mandag den 18. januar 2016

Bruger Danmark flere ressourcer på velfærd end andre lande?

I 1990’erne blev velfærdsstaten et plusord. Tidligere var der flere der forbandt ordet “velfærdsstaten” med noget negativt (både på venstre- og højrefløjen), men da 1990’erne randt ud, fandtes der ikke længere det politiske parti, der ikke omfavnede velfærdsstaten i deres politiske retorik. Det betød ikke, at velfærdsstaten blev fredhellig, tværtimod. Efterfølgende er hen ved alle politiske forslag blevet formuleret ind i en diskursiv ramme, der handler om at reformere velfærdsstaten for at bevare den.

Velfærdsstaten bliver ofte italesat som værende under pres, hvilket legitimerer behovet for reformer. Selvom det ikke altid udtrykkes lige eksplicit, hviler kravet om reformer i grundtræk på følgende ræsonnement:

  1. De danske velfærdsudgifter er høje, og udgifterne stiger i takt med, at flere ældre forlader arbejdsmarkedet, end der kommer unge til. Eftersom velfærden finansieres gennem skatterne, er de danske skatter høje, og risikerer nu at stige yderligere.
  2. Høje skatter har en forvridende effekt på udbuddet af arbejdskraft (folk trækker deres arbejdskraft tilbage eller flytter til udlandet).
  3. Lavere arbejdsudbud betyder i sig selv lavere vækst, og skader desuden konkurrenceevnen ved at skabe et lønpres (de lønmodtagere der er tilbage på arbejdsmarkedet, står nu i en stærkere forhandlingsposition, hvor de kan presse lønningerne op).
  4. En forringet konkurrenceevne hæmmer væksten i Danmark yderligere, fordi væksten er afhængig af efterspørgsel fra udlandet (og hvis lønningerne stiger mere i Danmark end hos vores konkurrenter, mister vi markedsandele).

Det følger heraf at reformer af velfærdsstaten må være reformer, der kan begrænse velfærdsudgifterne, så skatterne kan bringes på niveau med de lande vi normalt sammenligner os med, hvorved vi bliver konkurrencedygtige.

Men hvor store er velfærdsudgifterne egentligt i Danmark?

De samlede offentlige bruttoudgifter på velfærd udgjorde i 2011 et beløb der svarede til 30,1 % af BNP. Spørgsmålet er dog, om det er meget, relativt set? Eftersom vi forholder os til en præmis om, at velfærdsudgifterne i Danmark er højere end i sammenlignelige lande, giver det kun mening at vurdere om 30,1 % af BNP er meget ved at foretage en international sammenligning. Denne sammenligning fremkommer i Figur 1.

FIGUR 1: Offentlige bruttoudgifter til velfærd målt i procent af BNP 2011
Anmærkning: Beregnet på data fra OECD’s database, Social Expenditure, Aggregated Data. https://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=SOCX_AGG besøgt den 8. december 2015. Der anvendes data fra 2011, fordi det er det seneste år, for hvilket at der findes sammenlignelige data. Der er altid en stor forsinkelse på produktionen af internationalt sammenlignelige tal af denne karakter. Sammenlignelige lande er de oprindelige 15 EU lande (før østudvidelsen), samt verdens øvrige tidligt industrialiserede lande. Fjernet fra listen er alle lande med under en million indbyggere. Velfærdsudgifter er udgifter til pension og andre overførselsindkomster, samt hospitalsudgifter, børnepasning og anden offentlige service (men ikke uddannelse).

Figur 1 viser, at Danmark har høje offentlige velfærdsudgifter i international sammenligning. I 2011 havde kun Frankrig højere udgifter. Imidlertid er velfærdsudgifter ikke kun offentligt finansierede. For at få et overblik over de samlede velfærdsudgifter i et givent land, må også de private udgifter tælles med. I en dansk kontekst er private velfærdsudgifter f.eks. eget bidrag til børnepasning, tandlægeregning, private sundhedsforsikringer og pensionsopsparing.

Private velfærdsudgifter er ikke som sådan en del velfærdsstaten. Imidlertid kan de private udgifter udmærket tænkes at have en forvridende effekt på arbejdsudbuddet på samme måde som skattefinansierede udgifter. Uanset om ens velfærdsudgifter betales over skat eller via brugerbetaling er det udgifter, der skal betales, inden man kan opgøre, hvor stor del af ens indkomst, man har tilbage til øvrigt privat forbrug.

Som dansker bør man f.eks. nøje overveje omkostningerne ved børnepasning, før man flytter sin arbejdskraft til udlandet. I Danmark er ens personlige udgifter til børnepasning væsentligt lavere (og udbuddet større) end i en del andre lande på grund af de høje skattefinansierede tilskud. Hvis en børnefamilie overvejer at flytte til et land med større private omkostninger ved børnepasning, vil det indgå i deres økonomiske overvejelser på samme måde som beskatningen af deres arbejdsindkomst.

