen til een nation med een regering, een lov,
een national klasseinteresse, een toldgrænse.”
Marx forudså
også, at denne proces, der i dag kaldes globalisering, ville udstrække
moderniseringen til resten af verden.
”Bourgeoisiet
har ved at udnytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande
kosmopolitisk. Til de reaktionæres store sorg har de slået den nationale grund
bort under fødderne på industrien. De ældgamle nationale industrier er blevet
tilintetgjort, og tilintetgørelsen fortsættes dag for dag. De bliver fortrængt
af nye industrier, som det bliver et livsspørgsmål for alle civiliserede
nationer at indføre, af industrier, der ikke mere forarbejder indenlandske
råstoffer, men råstoffer fra de fjerneste egne, industrier, hvis fabrikater
forbruges ikke alene i landet selv, men i alle verdensdele. I stedet for de
gamle behov, der kunne tilfredsstilles af landets egen frembringelser, kommer
der nye, som kræver produkter fra de fjerneste lande og himmelstrøg for at
blive tilfredsstillet. I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig
selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem
med hinanden, nationerne kommer til at stå i en alsidig afhængighed af
hinanden. Og som det går med den materielle produktion, sådan går det også med
den åndelige. De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver fælleseje.
Den nationale ensidighed og begrænsning bliver mere og mere umulig, og af de
mange nationale og lokale litteraturer opstår der en verdenslitteratur.”
Med andre ord
forudså Marx, at det markedsøkonomiske samfund (det som vi kalder ”vestlig
kultur” eller nogle gange blot civilisationen), ville brede sig til resten af
verden.
Markedet
behøver hele tiden nye afsætningsmuligheder, og vestens teknologiske forspring
gjorde det nemt at åbne disse markeder. ”De billige varepriser er det svære
artilleri, som skyder alle kinesiske mure i grus, som er i stand til at
overvinde selv det mest hårdnakkede fremmedhad hos barbarerne,” skrev Marx med
henvisning til, hvorledes Storbritannien havde anvendt militær magt, for at
tvinge Kina til at give adgang til dets marked.
Kineserne
ønskede ikke at handle med briterne (der ville sælge kineserne opium), men
Storbritanniens militære overlegenhed gjorde, at kineserne ikke havde noget valg.
Alle lande måtte ”tilegne sig bourgeoisiets produktionsmåde, hvis de ikke vil
gå til grunde; det tvinger dem til at indføre den såkaldte civilisation, d.v.s.
at blive bourgeois’er. Kort sagt, bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget
billede.”
For at
opsummere: Marx er skeptisk indstillet over for liberalismen, fordi han ikke
tror på markedskræfternes evne til skabe en retfærdig fordeling af goderne. Det
er ikke er udbud og efterspørgsel, men rå magt, der fordeler goderne i
samfundet. Det er rå magt, der undertrykker arbejderne og holder dem på
eksistensminimum. Det er rå magt, der gør at europæerne bliver rigere på
bekostning af resten af verden.
SÅDAN BLEV
VESTEN RIG
Faktisk er hele
den vestlige verdens velstand ifølge Marx opstået som følge af en brutal udnyttelse
af den øvrige verden, og ikke som følge af frihandel. I det omfang der blev
handlet, var denne handel ikke fri, men monopoler reguleret af staten.
Markedsøkonomi
er er et system, hvor man investerer sit produktionsoverskud (sin kapital),
hvilket giver et afkast (øger produktionen), som man så kan investere igen, få
endnu mere afkast, investere igen, få endnu mere afkast og så videre.
