Du har måske købt, eller i hvert fald hørt om, Thomas
Pikettys bog Kapitalen i det 21. århundrede, men aldrig fået den læst.
Du er ikke den eneste.
Selvom bogen er velskrevet, er den ustruktureret. Dens budskab
og argumentation fremkommer spredt over de knap 700 sider. Man bliver nødt til
at læse hele bogen, for at finde ud af, hvad den handler om. Og dernæst læse
den igen, for at kunne sammenstykke argumentationen.
Det har jeg gjort. Så behøver du ikke.
I dette indlæg afkoder jeg Thomas Piketty. Hvad handler
bogen om? Hvad handler den ikke om? Hvad er det for hidtil usete økonomiske
sammenhænge, Piketty mener at have afdækket? Hvilket belæg har han for sine
påstande?
NB: Min gennemgang afsluttes med et appendiks, der temmelig
grundigt underbygger en central påstand hos Piketty, som han selv undlader at
dokumentere; nemlig at de store lønstigninger til erhvervslivets topledere, ikke
kan retfærdiggøres med, at disse topledere skaber mere værdi til samfundet.
Det er nu tre år siden, at alle talte om Thomas Piketty.
Den franske økonom opnåede noget så sjældent blandt økonomer som stjernestatus
i medierne, og hans bog Kapitalen i det 21. århundrede blev en international
bestseller, da den udkom på engelsk i 2014.
I bogen dokumenterer Piketty, at uligheden er stigende,
og hævder samtidig, at hvis vi ikke gør noget for at forhindre det, vil
uligheden blive ved med at stige. Piketty undersøger udviklingen i en række
tidligt industrialiserede lande, og på baggrund af sine omfattende historiske
data konkluderer han, at vi er på vej tilbage til den (ekstremt høje) ulighed,
der karakteriserede tiden før Første Verdenskrig.
Budskabet der gennemsyrer hver eneste side af Kapitalen i
det 21. århundrede er, at den stigende ulighed ikke afspejler en retfærdig
fordeling af goderne. Den stigende ulighed er ikke udtryk for, at dem der yder
en indsats (dem der opfinder nyt, arbejder hårdt og skaber værdi) får en
belønning, der står mål med denne indsats. Det er de formuende (de virkelig
rige), der løber af med gevinsten. Og der er ikke nødvendigvis sammenfald mellem
rigdom og skaberkraft.
Årsagen til den stigende ulighed skal findes i to
forhold. Dels at den økonomiske vækst er faldende, dels at værdien af den
samlede formue stiger relativt til værdien af den samlede produktion (værdien
af den samlede formue vokser hurtigere end nationalindkomsten).
Piketty kombinerer de to tendenser i udsagnet om at r
> g, hvilket vil sige, at så længe r (afkast af formue) er større end g
(økonomisk vækst), vil de rige (hvis indtægter i stor stil kommer fra afkast på
formue) øge deres formue hurtigere end den samlede produktion stiger, hvorved
de vil komme til at eje en stadig større del af formuen (Piketty, 2014: 36,
alle referencer er til den danske udgave).
Med denne forudsigelse, skriver Pikettys sig ind i samme
tradition som Karl Marx og Friedrich Engels, der i Det kommunistiske partis
Manifest fra 1848 forudså, at ejerskabet til produktionsmidlerne ville blive
koncentreret hos stadig færre personer. ”Bourgeoisiet (borgerskabet/kapitalisterne,
red.). samler mere og mere produktionsmidlerne, ejendomsbesiddelsen og
befolkningen, som før var splittet. Det har klumpet befolkningen sammen,
centraliseret produktionsmidlerne og koncentreret ejendommen i hænderne på
ganske få.”
Modsat Marx og Engels, mener Piketty ikke, at der findes
en irreversibel (uafvendelig) lovmæssighed indbygget i det kapitalistiske
system, der driver uligheden op. Den stigende ulighed er ifølge Piketty
historisk betinget, da ulighed er et produkt af menneskelige handlinger,
hvorfor det er muligt at vende udviklingen inden katastrofen (revolutionen?)
indtræffer. De sidste kapitler af Kapitalen i det 21. århundrede dedikerer
Piketty til at beskrive de tiltag, der kan reducere uligheden (progressiv
beskatning, arveafgift og formueskat).
Pikettys indvending mod Marx, er værd at lægge mærke til.
