Resumé
I
2007 blev daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen advaret om, at
økonomien var på vej mod en overophedning. Han valgte at sidde advarslen
overhørig, idet han bemærkede, at ”det er meget lang tid siden, at økonomerne
begyndte at advare om, at nu var ledigheden nået så langt ned, at nu ville det
hele gå grassat. Det er faktisk ikke sket endnu.” I stedet formastede
statsministeren sig at foreslå økonomerne, at de skulle skrive de økonomiske
lærebøger om.
Anders
Fogh Rasmussen er siden blevet hånet for denne udtalelse, for året efter gik
det hele faktisk grassat. Ikke desto mindre havde statsministeren en god
pointe, når han påpegede, at økonomien ikke udviste de faresignaler, som lærebøgerne
forudsagde ville indtræffe, hvis økonomien var ved at blive overophedet.
Inflationen var faldende, men ifølge lærebøgerne skulle det første symptom på
en overophedet økonomi være stigende inflation. Der var en klar
uoverensstemmelse mellem, hvad der stod i lærebøgerne, og hvad der skete ude i
virkeligheden.
I
erkendelse af at lærebøgerne har vist sig utilstrækkelige, foreslår denne
artikel en omskrivning af de økonomiske lærebøger.
Alle
der nogensinde er blevet undervist i makroøkonomi, har lært at vurdere dansk
økonomis sundhedstilstand med udgangspunkt i fem økonomiske delmål. Kriterium
nummer et for en god økonomi er, at produktionen øges kontinuerligt (økonomisk
vækst). For at opnå vækst på langt sigt, anses det for nødvendigt, at de fire
resterende økonomiske delmål skal være opfyldt: (2) Der skal være tæt på fuld
beskæftigelse. (3) Inflationen må ikke overstige niveauet hos vores vigtigste
samhandelspartnere. (4) Der skal over en årrække være ligevægt på
betalingsbalancens løbende poster. (5) Der skal over en årrække være ligevægt
på den offentlige saldo.
Artiklen
her kan læses som en fortsættelse af artiklen Analyse af Dansk Økonomi 2016,
der analyserer dansk økonomi med udgangspunkt i de fem økonomiske delmål. Denne
analyse, der også forklarer de økonomiske delmål i detaljer, når frem til
følgende paradoks angående dansk økonomi: ”På den ene side forekommer dansk
økonomi stabil, stærk og sund. Der er omtrent fuld beskæftigelse. Der er lavere
inflation end hos vores vigtigste samhandelspartnere. Der er store overskud på
betalingsbalancens løbende poster. Og underskuddet på den offentlige saldo er
lille, og i øvrigt ganske tilfredsstillende i international sammenligning. Alle
disse forhold tilsammen peger i retning af en stabil økonomi med et stærkt
vækstpotentiale. Alligevel er væksten i Danmark ekstremt utilfredsstillende, ja
den er faktisk enestående historisk lav, og helt på niveau med Sydeuropas mest
skrantende økonomier.” Med andre ord fremgår det af det citerede, at de fem
økonomiske delmål ikke er tilstrækkelige som indikatorer for sundhedstilstanden
i økonomien i dag. Hvis de havde været tilstrækkelige, skulle der være kommet
gang i væksten i Danmark for længe siden.
Artiklen
her er bygget således op: Først tages læseren en tur med i tidsmaskinen tilbage
til tiden umiddelbart før finanskrisen. Her hører vi om VK-regeringens
konjunkturmedløbende økonomiske politik, der fik dansk økonomi til at
overophede, selvom det ikke kunne måles på inflationen. Dernæst tager artiklen
en lille ekskurs, der forklarer hvordan indtægterne fra udvindingen af
nordsøolien medførte, at overophedningen heller ikke kunne aflæses på
betalingsbalancens løbende poster eller den offentlige saldo.
Herefter
er tidsrejsen fordi, og resten af artiklen består af afsnit, der leder frem til
anbefalingen om, at de fem økonomiske delmål skal suppleres, for at opnå et
mere dækkende billede, når man analyserer sundhedstilstanden i dansk økonomi.
Det konkluderes, at det ikke er ”tilstrækkeligt at fokusere på udviklingen i
forbrugerpriserne, man skal også holde øje med udviklingen i ejendomspriserne.
