Den lyse side af liberalismen, verden ifølge Adam Smith

Denne artikel introducerer Adam Smiths variant af liberalismen. Det er en fortælling om de selvregulerende markedskræfters evne til at skabe en bedre verden, derfor titlen ”Den lyse side af liberalismen.” 

I modsætning til Adams Smiths utopi, står Thomas Malthus og David Ricardos dystopiske visioner om et samfund, hvor overbefolkning holder arbejderklassen i konstant fattigdom. Thomas Malthus og David Ricardo har derfor fået deres egen artikel med titlen ”Den mørke side af liberalismen.”

Adam Smith udfordrer tidens herskende moral

Adam Smith (1723-1790) står som den økonomiske liberalismes fader. Liberalisme kommer af det latinske ”liber”, der betyder fri. Det hænger sammen med, at liberalismen ønskede at sætte individet fri fra statens og traditionens snærende bånd. Fri til at stræbe efter sin egen lykke. Og projektet lykkedes. Der findes næppe nogen anden økonom end Smith, der har haft større indflydelse på vore dages økonomiske tænkning. Smith gjorde det nemlig socialt acceptabelt at opføre sig grådigt og først og fremmest tænke på sig selv.

I tiden før økonomisk vækst var grådighed syndigt (en dødssynd faktisk). Det er det ikke længere. Ganske vist opfattes ordet grådig i dag som noget negativt, som et skældsord. Men hvad vi forstår ved grådighed i dag, er noget andet, end hvad man forstod ved begrebet i gamle dage.

For at illustrere i hvor høj grad vores tankesæt har ændret sig siden dengang grådighed var syndigt, vil jeg bede læseren om at besvare nedenstående quiz.

Test dig selv, er du grådig?

1. Synes du, at det er rimeligt, at man kan starte sin egen virksomhed?

2. Synes du, at det er rimeligt, at man selv bestemmer, hvilken pris man vil have for sine varer?

3. Synes du, at det er rimeligt, hvis en virksomhed udkonkurrerer andre virksomheder?

Svarer du ja til disse spørgsmål, er du grådig. I hvert fald efter den moralske standard der var udbredt i tiden før Smith i 1776 publicerede sin bog ”An Inquiry into the Nature and causes of the Wealth of Nations” (fremover blot kaldet ”Nationernes Velstand”). Bogen der definitivt flyttede grænserne for, hvad vi i dag forstår ved grådighed.

                  Adam Smith, den økonomiske liberalismes fader

Hvis du i 1600-tallet eller før havde forfægtet enhver mands ret til selv at bestemme, hvilken pris vedkommende ville have for sine varer, ville du være blevet skammet ud af menigheden i kirken, og tvunget til at angre dine synder offentligt.

Et eksempel: I 1639 i den lille by Boston i de engelske kolonier i Amerika måtte købmanden Robert Keayne grædende angre, at han havde solgt dobbelt så dyrt, som han havde købt. Næste søndag prædikede præsten i kirken, at det var syndigt: (1) At købe så billigt man kunne, og sælge så dyrt som muligt. (2) At en købmand dækkede sit tab, hvis et af hans skibe gik ned, ved at sælge de resterende varer dyrere. (3) At man solgte en vare til overpris, også hvis man selv havde givet overpris for den (eksemplet er lån fra Robert Heilbroner, The Worldly Philophers, 1953). 

Havde du dengang argumenteret for fri prisdannelse, ville du have lagt dig ud med hele den økonomiske videnskab (der dog på det tidspunkt ikke var så omfattende). Fra antikken til middelalderen havde filosoffer fra Aristoteles til Thomas Aquinas beskæftiget sig med ”retfærdige priser”, altså hvor meget man kunne tillade sig, at forlange for sine varer.

”Nationernes Velstand” ændrede alt dette. De tanker om fri prisdannelse på markedsvilkår, der fremsættes i bogen, er altdominerende i dag. Mon ikke at 99 procent af alle danskere ville svare ja til de tre spørgsmål i grådighedsquizzen, hvilket understreger at Smiths ideer er indflydelsesrige stadig i vores tid. Også blandt folk der aldrig har hørt om ham eller hans bog.

Så selvfølgelige er Smiths tanker i dag, at det kan være svært at se det revolutionerende og samfundsomstyrtende i dem. Vi skal kende til det samfund og de forestillinger, som Smith gjorde op med, for at kunne fastslå hans betydning. Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvorfor personligt initiativ i gamle dage blev sidestillet med grådighed?