Den afslører nemlig, hvad Piketty selv flere gange har givet udtryk for, nemlig
at Kapitalen i det 21. århundrede i højere grad er en historiebog (idet den betragter
den økonomiske udvikling som konsekvenserne af menneskers ikke altid
forudsigelige handlen), end den er en økonomibog, der udlægger økonomiske
lovmæssigheder.
Det epokegørende ved bogen er, at den præsenterer læserne
for ny historisk viden om ulighedens udvikling. Vi forelægges tidsserier, der
måler indkomstulighed og formueulighed, i nogle tilfælde så langt tilbage som
til den franske revolution. Hermed bliver det muligt, at studere langsigtede
sammenhænge, som hidtil har forbigået økonomernes blik.
Med Pikettys egne ord: ”Denne bog har især fokus på
udviklinger over lang tid og grundlæggende bevægelser, der oftest kun kan
vurderes over perioder på 30-40 år eller mere. Det gælder fx den strukturelle
stigning i kapital/indkomst-forholdet i Europa siden Anden Verdenskrig, der nu
har stået på i snart 70 år, og som det var umuligt at se lige så tydeligt for
bare 10 eller 20 år siden på grund af forskellige samtidige udviklinger (og på
grund af manglende data)” (Piketty, 2014: 293).
Piketty gør selv et stort nummer ud af, at tage forbehold
for nøjagtigheden af de historiske tal, men der er generel enighed om, at det
netop er disse tidsserier, der berettiger bogens status som epokegørende.
Debatten om ulighedens betydning har indtil fornylig i høj grad været præget af
spekulation, ideologi om man vil. Men navnligt i dette årti, er der kommet en langt
stærkere eksponering af empirien omkring ulighed. Det er blevet dokumenteret at
uligheden blandt de tidligt industrialiserede lande er stigende, og her står
Kapitalen i det 21. århundrede som et fyrtårn.
Man behøver ikke læse alle knap 700 sider i bogen, for at
få et kendskab til den historiske udvikling. De data som Piketty anvender, er offentligt
tilgængelige på World Wealth & Income Database (wid.world), der netop er
blevet opdateret, og har fået et brugervenligt interface. Hvad man får ud af at
læse bogen, er en hel del kontekst, der gør det nemmere at forholde sig til
udviklingen, samt et bud på, hvordan tallene skal forstås.
Navnligt det sidste – hvordan det hele skal forstås – er
det kontroversielle. Det er her bemærkelsesværdigt, hvor forsigtig Piketty er
med at konkludere. Teksten er på den ene side præget af, at Piketty som økonom
gerne vil udlede nogle tendenser, der helst skal sættes på formel, men på den
anden side må han, efter at være sprunget ud som historiker, være ydmyg og
påpasselig med at ikke at generalisere for groft på det usystematiske kaos, som
historien er.
Forsigtighed til trods er der ingen tvivl om, at det er
Pikettys overordnede hypotese, at kombinationen lav vækst og stigende formuer fører
til ulighed. Der er også kræfter, der trækker i retning af mindre ulighed, men
jo mere uhindret vi kan handle kapital, jo stærkere virker de kræfter, der
trækker i retning af øget ulighed (Piketty, 2014: 37).
Men hvis den lave økonomiske vækst, er årsagen til den
stigende ulighed, hvad er så årsagen til den lave vækst? Spørgsmålet er
påtrængende idet, det er almindligt anerkendt, at en vis grad af ulighed er en forudsætning
for vækst, eftersom uligheden sikrer det økonomiske incitament til at arbejde.
Blandt regeringspartierne i Danmark (Venstre, Liberal Alliance og
Konservative), er det endog opfattelsen, at øget ulighed vil bidrage positivt
til væksten.
Her står det klart, at Piketty (der har været rådgiver
for de franske socialdemokrater) er uenig med de danske regeringspartier
vedrørende kausaliteten (årsagssammenhængen) mellem ulighed og vækst. Piketty
ser, at den lave vækst skaber ulighed, ikke at ulighed skaber høj vækst.
Sidstnævnte antagelse står i øvrigt i kontrast til den historiske udvikling
bogen dokumenterer. Uligheden er stigende, mens væksten er faldende.
