Så meget er der skåret i kernevelfærden de seneste år

Denne kronik blev bragt i Kristeligt Dagblad 9. september 2016, og er bragt her med tilladelse. Efter kronikken følger en "faktaboks" der rummer flere detaljer samt kildeangivelser.                                                       

Mine døtre er stukket af med min telefon. De jagter Pokemons. Jeg selv er gået på jagt i Statistikbanken hos Danmarks Statistik. Jeg prøver at finde ud af, hvor meget der er blevet skåret i velfærden i Danmark de seneste år.

Der udkæmpes for tiden en diskursiv kamp, en kamp på ord, om vores velfærdsstat. Der bliver fyret offentligt ansatte i disse år. Men hvor mange, og hvad betyder det for kernevelfæden? I et videoklip der jænvligt dukker op på min Facebookvæg, hævder Simon Emil Amitzbøll (LA), at ikke en sjæl kan mærke, at der er forsvundet over 30.000 kommunale stillinger siden Finanskrisen (Talkshow med Clement Kjærsgaard, dr.dk, 28. maj 2016).

Betyder det virkelig ikke noget, når vi fyrer offentligt ansatte?

Jeg mener godt jeg selv kan mærke, at velfærden tilbagerulles i disse år. Mine døtre har jeg sendt i private institutioner, der koster ekstra, fordi jeg har oplevet, at de kommunale institutioner ikke kan levere den samme tryghed i voksenkontakt, som da jeg selv var barn.

Vi skal også undervise hurtigere på gymnasiet, hvor jeg arbejder. Her forventer jeg, at vi om få år har afskediget 20 % af personalet. Forudsat uændret elevtal.

Afskaffelsen af efterlønnen og dagpengeforringelserne vidner om, at velfærdsydelserne rulles tilbage. Men hvad med kernevelfærden? Jeg læser historier om en pædagog alene på stuen med tyve børn, og om ældre der må vente hjælpeløse og ensomme i timevis. Er det enkeltstående hændelser, eller resultatet af besparelser?

Personlige erfaringer og vandrehistorier kan ikke bruges som bevis for, at velfærden er blevet tilbagerullet. For at få svar, har jeg brug for statistik. Det er derfor, jeg nu melder mig ind i kampen, og er gået på jagt i Statistikbanken på Danmarks Statistiks hjemmeside og i Danmarks Statistiks publikation Statistisk Tiårsoversigt.

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker selv bestemmer, hvilke kendsgerninger de vil tro på. I takt med at stadig mere information kommer til vores rådighed, opstår der en form for afmagt, hvor mange tager det relativistiske standpunkt, at opfatte kendsgerninger som holdninger. Et bekvemt standpunkt på man sige, for så kan man jo se bort fra de kendsgerninger, man ikke bryder sig om.

I det følgende dokumenterer jeg, at kernevelfærden er blevet kraftigt beskåret de sidste par år. Det gør jeg på baggrund af kendsgerninger i form af simple optællinger. Jeg er tilhænger af velfærdsstaten, og synes derfor det er en tragisk udvikling. Man kan have en anden holdning til udviklingen end jeg, men man kan ikke afvise, at nedskæringerne har fundet sted. Med kernevelfærd forstår jeg børnepasning, ældrepleje og sundhed.

Først undersøger jeg, om fyringerne i den offentlige sektor overhovedet har noget med kernevelfærden at gøre. Det har de.

Det viser sig, at der er forsvundet 26.755 offentlige fuldtidsstillinger indenfor kategorien ”social beskyttelse”, siden antallet af ansatte toppede i andet kvartal 2011. Social beskyttelse dækker først og fremmest over daginstitutioner og ældrepleje.

Men afspejles nedskæringerne i dårligere service til borgerne? Jeg forsøger at finde nomeringer for personale til børnepasning og ældreomsorg, men finder hurtigt ud af, at nomeringer alene ikke kan give et samlet billede.

Tilbagerulningen af velfærden skjules ofte ved, at man ændrer hvilken service man i det hele taget tilbyder os. Fritidshjemspladser nedlægges, og erstattes med skolefritidsordninger, der har en lavere normering. Vuggestuepladser nedlægges, og erstattes med dagplejepladser, der både har lavere nomering og personale uden pædagoguddannelse. Samtidig falder nomeringen i vuggestuerne.

Antallet af børnefødsler er, som de fleste måske ved, faldet i kølvandet på Finanskrisen. Det lavere børnetal kunne retfærdiggøre, at det samlede personale, der tager sig af børn og unge, er blevet reduceret. Det viser sig, at der er blevet afskediget langt flere ansatte, end børnetallet er faldet.

Der er kun skåret beskedent i det personale, der tager sig af pleje af de ældre. Tilgengæld er der kommet mange flere ældre. På den måde er der, set fra den enkeltes ældres synspunkt, tale om meget store nedskæringer. Jeg regner mig frem til at hjemmehjælpen til ældre over 70 år, er blevet beskåret med 21,5 % på fire år.

Da jeg kaster mig over at undersøge besparelser på sygehusene, bliver det svært. Først konstaterer jeg, at mængden af sundhedspersonale på sygehusene er steget, dernæst konstaterer jeg, at antallet af sengedage er faldet. Det lader altså til, at de har fået meget mindre at bestille på sygehusene.