Ordet økonomi kommer af det oldgræske ”oikos”, der betyder husholdning. Økonomi før tiden med vækst handlede om at holde hus med knappe ressourcer. En økonom i ordets oprindelige betydning er derfor en bogholder.

Når oldtidens og middelalderens økonomer ikke forholdt sig systematisk til, hvad der skaber velstand, altså økonomisk vækst, var det ganske simpelt fordi, at de ikke kendte til fænomenet. Økonomisk vækst er støt stigende produktion, og indtil industrialiseringen i 1800-tallet beviste det modsatte, var der ingen der forestillede sig, at den samlede produktion kunne stige over en vis grænse fastsat af den menneskelige arbejdskrafts formåen.

Man kan sige, at økonomi før industrialiseringen var et nulsumsspil. Når den samlede rigdom i verden er konstant, kan en person ikke forøge sin rigdom, uden at det bliver på bekostning af en anden. Derfor var den herskende moral, som prædiket i kirken, at man ikke måtte tage åger og rente. Grådighed var syndigt. Hvis nogen berigede sig på en andens bekostning, ville det udfordre samfundets stabilitet. Samfundet byggede på traditioner og et strengt hierarki, hvor hver kendte sin plads. Kun på den måde kunne samfundet bestå.

Imidlertid indtraf der langsomt samfundsforandringer, der underminerede det traditionelle samfunds værdier. Disse forandringers centrum var først Holland og senere Storbritannien. I Storbritannien lykkedes det i 1600-tallet den voksende samfundsklasse, borgerskabet, at få andel i den politiske magt. Borgerskabet varetog de erhverv, der havde potentialet til vækst, nemlig handel og manufaktur (håndværk). Borgerskabets politiske indflydelse blev omsat til lovgivning, der fremmede borgerskabets økonomiske interesser. Næringsfriheden (retten til at starte egen virksomhed) og handelens udbredelse bidrog til at gøre Storbritannien til en rig nation.

Udviklingen fremgår af figur 2.1.

Figur 2.1: Storbritanniens BNP per indbygger 1280-1800

Anmærkning: Måleenheden er dollar i 1990-priser justeret for købekraftsparitet. Kilde: The Maddison Project 2013.

Det nye fremvoksende borgerskabs moralkodeks afveg fra det traditionelle samfunds moral. Borgerskabet stræbte efter rigdom, hvilket hidtil havde været bandlyst som udtryk for samfundsundergravende grådighed. Derfor havde borgerskabet behov for en ideologi, der kunne legitimere grådighed og selvisk adfærd. Med andre ord: Ideologien borgerskabet efterspurgte var liberalisme. Og det blev Smith, der leverede det hellige skrift.

Da Smith udgav ”Nationernes Velstand” i 1776, var mange af bogens ideer allerede kendt i forvejen. Men Smith præsenterede ideerne så overbevisende, at bogen sidenhen er blevet liberalismens ultimative referenceramme. Når nogen ønsker at legitimere markedskræfternes frie spil, refererer de ofte til ”Nationernes Velstand”, og værket promoveres stadig af liberalismens fortalere (faktisk er min udgave af bogen udgivet med økonomisk støtte af Liberty Fund, der virker for udbredelsen af liberalismens ideer i sit yderste ekstrem).

Et tidligt forsøg på at legitimere grådighed ses allerede i 1705, da Bernard de Mandeville udgav ”The Fable of the Bees”. Her forklares – på vers – om et bistade, der som et billede på samfundet består af individer, der udlever deres grådighed og andre menneskelige laster. Pointen er, at det netop er disse laster, der skaber velstand for samfundet.

Med frækhed som eneste fundament / Startede de virksomheder og blev kendt / Som bedragere, snyltere, ruffere og kvaksalvere / Lommetyve, falskmøntnere, spillere og medløbere / Og alle disse med ondt i sinde / Brugte snedige tricks for at vinde / Uden at betænke sig de snød / Sig til den ærlige nabos levebrød / Disse blev kaldt slyngler af navn / Men var til samfundets gavn (Oversættelsen er fra Thorup, 2006: 79).

Mandeville vakte skandale, naturligvis. Han repræsenterede en yderlighed i debatten, men i løbet af 1700-tallet vandt hans synspunkt udbredelse: Grådighed og selviskhed er det, der motiverer individet til at arbejde, investere og producere, og derfor er grådighed en god ting. Grådighed skaber velstand.