Ikke desto mindre, når det kommer til at angive årsagerne
til vækst, er Piketty tilbageholdende. Vækst afhænger, ifølge Piketty, af
”millioner af sociale, økonomiske, kulturelle, psykologiske og demografiske
forhold, der kan variere kraftigt over tid, og fra land til land” (Piketty,
2014: 206). Så kan det ikke siges tydeligere: Kapitalen i det 21. århundrede handler
ikke om årsagerne til vækst, men om konsekvensen af den lave vækst.
Årsagerne til vækst hos Piketty er så komplekse, at han i
praksis betragter væksten som bestemt af teknologiens udvikling, og dermed
eksogent givet (bestemt af forhold som ikke indgår i analysen). At væksten er
aftagende og for fremtiden forventes at lægge på mellem 1-1,5 % som årligt
gennemsnit, er en fundamental præmis for hele analysen.
Fokus i bogen er altså ikke væksten, men udviklingen i
formuernes størrelse og afkastet af disse formuer. Her har det vakt lidt
forvirring, at Piketty sætter lighedstegn mellem kapital og formue. For en
økonom giver ordet kapital associationer til den fysiske kapital, der parret
med arbejdskraft indgår som de to vigtigste komponenter i skabelsen af
produktionen. Kapital kan også referere til noget mere abstrakt som magt, sådan
som Marx og navnlig Bourdieu anvender begrebet. Men hos Piketty betyder kapital
ganske simpelt værdien af alle de aktiver, der kan prissættes, om det så er
maskiner, aktier, kunstværker eller bygninger.
Piketty observerer, at værdien af den samlede formue var
høj i perioden forud for 1914. Typisk i størrelsesordenen 6-7 gange
produktionens størrelse (målt i nationalindkomsten) for lande som Tyskland,
Frankrig og Storbritannien. Fra Første Verdenskrig til 1980 har formuens
størrelse relativt til produktionen været væsentligt lavere, typisk omkring 3-4
gange produktionens størrelse. Udviklingen er opsummeret på nedenstående graf
fra den engelske udgave.
Med denne tidsserie dokumenterer Piketty en udvikling,
der hidtil har været overset i økonomividenskaben. Men hvad er årsagen, og hvad
indebærer det for uligheden?
Det sidste først: Når formuerne stiger i værdi i forhold
til produktionen, stiger også formueafkastet i forhold til produktionen, i
hvert fald hvis afkastet i procent af formuen antages at være det samme. Det er
det imidlertid ikke. I takt med at formuens værdi stiger, falder afkastet i
procent af formuen. Imidlertid falder afkastet ikke nær så meget, som formuen
stiger, og på den måde øges formueafkastet alligevel som følge af formuernes
stigende værdi (Piketty, 2014: 229).
Det betyder på kort sigt, at indkomstuligheden vil stige,
idet de i forvejen formuende vil opnå større indkomster fra afkastet af deres
formue, og på længere sigt vil det også medføre større formueulighed, da de
allermest formuende formodes at bruge deres voksende indtægter på, at erhverve
sig en endnu større andel af formuen. Dette vil igen føre til større
indkomstulighed, og heraf afledt større formueulighed og så videre.
Stigende lønspredning bidrager også til øget
indkomstulighed. I de europæiske lande er det i høj grad øget formueafkast, der
har ført til øget indkomstulighed. I USA har en ekstrem stigning i topledernes
lønninger i særlig grad bidraget til den stigende indkomstulighed.
Ifølge den seneste opdatering på World Wealth and Income
Database lagde den rigeste procent i USA beslag på 8,3 % af den samlede
produktion i 1978 (hvilket var et historisk lavpunkt). I 2015 var det tal steget
til 22 % (kun overgået af året 2007, hvor den rigeste procents andel af den
samlede indkomst var 22,5 %). Denne udvikling i indkomstulighed kan ikke
forklares med stigende formueafkast alene, men skyldes altså også, at netop
denne indkomstgruppe har fået eksorbitante (overdrevene) lønstigninger og
skattelettelser siden midten af 1980’erne. Der har som nævnt også været ganske betydelige
lønstigninger for topledere i Europa, men disse lønstigninger har ikke været på
nær samme niveau som i USA (Piketty, 2014: 159).
Det står hermed klart, at når Piketty taler om øget
ulighed, taler han i lige så høj grad om stigende indkomstulighed som
formueulighed. Når hans bog i højere grad beskæftiger sig med formuer frem for
indkomster, skyldes det at formueligheden er en vigtig årsag til
indkomstuligheden. Men hvad er egentlig årsagen til formuernes stigende værdi,
og at lønspredningen er steget (som tilfældet er)?