Det er ikke nok at kigge på den offentlige gæld, man skal også holde øje med
udviklingen i den private gæld. Endelig må det erkendes, at inflationen ikke
opsummerer konkurrenceevnen, og det derfor er nødvendigt at følge udviklingen i
de delkomponenter, der konstituerer priskonkurrenceevnen: Den effektive
kronekurs, lønnen i eksportsektoren, samt produktiviteten.”
Afslutningsvist
gives ordet igen til Anders Fogh Rasmussen, blot for at konkludere, at den her
foreslåede rettelse til de økonomiske lærebøger næppe er, hvad den nu
forhenværende statsminister havde i tankerne, da han i sin tid foreslog at
lærebøgerne skulle omskrives.
Alle
tabel- og figurreferencer henviser til Samfundsstatistik 2016, der udkommer på forlaget Columbus oktober 2016.
Dengang det hele gik grassat
Forud
for Finanskrisen i 2008 afviste daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen
(V), at dansk økonomi var på vej mod en overophedning. En overophedning er et
udbredt metafor blandt økonomer, og indikerer en situation, hvor efterspørgslen
stiger hurtigere end produktionen kan følge med. Det fører normalt til stigende
inflation, og deraf faldende konkurrenceevne, hvilket igen fører til en forværring
af betalingsbalancens løbende poster, tab af arbejdspladser i eksportsektoren,
nedgang i væksten, samt en heraf afledt forværring af den offentlige saldo.
”I
foråret 2006 advarede de økonomiske vismænd (…) om, at en overophedning må
betegnes som den største risiko i den aktuelle situation. Ligesom
Nationalbanken i efteråret 2006 mente, at der var en voksende risiko for en
overophedning af dansk økonomi. Samlet set modtog regeringen 11 advarsler fra
vismændene og Nationalbanken i perioden 2006-2008” (Kilde: Fogh svarer
kritikere igen: Der er ikke noget at komme efter, Berlingske Tidende, 7. maj,
2016).
I
efteråret 2007 affejede Anders Fogh Rasmussen kritikken, og opfordrede i stedet
økonomerne til at skrive de økonomiske lærebøger om. Statsministeren afviste at
stramme finanspolitikken med henvisning til, at den strukturelle ledighed var
overvurderet. Han mente altså ikke, at ledigheden var kommet ned på et niveau,
hvor det ville udløse stigende inflation. Statsministeren udtalte sig til
pressen:
"Alt
i alt deler jeg ikke den pessimisme, som visse økonomer giver udtryk for. Jeg
glæder mig faktisk over, at dansk økonomi er så stærk, at vi nu igen har set et
fald i ledigheden. Jeg tror, der er økonomer, som må begynde at overveje at
skrive lærebøgerne på universiteterne om, fordi det er meget lang tid siden, at
økonomerne begyndte at advare om, at nu var ledigheden nået så langt ned, at nu
ville det hele gå grassat. Det er faktisk ikke sket endnu” (Kilde: TV2’s
hjemmeside, 29. nov. 2007).
Anders
Fogh Rasmussen blev senere hånet for denne udtalelse, fordi det hele faktisk
gik grassat året efter. Imidlertid havde statsministeren god grund til at
anfægte lærebøgerne.
Anders
Fogh Rasmussen kunne hæfte sig ved, at inflationen i 2007 faktisk faldt i
forhold til året før, og i øvrigt lå på et lavere niveau end i 1990’erne
(hvilket fremgår af figur 9.4). Dermed kunne statsministeren med god ret hævde,
at lærebøgerne tog fejl. Modsat hvad lærebøgerne forudsagde, var der ingen
faresignaler at spore i udviklingen i inflationen.
Det
forekommer denne artikels forfatter særligt paradoksalt, at det netop var
Anders Fogh Rasmussen, der anfægtede antagelsen om, at der findes en såkaldt
naturlig eller strukturel grænse for, hvor meget ledigheden kan nedbringes,
uden at det udløser inflation. Det var nemlig Anders Fogh Rasmussen, der var
den mest betydningsfulde drivkraft bag udbredelsen af teorien om strukturel
ledighed i KVR-regeringen 1988-1990, hvor han selv sad som Skatteminister (hele
forløbet er dokumenteret i kapitel fem i min ph.d. afhandling Drivkræfterne bag den økonomiske politik 1974-1994).