Samme dag læser jeg en beretning skrevet af en sygeplejerske, der arbejder i akutmodtagelsen. Hun skriver om, hvor hårdt pressede deres arbejdsvilkår er, og at de ofte ikke kan sende patienter videre, fordi der ikke er plads på afdelingerne (”Er der overhovedet nogen, der kan hjælpe os”, af Julie Thomassen Ballegaard, kronik i Politiken, 23. juli, 2016). Nu ved jeg ikke, hvad jeg skal tro.

Jeg afbryder arbejdet for at hente mine døtre, der har haft en legeaftale. Det viser sig, at forældrene er læger! Jeg sætter dem ind det paradoks, jeg har afdækket. Kan det virkelig passe, at de er overbelastede på sygehusene, når der er langt mere personale per sengedag end tidligere? Det er nu jeg får forklaringen om ambulante behandlinger.

De fleste behandlinger er ambulante, og kræver slet ikke indlæggelse. Ikke indlæggelse med overnatning i hvert fald, og så tæller det ikke med i antal sengedage. For at få et mere retvisende billede, skal jeg sammenholde udviklingen i personalet med antal ambulante behandlinger. Det viser sig, at antallet af ambulante behandligner er steget fem gange mere end antallet af sundhedspersonale.

Desuden belæres jeg om, at mine statistikker ikke opfanger de nye arbejdsopgaver, som personalet er blevet pålagt de seneste år. Visiteringen på den fælles akutmodtagelse f.eks., er et ekstra lag i hospitalsvæsnet, som ikke fandtes tidligere. Mængden af administrativt arbejde kan også være steget for sygeplejerskernes vedkommende.

For at opsummere: Det kan konkluderes, at indenfor børnpasning, ældrepleje og sundhed, er velfærden blevet rullet tilbage på en kort årrække. Der er tale om en forringelse af velfærden uden historisk sidestykke. Og det ser ud til, at tendensen fortsætter.

Regeringen varsler stadig flere besparelser i den offentlige sektor, og der kommer stadig flere ældre. Presset bliver først for alvort stort, når de store årgange født i 1940’erne begynder at blive 80 år, for det er i udpræget grad de ældre på 80 år eller mere, der har størst behov for pleje og sundhed.

Hånden på hjertet, så tvivler jeg på, at denne nyhed kommer bag på danskerne. Der findes sjæle, der har bemærket fyringerne.

I en meningsmåling lavet for projektet Virkelighedens Velfærd, søsat af en række fagforeninger der organiserer velfærdens kernetropper, svarede 68 % af et repræsentativt udsnit af befolkningen, at de mente, at kvaliteten af velfærdsydelserne var blevet ringere indenfor de sidste fem år, mens kun 5 % mente, at kvaliteten var blevet bedre.

Nu har vi dokumenationen for, at de 68 % havde ret.

FAKTABOKS: Dokumentation for tilbagerulningen af velfærden i Danmark

  

Der fyres offentligt ansatte indenfor kernevelfærden.

Der er forsvundet 26.755 stillinger indenfor kategorien ”social beskyttelse”, siden antallet af ansatte toppede i andet kvartal 2011. Social beskyttelse dækker først og fremmest over daginstitutioner og ældrepleje (kilde: Statistikbanken, OBESK1). Når der refereres til antal stillinger, menes der fuldtidsstillinger af 37 timer om ugen. Deltidsstillinger er omregnet til fuldtidsstillinger. Tallet er altså ikke manipuleret højere, ved at lade deltidsstillinger tælle lige så meget som fuldtidsstillinger.

Der er tale om skjulte neskæringer, når der nedlæges fritidshjem og oprettes skolefritidsordninger istedet.

I 2013 var der 9,7 barn per voksen på fritidshjem, mens der var 14 børn per voksen i skolefritidsordningerne (kilde: Statistikbanken, PAS22, egne beregninger).

Der skæres på personalet i vuggestuerne.

I 2007 var der ansat 2,3 barn per voksen i en vuggestue, i 2014 var det 3 børn per voksen (kilde: Statistikbanken, PAS22, egne beregninger).

Besparelserne på børneområdet er langt større, end det faldende børnetal kan retfærdiggøre.

Det samlede personale, der tager sig af børn og unge, er blevet reduceret med 12,7 % fra 2009 til 2014 (kilde: Statistisk Tiårsoversigt 2016).  Imidlertid er antallet af 0-9 årige i Danmark kun faldet med 3,5 % i samme periode (kilde: Statistikbanken, FOLK1).

Besparelserne på ældreområdet er væsentligt større end de ser ud til, fordi der er kommet flere ældre.

Antal leverede timer hjemmehjælp til ældre over 70 år er faldet med 8.8 % fra 2011 til 2015 (kilde: Statistikbanken, AED01). Samtidig er antallet af ældre på 70 år eller mere steget med 14,7 % i samme periode (kilde: Statistikbanken, FOLK1). Dermed er hjemmehjælpen per borger over 70 år, blevet beskåret med 21,5 % på fire år.

På sygehusene spares der ved at sende folk hjem efter operationer i stedet for at indlægge dem.

Antallet af sengedage på sygehusene er faldet med 14,6 % fra 2009 til 2015 (kilde: Statistikbanken, IND03). Samtidig er antallet af ambulante behandlinger (operationer uden indlæggelse) steget med 1,4 millioner, svarende til en stigning på 21,8 % (kilde: Statistikbanken, AMB01).

Antallet af ambulante behandlinger på sygehusene er steget fem gange mere end antal personale.

Mens antallet af ambulante behandlinger er steget med 21,8 % fra 2009 til 2015, er det samlede antal sundhedspersonale på sygehusene kun steget med 4,2 % i samme periode (kilde: Statistisk Tiårsoversigt 2016).