Når formuernes værdi var så lave i 1950, skyldes det den
destruktive effekt af Anden Verdenskrig og den høje inflation i efterkrigstiden.
Når formuernes værdi var så høje i år 2000, skyldes det blandt andet privatiseringer,
der gjorde det muligt at byde priserne op (Piketty, 2014: 146), hvilket igen
var muligt på grund af den stigende private opsparing (Piketty, 2014: 190).
Og årsagen til den stigende private opsparing?
”Opsparingsadfærd og indstilling til fremtiden kan ikke opsamles i et enkelt
parameter”, skriver Piketty. Vi må ganske simpelt betragte opsparingsadfærden
som en historisk realitet (Piketty, 2014: 368-369). For Piketty er en opsparing
af samme størrelse som før 1914 det normale, og hvad vi ser nu er en
tilbagevenden til hvad han karakteriserer som det normale (Piketty, 2014: 195).
Det er påfaldende, at Piketty ikke inddrager den stigende
indkomstulighed som forklaring på den stigende private opsparing. Det er
velkendt, at jo højere indkomst du har, jo større andel af din indkomst sparer
du op. Eftersom de allerrigestes andel af indkomsterne er øget på bekostning af
den øvrige befolknings, fremkommer der dermed en oplagt forklaring på den
stigende opsparing.
Når lønningerne er blevet mere ulige, og det navnlig i
USA, skyldes det blandt andet, at lovgivningen har tilladt det. Tidligere
sikrede lovgivningen en langt højere mindsteløn end i dag (Piketty, 2014: 316).
Det er også værd at nævne, hvad der ikke er årsag til
stigende lønulighed.
Marx antog, at arbejdernes kvalifikationer ville blive
overflødiggjort af teknologiens udvikling, hvad der ville svække arbejderens position
i lønforhandlingerne og dermed bidrage til uligheden. I dag er det den udbredte
opfattelse, at den teknologiske udvikling har ført til, at arbejdernes
kvalifikationer har større betydning, og at arbejderne i kraft af deres
kvalifikationer bedre kan forhandle deres lønninger op, og dermed mindske
uligheden. Piketty mener også, at uddannelse medvirker til at modvirke ulighed,
men konstaterer at der ikke er indtruffet nogen færdighedsforskydning, der kan
forklare den stigende ulighed. Uligheden er steget på trods af lønmodtagernes
høje uddannelsesniveau.
I forbindelse med den stigende lønulighed, ville det være
oplagt at nævne fagforeningernes svækkelse (faldende organiseringsgrad), der
har gjort det sværere for lønmodtagerne at forhandle løn, men det lægger bogen
ikke vægt på. For Piketty er det vigtigt at holde fokus på, at indkomstuligheden
er tiltaget, fordi en lille gruppe øverst i indkomsthierarkiet, har fået meget
store lønstigninger. Og det uretmæssigt.
Man ser i de rige lande, at de højeste indkomsters indtægter
er steget i takt med, at marginalskatten er sat ned (det er navnlig USA og
Storbritannien, der har oplevet et dramatisk fald i marginalskatten). En
forklaring kunne være, at de lavere skatter har betydet, at toplederne har øget
deres arbejdsudbud. Men det er ikke tilfældet. I stedet mener Piketty, at
faldet i marginalskatten har gjort det mere attraktivt for toplederne at
forhandle en høj løn hjem.
”I perioden 1950-70 havde en amerikansk eller britisk
leder ingen større interesse i at kæmpe for at få en lønstigning, og de
forskellige involverede parter var mindre villige til at give ham den, for
80-90 % af lønstigningen ville under alle omstændigheder gå direkte i
statskassen. Fra og med 1980’erne er der helt andre spilleregler, og alt tyder
på, at lederne er begyndt at gøre sig betragtelige anstrengelser, for at
overbevise de forskellige parter om, at de skal tildeles ikke mindre
betragtelige lønstigninger. Eftersom det er meget vanskeligt at måle en topleders
bidrag til sin virksomhed, og eftersom der hersker megen indavl i lønudvalgenes
sammensætning, har toplederne haft relativt let ved at overbevise de pågældende
parter om, at de fortjente disse lønstigninger”. Det gjorde de bare ikke, insisterer
Piketty, der afviser en sammenhæng mellem stigende lønninger til topledere og
stigende produktivitet, med henvisning til, at væksten ikke er steget mere i
USA og Storbritannien end i Tyskland, Frankrig, Danmark eller Sverige (Piketty,
2014: 521-522).