Dengang
i 80’erne argumenterede Anders Fogh Rasmussen for, at den høje ledighed i
Danmark kun kunne nedbringes, hvis skatterne blev sænket, og lønfleksibiliteten
på arbejdsmarkedet blev øget (i nedadgående retning forstås). Dette forudsatte
igen en beskåret offentlige sektor (100.000 offentligt ansatte skulle fyres),
og en betydelig nedsættelse af kontanthjælp og dagpenge.
Anders
Fogh Rasmussens argument hvilede på en antagelse om, at de arbejdsløse ikke var
dygtige nok, til at kunne få en løn, der var højere, end hvad de kunne få
udbetalt på dagpenge eller kontanthjælp. Kun hvis kontanthjælp og dagpenge blev
sænket betydeligt, ville det kunne svare sig for disse mennesker at tage et arbejde.
Argumentet vandt gehør, og fra slutningen af 1980’erne blev det en udbredt
opfattelse i ministerierne, at det økonomiske incitamentet til at søge arbejde
skulle øges markant, hvis arbejdsløsheden skulle nedbringes til under 10 % af
den registrerede ledighed.
Imidlertid
måtte Anders Fogh Rasmussen og andre fortalere for teorien om strukturel
ledighed erkende, at de tog fejl. I løbet af 1990’erne faldt ledigheden til 5 %
af den registrerede ledighed, uden at det økonomiske incitament til at arbejde
blev forøget i bare tilnærmelsesvis samme grad, som Anders Fogh Rasmussen og
teoriens fortalere havde plæderet for. Samtidig forblev inflationen stabilt
lavt.
Set
i det lys er det til at forstå, at Anders Fogh Rasmussen afviste advarslerne om
en økonomisk overophedning: Der var blevet råbt ”inflationen kommer” alt for
mange gange til, at han troede på, at den nogensinde kom.
I
tiden umiddelbart før Finanskrisen underviste denne artikels forfatter i
nationaløkonomi på gymnasiet (Århus Statsgymnasium og Århus Katedralskole) og på universitetet (Roskilde Universitet). Ved tavlen kunne jeg hævde,
at økonomien bevægede sig mod overophedning, fordi regeringen førte ekspansiv
finanspolitik i en situation med fuld beskæftigelse. Men jeg kunne ikke
eftervise, at den ekspansive finanspolitik førte til stigende inflation, som
det antoges i de lærebøger jeg underviste ud fra. Derfor mener jeg Anders Fogh Rasmussen havde ret i, at lærebøgerne burde skrives om.
Jeg mener dog ikke som Anders Fogh Rasmussen, at der er noget fundamentalt galt med lærebøgerne. Jeg ønsker blot, at den klassiske analyse af de fem økonomiske delmål suppleres.
Jeg mener dog ikke som Anders Fogh Rasmussen, at der er noget fundamentalt galt med lærebøgerne. Jeg ønsker blot, at den klassiske analyse af de fem økonomiske delmål suppleres.
Regeringen
førte ekspansiv finanspolitik. Det virkede konjunkturmedløbende, eftersom der
var højkonjunktur. Den førte politik pressede ledigheden helt i bund, og
medvirkede til at industrilønningerne steg mere end i udlandet, navnlig
Tyskland. Hvorfor affødte det ikke inflation, som forudsagt af lærebøgerne?
Normalt antages det, at for høj efterspørgsel vil presse forbrugerpriserne op, og
dermed udløse inflation. Det skete ikke, formentlig på grund af øget
international priskonkurrence. Der kom stadig flere og billigere varer fra
Kina, der pressede priserne den modsatte vej.
Hertil
kommer, at olieindtægterne fra nordsøolien var med til at sløre billedet af, at
der var noget galt med dansk økonomi. Historien om olien berettiger en lille
ekskurs.
Olieindtægterne slørerede for dansk økonomis sande tilstand
I
00’erne var Danmark mere end selvforsynende med brændsel og el takket være
nordsøolien (hvilket kan fastslås ved at trække værdien af import af brændsel
og el, tabel 16.9, fra værdien af eksport af brændsel el, tabel 16.8).