Det er grundliggende det samme synspunkt vi ser hos Smith i det måske berømteste citat fra ”Nationernes Velstand”:

Det er ikke af slagterens, bryggerens eller bagerens godgørenhed, vi forventer at få mad på bordet, men fordi det er i deres egen interesse. Vi henvender os ikke til deres menneskekærlighed, men til deres egeninteresse, og taler ikke med dem om vores egne behov, men derimod om deres vinding. (Smith, 1776: 26-27. Oversættelsen er fra Thorup, 2006: 107).

Det skulle blive i Smiths udgave, at synspunktet opnåede bred appel. Måske var det fordi, at tiden var blevet moden til sådanne synspunkter. Måske var det fordi, Smith argumenterede bedre for, hvorledes stræben efter egeninteresse er til gavn for hele samfundet, end andre før ham. Måske var det fordi, at Smith undlod at benytte sig af det traditionelle samfunds diskurs, der italesatte personligt initiativ som lig med grådighed og moralsk fordærv, men i stedet anvendte mere neutrale ord som egeninteresse og økonomisk vinding (i dag taler vi heller ikke om grådighed, men om økonomiske incitamenter). 

Og måske opnåede Smith bredere tilslutning, fordi han tog afstand fra Mandeville på et enkelt afgørende punkt.

Ifølge Mandeville lå kilden til rigdom ikke kun i ønsket om at tjene penge, men lige så meget i forbruget af disse penge. Når vi spenderer hver en øre, om det er så på oprustning og krig, eller på luksus og ekstravagance, skaber vi samtidig indtægter for dem, der modtager vores penge som betaling. Sparsommelighed og nøjsomhed berøver andre mennesker deres indtægter, hvorfor de holder op med at producere. Stopper vi forbruget, stopper vi samtidig den økonomiske foretagsomhed, og dermed kilden til vækst.

For Smith var sparsommelighed og nøjsomhed derimod livets sande dyder. Kun ved at lægge en del af overskuddet til side, altså spare op, og dernæst reinvestere overskuddet i sin virksomhed, kan den foretagsomme entreprenør udvide sin produktion og dermed skabe vækst. Smiths syn på opsparingens rolle i økonomien, kan hænge sammen med hans opvækst.

Det er på tide, at vi ser nærmere på personen Adam Smith. Hvem var han? Hvem omgikkes han? Hvem eller hvad udgjorde hans inspirationskilder?

Hvem var Adam Smith?

Adam Smith var et menneske rundet af sin samtid, Oplysningstiden. Blandt hans nærmeste venner fandtes David Hume, der er kendt for sin overbevisning om, at videnskab må baseres på, hvad vi kan erfare, og hvad vi kan deducere os frem til, på grundlag af erfaringen. Smith var anerkendt i sin samtid, og hans succesrige karriere, blev hjulpet på vej af hans mange indflydelsesrige venner.

Vi ved ikke så meget om Smiths person, for han sørgede for, at alle hans noter og optegnelser blev brændt før hans død. Størstedelen af vores viden om hans personlighed stammer fra anekdoter. Smith er kendt for at have været distræt og uorganiseret. Papirer og bøger flød overalt omkring ham, og han havde en vane med at tale med sig selv, mens han smilede og nikkede. En kendt anekdote fortæller, at han engang vandrede afsted i nattøj optaget af sine egne tanker, og først blev opmærksom på hvor han var, efter at have gået 24 km. En anden gang var han så fordybet i en samtale om frihandel, at han ikke opdagede han trådte ned i en grube, hvor man garvede huder (Skousen, 2007: 14). 

Hvad vi trods alt ved om Smiths karriere er følgende: Han blev født i byen Kirkcaldy tæt ved Edinburgh (i Skotland) i 1723, kort efter at hans far, der havde været toldembedsmand, var død. Således voksede den syge og svagelige Smith op hos sin mor, som han var meget nært knyttet til livet igennem. I skolen blev den unge Smith præget af presbyteriansk protestantisme, der er en variant af calvinismen (Kurrild-Klitgaard, 2004: 17). 

Denne oplysning berettiger en lille ekskurs (et sidespring fra vores fortælling om Adam Smith).