”Akkumuler, akkumuler! Det er Moses og profeterne!”. Men hvorfra stammer den
første ”primitive kapital”, der startede hele denne akkumuleringsproces? Dette
forklarer Marx i Kapitalen fra 1867:
”Opdagelsen af
guld og sølv i Amerika, den indfødte befolknings udryddelse, slavebinding og
begravelse i minerne, erobringen og udplyndringen i Ostindien og Afrikas
omformning til et stort område til kommerciel jagt på sorte, udgør tilsammen
den kapitalistiske produktionsmådes rosenrøde opkomst. Disse idylliske
forberedelser er de vigtigste i den primitive kapitalakkumulation. I deres
følge kom de europæiske nationers handelskrige med hele kloden som skueplads
(…) Handelen langs Indiens kyst (…) med salt, opium og betel og andre varer var
uudtømmelige gruber af velstand. Embedsmændene bestemte selv priserne, og
udplyndrede de ulykkelige hinduer, som det passede dem. Generalguvernøren tog selv
del i denne private handel. Hans personlige venner fik kontrakter på sådanne
vilkår, at de – dygtigere end alkymister – lavede guld ud af det bare
ingenting. Store formuer sprang op som svampe på en eneste dag.”
Den frie
markedsøkonomi, som Adam Smith beskriver, kunne ikke være skabt, hvis ikke
europæerne havde udplyndret resten af verden, hvis de ikke havde solgt og
anvendt slaver, og hvis europæerne ikke med vold selv havde stipuleret de
betingelser for handel, der gjorde det muligt for dem, at hente helt urimelige
profitter ud af deres koloniale eventyr. Derfor kan Marx ikke acceptere Smiths
idealiserede fortælling om markedsøkonomi, som et system der fungerer uden
statsindblanding.
Hermed skulle
det gerne være slået fast med syvtommerssøm, hvorfor Marx ikke var liberalist.
Markedsøkonomien er hverken fri eller upartisk, men bliver brugt af den herskende klasse til at undertrykke arbejderne. Markedsøkonomien rummer det store paradoks, at ”det vældigste middel til
forkortelse af arbejdstiden slår om til at blive det mest ufejlbarlige middel
til at forvandle hele arbejderens og hans families levetid til arbejdstid,
disponibel for kapitalens værdiøgning”.
MARX OG
FORUDSIGELSERNE
Marx analyse er
overbevisende i kraft af, at han i højere grad end nogen anden samtidig
iagttager erkendte, og kunne se potentialet i markedsøkonomiens skaberkraft. Han
forudså grænseløs vækst. Han forudså at produktionen ville blive koncentreret
på stadig færre og større virksomheder. Han så fremvæksten af arbejderklassen
og hele globaliseringsprocessen, da disse fænomener endnu kun var i sin vorden.
Men på et
afgørende punkt, tog han fejl. Industriproletariatets revolution udeblev. Marx
havde forudset at arbejderne til sidst blev så forarmede, at de ville gøre
oprør og overtage produktionsmidlerne.
De
socialistiske revolutioner der rent faktisk kom, fandt sted i
ikke-industrialiserede lande (Rusland og Kina). Marx havde forventet, at det
var i de mest industrielt udviklede lande, at revolutionen først ville
indtræffe, for kun et kapitalistisk land vil producere så store masser af
besiddelsesløse, så meget ulighed, at det uafvendeligt fører til revolution.
Hvorfor tog
Marx fejl? Hvorfor udeblev den af Marx proklamerede kommunistiske revolution?
En del af
svaret skal nok findes i, at selvom Marx fremlagde hvad han selv anskuede som
en videnskabelig analyse, så var hans skrifter samtidig politiske, og skal
læses som sådan.
Marx havde
næppe skrevet Det Kommunistiske Partis Manifest for eksempel, hvis han ikke
ønskede at fremprovokere politisk bevidsthed og håb hos arbejderklassen. På den
måde kan Marx forudsigelse om revolution læses i højere grad som et ønske om
revolution, end det var en videnskabelig funderet tro på revolutionens
uundgåelighed.
En anden del af
svaret skal nok findes i, at Marx også tog fejl på et andet afgørende punkt i
hans analyse. Uligheden blev ikke ved med at stige.