Beskatningen af olieudvindingen bidrog betydeligt til overskuddet på den
offentlige saldo. Overskuddet på den offentlige saldo gav lægmand indtryk af,
at der blev ført kontraktiv (stram) finanspolitik. Det var imidlertid en
illusion. Overskuddet skyldtes dels olieindtægterne, og dels det ofte oversete
forhold, at en ekspansiv finanspolitik også under en højkonjunktur på mellemlangt sigt kan øge statens
indtægter frem for at mindske dem. Når beskæftigelse og forbrug øges, falder
statens udgifter til overførselsindkomster, samtidig med at staten får flere
indtægter fra skatter og afgifter.
Takket
være olien førte heller ikke udviklingen på betalingsbalancens løbende poster
til udbredt bekymring over økonomiens tilstand, for det stigende forbrug af
udenlandske varer slog ikke ud i et underskud. Når vi bruger mere fremmed
valuta på import, end vi tjener på eksport, burde det forværre saldoen på
betalingsbalancens løbende poster, der jo måler forholdet mellem indtægter og
udgifter i fremmed valuta.
Betalingsbalancens
løbende poster blev forværret, men der var stadig overskud. Årsagen var ikke,
at dansk økonomi var stærk og konkurrencedygtig. Vi undgik underskud fordi vi
solgte ud af vores ikke-fornybare ressourcer, olien. Bemærk i øvrigt at verden
i 2007-2008 oplevede en oliekrise med priser, der var fuldt ud sammenlignelige
med priserne under oliekrisen i 1980-1981 (hvilket kan aflæses af figur 17.8).
I modsætning til 1980-1981 belastede prisstigningerne ikke betalingsbalancen,
tværtimod. Igennem 00’erne var Danmark som nævnt nettoeksportør af brændsel og
el.
Havde
Danmark ikke haft olien, ville det have været åbenbart, at økonomien var blevet
overophedet, og vi havde mistet konkurrenceevne. Olien er dermed en medvirkende
årsag til, at de fem økonomiske delmål er blevet utilstrækkelige som grundlag
til at vurdere dansk økonomis tilstand. Hvis Danmark i 2007-2008 skulle have
importeret hele sit energiforbrug, ville det have resulteret i et underskud på
betalingsbalancens løbende poster på 5-6 % af BNP (Kilde: Det økonomiske Råd,
Dansk Økonomi Efterår 2009, side 84).
Med
andre ord: I tiden op til Finanskrisen 2008 var Danmarks evne til at skabe
balance i samhandelen med udlandet, når ses bort fra oliens betydning, at
sammenligne med situationen i 1986. Det var året hvor Danmark havde historisk
rekord i underskuddet på betalingsbalancens løbende poster, nemlig et underskud
på 5-6 % af BNP jævnfør figur 16.2. I 1986 blev det bredt erkendt, at en
overophedning havde skadet Danmarks konkurrenceevne. I 2007-2008 slørede
olieindtægterne for, at det blev åbenbart, at dansk økonomi grundlæggende var i
samme tilstand som i 1986.
Opsummering på de økonomiske delmåls utilstrækkelighed
I
2007 kunne man ikke aflæse overophedning og forringet konkurrenceevne i
udviklingen i inflationen. I tiden efter Finanskrisen udeblev væksten, selvom
udviklingen i de øvrige økonomiske delmål var tilfredsstillende. Det følger
heraf, at en analyse der skal vurdere økonomiens tilstand, ikke kan nøjes med
at tage udgangspunkt i udviklingen i de fem økonomiske delmål.
Udviklingen
i konkurrenceevnen må måles på andre måder end inflationsudviklingen. Desuden;
boligpriserne steg dramatisk forud for overophedningen i 00’erne, men
boligpriserne er ikke inkluderet i forbrugerprisindekset og dermed ikke i
inflationen. Det må derfor afklares, om stigende boligpriser bør læses som et
symptom på makroøkonomisk ustabilitet på samme måde som inflation i
forbrugerpriserne.
Alternative mål for konkurrenceevnen
Tidligere
ville overophedning og heraf svækket konkurrenceevne slå ud i stigende
inflation. Det er ikke længere tilfældet, og derfor er inflation ikke længere
en god indikator for konkurrenceevnen. Fremtidige analyser af økonomiens
tilstand bør derfor tage udgangspunkt i mere direkte målinger af
konkurrenceevnen.
