Om formueskattens nødvendighed

Engang havde Danmark et progressivt skattesystem, hvor de rigeste betalte en betydeligt større andel af deres indkomst til staten end alle andre indkomstgrupper. Det forhindrede ikke ulighed, men det forhindrede, at uligheden steg konstant.

De seneste årtier har en lang række skattelettelser til de rigeste haft den konsekvens, at deres formuer er vokset. Afkastet af disse formuer er steget, og dette afkast er igen blevet lagt til formuen, som så har givet endnu større afkast – og så videre. Det er den væsentligste forklaring på, at den rigeste ene procents indkomstandel er steget gennem de sidste 30 år.

Der vil altid være ulighed. Problemet er, når uligheden stiger år efter år.

 Kilde: Danmarks Statistik og AE-rådet.

Frem mod 2030, når de seneste skattelettelser er fuldt indfaset, vil de rigeste 10 pct. have fået personskattelettelser svarende til 10 pct. af deres indkomst (samtidig med at deres andel af den samlede indkomst er steget). Til sammenligning har de fattigste 10 pct. kun fået en skattelettelse på 2,3 pct. (samtidig med at deres andel af den samlede indkomst er faldet).

Den mest betydningsfulde skattelettelse for de højeste indkomster var afskaffelsen af mellemskatten pr. 1. januar 2010 under Lars Løkke Rasmussen. Den blev vedtaget af blå blok: Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti. I dag foreslår Lars Løkke igen skattelettelser af tilsvarende omfang.

De mange skattelettelser har gjort Danmark mere ulige. Uligheden er steget mere i Danmark og Sverige end i de fleste andre lande, og Danmark er ikke længere blandt verdens mest lige lande.

Udviklingen fortsætter år for år. En formueskat vil kunne dæmpe denne udvikling. Derfor er den nødvendig. Hvis vi ikke beskatter de rigeste, vil formuerne koncentreres stadig mere.

Måske har du indvendinger?

Du har måske læst, at den rigeste ene pct. i dag bidrager med 10,8 pct. af alle skatter og afgifter mod kun 6,5 pct. i 1994. Det kunne tyde på, at de rigeste er blevet sat op i skat. Men det skyldes, at deres andel af den samlede indkomst er steget. Den andel af deres indkomst, de betaler i skat, er derimod faldet. Skattelettelserne har øget deres formue, hvilket har øget deres indkomst. Derfor betaler de mere i skat i kroner og ører, men mindre i skat målt som andel af deres indkomst.

Når afkastet af formue vokser hurtigere end den samlede økonomi, vil de formuende blive rigere og rigere. Resultatet er stigende koncentration af rigdom. Det er gift for en markedsøkonomi.

Men vil formueskat ikke føre til kapitalflugt, skade investeringer og føre til tab af arbejdspladser?

Jo.

Men hør nu her. Alle skatter har en forvridende effekt – isoleret set. De forvridende effekter opvejes imidlertid af gavnlige effekter. Når vi beregner os frem til, at der sandsynligvis vil være minimal kapitalflugt, et minimalt fald i investeringer og ganske få tabte arbejdspladser, så ser vi kun på de negative effekter og ikke på den samlede virkning.

Kapitalflugt vil stort set blive stoppet af exitskat. Det virker f.eks. i Norge.

Argumentet om faldende investeringer bygger på en antagelse om, at virksomhedsejere selv finansierer deres investeringer gennem opsparing – som om der ikke fandtes en finansiel sektor, der kanaliserer kapital derhen, hvor den giver størst afkast.

Endnu mere absurd er forestillingen om, at det skulle koste arbejdspladser, fordi nogle virksomheder ikke har råd til at ansætte folk. Det er helt ved siden af, hvordan en økonomi fungerer. Man ansætter ikke folk, fordi man har råd – man ansætter folk, fordi deres arbejde skaber indtægter. Ingen vil fyre medarbejdere, hvis det reducerer deres indtjening.

Det kan ikke udelukkes, at formueskatten – som er en ekstra omkostning – vil lukke enkelte virksomheder. Det vil i givet fald være virksomheder, der allerede kører dårligt. Men det er ikke et problem. Dårlige virksomheder skal udkonkurreres af dygtige virksomheder.

For at opsummere: Den rigeste halve procent (det er dem der står til at blive ramt af en evt. formueskat) er konstant blevet rigere gennem de sidste 30 år – især som følge af skattelettelser. Samfundet bliver ikke fattigere af at rulle nogle af disse skattelettelser tilbage.

Okay, jeg ved, du har én indvending mere.

Er det virkelig et problem, at de fattiges indkomstandel falder? Så længe deres absolutte indkomst (realindkomst, altså justeret for inflation) ikke falder, bliver de jo ikke fattigere – de bliver bare ikke rigere lige så hurtigt som de rige.

Det er faktisk et problem. For det første: Hvis de rigeste bliver ved med at øge deres indkomstandel, vil vi på et tidspunkt også se faldende realindkomster for andre grupper.

Men det, man ofte glemmer, er, at din realindkomst skal vokse omtrent i samme takt som den samlede indkomst i samfundet. Ellers falder din levestandard over tid.

Med en vækstrate på lidt over to procent om året er den danske økonomi (og dermed den samlede indkomst i samfundet) blevet omkring otte gange større i løbet af de sidste hundrede år. Det betyder, at hvis din indkomst kun var steget nok til at følge inflationen i den periode, ville den i dag være otte gange lavere, end hvis den havde fulgt den generelle indkomstudvikling.

Det svarer til, at en person, der tjener 48.000 kr. om måneden i dag, kun ville tjene 6.000 kr. Vi bliver altså alle fattigere, når de rigestes indkomstandel stiger.

Og hvis jeg lige må komme med en personlig kommentar til ulighedsdebatten: Hvordan kan det være, at det er blevet sådan, at folk, der kalder sig liberalister, pludselig går ind for konstant stigende ulighed?

I 1970’erne ønskede både Venstre og Konservative mere lighed. For præcis 250 år siden tordnede den økonomiske liberalismes stamfader, Adam Smith, i The Wealth of Nations imod told, men også for progressive skatter, der rammer rentenyderne, de rigeste: ”It is not very unreasonable that the rich should contribute to the publick expence, not only in proportion to their revenue, but something more than in that proportion.”

Liberalismen forudsiger, at markedskræfterne skaber vækst. Den forudsiger, at driftige mennesker kan hæve deres status i samfundet. Den forudsiger, at mange får del i velstanden. Karl Marx kritiserede liberalismen for at lede til ulighed; han forudsagde, at velstanden ville blive koncentreret på nogle få.

Er jeg den eneste, der finder det lidt paradoksalt, at dem, der hævder at være liberalister i dag, giver Marx ret?

Marx kunne have sparet sig sin kritik.

Det har åbenbart hele tiden været meningen med liberalismen, at de rige skulle blive rigere på bekostning af den øvrige befolkning.

Kilde: Jeg har mine oplysninger om skattelettelsernes omfang fra en analyse fra AE-rådet. Det 21. århundredes skattereformer