Centralt i calvinismen står prædestinationslæren, der indebærer, at det er forudbestemt, hvem der opnår frelse, og hvem der ikke gør. I ”normal” protestantisme kan man opnå frelse, ved at bekende sin tro, men det kan man altså ikke ifølge calvinisterne. De mente til gengæld, at det er muligt at afgøre hvem, der tilhører de på forhånd udvalgte, ved at iagttage deres succes i arbejdslivet. Dem der gennem hårdt arbejde akkumulerer sig en formue, antages at være de af Gud udvalgte til frelsen. På den måde bliver det verdslige liv et spejl på, hvad der er i vente i det hinsides.

Det lyder ikke specielt kristent, at man skal samle sig rigdom, men til gengæld må calvinisterne ikke nyde deres rigdom. Calvinismen foreskrev simpel livsførelse og sparsommelighed. Arbejdet blev et helligt kald, og alt overskud skulle tilbageføres og reinvesteres i ens virksomhed. Det er denne tankegang, som den tyske sociolog Max Weber (1864-1920) har kaldt for ”protestantismens ånd”.

Ifølge Weber har udviklingen af denne ånd været en afgørende drivkraft bag kapitalismens fremvækst. Det er meget muligt at Smith, selvom han som oplysningsmenneske ikke anvendte religiøse argumenter, gennem sin opdragelse har været under indflydelse af ”protestantismens ånd”. Det kunne være en oplagt forklaring på, hvorfor Smith lægger stor vægt på opsparingens betydning for økonomisk fremgang (Weber, 1920: 63-84).

Tilbage til Smiths liv og karriere: Efter at have afsluttet universitetet i Glasgow i 1740 (i en alder af 17 år, hvilket var normalt dengang), fik han et stipendium til videre studier på Oxford Universitet, hvor han opholdt sig frem til 1747. Hans primære interessefelt var moralfilosofi, datidens svar på samfundsvidenskab.

Oxford blev en skuffelse. Her var systemet, at hvis under ti studerende mødte op til en forelæsning, kunne underviseren udtale en latinsk remse, og så kunne han gå hjem uden at have undervist. Eftersom undervisningen var dødkedelig, hændte det ofte, at for få studerende mødte op, og undervisningen derfor blev aflyst. Dette var modsat systemet i Glasgow, hvor underviserne var afhængige af den direkte betaling fra de studerende, og derfor måtte gøre sig umage, for at give god undervisning. Oplevelsen gjorde så stort indtryk på Smith, at han skrev om den i ”Nationernes Velstand”, og den har givet være med til at forme hans syn de økonomiske incitamenters betydning for vores adfærd (Kurrild-Klitgaard, 2004: 45).

Hjemvendt fra Oxford holdt Smith en succesfuld forelæsningsrække i Edinburgh, og fra 1751 blev han professor i moralfilosofi i Glasgow. I 1759 blev hans første bog ”The Theory of Moral Sentiments” udgivet. Bogen forsøger at forklare hvorfor menneskets efterstræbelse af sin egeninteresse, ikke fører til samfundets og moralens opløsning. I dette tidlige værk er forklaringen ikke af økonomisk karakter. I stedet hævder Smith, at mennesket besidder en evne til at leve sig ind i andres sted, hvad der indebærer, at vi vil afholde os fra at gøre ondt mod andre (Kurrild-Klitgaard, 2004: 45).

I 1764-66 fik Smith en meget velbetalt stilling (med efterfølgende livslang pension) som huslærer, for en ung adelsmand. Stillingen indebar en dannelsesrejse rundt i Europa, hvorfor Smith opholdte sig en del i Frankrig. Her kom Smith i kontakt med de såkaldte Fysiokrater, en økonomisk skole der, ligesom Smith, havde stor tiltro til de frie markedskræfter. Fysiokraterne er kendt for udtrykket laissez-faire, der betyder lade stå til, og dækker over den holdning, at politikerne ikke bør blande sig i erhvervslivets forhold, men bør lade de fri markedskræfter råde. Det skal bemærkes, at modsat den almindelige opfattelse, er udtrykket laissez-faire er altså ikke Adam Smiths opfindelse, og han vælger ikke at anvende det i sin bog.

Fra 1766-1776 skrev Adam Smith sit monumentale hovedværk ”Nationernes Velstand” i fem bind (der samlet set fylder over tusind tætskrevne sider i min paperbackudgave). Bogen forsøger at give en samlet beskrivelse af det, vi i dag kalder nationaløkonomi, men kommer undervejs ind på mangt og meget. Efter moderne standard virker bogen ustruktureret. ”Nationernes Velstand” er rig på eksempler og henvisninger til faktiske forhold, der skal underbygge Smiths argumentation. Det er tydeligt, at Smith har ønsket at skrive et praktisk værk, der forholder sig til virkeligheden, frem for at spise læseren af med abstrakte betragtninger, sådan som det efterhånden er blevet udbredt blandt økonomer efter ham.