Når
et lands konkurrenceevne skal måles, kan det være hensigtsmæssigt at skelne
mellem landets strukturelle konkurrenceevne og priskonkurrenceevnen. Strukturel
konkurrenceevne dækker over svært målbare faktorer som infrastruktur,
innovationsevne, forandringsvillighed og meget mere. Priskonkurrenceevnen er
både mere veldefineret og kortsigtet, og måles på en vares (eller en
tjenesteydelses) pris, hvilket igen er sammensat af valutakursen og lønnen
relativt til produktiviteten.
Ifølge
World Economic Forums verdensrangliste over den strukturelle konkurrenceevne,
har Danmarks placering været udpræget stabil siden årtusindskiftet jævnfør
Tabel 17.8 (diverse årgange af Samfundsstatistik). Idet den strukturelle
konkurrenceevne vurderes til at have været uændret, retter fokus sig herefter
på priskonkurrenceevnen.
Valutakursen
er afgørende for eksportørernes mulighed for at afsætte deres varer i udlandet.
Figur 16.5 viser den effektive kronekurs siden 1970. Det fremgår heraf, at
danske kroner, siden 2008, er blevet en anelse billigere målt som et vægtet
gennemsnit af de valutaer, der indgår i eksporten. Dette indikerer en svag
forbedring af konkurrenceevnen. Sammenlignes den effektive kronekurs i dag med
år 2000, er der i stedet tale om en svækkelse af konkurrenceevnen, da den
danske krone var billigere dengang.
Lønudviklingen
i Danmark i forhold til vores vigtigste samhandelspartnere kan aflæses i tabel
14.8. Her kan man se, at Danmark siden 2010 har haft lavere lønstigninger end i
udlandet. Men forud for 2010 var lønstigningerne større end udlandets.
Konsulterer man tidligere udgaver af Samfundsstatistik kan det konstateres, at
udviklingen med lønstigninger større end udlandets går mange år tilbage. Det
gælder altså for lønudviklingen, ligesom for valutakursudviklingen, at
konkurrenceevnen er blevet forbedret inden for de seneste år, men stadig er
ringere i dag end tilfældet var i år 2000.
Det
sidste vigtige parameter for priskonkurrenceevnen er produktiviteten. Figur
17.7 viser udviklingen i produktiviteten i forhold til Danmarks vigtigste
eksportaftager, Tyskland (målt i BNP-bidrag per arbejdstime). Det fremgår af
figuren, at Danmark oplevede en betydelig forbedring i forhold til Tyskland i
1990’erne, hvor der var stabil økonomisk vækst. Fra år 2000 til i dag, har
produktivitetsudviklingen været i tyskernes favør.
Alt
i alt vurderes det, at selvom Danmarks konkurrenceevne er blevet forbedret
efter Finanskrisen, er dansk økonomi på ingen måde i samme konkurrencedygtige
form, som da VK-regeringen overtog magten, og dermed styringen af økonomien, i
2001.
Er voldsomt stigende boligpriser et samfundsøkonomisk problem?
I
årene forud for overophedningen af dansk økonomi 2006-2008, steg huspriserne
dramatisk. Figur 9.8 viser prisstigningerne på forskellige typer ejendomme fra
år 2001. Det kan aflæses at priserne på alle ejendomstyper steg med mere end 50
% på bare to år fra 2004 til 2006.
Årsagen
til de voldsomme prisstigninger skal findes i flere forhold:
- Der blev givet ufinansierede skattelettelser, der navnlig kom den del af befolkningen til gode, der havde råd til at købe huse. Det øgede efterspørgslen efter huse.
- Ydermere var ejendomsskatterne blevet sænket i forbindelse med regeringens skattestop, der fastfrøs ejendomsvurderingen, som skatten beregnes ud fra, på 2001-niveau. I 2010 havde den fastfrosne boligskat kostet staten 47 mia. kroner (Kilde: Skattestoppet har forgyldt boligejerne med 47 milliarder, Politiken, 9. feb., 2011).
- Hertil kommer, at det blev muligt at tage kortfristede huslån (flexlån), hvilket medførte en væsentlig lavere renteomkostning, hvad der betød, at man kunne byde mere for et hus.