Hermed er essensen af Piketty opsummeret. Uligheden
stiger. De i forvejen rige kommer til at lægge stadig større beslag på både
indkomst og formue. Uligheden kan ikke retfærdiggøres med henvisning til, at de
rige bidrager mere til produktionen. Uligheden er derimod et resultat af, at vi
ikke længere gør noget for at modvirke den. De rige bliver rigere, fordi de er
rige i forvejen.
Dem med store formuer har større kapitalafkast, end dem
med små formuer. Dem med store formuer bruger en større del af deres formueafkast
på at anskaffe sig mere formue, end dem med små formuer. På den måde bliver de
rige rigere, mens de meget rigere bliver ekstremt meget rigere. Hvis ikke
udviklingen imødegås med politisk handling, risikerer vi snart at befinde os i
et samfund, hvor formuen ejes af ekstremt få.
Og hvem er i øvrigt de meget rige, der alene gennem deres
formueejerskab bliver endnu rigere mens du læser dette? Kineserne er, takket
være deres store handelsoverskud, i fuld gang med at opkøbe aktiver i hele
verden. Det er dog et projekt, der stadig har lange udsigter. Piketty vurderer
det som mere sandsynligt, at det er milliardærer og fonde fra de
olieproducerende lande, der vil ende med, at blive ejere af de europæiske formuer
(Piketty, 2014: 472-473).
På det personlige plan håber jeg, at det vil blive
nordmændene, frem for saudiaraberne, der opkøber Danmark.
Under alle omstændigheder vil det ikke være godt for den
økonomiske vækst, hvis ejerskabet af aktiverne i udpræget grad falder på
udenlandske hænder. Selvom bogen ikke beskæftiger sig systematisk med årsagerne
til vækst, slår Piketty alligevel fast, at økonomier i lande hvis
investeringer er tilvejebragt udefra, vokser langsommere i forhold til
økonomier i lande, der har skabt deres investeringer selv. Et forhold der kan
forklares med, at overskuddet fra udenlandske investeringer ofte trækkes ud af
landet, frem for at geninvesteres i det pågældende land.
Piketty forestiller sig ikke, at en situation med
udenlandsk ejerskab kan være politisk holdbar. ”Ulighed i ejerskab og kapital
er allerede svær at acceptere og organisere på en fredelig måde inden for
rammerne af nationens fællesskab. I international skala er det næsten umuligt
(medmindre man forestiller sig et politisk dominansforhold af kolonial art)”
(Piketty, 2014: 80-81).
Hvad kan der gøres for at forhindre denne udvikling?
Kapitalen i det 21. århundrede ruller ikke sine dystre fremtidsscenarier ud,
uden også at give instruktioner i at undgå dem.
Den progressive beskatning skal genindføres. I dag
beskattes topindkomster regressivt. Det vil sige, at de allerrigeste reelt
betaler en mindre skatteprocent end almindelige lønmodtagere (fordi hovedparten
af deres indkomst er formueafkast, der beskattes lavere end arbejdsindkomst)
(Piketty, 2014: 508). Piketty foreslår i stedet beskatning på de allerhøjeste
indkomster på 80 %, som det var tilfældet i USA og Storbritannien i den
umiddelbare efterkrigstid (Piketty, 2014: 524).
Dernæst skal formuer beskattes i højere grad. En engangsbeskatning
af formuer, ligesom i Frankrig efter Anden Verdenskrig, hvor de største formuer
blev beskattet med 25 %, kan være en hurtig løsning på problemet med al for
stor formuekoncentration (og samtidig løse problemet med de vestlige landes
ophobede statsgæld). For at hindre formuekoncentrationen i at gentage sig, skal
der også indføres en lav men progressiv løbende beskatning af formuerne
(Piketty, 2014: 558).
Endelig skal der indføres arveafgifter og regler, der
hindrer at enorme formuer får lov til at akkumulere uendeligt over
århundrederne. Over halvdelen af verdens topmilliardærer er kommet til deres formue
via arv, fastslår Piketty (Piketty, 2014: 455).