I 1778 blev Smith med sine indflydelsesrige venners hjælp udnævnt til toldkommissær for Skotland (lidt ironisk, da han ønskede told og handelshindringer afskaffet eller i hvert fald begrænset mest muligt), hvad der forøgede hans allerede store indtægter betragteligt. Han flyttede til Edinburgh og levede der sammen med sin mor, indtil hun døde, seks år før ham selv. Smith forblev ugift og døde barnløs.

Hvordan frihandel fører til rigdom

”Nationernes Velstand” handler om meget mere, end at legitimere frisættelsen af menneskets stræben efter dets egeninteresse. I bogen fremhæver Smith frem for alt frihandel, som kilden til vækst: Jo mere vi handler med hinanden, jo rigere bliver vi.

I ”Nationernes Velstand” kunne Smith observere, at Storbritannien var et af verdens rigeste lande, og at landet tydeligvis var inde i en udvikling med stigende vækst. Men hvad er årsagen til, at nogle nationer bliver rigere end andre? Kilden til væksten ligger ifølge Smith sammenvævet i tre forhold: (1) Arbejdet, (2) Arbejdsdelingen og (3) Den fri handel.

Når Smith skriver at kilden til velstand ligger i arbejdet, gik han i opposition til det dengang udbredte synspunkt, at velstand var at sidestille med penge i form af ædelmetaller (et synspunkt af eftertiden omtalt som merkantilismen). Synspunktet giver god mening i en verden uden økonomisk vækst. I den verden er det ikke muligt at øge velstanden ved at arbejde mere, for folk arbejder allerede så de meget de kan. Det er imidlertid muligt at forøge sin beholdning af ædelmetaller, og dermed sin fordring på andres arbejde. Vil du være rig, gælder det derfor om at komme i besiddelse af guld og sølv.

Når Smith i modsætning hertil hævder, at kilden til velstand ligger i arbejdet, er det fordi han har set, at det gennem arbejdsdelingen er muligt at forøge produktiviteten. Hvis vi specialiserer os, kan vi blive dygtigere til det vi specialiserer os i, og dermed kan vi producere flere varer med den samme mængde arbejdskraft (Smith, 1776: 13-14). Forudsætningen for at vi kan specialisere os, er fri handel. Vi skal have mulighed for frit og uden hindringer, at kunne udveksle varer og tjenesteydelser. Kan vi ikke det, må vi selv producere hvad vi behøver, og så kan vi ikke samtidig specialisere os.

Som eksempel på hvorledes det er muligt at øge produktionen gennem specialisering, fremhæver Smith produktionen af knappenåle. Hvis en person arbejder alene for at fremstille knappenåle, vil det være tvivlsomt om vedkommende kunne producere mere end én om dagen. Hvis flere derimod samarbejder, og hver udfører deres lille rutine, vil ti arbejdere tilsammen kunne producere 48.000 knappenåle dagligt (Smith, 1776: 15).

Ifølge Smith er de rige lande netop de lande, der har en høj grad af arbejdsdeling:

I det omfang arbejdsdelingen kan introduceres, medfører det en proportional forøgelse af arbejdets produktive kræfter inden for alle erhverv. Adskillelsen af forskellige erhverv og professioner synes at have fundet sted som følge af denne fordel. Denne adskillelse er generelt også mest fremskreden i de lande, der har nået den højeste grad af driftighed og udvikling. Det der udgør en mands arbejde i en rå samfundstilstand, udføres almindeligvis af flere i en udviklet samfundstilstand (Smith, 1776: 15. Oversættelsen er fra Thorup, 2006: 97).

For at kunne specialisere sig, for at udnytte det velstandspotentiale der ligger i arbejdsdelingen, forudsættes der som nævnt fri handel (når man ikke producerer alle sine fornødenheder selv, skal man have adgang til et marked, hvor man kan sælge sit overskud, og købe hvad man behøver). Det er ikke nyt. Handel og vareudveksling har altid eksisteret i menneskehedens historie. Det nye (og kontroversielle) hos Smith er, at han insisterer på, at markedet skal være frit.