- Endelig var det også muligt, at tage de såkaldte afdragsfri lån, hvor afbetalingen af gælden udskydes i en årrække.
Det var på den tid en
udbredt opfattelse, at de stigende ejendomspriser, og den heraf afledte private
gældsætning, ikke udgjorde et problem for den økonomiske stabilitet. Der er
imidlertid forhold, der taler imod denne opfattelse.
Stigningen i
ejendomspriserne har været medvirkende til overophedningen af økonomien. De
stigende huspriser gav husejerne øget friværdi, der kunne belånes og omsættes
til forbrug. Og husholdningernes forbrug steg fra 102,4 % af deres indkomst i
2004, til 106,1 % i 2008. Tallene fremgår af Figur 14.3.
Figur
14.3 viser en stærk korrelation mellem forbrug og beskæftigelse. En nærmere
granskning af tallene afslører, at det er stigningen i forbruget, der går forud
for stigningen i beskæftigelsen, ikke omvendt. Dermed underbygger Figur 14.2
antagelsen om, at det var de stigende huspriser, der udløste det stigende
forbrug, der førte til overophedningen af økonomien.
De
stigende huspriser var dermed på en gang udløst af ufinansierede skattelettelser
(ekspansiv finanspolitik) og forbedrede lånemuligheder (ekspansiv
pengepolitik), og var med til yderligere at forstærke effekten af den
økonomiske politik, idet de stigende huspriser stimulerede til et privat
overforbrug uden historisk sidestykke. Det følger heraf, at udviklingen i
ejendomspriserne kan være mindst lige så vigtig at inddrage i en analyse af
økonomiens tilstand, som udviklingen i forbrugerpriserne, idet begge dele kan
være et symptom på overophedning af økonomien.
Er stor privat gæld et problem?
Udlandsgæld
og indenlandsk offentlig gæld er anerkendte problemer for makroøkonomisk
stabilitet jævnfør Analyse af dansk økonomi 2016. Afviklingen af gælden kan
lægge en dæmper på den økonomiske vækst. I forbindelse med de stigende
boligpriser, steg den private gæld. Men udgør den private gæld et tilsvarende
samfundsøkonomisk problem som offentlig gæld?
Er
det muligt, at den private gæld, husholdningernes gæld, kan blive så stor, at
den kan lægge en dæmper på den økonomiske vækst? Hvis det er tilfældet, kan det
være hensigtsmæssigt, at være lige så opmærksom på udviklingen i
husholdningernes gæld, som de øvrige typer af gæld.
Der
bør skelnes mellem bruttogæld og nettogæld. Danskerne er det folkefærd, der har
den største private bruttogæld i verden, men deres passiver modsvares delvist
af deres aktiver. Danskerne har forgældet sig ved at købe huse, men disse huse
er så tilsvarende mere værd. Dertil kommer, at danskerne er det folkefærd med
den næststørste pensionsformue. Trækker man aktiverne fra passiverne og får
nettogælden, er danskerne alligevel ikke det mest forgældede folkefærd i
verden. (Kilde: Husholdningernes balancer og gæld – et internationalt
landestudie Nationalbanken, kvartalsoversigt, 4. kvartal, 2011). Ikke desto
mindre er det i højere grad bruttogælden, og ikke så meget nettogælden, man bør
være opmærksom på, når man leder efter sygdomssymptomer i dansk økonomi.
For
det første er boligpriserne, som alle andre priser på et marked, betinget af
efterspørgslen, og i tilfælde af en lavkonjunktur, der får efterspørgslen til
at falde, må det også imødeses at boligpriserne kan falde, hvorved en del af
boligejernes formuer vil forsvinde ud i den blå luft.
For
det andet hjælper den store pensionsformue ikke husholdningerne, hvis de står
og mangler penge i forbindelse med en rentestigning (husk at mange huslån er
kortfristede, det indebærer typisk, at lånet skal fornys hvert år til gældende
markedsrente). Pensionsformuen kan ikke (for størstedelens vedkommende)
realiseres, før end man går på pension.
Eftersom
en betydelig del af den private gæld er rentefølsom, vil en rentestigning
begrænse mange husholdningers forbrug. Når en større del af indkomsten skal anvendes
til at afdrage lån, efterlader det en tilsvarende mindre del til forbrug.