Marx var af den
overbevisning, at proletariatet ville blive stadig mere forarmet som det
markedsøkonomske samfund udviklede sig. I tidligere historiske epoker, havde
uligheden mellem undertrykkere og undertrykte ikke været så stor, at det
nødvendigvis måtte føre til revolution. Men under i markedsøkonomiens tidsalder
ville arbejderklassen synke så dybt, at den havde alt at vinde, og kun sine
lænker at tabe, ved at lave revolution.
”For at en
klasse skal kunne undertrykkes, må der være sikret den betingelser, som i det
mindste gør det muligt for den at friste livet som slave. Under livegenskabet
arbejdede den livegne sig frem til at blive medlem af kommunen, ligesom
småborgeren under den feudalistiske absolutisme blev til bourgeois. Den moderne
arbejder synker derimod dybere og dybere ned under sin egen klasses vilkår i
stedet for at stige med industriens fremskridt.”
Men så galt gik
det ikke. De britiske arbejderes realløn (samlet set) begyndte at stige fra
omkring 1830. Reallønnen var dog kraftigt svingende, og under tilbagegangen i
1848, faldt arbejdernes realløn til samme niveau som 1797. Men tendensen var
opadgående, og aldrig igen faldt reallønnen til samme lave niveau som i 1848.
Arbejderne
havde altså noget at miste, og dermed har vi årsagen til den udeblevne
revolution.
Dette kunne
Marx naturligvis ikke vide. Hvad der derimod forekommer ejendommeligt, er at
Marx tilsyneladende tror så meget på revolutionens komme, at han overser
konsekvenserne af sin egen analyse.
Markedsøkonomiens
kriser modvirkes ved stadig at øge markederne (udbredelsen af frihandel), og
derudover gennem opfindelser af nye produkter, der skaber nye markeder.
Og det er jo
netop, hvad der er sket igen og igen.
Paradokset
forekommer større, når man betænker at Marx kunne se, hvorfor for eksempel Thomas
Malthus tog fejl i hans dommedagsprofeti.
Økonomen Thomas
Malthus havde i 1798 forudsagt, at fødevareproduktionen umuligt kunne holde
trit med befolkningstilvæksten. Allerede i 1844 havde Marx erkendt, at det var
forkert. Malthus havde i sit ræsonnement overset et tredje element i produktionsfunktionen
(ud over jord og arbejdskraft), ”som økonomerne ganske vist altid har overset,
og hvis vækst er lige så grænseløs og mindst lige så hurtig som befolkningens,
(…) videnskaben, (…) og hvad er umuligt for videnskaben?”
Det lader til,
at Marx selv overså, at videnskaben havde potentialet til at skabe nye
markeder.
Siden den
første industrielle revolution har der været et antal efterfølgende
revolutioner, der har skabt nye markeder og nye behov og dermed revitaliseret
kapitalismen, så den igen og igen har overvundet sine tilbagevendende kriser.
Siden Marx
skrev, er elektricitet blevet udbredt, og har forandret hele produktionsformen
til et niveau med meget høj automatisering. Kommunikationsmidlerne er blevet
udviklet fra telefon, til radio, til tv, til e-mail, til sociale medier.
Hver revolution
har rigtignok overflødiggjort visse af arbejdernes tillærte færdigheder, men
den har også skabt behov for nye. Det har derfor været muligt for arbejderne,
gennem tilegnelse af færdigheder, at stille sig selv i en forhandlingsposition,
der kunne give dem lønstigninger, der kunne forbedre deres levestandard.
Fremvæksten af
fagforeninger og udbredelsen af stemmeretten til arbejderklassen, gav
arbejderne en styrke Marx ikke havde forudset, selvom han selv arbejdede på at
forbedre arbejdernes rettigheder og vilkår. Derfor steg uligheden ikke
uendeligt, men faldt faktisk i kølvandet i på de to verdenskrige.
Og nu stiger uligheden
så igen.
Marx holder
næppe op med at være relevant foreløbig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar