Anker Jørgensen holder rekorden i mest effektive genopretning af dansk økonomi i en krisetid

”Helt ærligt og brutalt, så var der ikke noget bedre, vi kunne have gjort.”

Anker Jørgensen, 2007

Det var under Anker Jørgensens lederskab, at Danmark kæmpede sig igennem oliekriserne. Det lykkedes takket være en hårdhændet økonomisk politik, der fik genoprettet dansk konkurrenceevne.

Kriser som i 1970’erne kommer igen. Men de forsvinder ikke af sig selv. Den nuværende krise er eksempelvis ubetinget den dybeste og længste vækstkrise Danmark har oplevet i fredstid.

Det er bemærkelsesværdigt, at ingen regering har formået at føre en økonomisk politik, der kan føre Danmark ud af den nuværende krise. Det ville også være en ekstraordinær bedrift.

Set i lyset af vore dages økonomiske problemer er det forundrende, at Anker Jørgensen, der sov ind i går i en alder af 93 år, i flere nekrologer får negativ kritik for sin økonomiske politik.

I Berlingske skriver Jørgen Larsen om den økonomiske politik ”…set på afstand må man konstatere, at Anker Jørgensens mange fremragende menneskelige egenskaber ikke slog til, da ubehagelige, men nødvendige beslutninger skulle tages.”

Det samme gælder Lasse Ellegaard i Information: ”Anker Jørgensen havde ikke modet, og næppe heller incitamentet til at gennemføre en upopulær hestekur, der uvægerligt ville vende den tunge ende nedad…”

Det var imidlertid lige præcis hvad Anker Jørgensen gjorde. Han gennemførte en upopulær hestekur. Den vendte også den tunge nedad, i og med at Anker Jørgensen og datidens øvrige politikere måtte acceptere stigende arbejdsløshed som en konsekvens af den økonomiske politik.

At acceptere stigende ledighed som en økonomisk nødvendighed, var ikke noget Anker Jørgensen var stolt af, og derfor er er han nok aldrig blevet krediteret fuldt ud for sin bedrift. Han har ikke pralet af den.

Men på længere sigt kom politikken også de arbejdsløse til gode. Konkurrenceevnen blev genoprettet. Danmark fik overskud på sin samhandel med udlandet.

Gennem hele efterkrigstiden havde den været gal med Danmarks konkurrenceevne. Under indtryk af olekriserne blev situationen endegyldigt uholdbar. Anker Jørgensens økonomiske politik med afgiftsforhøjelser, devalueringer og løntilbageholdenhed fik vendt balancen. Danske varer blev billigere i udlandet, og udenlandske varer blev dyrere i Danmark. I 1981 kom der endelig overskud på nettoeksporten.

Denne udvikling kan iagttages på nedenstående graf, der viser at genopretningen fandt sted 1979-1981. Herefter sættes genopretningen delvist over styr af Anker Jørgensens efterfølger, Poul Schlüter. Senere er det nordsøolien, der skaber overskuddet.

Grafen stammer fra artiklen Nyt syn på Anker Jørgensens økonomiske politik trykt i Historisk Tidsskrift nr. 110 hæfte 2. 

Anker Jørgensens økonomiske politik var en succes. Alligevel udsættes han stadig for hård kritik. Hvorfor?

Tilføjet 22 marts 2016: Reaktionerne som ovenstående indlæg har afstedkommet på de sociale medier, har overbevist mig om, at den vedholdende kritik af Anker Jørgensens økonomiske politik kan henføres til en kombination af to ting, (1) erindringsforskydning, og (2) uklare målekriterier for hvad der udgør en succesfuld økonomisk politik.

Anker Jørgensens regeringsperiode spænder over 10 år (med en kort afbrydelse). Her koncentrerer jeg mig alene om den genopretning der fandt sted i 1979-1981.

Historien starter lige efter valget i 1979, hvor netop afgåede finansminister Knud Heinesen direkte adspurgt af studieværten i TV svarer, at vi ikke er på kanten af afgrunden, men har kurs mod den. Hermed var Knud Heinesen med til at bane vejen for en kriseforståelse, der gjorde det nemmere at gennemføre en begrænsning i det private forbrug, der havde til formål at forbedre betalingsbalancen.

I debatten fremstilles det ofte som om at Knud Heinesen erklærede, at den socialdemokratiske politik havde fejlet, og vi havde kurs mod afgrunden, hvorefter Anker Jørgensen smed håndklædet i ringen. En erindringsforskydning der overser det, som daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer kaldte den største indsats der er gjort gennem en 20-årig periode (og som han også havde efterlyst i meget håndfaste vendinger).

Resultatet af den økonomiske stramning kan kun anes på betalingsbalancen, fordi den stigende rentebyrde trak i den anden retning. Men som jeg viser på min graf over nettoeksporten lykkedes det at få genoprettet dansk konkurrenceevne, og dermed blev Danmark i stand til at udnytte det opsving, der fulgte i 1983, efter at Anker havde overladt regeringsmagten til Poul Schlüter.

Min positive vurdering af Anker Jørgensens økonomiske politik hviler altså på, (1) at jeg vurderer underskuddet på betalingsbalancen som det største økonomiske problem for Danmark, og (2) at jeg erkender at den positive effekt af den økonomiske genopretning først slår igennem noget tid efter, at den er blevet gennemført. 

I artiklen Nyt syn på Anker Jørgensens økonomiske politik, gennemgår jeg hele Anker Jørgensens regeringstid i detaljer dokumenteret gennem samtidige kilder og interview. 

Afslutningsvis i denne artikel opstiller jeg en række hypoteser, der måske yderligere kan bidrage til at besvare spørgsmålet om, hvorfor Anker Jørgensens økonomiske politik har fået et dårligt eftermæle. 

I det følgende citerer jeg mig selv:

Det rekordstore underskud på statens finanser, der manifesterede sig i 1982, henføres til den forkerte årsag.

Når vi har underskud på vores personlige konto, skyldes det som regel, at vi bruger for meget. Det er mindre indlysende, at underskuddet på statens finanser fremkom, fordi regeringen dæmpede danskernes privatforbrug. Dette var nødvendigt, så danskerne ikke købte på kredit i udlandet. Det førte til lavere aktivitet i økonomien, større ledighed, og deraf kom underskuddet på statens finanser og den offentlige gældsætning. En del af mytedannelsen kan formentlig forklares med manglende indsigt i disse forhold.

Statsfinanserne markante forbedring umiddelbart efter Anker Jørgensens afgang som statsminister krediteres alene hans efterfølger.

Takket være den konkurrenceevneforbedring, der var blevet opnået i 1979-1981, fik Danmark stor gavn af det internationale opsving 1983-85 i form af øget beskæftigelse og dermed højere skatteindtægter og forbedrede statsfinanser. En del af mytedannelsen kan formentlig forklares med manglende erkendelse af, at opsvinget i høj grad hvilede på et forarbejde gennemført af Anker Jørgensen.

Det borgerlige Danmark har haft en politisk interesse i at fremstille Anker Jørgensens regeringsførelse som en fiasko.

Borgerlige meningsdannere begrunder ofte den forbedrede økonomiske situation efter regeringsskiftet med den nye regerings ændrede økonomiske politik, der fremstilles som nyskabende og anderledes, selvom dette synspunkt næppe holder for et nærmere eftersyn. En del af mytedannelsen kan formentlig forklares med, at myten tjener til at fremstille borgerlige politikere som mere kompetente end socialdemokrater til at føre økonomisk politik.

Mytedannelsen er sket i en periode, hvor datidens økonomiske dilemmaer er kommet på behagelig afstand.

Genopretningen af dansk økonomi blev indledt med Helhedsløsningen i 1979 og ikke tilendebragt før sidst i 1990’erne. Indtil da havde det været et grundvilkår for dansk økonomi, at man ikke kunne opnå vækst, merbeskæftigelse og overskud på statens finanser, samtidig med at man havde overskud på betalingsbalancens løbende poster. I tiåret op til finanskrisen har man – grundet olieeksporten – ikke haft den slags balanceproblemer i dansk økonomi.

 

Mytedannelsen omkring Anker Jørgensen kan hænge sammen med en fejlagtig tro på, at den gode økonomi i de senere år skyldes, at eftertidens politikere var dygtigere til at føre økonomisk politik, end man var det i 1970’erne.

Finansministeriet har med udgangspunkt i egne forståelsesrammer, synspunkter og målsætninger optrådt som selvstændig aktør i udbredelsen af myten om Anker Jørgensens økonomiske politik. Som det fremgår af nærværende artikel, var man i Finansministeriet i slutningen af 1970’erne begyndt at opbygge en særlig ekspertise. Det var også i denne periode, Finansministeriet på kampagnelignende vis begyndte at producere redegørelse efter redegørelse med scenarier for, hvor galt det ville gå, hvis man ikke fulgte Ministeriets anbefalinger.

Embedsmændene var af den opfattelse, at økonomien behøvede en strammere styring, som bedst kunne tilvejebringes, hvis man overlod den koordinerende myndighed til Finansministeriet. Embedsmændene følte, at især Arbejdsministeriet modarbejdede deres bestræbelser på at sikre en sund økonomisk udvikling til almenvellets bedste. Anker Jørgensen delte ikke Finansministeriets embedsmænds opfattelse. Han mente, at styringen af økonomien var hans og hele regeringens ansvar. Derfor har embedsmændene siden Anker Jørgensens afgang ihærdigt arbejdet på, at opbygge den forestilling, at underskuddet på statens finanser havde sin årsag i Anker Jørgensens forvaltning af økonomien.