Nationalbanken vurderer, at de danske husholdninger godt kan overkomme en
rentestigning uden at gå fra hus og hjem, men forudser, at det kan skade
økonomien, hvis arbejdsløsheden stiger.
”Husholdninger
med stor bruttogæld, der rammes af midlertidig arbejdsløshed, vil ikke i samme
grad som husholdninger med lille bruttogæld kunne udjævne forbruget via øget
låntagning. Alternativt kan husholdningerne forsøge at sælge deres aktiver for
at nedbringe bruttogælden. Det kan føre til faldende boligpriser og derved
reducere privatforbruget. En analyse baseret på 17 lande for perioden 1995-2010
bekræfter, at højere gæld medfører større udsving i økonomien, selv når der
tages højde for strukturelle forskelle, generelle konjunkturudsving og udsving
i væksten i nettoformue. Det taler for, at husholdningernes høje
bruttogældsniveau har bidraget til, at faldet i privatforbruget under
finanskrisen var større i Danmark, end det ville have været med en mindre
bruttogældskvote” (Kilde: Husholdningernes balancer og gæld – et internationalt
landestudie Nationalbanken, kvartalsoversigt, 4. kvartal, 2011).
De
voldsomt stigende boligpriser, og den heraf afledte gældsætning, har således
været med til både at skabe en overophedning af dansk økonomi lige op til
Finanskrisen 2008, og efterfølgende at modvirke en genopretning af dansk
økonomi, idet gældsbyrden har hæmmet forbruget, hvad der har hæmmet væksten.
Lærebøgerne må skrives om, men ikke som Anders Fogh Rasmussen ønskede det
De
økonomiske lærebøger skal skrives om. En analyse af sundhedstilstanden i dansk
økonomi kan ikke nøjes med at monitorere de fem økonomiske delmål. Det er ikke
tilstrækkeligt at fokusere på udviklingen i forbrugerpriserne, man skal også
holde øje med udviklingen i ejendomspriserne. Det er ikke nok at kigge på den
offentlige gæld, man skal også holde øje med udviklingen i den private gæld.
Endelig må det erkendes, at inflationen ikke opsummerer konkurrenceevnen, og
det derfor er nødvendigt at følge udviklingen i de delkomponenter, der
konstituerer priskonkurrenceevnen: Den effektive kronekurs, lønnen i
eksportsektoren, samt produktiviteten.
Selvom
denne artikel giver Anders Fogh Rasmussen ret i, at lærebøgerne skal skrives
om, er ovenstående forslag til en omskrivning næppe identisk med, hvad Anders
Fogh Rasmussen havde tænkt sig tilbage i 2007. Statsministeren mente dengang,
at lærebøgerne skulle skrives om, således at det i mindre grad fremstod som
statens opgave, at bekymre sig om udviklingen i samfundsøkonomien. Og det mener
han for øvrigt stadig.
I
maj 2016 blev Anders Fogh Rasmussen spurgt om, hvorvidt flekslån og afdragsfrie
lån var med til at presse boligpriserne for højt op i 00’erne. Altså om det
ikke var regeringens ansvar, at det hele gik grassat? Hertil svarede den
forhenværende statsminister ”Til det må jeg bare sige, at det altså er en
privat afgørelse, hvordan man finansierer sin bolig. Vi skal ikke som
politikere være barnepiger. Den slags er tiden løbet fra” (Kilde: Fogh svarer
kritikere igen: Der er ikke noget at komme efter, Berlingske Tidende, 7. maj,
2016).
BMP er et håbløst mål for Danmarks økonomiske udvikling. En hver diskussion om Danmarks økonomi bliver meningsløs når BMP indrages i diskussionen, fordi BMP er skabt i en fortidig økonomi, og har ingen forbindelse med nutidens økonomi.
SvarSletNår du formulerer dig så bombastisk må jeg tage afstand fra dig. Det er korrekt at BNP er blevet udfordret, og jeg tror vi vil se alternative tilgange til målingen af produktionen i fremtiden. Imidlertid er det givet at Danmark klarer sig ringere i produktionsstigning end sammenlignelige lande. Det vil et nyt mål ikke ændre ved. Du siger jo reelt at enhver diskussion om økonomi er meningsløs...
SvarSlet