Dette bringer os videre til at konstatere, at de private velfærdsudgifter også er høje i Danmark i international sammenligning. Det fremgår af Figur 2.

FIGUR 2: Private bruttoudgifter til velfærd målt i procent af BNP 2011

Anmærkning: Beregnet på data fra OECD’s database, Social Expenditure, Aggregated Data. https://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=SOCX_AGG besøgt den 8. december 2015.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, at USA ligger højest placeret på listen, når der tages udgangspunkt i private velfærdsudgifter. Det er især de private udgifter til sundhed, der får USA til at ligge højt på denne liste. Det kan imidlertid godt overraske mange, at Danmark med private velfærdsudgifter svarende til 5,1 % af BNP også er højt placeret på denne liste. Det er især indbetalinger til pensionsopsparing, der ligger til grund for dette tal (indbetalinger der i parentes bemærket ofte er en obligatorisk del af overenskomsterne, og derfor sammenlignelig med skat på indkomst).

Lægger vi de offentlige og private bruttoudgifter til velfærd sammen, anvender Danmark altså et samlet beløb på velfærd svarende til 35,2 % af BNP. Det giver ubetinget det største udgiftsniveau til velfærd i hele verden. Et billede der måske svarer meget godt til mange danskeres selvforståelse af den danske velfærdsstats særegenhed.

Imidlertid er dette billede misvisende.

De tal der er præsenteret i det ovenstående er bruttotal. Det vil sige udgifter før skat modregnes. De fleste indkomstoverførsler i Danmark bliver beskattet. Den danske stat udbetaler kontanthjælp, folkepension, statens uddannelsesstøtte etc. med den ene hånd, men kræver en del af pengene ind igen med den anden hånd, allerede inden pengene bliver udbetalt.

Også privat finansieret velfærd beskattes, f.eks. beskattes føromtalte pensionsopsparing. Danmark er det land i verden, der beskatter velfærd mest. Bruttoudgifter til velfærd giver derfor ikke et retvisende billede af de reelle velfærdsudgifter i Danmark.

Ovenstående taget i betragtning må en meningsfuld international sammenligning af velfærdsudgifterne indebære følgende regnestykke. De offentlige bruttoudgifter til velfærd, plus de private bruttoudgifter, minus beskatning af velfærd, som vil give et resultat der viser udgifterne til velfærd nettobaseret. En sådan international sammenligning fremgår af Figur 3.

FIGUR 3: Samlede nettoudgifter til velfærd målt i procent af BNP 2011

Anmærkning: Beregnet på data fra OECD’s database, Social Expenditure, Aggregated Data. https://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=SOCX_AGG besøgt den 8. december 2015.

Figur 3 indikerer, at selvom Danmark samlet set indtager en fjerdeplads hvad angår udgifter til velfærd, så ligger Danmark stadig på et niveau der ikke skiller sig nævneværdigt ud, fra en række af de lande vi sammenligner os med.

Særligt bemærkelsesværdigt er det, at USA kommer ind på en andenplads i forhold til velfærdsudgifter. Dette berettiger en lille ekskurs.

Forklaringen er at USA bruger langt flere ressourcer på sundhed og hospitalsvæsen end de europæiske lande. USA bruger et beløb svarende til 14 % af BNP på sundhedsudgifter. I kontrast hertil kan nævnes at Frankrig, det europæiske land der bruger mest på sundhedsvæsnet, anvender et beløb svarende til 10 % af landets BNP (kilde: Social Expenditure Update, OECD, november 2014).

Billedet af de danske velfærdsudgifter kan nuanceres yderligere. Det hidtil præsenterede materiale har været et øjebliksbillede af velfærdsudgifterne. Nemlig niveauet i det seneste år, for hvilket vi besidder sammenlignelige tal. Det må kontrolleres, om 2011 var et usædvanligt år.

I 2009 – i kølvandet på finanskrisen – faldt langt de fleste landes BNP ganske betydeligt, hvilket automatisk medførte at velfærdsudgifterne steg flere procentpoint. Udviklingen er naturlig eftersom udgifterne til velfærd steg, blandt andet fordi mange mistede deres job, og måtte modtage offentlig forsørgelse. En yderst vigtig grund til stigningen i velfærdsudgifter er dog selve faldet i BNP. Faldende BNP resulterer i større velfærdsudgifter relativt til BNP. Stigningen i 2009 skyldes altså både selve opgørelsesmetoden, såvel som at udgifterne steg på grund af krisen.