Det gælder for alle Pikettys forslag, at de er nærmest
umulige at implementere, uden internationalt fodslag. Der ligger formuer
placeret i skattely svarende til mindst 10 % af verdens BNP, og det kræver
internationalt samarbejde at få dem opsporet (Piketty, 2014: 476). Ingen åben
økonomi kan indføre den ifølge Piketty nødvendige progressive beskatning alene.
Og beskatning på formuer, der nemt kan flyttes fra land til land, kan kun lade
sig gøre gennem formaliseret internationalt samarbejde.
Kapitalen i det 21. århundrede er dermed en bog, der
minder os om, at tidens problemer kræver internationale løsninger.
APPENDIKS:
Har toplederne fortjent deres lønstigninger?
I USA var en topleders løn før 1970 i gennemsnit 20 gange
større end en almindelig arbejders løn. I dag er topledernes gennemsnitsløn 300
gange en arbejders løn. Finansfolk på Wall Street er endnu bedre lønnet.
Thomas Piketty afviser, at denne ulighed kan
retfærdiggøres. Der er intet belæg for, at toplederens produktivitet skulle
være 15 gange højere end for 50 år siden.
Det er for så vidt korrekt, at der ikke kan fremlægges
belæg for, at toplederne er deres løn værd, eftersom deres produktivitet ikke
er direkte målbar. Men Piketty kunne have besværet sig mere med at levere argumenter,
der taler imod, at toplederne skulle være deres løn værd. Vi får ikke noget at
vide om, hvad der har ført til de ekstraordinære lønstigninger i USA. Det er bemærkelsesværdigt,
når man betænker, at det er bogens underliggende præmis, at den stigende ulighed
ikke kan retfærdiggøres.
Den historiske kontekst vedrørende lønstigningerne blandt
toplederne i USA er til gengæld blevet belyst af tidligere arbejdsminister
(under Clinton) Rober Reich, i dennes bog Saving Capitalism, der udkom i 2016.
Reichs gennemgang afslører et forløb, der ikke involverer stigende produktivitet
som forklaring på lønstigningerne, og medvirker dermed til at underbygge Pikettys
relevans.
Hvis de store selskabers indkomst steg i samme takt som
topledernes lønninger, ville det kunne tolkes, som at toplederne var deres løn
værd. Men alene i perioden 1993-2013 er andelen af de store firmaers indkomst,
der blev brugt til aflønning af topledere tredoblet (fra i gennemsnit 5 % til
15 %). Toplederne dræner altså i stigende grad virksomhederne for ressourcer
frem for at tilføre dem ressourcer (Reich, 2016: 98).
En topleders løn afhænger i høj grad af, hvorledes
virksomhedens aktiekurser udvikler sig. Ikke mindst fordi mange får udbetalt en
stor del af deres løn i aktier. Topledere har dermed en stærk interesse i at få
aktiekurserne til at stige.
Men er det et problem?
Det er muligt for en topleder, at lade den virksomhed de
arbejder for, opkøbe virksomhedens egne aktier. Det får aktiekurserne til at
stige (bemærk at almindelige aktiekøbere ikke ved, at den stigende
efterspørgsel på aktier skyldes, at virksomheden køber sine egne aktier). Herefter
sælger toplederen sine private aktier. To fluer med et smæk. Aktiekurserne
stiger til bestyrelsens tilfredshed, og man scorer kassen på sit private aktiesalg.
Lyder det som insiderhandel? Denne praksis var da også ulovlig frem til 1982,
hvorefter den blev gjort lovlig af Reagan-administrationen (Reich, 2016: 101).
Det er det, der kaldes deregulering af finanssektoren. Og det har intet med
produktivitet at gøre.
Den kendte lærebogsforfatter, økonomen Greg Mankiw,
forklarer topledernes høje lønninger med, at de skaber værdi for aktionærerne
(Reich, 2016: 98). Men selvom toplederne er gode til at få aktiekurserne til at
stige kortvarigt, så viser studier over en længere tidshorisont, at de 150
firmaer med de højest lønnede topledere i gennemsnit udbetalte 10 % mindre i
aktionærudbytte end andre firmaer i samme branche (Reich, 2016: 104).
Sammenhængen er oplagt. Jo mere der skal betales til toplederne, jo mindre er
der til aktionærerne.