Om retfærdigheden i det frie marked

Et frit marked indebærer ifølge Smith, at man afstår fra den praksis, der gælder nogle steder i Europa, hvor lavsvæsenet (de faglige organisationer) inden for visse brancher hindrer folk i at starte deres egne virksomheder. Samtidig må staten heller ikke tage initiativ til at starte virksomheder op, der kan udkonkurrere private. Staten må ikke hindre det frie initiativ, ligesom staten heller ikke må hindre arbejdskraftens fri bevægelighed (på det tidspunkt var det normalt med love, der forhindrede bønder og fattigfolk i at forlade deres fødeegn). Der må heller ikke eksistere love, der sikrer mindsteløn eller lige løn på arbejdspladserne, for så er det ikke muligt at belønne den dygtige arbejder med mere løn end den knap så dygtige arbejder. Kort sagt, staten skal ikke blande sig i markedet (Smith, 1776: 135 og 158).

Alle de skitserede tiltag var Smith imod, fordi de hindrede den fri konkurrence. Når fri konkurrence er så vigtig for Smith, er det fordi det er den frie konkurrence, der leverer den nødvendige legitimation for fri prisdannelse, at man kan tillade sig at forlange den pris for sin vare, som man ønsker. Når fri prisdannelse gennem hele menneskehedens historie har været associeret med grådighed, er det fordi fri prisdannelse har ført til urimeligt høje priser, fordi der ikke har været fri konkurrence. Fri konkurrence indebærer mange udbydere, mange købere, og herudover ingen indgreb i prisdannelsen. Hvis der ikke er fri konkurrence i form af mange udbydere, kan udbyderen tage overpris.

I et statisk samfund med dårlig infrastruktur, kan det være svært at skabe betingelserne for fri konkurrence, hvorfor fri prisdannelse blot betyder, at udbyderen kan udnytte sit monopol. Derfor blev det førhen anset for en synd at forlange den højest mulige pris for sine varer. I et vækstsamfund hvor det er muligt at blive rigere, uden at det sker på andres bekostning, og hvor mange udbydere og købere sikrer den fri konkurrence, kan ingen opnå monopol og dermed tage urimelig profit. Hvis man forlanger for høj en pris for sine varer, vil man blive underbudt af andre udbydere, og man vil slet ikke få solgt sine varer. Men det vil altså kun ske, hvis der er mange udbydere. Som så meget andet i ”Nationernes Velstand” skal Smith ikke forstås som en original tænker, men som en der samler trådende og forbinder dem i et sammenhængende system. Således havde Montesquieu (ham vi kender fra princippet om magtens tredeling) allerede i 1748 udtalt, at ”konkurrence er det, der skaber en retfærdig pris på varer” (Skousen, 2007: 39).

Rent analytisk laver Smith en skelnen mellem en vares naturlige pris og selve markedsprisen. ”Når prisen på en given vare hverken er mere eller mindre, end hvad det er nødvendigt at betale (…) det vil sige for arbejdslønningerne og profitten (…) så vil varen blive solgt for, hvad der kan kaldes den naturlige pris” (Smith, 1776: 72. Oversættelsen er fra Kurrild-Klitgaard, 2004: 69). Men hvad er det der sikrer, at en vare vil blive solgt til den naturlige pris, eller i hvert fald til en markedspris, der ligger tæt på den naturlige pris? Tidligere havde det været religiøse eller moralske normer samt lovgivning, der skulle sikre en retfærdig pris. Smith var imod, at de handlende skulle lægge moralske bånd på sig selv, eller at staten skulle gribe ind, fordi han mente, at markedskræfterne var bedre til at yde retfærdighed.

Den naturlige pris… er, kunne man sige, den centrale pris, som priserne på alle varer kontinuerligt graviterer imod. Forskellige omstændigheder kan til nogle tider holde dem betydeligt over dette niveau, og andre gange tvinge dem ned, endda noget under det. Men hvad forhindringerne end er, som hindrer dem i at falde til ro i dette centrum af hvile og beståen, så er de dog konstant tenderende mod dette (Smith, 1776: 75. Oversættelsen er fra Kurrild-Klitgaard, 2004: 69).

Vi ser her Smith anvende et sprogbrug, der blevet bibeholdt af økonomer lige siden. Markedskræfterne virker som naturkræfter, der trækker mod et naturligt ligevægtspunkt, hvor markedsprisen er den samme som den naturlige pris, og dermed en retfærdig pris. Det er denne sammenhæng, taget direkte fra Smith, der kommer til udtryk i den klassiske udbuds- og efterspørgselskurve, som vi finder i alle lærebøger i økonomi. 

Den klassiske udbuds- og efterspørgselskurve

Ovenfor ser vi, hvordan fri prisdannelse, er den mekanisme, der medierer den optimale balance mellem udbud og efterspørgsel. Hvis forbrugerne ønsker mere af en vare stiger efterspørgslen efter den pågældende varer, og dermed prisen. Det får udbyderne af varen til at producere mere af varen (eftersom de erfarer, at de kan tjene flere penge på det). Hermed flyttes udbudskurven mod højre, og der opstår et nyt skæringspunkt mellem udbud og efterspørgsel. Dette skæringspunkt er varens naturlige pris. Principperne for et varemarked gælder også for et arbejdsmarked. Hvis arbejdsgiverne efterspørger mere arbejdskraft, presser det lønnen op, hvilket bevirker, at flere vil stille deres arbejdskraft til rådighed.

Smith er fuldt ud opmærksom på, at udbydere af varer og tjenester, har interesse i at skabe sig monopoler, og indgå aftaler med andre udbydere om at holde priserne kunstigt oppe (det vil ifølge Smith være det samme som at indføre en absurd skat, og så ved vi han er inderligt imod). Der er med andre ord en interessekonflikt mellem virksomheder og forbrugere (offentligheden). Derfor advarer Smith indtrængende offentligheden, imod at lytte til forslag stillet af erhvervslivets repræsentanter.

Alle forslag om love og reguleringer af handel, der kommer fra den kant, bør man kun lytte til med stor forsigtighed. Forslagene bør aldrig indføres før end de er undersøgt grundigt og med stor nidkærhed og mistænksomhed. Forslagene kommer fra en gruppe af mænd, hvis interesser aldrig er helt de samme som offentlighedens, men hvis interesser derimod er at bedrage og endda undertrykke offentligheden, og som ved mange lejligheder også har gjort det (Smith, 1776: 267. Min oversættelse).

Fordelene ved at nationer handler med hinanden

Princippet om arbejdsdelingen – kilden til velstand ifølge Smith – kan overføres fra individniveau til nationer. ”Hvad der er kløgtig adfærd i en privat familie, kan dårligt være tåbeligt i et stort kongerige”, argumenterer Smith. Hvis et fremmed land kan levere en vare billigere til Storbritannien, end Storbritannien selv kan producere den, så er det bedst for Storbritannien at købe denne vare, mod til gengæld at sælge andre varer til det fremmede land. Varer som Storbritannien er bedre til producere end det pågældende land, og derved kan sælge billigere (Smith, 1776: 457. Oversættelsen er fra Thorup, 2006: 115).

Forudsætningen for at kunne udnytte denne internationale arbejdsdeling, er fri handel mellem nationerne. Alle tiltag der hindrer den fri handel, såsom importkvoter og told på udenlandske varer, vil hindre os i at høste de fordele et land kan opnå ved at specialisere sig. Protektionisme (beskyttelse af hjemmemarkedet) blokerer dermed for økonomisk vækst.

Smith adresserer de problemer, der kan opstå ved at fjerne importrestriktioner: Virksomheder der nød godt af beskyttelsen mod udenlandsk konkurrence, risikerer at måtte lukke, og deres arbejdere gennem fyring at miste deres indtægtsgrundlag. Det er dog ikke et alvorligt problem, forsikrer Smith, for markedskræfterne vil sikre, at de fyrede igen vil få beskæftigelse. Der vil kun gå kort tid med ubehageligheder som arbejdsløshed og lønnedgang, inden de frisatte arbejdere igen er integreret i økonomien. Det vil markedskræfterne sørge for. Lønnen skal blot have lov at falde, så vil de ledige arbejdere kunne få job igen. Når først de ledige arbejdere er tilbage på arbejdsmarkedet, vil lønnen med tiden stabilisere sig på ligevægtsniveauet. 

Mens Smith har stor tillid til markedskræfternes evne til at genetablere beskæftigelse og produktion, hvis importrestriktionerne fjernes, anser han alligevel indførelsen af helt fri handel som utopisk. Alle de særinteresser der står til at tabe på fri konkurrence, vil forsvare deres monopoler og anden form for beskyttelse med næb og klør.

Politikere der støtter brancher og virksomheder mod konkurrence udefra vil blive portrætteret som folk, der forstår sig på handel, og vil stå sig godt med en betydningsfuld og ikke mindst velhavende del af landets elite. Omvendt vil politikere der taler for frihandel skaffe sig magtfulde fjender, og risikere at sætte ikke blot deres renommé på spil, men sommetider også deres personlige sikkerhed. Så stor er truslen fra de uforskammede, vrede og skuffede monopolister, mener Smith (Smith, 1776: 469-471).