Finanskrisen var særlig hård ved Danmark. For det første aftog væksten i Danmark mere end i de fleste andre lande, allerede inden selve finanskrisen, som udbrød i september 2008. For det andet var faldet i BNP, som følge af finanskrisen, særligt voldsom i Danmark. Endelig har Danmark ikke, i modsætning til de fleste andre sammenlignelige lande, formået at få gang i væksten igen efter finanskrisen.

Summen af ovenstående er en vækstkrise i Danmark uden historisk fortilfælde. Selvom de fleste sammenlignelige lande har oplevet kraftig tilbagegang i væksten, er det (på vores liste) kun Portugal, Grækenland, Cypern og Italien der har præsteret dårligere end Danmark (kilde: Er velstandens tid forbi?).

Det betyder at velfærdsudgifterne i Danmark – når velfærdsudgifterne måles i andel af BNP, er steget betydeligt mere end hvad tilfældet er, i stort set alle andre lande, uden at det dækker over en tilsvarende stigning i de absolutte omkostninger i velfærden. Derfor bør tværsnittet af velfærdsudgifter i 2011 suppleres med en måling fra før vækstkrisen satte ind i Danmark. På Figur 4 ses en sådan sammenligning, her måles de samlede nettoudgifter til velfærd i 2005.

FIGUR 4: Samlede nettoudgifter til velfærd målt i procent af BNP 2005

Anmærkning: Beregnet på data fra OECD’s database, Social Expenditure, Aggregated Data. https://stats.oecd.org/Index.aspx?DataSetCode=SOCX_AGG besøgt den 8. december 2015.

På denne graf placerer Danmark sig på en 11. plads hvad angår velfærdsudgifter. Beløbet der anvendes svarer til 22 % af BNP i 2005, i modsætning til 26.1 % af BNP i 2011.

Hvis den økonomiske vækst i Danmark kunne indhente den tabte vækst siden år 2005, ville velfærdsudgifternes andel af BNP sandsynligvis ligge tættere på niveauet for 2005 end 2011. Skiftet i Danmarks placering på ranglisten over lande med de højeste velfærdsudgifter, fra en 11. plads i 2005 til en fjerdeplads i 2011, afspejler, at Danmark befinder sig i en vækstkrise af historiske dimensioner, og ikke at velfærdsudgifterne er eksploderet. 

For at opsummere viser denne analyse, at den danske velfærdsstat i international sammenligning hverken er særlig udgiftstung eller det modsatte. Danmark ligger i midterfeltet, når det kommer til velfærdsudgifter.


Tak til stud scient. pol. Nadine Lund Hollmann for informationsindsamling, databehandling, udarbejdelse af grafer, samt kritisk gennemlæsning af manuskript.

6 kommentarer:

  1. Tak for arbejdet.
    Med statistik finder jeg det altid interessant, at spørge om "hvorfor" når noget er overraskende, så: Hvorfor ligger Norge så overraskende lavt?
    Og i øvrigt ville forskellene ikke se så grafisk store ud, hvis jeres graf havde udgangspunkt ved 0 i stedet for 15%.

    SvarSlet
    Svar
    1. Norge har et særdeles højt BNP (grundet olieeksport), der får velfærdsudgiferne til at se lavere ud. Det er det også, relativt, men altså ikke i absolutte tal.

      Næh du har ret m.h.t. grafer. Landene ville se mere ens ud, og det ville være mere retvisende at starte ved 0. Men pointen med grafisk illustration var jo netop at vise forskellen.

      Slet
  2. God analyse og redegørelse!
    Findes udgifterne ikke som Kr/1.000 indbyggere? At opgøre det i % af BNP har svært ved at vise udviklingen i udgifter over tid.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det kunne naturligvis også være relevant at opgøre velfærdsudgiftenre absolut (i faste priser) og ikke kun relativt.

      Slet
    2. Mere end blot relevant. Udgift/capita må vel være den ægte målestok?

      Når DK er blevet "hårdt ramt" er det jo kun den halve sandhed. Vores respons har også været utilstrækkelig, og du er selv inde på at "Hvis den økonomiske vækst i Danmark kunne indhente den tabte vækst siden år 2005, ville velfærdsudgifternes andel af BNP sandsynligvis ligge tættere på niveauet for 2005 end 2011."

      Vi har i DK reageret med nøjsomhedspolitik, og den er altså vækstfjendtlig (men økonomisk rationel for de allermest velhavende)

      Jeg synes det her er en skidegod artikel, og jeg synes at den kunne udbygges med pr. capita udregninger, og dermed ramme endnu tættere på sømmet OG have den kommunikative fordel at budskabet blev nemmere at overbringe.

      Under alle omstændigheder ... Tak for artiklen :)

      Slet
    3. Det skulle jo egentlig være ret nemt at beregne. Det vil jeg gøre næste gang :)

      Slet