Man kan undre sig over, at aktionærerne ikke blokerer for
topledernes lønstigninger. Forklaringen er simpel. Det kan de ikke. Det sørger
USA’s lovgivning for. Til eksempel har aktionærerne i australske firmaer
mulighed for at blokere for ublu direktørlønninger, hvorfor topledernes
lønninger i Australien ”kun” er 70 gange højere end en almindelig arbejders løn
(modsat 300 gange højere i USA) (Reich, 2016: 100).
Der er altså ikke meget, der tyder på, at de høje lønninger
kan retfærdiggøres med, at toplederne tilfører virksomheden eller samfundet
mere værdi end førhen. Måske tværtimod.
Reich påviser, hvorledes de høje direktørlønninger har
medført en ændring i måden, hvorpå de store virksomheder drives. Når en topleders
lønbonus afhænger af det årlige driftsresultat, giver det vedkommende et incitament
til at rationalisere virksomheden (at fyre folk), frem for at satse på
forskning og udvikling (at investere). Tidligere, før de ekstreme lønstigningers
tid, geninvesterede virksomhederne en støre andel af deres overskud end de gør
i dag (Reich, 2016: 102). Investeringer er – per definition – kilden til
økonomisk vækst, så måske er de store lønstigninger årsagen til den aftagende
vækst?
Hvis toplederne ikke er deres lønstigninger værd, hvad er
så grunden til, at de har fået dem? Her kan Pikettys svar have relevans. De
voldsomt sænkede marginalskatter i 1980’erne øgede incitamentet til
lønstigninger, og eftersom toplederne er en lille indavlet gruppe (Pikettys
udtryk, ikke mit), er der i virkeligheden tale om, at toplederne har doneret
hinanden lønstigningerne.
Men hertil skal lægges, at toplederne faktisk besidder
nogle kvalifikationer, der gør dem særdeles værdifulde for de virksomheder, der
betaler deres lønninger. Nutidens topledere er ikke kun forretningsmænd, de er
magthavere. Bestyrelsen ansætter ikke kun sine direktører for at lede
virksomheden, men også fordi de har midlerne til at påvirke lovgivningen i
virksomhedens favør. Nu er vi fremme ved den centrale pointe i Robert Reichs bog
Saving Capitalism.
Reich påpeger et sammenfald mellem, at de rigeste i USA
får en stadig større bid af samfundskagen, og den stigende grad af succesfuld
lobbyisme, der har givet de store virksomheder og Wall Street indflydelse på
lovgivningen.
Årsagen til den stigende ulighed skal ifølge Reich først
og fremmest findes i, at spillereglerne for virksomhederne er blevet ændret.
Det skal ikke forstås sådan, at vi er gået i retning af et mere frit marked.
Reich afviser selve termen ”det frie marked”. Markedet er skabt af mennesker
gennem lovgivning.
Er anti-trust lovgivning (lovgivning mod monopoler)
udtryk for mere eller mindre frihed? Det er frihed for forbrugerne, men det er samtidig
et indgreb i de store virksomheders frihed. Når nogen taler om det frie marked,
vil Reich spørge, frit for hvem?
Siden Ronald Reagans tid, er friheden tippet til fordel
for de store virksomheder.
De store virksomheder har fået indflydelse på den
amerikanske lovgivning af flere grunde. Mest indlysende er donationerne til de
to store partier i amerikansk politik. Men bemærk at der også er givet
donationer til dommere (der i mange tilfælde vælges direkte i USA). Læg dertil virksomhedernes
lobbyisme i Washington, samt det faktum at der er overlap mellem topledere og
politikere (således at mange politikere før og/eller efter de har tjent som
ministre eller ledende embedsmænd, beklæder stillinger i store finansielle
virksomheder, først og fremmest Goldman Sachs) (Reich, 2016: introduction,
chapter 1, 2 and 3).
Reich giver en række konkrete eksempler på konsekvensen
af virksomhedernes indflydelse på lovgivningen:
Patenter kan forlænges i princippet i det uendelige. Man
skal blot ændre marginalt i sit produkt, og ansøge om et nyt patent, når det
gamle er udløbet (Reich, 2016: 21-23).
Intellektuel copyright udstrækkes løbende så de ganske
simpelt ikke løber ud, - en lovgivning der direkte har til formål at beskytte
Disneys varemærker (Reich, 2016: 26).