Men hvad med den kapital, der tidligere blev investeret i virksomheder, der nu må lukke, fordi de udsættes for konkurrence fra udlandet? Ville det ikke være mest hensigtsmæssigt for investorerne at trække denne kapital til udlandet? Hvis det sker, vil der ikke opstå nye arbejdspladser i hjemlandet, til erstatning for dem, der forsvandt som følge af frihandelen. Heller ikke dette frygter Smith.

”Det er for udbyttets skyld, at ethvert menneske anvender sin kapital”, medgiver Adam Smith, men medmindre der er meget stor forskel i indtjeningsmulighederne på at investere sin kapital i udlandet frem for at investere den hjemme, vil erhvervsmanden foretrække at investere hjemme. ”På hjemmemarkedet er hans kapital ikke så længe ude af hans hænder (…). Han har bedre kendskab til karakteren af og situationen for de personer, som han må stole på, og skulle han blive bedraget, så kender han lovene i det land, hvorfra han må søge oprejsning (…)” (Smith, 1776: 454 og 456. Oversættelsen er Thorup, 2006: 111 og 113). Det der hindrer at kapitalen søger mod udlandet, frem for hjemlandet, er altså endnu engang individets stræben efter egeninteresse.

Som i mange andre tilfælde bliver han her ledt af en usynlig hånd til at fremme et mål, som ikke var en del af hans intention. Ej heller er det altid dårligt for samfundet, at det ikke var en del af intentionen. Ved at forfølge hans egeninteresse fremmer han ofte samfundets interesse mere effektivt, end når han virkelig forsøger at fremme den. Jeg har ikke kendskab til meget godt, som er blevet gjort af dem, der indtræder i handelen for at fremme det fælles bedste. Det er en rolle, som handelsfolk sjældent tager på sig, og meget få ord behøves for at tale dem fra at gøre det (Smith, 1776: 456. Oversættelsen er Thorup, 2006: 113-114).

Metaforen om ”en usynlig hånd” er måske verdens mest berømte metafor, og opsummerer hele Smiths tankegang i bare tre ord. Det er de frie markedskræfter, Smith referer til, når han taler om den usynlige hånd. Hvis de frie markedskræfter hersker, vil fri prisdannelse sikre den optimale allokering af ressourcerne. Selvom hvert enkelt individ kun tænker på sig selv, at tilfredsstille sine egne behov, vil denne stræben efter egennytte (grådighed) resultere i økonomisk vækst, til gavn for hele samfundet.

Efter sin udgivelse blev ”Nationernes Velstand” hurtigt populær. Første oplag blev udsolgt på et halvt år, og bogen nåede at udkomme i fem udgaver inden Smiths død. Sidenhen er bogen blevet citeret flittigt i den politiske debat, ikke mindst fra det britiske parlaments talerstol, når man har diskuteret især frihandelsspørgsmålet.

Selvom vi her læser bogen, som den første bog der beskriver, hvad der leder til økonomisk vækst, var det ikke som optimistisk vækstbebuder, at Smith gjorde indtryk på sin samtid. Bogens store bedrift var, at den kunne levere argumentation, der kunne legitimere borgerskabets økonomiske interesser, herunder næringsfrihed og frihandel.

Smith forventede, at den økonomiske fremgang, der kunne opnås gennem øget arbejdsdeling mellem mennesker og nationer, ville blive omsat i et stigende befolkningstal, hvilken han og de fleste i hans samtid anså for en god ting. Et stigende befolkningstal ville gøre nationen rigere og stærkere.

Dette synspunkt skulle snart komme i modvind…

… fortsættes i artiklen ”Den mørke side af liberalismen, verden ifølge Malthus og Ricardo.”

Litteratur

Kurrild-Klitgaard, Peter: Adam Smith (fra serien Økonomiens Konger), Jurist- Økonomforbundets Forlag 2004.

Smith, Adam: An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations Volume 1+II, 1776. Liberty Edition 1981. 

Skousen, Mark: The Big Three in Economics. Routledge 2007.

Thorup, Mikkel (red.): Den skotske Oplysning. Slagmarks Skyttegravsserie 2006. 

Weber, Max: Den Protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd, Nansensgade Antikvariat 2014 (orgignaludgave 1920).