Kabelfirmaer har de facto fået monopol på at levere
internet, og firmaerne har flere steder fået presset lovgivning igennem, der
forbyder det offentlige at lægge fiberkabler. Konsekvensen er, at amerikanerne
har dyrere og dårligere internet end mange andre udviklede lande (Reich, 2016:
32).
Virksomheder kan slippe afsted med at lave kontrakter, hvor
kunderne fraskriver sig forbrugerrettigheder, som ellers er garanteret ved lov.
Hertil kommer kontrakter, der fratager kunderne retten til at klage, samt kontrakter,
der fratager kunderne retten til at handle hos konkurrenterne (Reich, 2016. 34,
55).
De store virksomheder har presset mange stater til at
indføre lovgivning mod eksklusivaftaler samtidig med, at virksomhederne selv tvinger
deres medarbejdere til at underskrive aftaler, der forbyder de pågældende
medarbejdere at tage job hos konkurrenterne (Reich, 57).
Konkursloven er blevet ændret således, at topledernes
aktiver sikres i tilfælde af konkurs, mens arbejdernes løn og pension risikerer
at gå tabt. Konkurs er således i flere tilfælde blevet anvendt som et redskab
til at nedbringe arbejdsomkostningerne. Den konkursramte virksomhed er blevet
gendannet efter konkursen, nu med dårligere løn og vilkår for arbejderne og
bonus til toplederne (Reich, 2016. 61).
Den lader vi stå et øjeblik. Topledere har fået bonus for
at lade deres virksomheder gå konkurs.
Skattevæsnet er blevet stækket, således at der ikke kan
gennemføres tilstrækkelig kontrol og dermed korrekt opkrævning af skat (Reich,
2016: 70). Læseren bedes bemærke at lige præcis denne omstændighed får
uligheden til at se lavere ud, end den faktisk er, da vores viden om ulighedens
størrelse hovedsageligt beror på skatteopgørelser.
Endelig, og måske væsentligst, har de store virksomheder
i kraft af deres betydelige indflydelse på lovgivningsprocessen, fået fastsat
et loft over omfanget af bødestraf på insiderhandel og anden finansiel svindel,
hvilket i praksis indebærer, at det for virksomhederne er en simpel cost
benefit analyse der afgør, om det kan betale sig at bryde loven – hvilket alt
for ofte viser sig at være tilfældet (Reich, 2016: 75).
For at opsummere: Man kan argumentere for, at det har
været god strategi for virksomhederne at forøge deres toplederes lønninger, når
man betænker de fordele, det har givet de store virksomheder i USA. Der er dog
næppe nogle af disse lovgivningstiltag, der har haft en gavnlig effekt på samfundsøkonomien.
Konsekvensen af lovgivningen har været forskydning af magt fra arbejdstagere
til arbejdsgivere, fra små virksomheder til store virksomheder, samt oprettelsen
af de facto monopoler, hvad der har svækket konkurrencen virksomhederne imellem.
Den svækkede konkurrence kan opsummeres i det forhold, at
der løbende over de sidste 40 år er blevet skabt færre og færre nye
virksomheder i USA, og at det samlede antal virksomheder i USA er faldet siden
Finanskrisen. Udviklingen fremgår af nedenstående figur fra Saving Capitalism,
der får lov at afslutte dette indlæg.
Stor tak til Stud. Scient. Pol. Rie Wiarda der har rettet
og kommenteret dette indlæg, og herved forbedret læseoplevelsen betydeligt.
Lo he leido con mucho interés. Tengo planeado ler el libro en francés.
SvarSletGod fornøjelse.
SletEr det at stramme argumentationen under Appendix at direktører (for amerikanske aktieselskaber) ofte har personlig fordel af en virksomhedsdrift der skaber bobler og usund samfundsøkonomi? Og kun i ringe grad har personlig fordel af at skabe en sund forretning på sigt i et økonomisk stabilt samfund. Altså at Henry Ford's (eller General Electrics) forretningemodeller, ikke vil blive tilskyndet idag. Begge ekstrem kapitalistiske, men begge baseret på langsigtede investeringer, udvikling at ens egne medarbejdere skal have råd og at samfundets generelle økonomiske sundhed er motoren bag den fortsatte udvikling.
SvarSletJeg vil sige det er spot on.
SvarSlet